Møde i udvalget d. 17. maj 2021

3.     Møllebakken 21-67, 4230 - Fristforlængelse til påbud om nedrivning (B)

Sagsnr.: 330-2012-166742             Dok.nr.: 330-2021-169349                                          Åbent

Kompetence:

Miljø,- Plan- og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Kommunen har tidligere meddelt påbud om nedrivning af de fleste af bygningerne til den gamle højskole på Møllebakken 21-67, 4230 Skælskør. Der skal tages stilling til, om der igen skal gives fristforlængelse eller om der skal igangsættes tvangsnedrivning af ejendommen.

Sagens indhold

Slagelse Kommune har den 26. august 2019 meddelt påbud om nedrivning af de fleste af de gamle højskolebygninger på Møllebakken 21-67, 4230 Skælskør (se bilag 1). Undtaget fra påbuddet er de gamle undervisningslokaler på Møllebakken 29 og 29A.

Påbuddet blev givet fordi det blev vurderet at der er stor fare for personer, som ulovligt skaffer sig adgang til bygningerne. Endvidere vist sig, at det i praksis har været umuligt at afspærre bygningerne, således at den ulovlige indtrængen blev stoppet. Udover risikoen for personskade er naboerne også særdeles utrygge ved de ting der foregår i de forladte bygninger.

Den oprindelige frist for nedrivning var sat til den 21. marts 2021 men kommunen har efterfølgende d. 24. marts 2020, d. 22. juni 2020 og d. 18. december 2020 meddelt fristforlængelser, senest med frist til den 31. marts 2021. Fristforlængelserne er søgt og givet fordi ejerne har haft et ønske om at lave yderligere undersøgelser af bygningerne og fordi Covid-19 har gjort det mere besværligt at få organiseret byggearbejder og miljøundersøgelser.

Slagelse Kommune har nu igen den 8. april 2021 modtaget en ansøgning om fristforlængelse (se bilag 2) med en handlingsplan, hvoraf det fremgår, at nedrivningen vil være gennemført i uge 28, dvs. til den 18. juli. På baggrund heraf søges der fristforlængelse frem til den 1. august 2021.

Fristforlængelsen søges med baggrund i, at entreprenøren ikke har udført det aftalte arbejde, og at arbejdet med nedrivning er gået i stå. Ejendommens ejere er derfor nu ved at finde en ny entreprenør, der kan stå for arbejdet. Det fremgår endvidere af den fremsendte stadeopgørelse (bilag 3), at nedrivningsarbejdet har været påbegyndt, men at det så er gået i stå undervejs i processen.

Retligt grundlag

Påbuddet om nedrivning er givet med hjemmel i § 77, stk. 2 i byfornyelsesloven.

Det fremgår endvidere af byfornyelseslovens § 77, stk. 8, at kommunen kan lade ejendommen nedrive for ejerens regning hvis ikke påbuddet overholdes.

Handlemuligheder

Miljø,- Plan- og Landdistriktsudvalget kan beslutte:

A.    At meddele fristforlængelse.

B.    At meddele afslag på fristforlængelse og i stedet lade ejendommen nedrive på ejerens bekostning.

C.    At meddele fristforlængelse, men samtidigt beslutte, at kommunen vil lade arbejdet udføre for ejerens regning såfremt arbejdet fortsat ikke udføres inden udløbet af den nye frist.

Vurdering

Administrationen vurderer samlet set, at beslutning C er den bedst mulige under de nuværende omstændigheder.

Ved at vælge beslutning C kan kommunen lægge yderligere pres på ejerne for at få gennemført nedrivningen af ejendommen samtidigt med, at det indskærpes, at det vil være uholdbart at lade de nuværende forhold trække yderligere ud. Hvis ejerne får gennemført nedrivningen i henhold til deres seneste plan, så vil dette sammenlagt give de mindst udgifter for alle parter. Det vurderes endvidere, at kommunen næppe vil kunne gennemføre nedrivningen hurtigere, end ved den fremsendte tidsplan fra ejerne, selv hvis kommunen igangsatte nedrivningen med det samme.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Hvis kommunen vælger at nedrive ejendommen, vil der skulle lægges ud for nedrivningen, men regningen vil kunne sendes videre til ejerne. Med mindre ejerne går konkurs vil kommunen således få dækket hele det skyldige beløb i sidste ende. Der vil således som udgangspunkt ikke være en udgift forbundet med nedrivningen, med mindre ejeren går konkurs, Det er ikke endeligt afklaret hvor stor regningen i så fald vil blive, men beløbet forventes at kunne blive op mod 4-5 millioner kr.

Tværgående konsekvenser

Ingen.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget vælger model C, at der meddeles fristforlængelse, men at det samtidigt besluttes, at kommunen vil lade arbejdet udføre for ejerens regning, såfremt arbejdet fortsat ikke udføres inden udløbet af den nye frist.

Bilag

330-2021-169836

Bilag 1 - påbud om nedrivning

330-2021-169837

bilag 2 - Ansøgning om Fristforlængelse

330-2021-169838

bilag 3 - Stadeopgørelse for lærerboliger

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 17. maj 2021:

Fraværende: 

Udvalget valgte model C.

Området sikres øjeblikkelig med afspærring mod indtrængning.

Der foretages en oprydning af området.

Der foretages en bestigelse/vurdering af de bygninger (undervisningslokaler), hvor der ikke er ikke givet nedrivningspåbud i 2019.