Møde i udvalget d. 8. marts 2017

15.   Opfølgning på dialogmøde med Frivilligcenter Slagelse (D)

Sagsnr.: 330-2015-61746               Dok.nr.: 330-2017-120207                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal drøfte det afholdte dialogmøde med Frivilligcenter Slagelse, herunder tage stilling til præcisering af formulering i referatet af d. 7.12.2016, samt mindre ændringer og præciseringer i samarbejdsaftalen mellem kommunen og Frivilligcenteret.
Baggrund
Jf. Samarbejdsaftalen mellem Slagelse Kommune og Frivilligcenter Slagelse (godkendt d. 9.9.2015), skal der afholdes to årlige dialogmøder mellem udvalget og repræsentanter fra Frivilligcenteret. Seneste møde blev afholdt d. 21.2.2017.
Her blev udvalgets formulering, som den fremgår af referatet d. 7.12.2016, drøftet:
”Udvalget ønsker fremadrettet at afholde et årligt møde med frivillighedscenteret.
Udvalget ser, at frivillighedscenterets primære kerneopgave ikke er at drive projekter”.
Frivilligcenter Slagelse ønskede en uddybning og præcisering af formuleringen.
Følgende blev aftalt:
Frivilligcenterets kerneopgave er at understøtte de frivillige sociale foreninger i Slagelse Kommune. Det kommunale tilskud (350.000 kr. årligt) gives til grunddrift af Frivilligcenteret.
Frivilligcenteret kan søge om yderligere eksterne midler, eksempelvis til projekter, hos fonde, ministerier mv. I disse vil der som oftest indgå samarbejde med foreninger, og i øvrigt altid tages udgangspunkt i udsatte borgeres behov.
Der afholdes et årligt dialogmøde mellem udvalget og Frivilligcenteret. Der kan om nødvendigt afholdes møder ad hoc.
Ovenstående foreslås i øvrigt skrevet ind i samarbejdsaftalen mellem kommunen og Frivilligcenteret, således at det fremadrettet er tydeligt for alle parter, hvad der er aftalt. I bilaget er tilføjelserne markeret med rødt.
Retligt grundlag
Samarbejdsaftale mellem Slagelse Kommune og Frivilligcenter Slagelse.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter formuleringerne, og beslutter, om disse skal skrives ind i samarbejdsaftalen.
Vurdering
Formuleringerne vil tydeliggøre Frivilligcenterets opdrag og kerneopgave, samt hvad det kommunale tilskud går til. Ligeledes er det en fordel, at det aftalte fremgår af ét samlet dokument, samarbejdsaftalen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter dialogmødet, herunder formuleringerne
2.    at Udvalget godkender formuleringerne skrevet ind i samarbejdsaftalen
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 8. marts 2017:
Fraværende:  Jens Jørgensen (V), Kurt Rasmussen (A)
Indstillingerne følges.