Møde i udvalget d. 10. maj 2017

4.     Initiativretssag - arbejdsmiljøet for de ansatte i hjemmeplejen (B)

Sagsnr.: 330-2017-21900               Dok.nr.: 330-2017-182473                                Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådsmedlemmerne, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, Enhedslisten, har den 19. marts 2017 via deres initiativret ønsket, at Byrådet behandler sagen arbejdsmiljøet for de ansatte i hjemmeplejen som følge af indførelsen af øgede dokumentationskrav i hjemmeplejen
Baggrund
Enhedslisten mener, at de ansattes arbejdsvilkår i hjemmeplejen er en af forudsætningerne for, at Slagelse Kommune kan levere den bedst mulige service over for de borgere, som får hjælp til personlig pleje.
I begyndelsen af 2017 er der indført et nyt dokumentationssystem, hvor de ansatte i hjemmeplejen skal dokumentere deres virke, mens de er hos borgeren, det vil sige, at dokumentationen af såkaldte fokusområder så som uddeling af medicin, observation af borgeren, videregivelse af oplysninger til sygeplejersken skal foregå, inden besøget hos borgeren er afsluttet.
Der er vel næppe tvivl om behovet for dokumentation, planlægning og koordinering, men det kræver mange ressourcer og tid, ellers får man en stresset arbejdsproces.
For borgeren opleves det under besøget, som om den ansatte er optaget af andet end borgeren, som er den ansattes kerneopgave.
Retligt grundlag
Byrådsmedlemmers ret til at indbringe en sag for Byrådet følger af § 11 i styrelsesloven.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Ingen bemærkninger
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Byrådsmedlemmerne, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, indstiller
1.    at Slagelse Byråd beslutter, at der til hjemmeplejen tilføres de nødvendige ressourcer for at gennemføre den nødvendige dokumentation af arbejdet.
2.    at Omfanget af denne ressourcetildeling forelægges for Sundheds- og Seniorudvalget samt for byrådet.
3.    at Administrationen i samarbejde med de ansatte og deres tillidsrepræsentanter skaber den bedst mulige tilrettelæggelse af de ansattes besøg hos borgerne, så de ansatte sikres rimelige arbejdsvilkår.
Beslutning i Byrådet den 27. marts 2017:
Fraværende:  Jørgen Andersen (A), Jørn-Ole Didriksen (V), Niels O. Pedersen (A), Troels Christensen (I)
Oversendes til Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 10. maj 2017:
Fraværende: 
Der udarbejdes et skriftligt svar i forlængelse af initiativsagen, som også sendes til Byrådets medlemmer.
Administrationen vil se kritisk på den tid, der anvendes til dokumentation, sammen med nogle af de berørte medarbejdere.
Administrationen ser, at de særligt skærpede krav til dokumentationen af alle uddelegerede sundhedslovsydelser i hjemmeplejen indebærer, at start / stop registrering ikke er nok. Ved alle leverancer af sundhedslovsydelser stilles krav om skriftlighed i forhold til opgavens konkrete indhold og handleplaner - og fokusområder mv. skal opdateres.
I forhold til arbejdet med værdighedspolitikken er det naturligt at inddrage borgeren i alle de tilfælde, hvor det giver mening for borgeren. Hensigten er, at borgeren ikke oplever, at medarbejderen dokumenterer uden for borgerens hjem, men netop oplever, at være en del af det.
Arbejdet med at forebygge (gen)indlæggelser og i den forbindelse implementering af triagering i alle vagtlag og ved alle ændringer af borgeres funktionsniveau kræver tid til dokumentation.
IT - systemet, der anvendes til triagering er lettilgængeligt, men det betyder dog, at medarbejderne skal arbejde i to systemer. Der vil i forbindelse af udbud på omsorgssystem være fokus på at lette denne tilgang.
Implementering af værdighedspolitikken og en kultur, der arbejder tæt sammen med, og omkring borgerne, og arbejder på at understøtte borgernes livskvalitet og rehabilitering, stiller krav til kompetent dokumentation. Der er varslet risikobaseret tilsyn i hjemmeplejen og sygeplejen - og dokumentationspraksis er et naturligt fokusområde.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.