Møde i udvalget d. 8. juni 2021

4.     Anvendelse af midler til velfærdsteknologi - Budget 2021-24 (B) (E)

Sagsnr.: 330-2021-7069                   Dok.nr.: 330-2021-157970          Åbent

Kompetence:

Økonomiudvalget, Forebyggelses- og Seniorudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget kan, på baggrund af indstilling fra Forebyggelses- og Seniorudvalget beslutte, at budgetrammen afsat i forbindelse med budget 2021-25 flyttes fra Økonomiudvalget til Forebyggelses- og Seniorudvalgets ramme.

Forebyggelses- og Seniorudvalget kan beslutte anvendelsen af de 2 mio. kr. årligt, der er afsat til velfærdsteknologi i Budget 2021-24.

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan tage sagen til efterretning.

Sagens indhold

I Budgetaftale 2021-24 blev det aftalt at prioritere anvendelsen af velfærdsteknologi i Slagelse Kommune og derfor afsætte yderligere 2 mio. kr. om året som driftsmidler til velfærdsteknologi. Derudover er der i budgetaftalen afsat 0,5 mio. kr. årligt i anlægsmidler.

På den baggrund inviterede Forebyggelses- og Seniorudvalget og Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser Byrådet til et temamøde om velfærdsteknologi den 27. april 2021. I denne sag præsenteres en opsamling af input fra temamødet, samt administrationens forslag til anvendelsen af de afsatte 2 mio. kr. årligt i Budgetaftale 2021-24.

Hvad er velfærdsteknologi?

Velfærdsteknologi er en række teknologier og løsninger, som skal øge borgerens frihed, selvstændighed og ejerskab over eget liv. Samtidig kan velfærdsteknologi være med til at forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø og give bedre udnyttelse af ressourcerne. Velfærdsteknologi retter sig primært mod målgrupper på ældre-  og sundhedsområdet samt på det specialiserede socialområde.

Nuværende indsats i Slagelse Kommune

Både Handicap- og Psykiatriområdet og Sundheds- og Ældreområdet har erfaringer med anvendelsen af velfærdsteknologi.

På Sundheds- og Ældreområdet er den velfærdsteknologiske indsats koordineret af en velfærdsteknologisk enhed, som arbejder tæt sammen med virksomhederne om implementering af relevante teknologier. Den velfærdsteknologiske enhed har to medarbejdere, som understøtter virksomhederne med viden, sparring, udvikling af tværgående arbejdsgange, indkøb af teknologier, indgåelse af leverandøraftaler samt evaluering. Konkret arbejder enheden blandt andet med implementering af plejekald- og sensorer på plejecentre, skærmbesøg i hjemmeplejen og DoseCan (medicinhusker) i hjemmeplejen.

På Handicap og Psykiatriområdet er ansvaret for den velfærdsteknologiske indsats placeret decentralt i de enkelte virksomheder.

Input fra temadrøftelse af velfærdsteknologi

Det fulde referat af gruppedrøftelserne på temamødet den 27. april ses i bilag 1. Her et kort resumé af input fra gruppedrøftelserne:

-      Vi skal både implementere velafprøvede teknologier og være firstmovere, der hvor det giver mening. Kan eventuelt indgå samarbejde med leverandører og forskningsinstitutioner i forhold til firstmover-initiativer

-      Produktkataloget af teknologier, der implementeres, skal være behovsbestemt. Det behøves ikke at være stort, hvis der investeres i det rigtige

-      Brug af velfærdsteknologi skal være frivilligt for borgeren. På sigt kan velafprøvede teknologier eventuelt være standard, hvis det giver merværdi

-      Velfærdsteknologi tænkes ind i Medborgerpolitikken

-      Fokus på tværgående understøttelse, videndeling, sparring og support fx gennem en tværgående enhed

-      Prioritere de områder, som gerne vil afprøve og udvikle velfærdsteknologi

-      Medarbejderne skal have et højt vidensniveau

-      Ønske om, at der skal prioriteres midler til velfærdsteknologi

-      Hvad skal ressourcer, der bliver frigivet bruges til? Mere nærhed til borgere? Sikre hænder nok, når der bliver flere ældre?

-      Den velfærdsteknologiske udstilling i Sundhedshuset:

o    God idé med skærme, som viser nyeste teknologi

o    Udbrede viden om udstillingen til forskellige målgrupper

o    Kan der findes leverandører, som kan udstille?

o    Tydelighed om bevillingskriterier ved velfærdsteknologi

o    Kan der indgås fælles drift med Region, Absalon, ZBC?

Administrationen arbejder videre med input i forhold til den velfærdsteknologiske udstilling og kommer med et oplæg, som forlægges Forebyggelses- og Seniorudvalget i efteråret 2021.

Forslag til udmøntning af de 2 mio. kr. årligt aftalt i Budgetaftale 2021-24

Med udgangspunkt i input fra temamødet har administrationen opstillet et forslag til udmøntning af de 2 mio. kr. i Budgetaftale 2021-2024.

Forslaget er forud for denne sagsfremstilling koordineret på tværs af administrationen i Sundhed og Ældre samt Handicap og Psykiatri. Ligeledes er forslaget koordineret med virksomhedslederne i Handicap og Psykiatri.

-      Sikre tværgående understøttelse, koordinering, sparring og support (0,55 mio. kr. årligt)

Den velfærdsteknologiske enhed opnormeres med et årsværk og omdannes samtidig til en tværgående enhed, der understøtter virksomhederne i både Sundhed og Ældre og Handicap og Psykiatri. Enhedens opgave er at understøtte virksomhederne i forhold til viden, sparring og læring om teknologier. Enheden supporterer desuden virksomhederne i forhold til de opgaver, der følger med implementering af teknologier fx indgåelse af leverandøraftaler, databehandleraftaler, aftaler med forskningsinstitutioner, udarbejdelse af tværgående arbejdsgange, vejledninger, undervisning og evaluering. Enheden vedligeholder, udvikler og sikrer kommunikation i forhold til den velfærdsteknologiske udstilling i Sundhedshuset.

-      Sikre driftsorganisationen omkring velfærdsteknologi samt borgernær vejledning i konkrete hjælpemidler (0,55 mio. kr. årligt)

Der ansættes en terapeut i hjælpemiddelafdelingen, der står for opgaver i forbindelse med registrering, klargøring og udlån af velfærdsteknologiske hjælpemidler på tværs af Sundhed og Ældre samt Handicap og Psykiatri. Terapeuten har også til opgave, at vurdere konkrete behov hos borgere, samt vejlede og rådgive borgere ved indkøb og ibrugtagning af velfærdsteknologiske hjælpemidler.

-      Konkrete initiativer på udvalgte områder i Handicap og Psykiatri samt Sundhed og Ældre (0,9 mio. kr. årligt)

Når den tværgående enhed er etableret, igangsættes en involverende proces med virksomhederne i henholdsvis Handicap og Psykiatri samt Sundhed og Ældre, hvor der lægges en konkret plan for hvilke teknologier, der kan implementeres for de 0,9 mio. kr. årligt frem til 2024, herunder hvad det kræver af ressourcer i forhold til licenser, support og frikøb af medarbejdere til implementering.

Retligt grundlag

Budgetaftale 2021-24.

Handlemuligheder

Økonomiudvalget kan på baggrund af indstilling fra Forebyggelses- og Seniorudvalget beslutte, at budgetrammen afsat i forbindelse med budget 2021-25 flyttes fra Økonomiudvalget til Forebyggelses- og Seniorudvalgets ramme.

Forebyggelses- og Seniorudvalget kan godkende forslaget til udmøntning af de 2 mio. kr. som det foreligger, eller komme med forslag til ændringer.

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser kan tage sagen til efterretning.

Vurdering

Administrationen vurderer, at forslaget til udmøntning af de 2 mio. kr. styrker den samlede organisering omkring den velfærdsteknologiske indsats, hvilket giver bedre mulighederne for succesfuld implementering af de velfærdsteknologiske indsatser.

Den tværgående enhed bidrager til tværgående videnopsamling, erfaringsudveksling og fælles læring, så de enkelte områder ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Enheden har oparbejdet et netværk af videnpersoner fra forskningsinstitutioner, andre kommuner og leverandører, som hurtigt kan bringes i spil. Samtidig har den velfærdsteknologiske enhed kompetencer og erfaring i indgåelse af diverse aftaler, udarbejdelse af vejledninger m.m., hvilket sikrer en effektiv opgaveløsning.

Administrationens erfaring er, at implementering af velfærdsteknologi ofte resulterer i afledte driftsopgaver bl.a. i hjælpemiddelafdelingen. Opnormeringen med en velfærdsteknologisk terapeut i hjælpemiddelafdelingen sikrer både borgernær vejledning samt håndtering af de opgaver, der forekommer i forbindelse med udlån af VT-hjælpemidler.

Derudover er det administrationens erfaringer, at der med implementeringen af velfærdsteknologi følger en række driftsudgifter fx til licenser, leverandør- og IT-support, hvilket gør det nødvendigt at afsætte ressourcer til dette.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Budgetrammen er i forbindelse med budgetvedtagelsen placeret i Økonomiudvalgets ramme. 

Driftsmidlerne overføres til Forebyggelses- og Seniorudvalget til:

-      Ansættelse af yderligere en medarbejder i den velfærdsteknologiske enhed (0,55 mio. kr. årligt)

-      Ansættelse af en velfærdsteknologisk terapeut i hjælpemiddelafdelingen (0,55 mio. kr. årligt)

-      Konkrete initiativer på udvalgte områder i Handicap og Psykiatri samt Sundhed og Ældre (0,9 mio. kr. årligt)

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2021

2022

2023

2024

Bevillingsønske

 

 

 

Drift

ØU 1.3 Tværgående

-2.000

-2.000

-2.000

-2.000

Drift

FSU 7.2. Sundhed og Forebyggelse

2.000

2.000

2.000

2.000

Anlæg

 

 

 

 

 

Afledt drift

 

 

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

Kassen

 

 

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Sagen har relevans for Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.

Sagen har relevans for Strategi for Velfærdsteknologi, som blev besluttet på Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde den 9. juni 2020.

Indstilling

Sundheds- og Ældrechefen indstiller,

1.    at Økonomiudvalget på baggrund af indstilling fra Forebyggelses- og Seniorudvalget godkender, at budgetrammen afsat i forbindelse med budget 2021-25 flyttes fra Økonomiudvalget til Forebyggelses- og Seniorudvalgets ramme.

2.    at Forebyggelses- og Seniorudvalget godkender forslaget til udmøntning af de 2 mio. kr., hvor midlerne fordeles til en medarbejder i velfærdsteknologisk enhed, en velfærdsteknologisk terapeut i hjælpemiddelafdelingen samt konkrete initiativer i Sundhed og Ældre samt Handicap og Psykiatri.

3.    at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser tager sagen til efterretning.

Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 2. juni 2021:

Fraværende:  Jørgen Andersen (A)

At 3 - Tages til efterretning.

Udvalget anmodede om en nærmere redegørelse for disponeringen af bevillingen herunder anvendelse af midler til nyt personale, og i hvilken udstrækning det kommer Handicap- og psykiatriområdet til gavn.

Bilag

330-2021-167592

Bilag 1 - Opsamling på gruppedrøftelser fra temamøde om velfærdsteknologi den 27. april

Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 8. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Indstilles til Økonomiudvalgets godkendelse.

At 2 - Godkendt.