Møde i udvalget d. 6. februar 2017

15.   Nye retningslinjer for Puljen til kulturelle formål 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2017-5622                 Dok.nr.: 330-2017-41082                                            Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal beslutte, om det fremlagte forslag til nye retningslinjer for Puljen til kulturelle formål skal sendes i høring i sin nuværende form.
Baggrund
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets Pulje til kulturelle formål kan søges af frivillige og foreninger til kulturaktiviteter i Slagelse Kommune. Puljen udgør i 2017 ca. 2,4 mio. kr.
De nuværende retningslinjer for puljen er vedtaget af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i august 2015. De nuværende retningslinjer er vedlagt som bilag.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vedtog på udvalgets møde i december 2016 en ny kulturstrategi for Slagelse Kommune. Formålet med de nye foreslåede retningslinjer er at understøtte kulturstrategien gennem Puljen til kulturelle formål. De foreslåede retningslinjer er vedlagt som bilag.
De overordnede principper i de foreslåede retningslinjer er:
· Kultur i det offentlige rum
· Børn og unge
· Events
· Frivillighed og professionalisme
Derudover er der indlagt nogle generelle prioriteringer for tildelingen af midler:
· Understøtte visioner
· Egen/anden finansiering
· Fyldestgørende ansøgning
De foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål adskiller sig derudover fra de nuværende på følgende områder:
· Der kan ikke længere søges om både aktivitetstilskud og driftstilskud i samme år. Hvis foreningen ønsker at søge om støtte til både den daglige drift og til aktiviteter i løbet at året, skal dette samles i én driftsansøgning.
· Hvis ansøgning om tilskud ikke lever op til kravene til oplysninger, vil ansøgningen blive afvist, og en ny skal indsendes. Dette kan betyde, at ansøgningen først vil blive behandlet på et senere udvalgsmøde.
De foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål vil være gældende for tilskud til aktiviteter i 2018.
De foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål vil blive sendt i høring hos aktører i Slagelse Kommunes kulturliv i samarbejde med Slagelse Kulturråd.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper for støtte til kulturelle aktiviteter.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan
a) Vælge at sende de foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål i høring i sin nuværende form i februar-marts 2017.
b) Vælge at sende de foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål i høring med angivne tilføjelser og/eller ændringer.
c) Vælge ikke at sende de foreslåede retningslinjer i høring i sin nuværende form.
Vurdering
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at de foreslåede retningslinjer for Puljen til kulturelle formål vil understøtte arbejdet med Kulturstrategi 2017.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at forslag til nye retningslinjer for Puljen til kulturelle formål 2018 sendes i høring i februar-marts 2017.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende:  Lis Tribler (A)
Godkendt med mindre justeringer.