Møde i udvalget d. 7. juni 2021

564. Budget 2022 - 2025 - Opsamling på budgetprocessen BUU (B)

Sagsnr.: 330-2021-36461               Dok.nr.: 330-2021-178187                                          Åbent

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Udvalget kan drøfte resultatet af budgetprocessen hen over foråret og beslutte, om der er   anlægsforslag samt aktivitets- og investeringsforslag, som skal indgå i de videre budgetdrøftelser. 

Endvidere kan udvalget drøfte, om gennemgangen af budgetområdet giver anledning til omprioriteringer inden for egen budgetramme.

Slutteligt kan udvalget drøfte de indkomne input til Budget 2022-25 fra udvalgets interessenter.

Sagens indhold

Udvalget har på møde i januar 2021 tilrettelagt egen budgetproces frem mod sommerferien.

Formålet med budgetprocessen har blandt andet været, at udvalget i løbet af foråret får indsigt i udvalgets budgetrammer og mulighed for omprioritering af udvalgets budget, herunder:

·         Status på området og på budgetaftalen for 2021

·         De underliggende budgetforudsætninger

·         Udvalgets bidrag til arbejdet med de tværgående indsatser

·         Udvalgets handlemuligheder i forhold til kan/skal opgaver på området

·         Eventuelle forslag til omprioriteringer samt status på områdets investeringsplan, forslag til omprioriteringer og nye anlæg

·         Dialogmøder med borgere og andre interessenter

I den videre proces frem mod budgetseminaret 3.-4. september 2021 er der i budgetprocessen mulighed for, at udvalgene kan fremsende forslag vedrørende nye anlæg og aktiviteter/investeringer.

Nye anlægs- og driftsforslag

Administrationen har udarbejdet oplæg til nye anlægsprojekter (bilag 3). Anlægsprojekter, som fagudvalgene ønsker fremsendt til drøftelse på budgetseminaret, kvalificeres yderligere med hensyn til tid, økonomi og indhold frem mod budgetseminaret.

Administrationen har desuden udarbejdet et enkelt driftsønske (bilag 4).

Mulige omprioriteringer inden for udvalgets egen ramme

Udvalget har bedt administrationen gennemgå budgetområdet for at opdele opgaver i ”kan” og ”skal”. Administrationen har på baggrund af dette arbejde opliste følgende punkter, hvor der er mulighed for omprioritering inden for udvalgets egen budgetramme:

1.    På skoleområdet kan der, hvis der ikke længere afsættes budgetmidler til afholdelse af Børn- og Unge-konferencen, skabes et provenu på ca. 300.000 kr.

2.    På dagtilbudsområdet

Reducere i den udvidede åbningstid:

Hvis midlerne bliver indenfor dagtilbudsområdet vil det være en forbedring af normeringen.

Normal åbningstid er i Slagelse Kommune fastsat til 51,5 time pr. uge.

Det er ofte i ydertidspunkter, at der er færrest børn – men hvor der stadig er behov for bemanding. De ressourcer, der er bundet til ydertimerne kan i stedet prioriteres til de timer, hvor der er flest børn.

8 daginstitutioner har en åbningstid på 51,5 time.

De øvrige 29 daginstitutioner har en åbningstid på mellem 52,75 og 60,25 timer

En eventuel reduktion i åbningstider bør bero på en lokal vurdering og analyse af efterspørgsel og brug.

*Bemærk*: Danmarks Statistiks normeringsberegningsmodel kompenserer ikke for udvidet åbningstid.

Ulempe: Reduceret åbningstid kan medføre forringede forhold for pendlerfamilier/forældre med skæve arbejdstider.

Sommerferielukket på skift i 1-2 uger i juli måned med mulighed for sampasning:

Hvis midlerne bliver indenfor dagtilbudsområdet vil det resten af året være en reel forbedring af normeringen, idet en stor del af ferieafviklingen vil ske i lukkeperioden.

Ulempe: Fra et borgerperspektiv vil dette muligvis opleves som pres til at afvikle ferie i netop disse to uger og tilstødende uger. Det vil også kræve, at de fleste ansatte i høj grad afvikler hovedferie netop hér, hvilket kan opleves som en forringelse af generelle arbejdsvilkår.

Konference – fælles for 0-18-års området:

Blev tidligere afviklet én gang om året. Der har ikke været efterspørgsel på konferencen i de år, den ikke har været afviklet. Midler til konferencen kan fra 2022 anvendes til andre formål. Dagtilbudsområdet 300.000 kr.

Centrale midler til kompetencemidler kan lægges ud decentralt:

Hvis midlerne lægges ud til decentral prioritering vil den enkelte daginstitutionsleder kunne målrette midlerne til det enkelte dagtilbuds behov for kompetenceudvikling, og vil ikke skulle tage hensyn til det brede fællesskabs udviklingsbehov.

Ulempe: Det vil være sværere at sætte en fælles retning for arbejdet med kompetenceudvikling, ligesom mulighed for central understøttelse vil blive vanskeliggjort. Fælles, mere prisvenlige indsatser, der kommer flere til gode, vil være sværere at etablere.

Muligt beløb til omprioritering: 500.000 kr. fra 2023.

3.    På området for Børn og Familie kan peges på projekt Fru Larsen, som er et netværkstilbud til børn og forældre, som de senere år har oplevet begrænset opbakning. Budgettet til projektet udgør ca. 40.000 kr. Samtidig oplever Dansk Røde Kors, at Feriebørn Dansk Røde Kors oplever stigende tilslutning, hvorfor dette projekt med fordel vil kunne opjusteres tilsvarende.

Dialogproces

Børne- og Ungeudvalget besluttede 10. maj 2021, at dialogen med interessenter på området skulle foregå som skriftlige input med mulighed for at sende lyd- eller videoklip. Deadline for input var den 30. maj. I alt modtog Center for Børn og Unge 28 input til Budget 2022-2025.

I bilag 1 findes en opsamling med de væsentligste pointer og temaer fra samtlige input. I bilag 2 findes samtlige modtagne input.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte, hvordan der skal arbejdes videre med input fra dialogen med interessenterne.

Retligt grundlag

Styrelseslovens § 37-40 omkring kommuners budgetlægning, samt vedtaget politiks budgetproces for Budget 2022-2025. 

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte og beslutte, om der er anlægsforslag og aktivitets-/ investeringsforslag, som skal sendes videre i budgetprocessen.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte og beslutte, om der i budgetprocessen er forhold, som skal prioriteres og indarbejdes i udvalgets eget budget.

Børne- og Ungeudvalget kan drøfte input fra udvalgets interessenter.

Vurdering

Administrationen anbefaler, at Børne- og Ungeudvalget giver deres input til det videre arbejde med Budget 2022-25.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter og beslutter, om der er anlægsforslag og aktivitets-/ investeringsforslag, som skal sendes videre i budgetprocessen.

2.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter og beslutter, om der i budgetprocessen er forhold, som skal prioriteres og indarbejdes i udvalgets eget budget.   

3.   at  Børne- og Ungeudvalget drøfter input fra udvalgets interessenter.   

Bilag

330-2021-191002

Bilag 1 - Overblik over temaer i tilbagemeldingerne

330-2021-191015

Bilag 2 - Alle tilbagemeldinger - uredigeret

330-2021-192212

Bilag 3 - Anlægsønsker 2022 - 2025

330-2021-192213

Bilag 4 - Driftsønske 2022 - 2025

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Drøftet.

Udvalget besluttede, at de fremsendte konkrete forslag jf. bilag 3 og 4 videresendes til budgetforhandlingerne.

At 2 - Udvalget efterlyste:

- anlægsønsker, bl.a. i forhold til begrænsning af Antvorskov Skoles lokaler og udearealer

- forslag til uderum/udearealer for unge, der tidligere er efterspurgt

- beløb til ungetilbud i Skælskør

- input vedrørende sundhedstjenestens ønsker til sammenhængende indsatser

- beskrivelse af investeringsbehov på det specialiserede område i forhold til omstilling fra indgribende indsatser til øgede forebyggende indsatser, herunder understøttelse af udviklingsplanen

- langsigtet investeringsplan med afsæt i pejlemærkerne på dagtilbuds- og skoleområdet.

Udvalget besluttede, at der udarbejdes strategioplæg vedrørende langsigtede ønsker og muligheder med afsæt i Børne- og Ungepolitikken, der kan anvendes i en fremadrettet politisk prioritering indenfor udvalgets område.

At 3 - Administrationen sammenskriver de indkomne forslag, herunder perspektiverer forslagene i forhold til behov for nye/ændrede tiltag og eventuelle ressourcemæssige konsekvenser. Oplæg udarbejdes til udvalgets augustmøde.