Møde i udvalget d. 4. december 2017
11. Endelig vedtagelse af Lokalplan 1144, Genbrugsbutik og haveaffaldsplads på genbrugsstationen i Skovsø, Slagelse (B)
Sagsnr.: 330-2014-63052 Dok.nr.: 330-2017-705093 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om
Lokalplan 1144, Genbrugsbutik og haveaffaldsplads på genbrugsstationen i
Skovsø, Slagelse, skal vedtages endeligt.
Baggrund
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkendte på mødet den 5.
januar 2015 anmodning om opstart af lokalplan for en genbrugsbutik samt
udvidelse af eksisterende genbrugsplads i Skovsø i Slagelse Øst.
Lokalplanprocessen har sidenhen været sat i bero af bygherre og er startet op
igen i 2017.
Lokalplanen giver mulighed for en ny indretning af den
eksisterende genbrugsplads ved Skovsøvej, således at det bliver nemmere og mere
overskueligt for kunder på pladsen at bevæge sig rundt. Derudover giver
lokalplanen mulighed for, at eksisterende haveaffaldsplads på Assensvej
sammenlægges med genbrugspladsen i Skovsø, og at der etableres en genbrugsbutik
i tilknytning til pladsen.
Lokalplanen fastholder den eksisterende anvendelse til
erhverv og fastlægger rammer for byggefelter, parkering, vejadgang, højder og
facadeløsninger. Vejadgangen til området sker fra Skovsøvej.
Lokalplanområdet er omfattet af eksisterende Lokalplan 212
og Lokalplan 104, der ikke længere er tidssvarende. Den nye lokalplan erstatter
en del af Lokalplan 212 og en del af Lokalplan 104.
Lokalplanen blev vedtaget som forslag af byrådet den 28. august
2017 og sendt i offentlig høring fra den 1. september 2017 til den 27. oktober
2017. I forbindelse med offentlighedsfasen har Slagelse Kommune ikke modtaget
høringssvar.
Lokalplanen fremsendes derfor til endelig vedtagelse uden
væsentlige ændringer. Der er kun foretaget mindre sproglige og tekniske
rettelser i lokalplanen. Disse har ingen betydning for lokalplanens
bestemmelser.
Retligt
grundlag
Lokalplaner tilvejebringes i henhold til planlovens kap. 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes i henhold til planlovens § 23 c.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har generelt mulighed for
at foretage mindre justeringer af lokalplanen som en del af den endelige vedtagelse.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at vedtage
Lokalplan 1144. Derved vil det blive muligt at give tilladelse til at opføre en
genbrugsbutik i tilknytning til genbrugsstationen.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at vedtage
Lokalplan 1144. Derved vil det ikke være muligt at give tilladelse til at
opføre en genbrugsbutik på arealet. Lokalplan 104 og 212, der udlægger området
til erhverv, vil fortsat være gældende.
Vurdering
Administration anbefaler, at Lokalplan 1144 vedtages endeligt.
Herved skabes plangrundlaget for, at der kan etableres en genbrugsbutik i
tilknytning til genbrugsstationen.
Området er allerede udlagt til erhverv og besøges dagligt af
borgere, der skal ind på genbrugspladsen, og derfor vil en ny genbrugsbutik
passe godt ind i området uden at virke generende for naboer. Tilgangen til
området er fra Skovsøvej, hvilket gør, at Sorøvej ikke bliver påvirket af en
eventuel mertrafik fra genbrugsbutikken.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.
at Lokalplan 1144, Genbrugsbutik og haveaffaldsplads på genbrugsstationen i
Skovsø, Slagelse, vedtages endeligt,
2.
at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.