Møde i udvalget d. 7. august 2017

18.   Forslag til spildevandsplantillæg for Bildsø strand i høring (B)

Sagsnr.: 330-2017-44303               Dok.nr.: 330-2017-415060                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
I forbindelse med sommerhuskloakeringen ved Musholm Bugt, skal den sidste etape ved Bildsø Strand kloakeres jf. spildevandsplan 2015 - 2018. Derfor udarbejdes tillæg 6 til spildevandsplanen.
Det skal besluttes, hvorvidt forslag til tillæg 6 til spildevandsplan 2015-2018 skal sendes i 8 ugers offentlig høring. 
Baggrund
Med spildevandsplan 2004-2012 for ”gamle” Slagelse Kommune blev det vedtaget, at sommerhusområdet ved Musholm Bugt fra Næsby til Bildsø Strand skulle spildevandskloakeres.
Begrundelserne for spildevandskloakeringen i 2004 var at forbedre komforten for sommerhusejerne, forbedre recipienttilstanden i kystvandløbene og kystvandene, samt tilgodese grundvandskvaliteten. Endvidere står grundvandet i visse delområder i bestemte perioder over terræn, hvorfor nedsivning af spildevand er problematisk og giver uhygiejniske forhold.
Slagelse kommune har siden 2007 spildevandskloakeret sommerhusområderne ved Musholmbugt fra Næsby til Stillinge Strand. Den sidste etape i projektet er Bildsø Strand, som er planlagt igangsat forår 2018.
I spildevandsplan 2015-2018 fremgår, at der udarbejdes spildevandsplantillæg i alle de anlægsprojekter, der berører borgerne direkte. Derfor udarbejdes tillæg 6 til spildevandsplan 2015-2018. Tillægget skal primært ses som en mulighed for, at de berørte grundejere kan komme med bemærkninger til projektet.
Kloakeringen af Bildsø Strand omfatter 301 ejendomme. Hertil er desuden 7 ejendomme, som ikke skal kloakeres, men som muligvis kan blive berørt af nødvendig arealerhvervelse til etablering af kloakanlæg.
Tillægget sendes i 8 ugers offentlig høring. Herefter behandles indkomne bemærkninger og det endelige tillæg sendes til politisk behandling i Erhverv-, Plan- og Miljøudvalget. Byrådet træffer efterfølgende beslutning om vedtagelse af spildevandstillægget.
Der vil i høringsperioden blive afholdt et borgermøde torsdag d. 7. september 2017 kl. 19.00 i Stillingehallen, hvor alle berørte grundejere vil blive inviteret.
Retligt grundlag
Miljøbeskyttelsesloven § 32 og spildevandsbekendtgørelsen.
Handlemuligheder
Erhverv- Plan- og Miljøudvalget kan beslutte, hvorvidt forslag til tillæg 6 til spildevandsplanen skal i 8 ugers offentlig høring eller ej. Det kan også besluttes at udskyde den offentlig høring.
Vurdering
En udskydelse eller helt aflysning af kloakeringen vil have betydning for SK Forsynings planlægnings- og indtægtsgrundlag. Det allerede etablerede kloaksystem er dimensioneret til at modtage spildevand fra Bildsø Strand, og der vil været en øget dannelse af svovlbrinter i kloakrørene (som ætser kloakrørene), hvis ikke ledningssystemet udnyttes fuldt ud.
Kloakering af Bildsø Strand har været varslet i flere år og mange sommerhusejere har planlagt efter en kommende kloakering.
Desuden vil det i sagens natur også få betydning for badevandskvaliteten ved Bildsø strand. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Alle udgifter afholdes af SK Forsyning. SK Forsyning A/S oplyser, at der er budgetteret med ca. 25 mil. kr. for spildevandskloakeringen af området ved Bildsø Strand.
Der opkræves tilslutningsbidrag for alle ejendomme (kr. 36.836,25 i 2017). Lodsejeren skal endvidere selv afholde udgifter til ledningsarbejdet på egen grund, og der betales vandafledningsbidrag efter SK Forsynings takster.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen umiddelbare konsekvenser for andre udvalg.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at sende forslag til tillæg 6 til spildevandsplanen 2015-2018 i 8 ugers offentlig høring 
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Villum Christensen (I) ønsker en miljøvurdering fsva. de ca. 65 ejendomme i granskoven.