Møde i udvalget d. 2. marts 2021

13.   Boligprogram 2021 (O)

Sagsnr.: 330-2021-13181               Dok.nr.: 330-2021-57394                                            Åbent
Kompetence: Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema
Boligprogram 2021 fremsendes til Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget til orientering.
Sagens indhold
Der er udarbejdet et boligprogram for 2021. Boligprogrammet er en grundig gennemgang af Slagelse Kommunes ubebyggede boligarealer delt op i skoledistrikter og fremskrivningsområder. Der gives et overblik over, hvor mange ledige boliggrunde der er, hvor mange boliggrunde der hvert år bliver taget i brug, og hvor de populære boliggrunde er.
Boligprogrammet indeholder desuden en oversigt over, hvor mange boliger der forventes bygget i perioden 2021-2034. Der er tale om en fremskrivning baseret på, hvor der er ledige arealer, hvor der er bygget de foregående år, hvordan markedet er pt., hvem der ejer ejendommene og kendskab til konkrete projekter.
Boligprogrammet indgår i grundlaget for Befolkningsprognose 2021, som udarbejdes af Center for Økonomi i marts 2021. Befolkningsprognosen indgår i grundlaget for budget 2022-2025.
Retligt grundlag
Udarbejdelse af boligprogram er i overensstemmelse med kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
Boligprogram 2021 viser en fortsat høj vækst i boligbyggeriet i Slagelse Kommune. I alt er der i 2020 etableret 285 nye boliger fordelt på 32 parcelhuse, 81 rækkehuse/dobbelthuse, 157 etageboliger og 15 ungdomsboliger. Det er særligt det nye seniorbofællesskab Ibihaven, der bidrager til den markante fremgang.
Udviklingen i Slagelse Kommune går hurtigst i Slagelse, hvor 242 af de i alt 285 nye boliger i 2020 er opført. Udover Slagelse opleves der en efterspørgsel og udvikling i Korsør, Skælskør, Slots Bjergby, Vemmelev, Kirke Stillinge, Sørbymagle, Svenstrup, Flakkebjerg, Boeslunde og Dalmose.
Fremgangen i boligbyggeriet forventes at fortsætte i de kommende år, hvor der er flere større projekter på tegnebrættet. 2021 forventes at blive præget af det markante byggeri Kløverhuset centralt i Slagelse samt en fortsat udbygning af eksisterende boligområder og fortætning af bymidten. I de kommende år forventes en stor udbygning med ungdomsboliger og nye etageboligkomplekser centralt i Slagelse. Der er aktuelt flere byomdannelsesområder som er under planlægning. Her kan nævnes Kvægtorvskvarteret (tidl. industriområde nord for Slagelse Station), Teglkuberne (tidl. Hellig Anders Skole) og Ingemannsvej 17 (tidl. Professionshøjskolen Absalon), som alle er under lokalplanlægning. Derudover forventes en jævn udbygning af parcelhuse, dobbelthuse og rækkehuse i Slagelse Vestby, Tidselbjerget, Skovbrynet og i Slagelse Øst.
Den store byggeaktivitet, der er i samfundet i øjeblikket, opleves langsomt at smitte af på Korsør, Skælskør og kommunens byer. I Korsør opleves en interesse for færdiggørelse af etagebebyggelsen Pierne, i Skælskør forventes Møllebakken bebygget inden for de kommende år og i kommunens byer opleves en interesse for boligbyggeri i Slots Bjergby, Vemmelev, Kirke Stillinge, Sørbymagle, Svenstrup, Flakkebjerg, Boeslunde og Dalmose.
I alt er der over de næste 14 år fremskrevet 2.617 boliger fordelt på 315 parcelhuse, 575 rækkehuse/dobbelthuse, 1148 etageboliger, 424 ungdomsboliger og 155 plejehjemsboliger.
I Budgetaftalen 2019-2022 er det beskrevet som et mål, at der i budgetperioden påbegyndes byggerier, der netto øger antallet af boliger i Slagelse Kommune med 1.500 boliger. Jf. Boligprogram 2021 forventes der indenfor budgetperioden etableret 1.128 boliger. Dertil kommer større boligprojekter, der påbegyndes indenfor budgetperioden, som dog først indflyttes i de efterfølgende år. Det vurderes derfor, at målsætningen om påbegyndelse af byggeriet af 1.500 nye boliger indenfor budgetperioden nås. 
Fremskrivningen i boligprogrammet revideres hvert år på baggrund af seneste års boligbyggeri og kendskab til aktuelle byggeplaner. Den årlige tilvækst af boliger forventes derfor evt. at blive opjusteret yderligere i næste boligprogram, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Rummeligheden i Slagelse Kommunes gældende planlægning er opgjort til, at der kan opføres 5.067 boliger fordelt over hele kommunen. Rummeligheden er udregnet på baggrund af kommuneplanrammer og lokalplaner, der giver mulighed for boliger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Befolkningsprognose 2021 udarbejdes på baggrund af Boligprogram 2021. Befolkningsprognosen samt budgetlægningen af budget 2022-2025 behandles af Økonomiudvalget.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,
1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget tager Boligprogram 2021 til efterretning.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 2. marts 2021:
Fraværende: 
Taget til efterretning.
Steen Olsen (A) ønsker at restrummeligheden i Skælskør s. 66 ajourføres.