Møde i udvalget d. 4. december 2017

11.   Gratis adgang for ledsagere til handicappede til kultur- og fritidsaktiviteter - genoptaget sag (B)

Sagsnr.: 330-2017-64797               Dok.nr.: 330-2017-624177                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om foreninger m.fl., der modtager kommunalt tilskud til kultur- og fritidsaktiviteter, eller som afvikler disse i kommunens faciliteter, skal give gratis adgang for ledsagere til handicappede.
Baggrund
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice har fået en henvendelse fra en borger omkring gratis adgang til kulturaktiviteter for ledsagere til handicappede, der har fået tildelt et ”ledsagerkort”.
Ledsagerkortet udstedes af Dansk Handicapforbund mod ansøgning med dokumentation for, at man har behov for ledsager.
Administrationen er på baggrund af borgerhenvendelsen blevet opmærksom på, at en stor del af kommunens kulturinstitutioner ikke giver gratis adgang til ledsagerne i modsætning til en stor del af landets øvrige kulturinstitutioner.
Erfaringer med gratis ledsagerkort
Man kan på Danske Handicaporganisationers hjemmeside læse om ledsagerkortet og se en liste over de steder, som har ledsagerkort-ordning: http://www.handicap.dk/om-dh/struktur/brugerservice/ledsagekort/kulturinstitutioner-med-ledsageordning/
Eneste sted fra Slagelse Kommune på listen er Korsør Biograf Teater.
På fritidsområdet giver fx Slagelse Svømmehallerne gratis adgang til ledsagere.
Korsør Biograf Teater oplyser, at ordningen fungerer godt, at brugerne er meget tilfredse, og at biografen oplever at have besøg af et publikum, der ellers ikke ville have mulighed for at deltage. Biografen oplyser, at der er et par gæster om måneden, der har ledsagerkort.
Biografen oplever, at denne imødekommenhed bliver taget godt imod af alle biografgængere.
Slagelse Svømmehallerne oplever tilsvarende ingen udfordringer med ordningen, og fritidsområdet har ikke oplevet udfordringer for brugere ved diverse aktiviteter i øvrigt.
Til orientering oplyser Center for Handicap og Psykiatri, at Kulturministeriet har indskærpet for sine institutioner, at de skal give mennesker med handicap en ledsagerrabat. Hvert enkelt sted definerer selv, hvordan de administrerer ordningen.
Prioritering i forhold til kommunens strategier på området
Kommunens kulturstrategi har fokus på at inddrage andre målgrupper og generationer, så flere kan og vil engagere sig i kulturlivet – dette støtter op om en prioritering af smidighed i forhold til lige adgang for alle.
Kommunens idrætspolitik har fokus på, at alle borgere kan have stor glæde af idrættens sundhedsmæssige og sociale fordele uanset et evt. handicaps karakter eller omfang.
I Slagelse Kommunes vision for Handicappolitikken hedder det under ”Fritid”: ”Alle har lige adgang til at deltage i kulturlivet, de rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt og til at udvikle og udnytte den enkeltes potentiale”.
Forslaget er vendt med Handicaprådets formand, der udtrykker stor tilfredshed med og anerkendelse af forslaget, som vil gøre en forskel for de borgere, som er afhængige af at have en ledsager med for at kunne benytte kulturtilbuddene. Rådet ser frem til at følge sagen.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtens principper er underlagt principperne for god forvaltning og lighedsprincippet, der indebærer, at kommunens borgere har krav på at være ligestillede over for kommunens foranstaltninger.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan beslutte
a) At aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Dette vil sikre en smidighed i forhold til lige adgang for alle samt opfylde målene i kommunens strategier omkring øget engagement samt udvikling af den enkeltes potentiale.
b) At det fortsat er op til den enkelte aktør at beslutte, om man ønsker at tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Hermed fokuseres der ikke på lige adgang for alle, og målene i kommunens strategier om at udvikle den enkeltes potentiale fremmes ikke.
Vurdering
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at kommunens tilbud om kultur- og fritidsaktiviteter bør være tilgængelige for alle i videst muligt omfang.
Tidligere er en stor del af kommunens bygninger og faciliteter gennemgået af Center for Handicap og Psykiatri, og adgangsforhold for handicappede er beskrevet - bl.a. i appen Tilgængelighed Slagelse, så besøg kan forberedes bedst muligt i forhold til parkering, adgang og deltagelse.
Ved ombygninger og renovering af kommunens bygninger tages der højde for (forbedret) adgang for handicappede, senest ved renovering af Korsør Fæstning og ved ombygning af fx Slagelse Teater.
Centrene vurderer, at handicappede, der får tildelt ledsagerkort, udgør en lille gruppe borgere med udfordringer, der vanskeliggør deltagelse uden ledsager ved diverse aktiviteter, samt giver den handicappede en ekstra udgift i forhold til deltagelse. Den handicappede afholder selv udgiften til egen billet.
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice anbefaler derfor, at udvalget beslutter, at aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort. Ordningen omfatter både kultur- og fritidsaktiviteter.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Center for Kultur, Fritid og Borgerservice vurderer, at gratis adgang for ledsagere til borgere med ledsagerkort vil øge muligheden for, disse borgere deltager i diverse aktiviteter. Centret vurderer endvidere, at foreninger og institutioner vil opleve en øget deltagelse, der modsvarer udgifter til gratis adgang for ledsageren.
Konsekvenser for andre udvalg
Center for Handicap og Psykiatri har været inddraget i udarbejdelsen af sagen.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter, at aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget ønsker en høring hos berørte foreninger og kulturinstitutioner samt et estimat af de økonomiske konsekvenser, inden der træffes en endelig beslutning.
Sagen genoptages til behandling på udvalgets møde den 4. december:
Yderligere oplysninger i sagen:
Danske Handicaporganisationer oplyser, at der er 26.000 personer på landsplan, der har ledsagekort. Organisationen har ikke teknisk mulighed for at opgøre antallet specifikt for Slagelse Kommune.
Organisationen vurderer, at ca. 1/3 af ledsagekortene udstedes til personer, der er visiteret til ”parkeringskort for personer med handicap”. Det er en forudsætning for at få parkeringskort, at der foreligger en lægefaglig vurdering af, at man er svært ganghandicappet med bl.a. max mulighed for at gå 150 m. De øvrige ca. 2/3 er omfattet af andre ordninger, der forudsætter visitation eller lægefaglig vurdering, fx botilbud, visitation til hjælperordning eller støtte til køb af handicapbil.
Erfaringer fra andre aktører, der tilbyder gratis adgang for ledsagere:
Holbæk Teater har ca. 10 gæster årligt, der benytter ordningen.
Danmarks Borgcenter har ca. 40-50 besøgende årligt, der benytter ordningen.
Folketeatret har via Billetnet trukket oplysninger på en forestilling, der er repræsentativ for målgruppen familier og institutioner, samt en forestilling, hvor målgruppen er et ældre publikum. Der er solgt hhv. 25.239 og 18.999 billetter til de to forestillinger, deraf er hhv. 69 og 62 af billetterne gratis ledsagerbilletter.
Frederikshavn Teaterforening tilbyder gratis ledsagerordning via Billetnet. Foreningen har netop gjort reklame for ordningen, som bestyrelsen ikke mener kan gøres op i penge. Foreningen sælger ca. 3.500 billetter om året, heraf er ca. 10 gratis ledsagerbilletter.
Høringssvar fra kultur- og fritidsforeninger/-institutioner:
Administrationen har modtaget følgende tilbagemeldinger og input:
Skælskør Biografforening/Kosmorama har for nylig indført ordningen på baggrund af en konkret henvendelse.
Danmarks Busmuseum Skælskør støtter op om forslaget.
Slagelse Musikhus og Badeanstalten har indført ordningen.
Korsør Handicap Idræt støtter op om forslaget.
Vestsjællands Teaterkreds er principielt positive over for indførelse af ledsagerordning, men ønsker, at ordningen gøres frivillig for den enkelte aktør, samt at Slagelse Kommune betaler for ledsagerbilletten. Teaterkredsen mener, at en del af foreningens medlemmer har eller vil være berettiget til et ledsagerkort, og gratis adgang for ledsagerne, der pt. betaler for billet, vil udgøre en stor udgift for foreningen.
Musicalscenen tilbyder ordningen via Billetnet, men har ikke været opført på Danske Handicaporganisationers oversigt over institutioner med gratis ledsagerordning. Foreningen opfordrer til, at ordningen gøres frivillig, da den kan have forskellige økonomiske konsekvenser for de forskellige foreninger.
Aftenskolerne LOFs og FOFs holdning er, at de i henhold til Folkeoplysningsloven er forpligtet til at opkræve deltagerbetaling til aktiviteter, og det vil også gælde ledsagere til handicappede. Ledsager man en kørestolsbruger til et foredrag eller et kursus, vil ledsageren også blive oplyst eller modtage undervisning, og der vil ifølge aftenskolerne ikke være belæg for, at ledsageren skal deltage gratis.
Der kan dog være helt særlige forhold, der gør sig gældende, hvor den handicappede ikke er i stand til på egen hånd at deltage i aktiviteten, men hverken LOF eller FOF har haft deltagere, hvor dette har været tilfældet.
Estimat af økonomiske konsekvenser
Regneeksempel med udgangspunkt i Vestsjællands Teaterkreds, som er en af de største aktører på området. Ved gratis ledsagerordning kan eksisterende publikum komme gratis ind, og der kan tiltrækkes ”nye gæster”, der ikke længere har ekstra udgift til billet til deres nødvendige ledsager, men kun skal betale deres egen billet. Nedenfor beskrives to scenarier:
Forudsætninger:
Erfaringer fra øvrige aktører er, at ca. 0,3 % af billetterne er gratis ledsagerbilletter.
Teaterkredsen sælger ca. 9.500 billetter årligt – hvis der højt sat regnes med 0,5 % heraf som gratis ledsagerbilletter, svarer det til lidt under 50 billetter årligt.
Billetprisen varierer fra forestilling til forestilling og i forhold til løssalg og abonnement; der regnes med den højeste billetpris på 350 kr.
Scenarie 1, hvor gratis ledsagerordning udelukkende genererer en udgift, fordi en del af det publikum, der pt. betaler for billet, vil kunne komme gratis ind som ledsager:
Udgiften til 50 gratis billetter til højeste pris udgør i alt 17.500 kr. årligt.
Til sammenligning er teaterkredsens omsætning årligt ca. 2,2 mio. kr., og udgift til gratis ledsagerbilletter, som beregnet ovenfor, vil udgøre 0,7 % heraf.
Scenarie 2, hvor der er udgift til publikum, der pt. betaler for billet, men hvor ordningen samtidig medfører yderligere publikum, fordi ”nyt publikum” køber billet, da de ikke længere har ekstra udgift til nødvendig ledsager:
30 billetter til gratis adgang til eksisterende brugere, svarende til en udgift på 10.500 kr.
20 billetter til ”nye gæster”, der endvidere får en gratis ledsager med, svarende til en indtægt på 7.000 kr.
Samlet udgift: 3.500 kr. årligt.
Scenarie 2 med ”nyt publikun” forudsætter, at forestillingen ikke er udsolgt; dette sker 6-7 gange i løbet af sæsonen.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
2.    at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter, at aktiviteter, der afvikles med kommunalt tilskud eller i kommunens faciliteter, skal tilbyde gratis adgang for ledsagere til handicappede, der har fået bevilget et ledsagerkort.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget reserverer en pulje i 2018 på 20.000 kr. finansieret af de overførte midler, som tidligere er bevilget til Teaterpoltisk Forum.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.