Møde i udvalget d. 2. juni 2021

14.   Gensidig orientering (O)

Sagsnr.: 330-2018-3623                 Dok.nr.: 330-2021-59563                                  Åbent

Kompetence: Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser

Beslutningstema

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatsers medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Baggrund

1.    Orientering fra udvalgsformand

2.    Orientering fra udvalgsmedlemmer

3.    Orientering fra administrationen:

Invitation til fagudvalget vedr. etablering af et fagpolitisk forum for psykiatriområdet

Invitation og kommissorium er vedhæftet. Som supplerende information oplyser Kalundborg Kommune, at Kalundborg Kommune har haft et politisk ønske om et særligt fokus på psykiatriområdet, og at der på den baggrund har været nedsat en politisk arbejdsgruppe de seneste to år. En af arbejdsgruppens anbefalingerne var, at der blev nedsat et politisk forum med Kalundborg Kommunes nabokommuner med henblik på, at man politisk kunne udveksle udfordringer, ideer og erfaringer. Altså et slags inspirationsforum for politikere i de omkringliggende kommuner. De enkelte politikere har dermed selv ansvaret for at bringe videre til øvrige fora, som de måtte ønske. Kalundborg Kommune oplyser endvidere, at det i øvrigt er tale om at genoplive et forum, der blev startet op for små 5 år siden med samme gruppe af kommuner.

Påbud - og ophævelse af påbud - til kommunalbestyrelsen i Slagelse Kommune om at fastsætte restriktioner for besøgendes adgang til botilbud i kommunen

Den 18. maj 2021 fik Byrådet påbud om at fastsætte restriktioner for besøgendes adgang til botilbud i Slagelse Kommune. Virksomhederne iværksatte tiltag i henhold til denne udmelding. Påbuddet blev dog ophævet igen med øjeblikkelig virkning den 20. maj 2021 efter revurdering hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Revurderingen skete som konsekvens af status for den generelle genåbning af samfundet, status for udrulningen af vaccinationsplanen, og et smittetal som ikke er steget mere end forventet i forhold til niveauet for genåbningen. Der blev desuden lagt vægt på, at der er konstateret relativt få smittetilfælde blandt beboere og medarbejdere på botilbud.

Tilbagemelding fra Toften vedr. særlig anerkendelse af medarbejdernes indsats under Covid-19 pandemien

Vedhæftet findes tilbagemelding fra Toften vedr. særlig anerkendelse af medarbejdernes indsats under Covid-19 pandemien.

Projekt Fremtidens Tilbud

Der er nedsat arbejdsgrupper for hvert spor i projektet:

1)    Den bygningsmæssige kapacitet og kvalitet

2)    Kapacitetsbehov

3)    Kompetente medarbejdere

4)    Effektiv drift

Arbejdsgrupperne er kommet godt i gang, og følger den reviderede tidsplan, som er vedlagt som ”Bilag A Projektafgrænsning og tids- og procesplan”. Aktuelt arbejder gruppe 2 og 3 med udvikling af design til survey for indhentning af datagrundlag for nuværende kapacitet og medarbejderkompetencer. Gruppe 1 samarbejder med kommunale ejendomme og virksomhederne omkring afdækningen af bygningskapacitetens kvalitet og egnethed til formålet. Gruppe 4 tager bl.a. afsæt i erfaringerne fra de økonomiske handleplaner fra Specialcenter Slagelse.

Status vedr. renovering af Forsorgsmuseet

Der er bevilget midler i 2021 til at undersøge og vurdere, hvad der kan renoveres af museets bygning for de bevilligede midler. Undersøgelserne skal fortsætte året ud, så man kan være klar til at projektere og udføre opgaven i 2022.

Center for Kommunale Ejendomme v. Byggeherrerådgivningen har været på rundtur med museets folk for at få et indtryk- snak om, hvilke ønsker der står højest på ønskesedlen.

Det er især udvendig klimaskærm som er i forfald – og skal renoveres, hvis bygningen skal reddes. Endvidere er der enighed om, at bygningen er vigtig at bevare, dels for at kunne fortælle historien om Andersvænge som forsorgsmuseum, men også da bygningen har en central beliggende i den samlende bebyggelsesplan for Andersvænge.    

Hele tagkonstruktionen, de mange kviste og tegltaget er medtaget og skal renoveres. 1. salen bliver brugt til opmagasinering af vigtige museums ting, hvilket skal medtænkes i et eller andet omfang, når taget skal renoveres. Der mangler kontorfaciliteter til museumspersonalet, som tænkes opbygget på ny på førstesalen.

Derudover skal der forbedres i forhold til handicapvenlige forhold, som huset ikke er indrettet efter i dag. Det vil kræve indsats og ændringer forskellige steder i bygningen, og måske en ny elevator for at kunne sikre en handicapvenlig adgang til 1. salen.

Indstilling

Social- og Projektchefen indstiller,

1.    at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser orienteres.

Bilag

330-2021-179115

326_2021_110255_Kommissorium_for_fagpolitisk_forum_vedrørende_psyk

330-2021-179114

326_2021_110406_Invitation__Møde_om_etablering_af_fagpolitisk_foru

330-2021-177215

Tilbagmelding på anerkendelse i forbindelse med pandemi

330-2021-60406

Bilag A Projektafgrænsning og tids-og procesplan

Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 2. juni 2021:

Fraværende:  Jørgen Andersen (A)

Vedrørende invitation til fagudvalget angående etablering af fagpolitisk forum besluttede udvalget, at der er interesse for at styrke politikersamarbejdet i KKR'regi.

Taget til efterretning.