Møde i udvalget d. 5. februar 2018

6.     Anmodning om opstart af lokalplan for nyt boligområde ved Holbækvej 59 i Tidselbjerget, Slagelse (B)

Sagsnr.: 330-2018-353                   Dok.nr.: 330-2018-2287                                              Åbent
Kompetence: Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om en lokalplan for et nyt boligområde i Tidselbjerget skal sættes i gang.
Baggrund
Administrationen har modtaget en anmodning fra en privat grundejer om opstart af planlægning for en mindre udstykning til 8-9 parcelhuse på Holbækvej 59, matr. 143a i Slagelse. Se bilag 1.
Ejendommen består i dag af et skur på 48 m2, anvendes til hobbybrug og er beliggende i landzone.
Området ønskes lokalplanlagt til 1½ plans parcelhuse på grunde af 800 m2 med mulighed for at tilvælge separat eller integreret garage/carport.
Ejendommen vejbetjenes i dag fra Holbækvej, og det er planen, at det nye boligområde også skal vejbetjenes fra Holbækvej. En ændring af indkørsel til området skal godkendes af Slagelse Kommune. I takt med en senere udbygning af Tidselbjerget kan vejføringen kobles på et større internt vejforløb og udkørsel til Holbækvej nedlægges.
Parcelhusene skal betjenes af en 7 m bred boligvej, inklusiv græsrabatter, i midten af området. Området har en naturlig skråning, hvormed der med fordel kan indarbejdes LAR-løsninger i tråd med resten af planlægningen af Tidselbjerget.
Slagelse Kommune ejer et mindre jordstykke ud mod Holbækvej, der grænser op til det ønskede lokalplanområde. Området fremstår som grønt, tilplantet område og kan med fordel tænkes med ind i en ny lokalplan.
En ny lokalplan til boligformål er i tråd med kommuneplanen.
Området er omfattet af rammelokalplan 1111, hvor det indgår i delområde 3 og 4. I delområde 3 må der opføres parcelhuse og rækkehuse i op til 2 etager, 8,5 m. I delområde 4 må der opføres rækkehuse med en maks. bygningshøjde på 10 m.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen sættes i gang.
Udvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at de ønskede boliger ikke kan realiseres.

Vurdering
Rammelokalplanen for Tidselbjerget rummer en vision om at skabe en ny, sammenhængende bæredygtig bydel, der med en grøn karakter skal understøtte nye, moderne boligtyper. Det vil sige, at fokus er rettet mod at skabe en bydel, der kan tilbyde noget andet end de traditionelle parcelhuskvarterer. Men udgangspunktet for den nye bydel er også at kunne tilbyde forskellige boligtyper til mange målgrupper, hvorfor det er vigtigt, at der også planlægges for parcelhuse.
Administrationen anbefaler, at lokalplanlægningen igangsættes med bemærkning om, at der i lokalplanen lægges vægt på, at det nye parcelhusområde planlægges på en sådan måde, at det tilpasses Tidselbjergets vision om at skabe et attraktivt og spændende boligområde. Det vil sige, at administrationen i nærmere dialog med bygherre vil stille skarpt på en bebyggelsesplan, der ikke er helt så traditionel som det medsendte – både hvad angår placering af parceller og vejføring.    
Med henvisning til områdets størrelse vurderes det passende, at hele området udstykkes til parcelhuse i stedet for at opdele området i henhold til rammelokalplanens delområder for parcelhuse og rækkehuse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at lokalplanen sættes i gang.
2.    at der i lokalplanen lægges vægt på den overordnede vision for Tidselbjerget om at skabe et attraktivt og spændende boligområde.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende: 
Godkendt.
Lokalplan sammentænkes med visionerne og strukturplanen for Tidselsbjerg.
Der ønskes en nærmere konkret og generel redegørelse for betaling af vejbidrag.