Møde i udvalget d. 6. november 2017

5.     Oplæg til den fremtidige erhvervsfremmestruktur (B)

Sagsnr.: 330-2016-30009               Dok.nr.: 330-2017-635615                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til den fremtidige erhvervsfremmestruktur i Slagelse Kommune med udgangspunkt i de tre fremlagte modeller udarbejdet af Slagelse Erhvervscenter og Slagelse Erhvervsråd.
Baggrund
På Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalgets møde den 6. juni 2017 godkendte udvalget – efter ønske fra bestyrelsen i Slagelse Erhvervscenter - at der blev igangsat et udredningsarbejde med henblik på fremlæggelse af en model for den fremtidige struktur for Slagelse Erhvervscenter, samt at resultatet af udredningsarbejdet skulle fremlægges ultimo oktober 2017. Udvalget besluttede, at der skulle belyses forskellige organiseringsmodeller og at de 3 lokale erhvervsforeninger skulle høres i udredningsarbejdet.
Med afsæt i ovennævnte har Slagelse Erhvervsråd og Slagelse Erhvervscenter udarbejdet et ”Oplæg til fremtidig erhvervsfremmestruktur”, som er vedlagt i bilag 1. Endvidere har bestyrelsesformanden for Slagelse Erhvervscenter udformet et brev til Erhvervs-, Plan og Miljøudvalget, som er vedlagt i bilag 2. I nedenstående er følgende gengivet af brevet til belysning af sagen:
”Siden EPM-udvalgets godkendelse den 6. juni har arbejdsgruppen, bestående af formænd og næstformænd i Slagelse Erhvervsråd og SEC, på en række møder arbejdet videre med bestyrelsens indstilling, således som den blev besluttet i foråret.
Vi har besøgt Erhvervsrådet i Herning/Ikast og drøftet deres erfaringer. Vi har gennemgået Advokatfirmaet Hortens materiale fra 2014 om forskellige modeller for organisering af erhvervsfremmeaktiviteter, og vi har fået belyst og klarlagt reglerne om udbud ved forskellige organiseringsformer.
Vi anbefaler fortsat, at det besluttes at omorganisere og samle kræfterne mellem SLER og SEC.
Der er enighed om, at der i Slagelse Erhvervsråd -  uanset model, jfr. nedenfor – etableres et bredt sammensat repræsentantskab, som bl.a. vælger bestyrelsen. Der henvises til udkast i vedhæftede materiale.
Arbejdsgruppen har indstillet 3 mulige modeller overfor bestyrelsen og foreslår, i fortsættelse af tidligere beslutninger, at vælge model A.
Modellerne beskrives således (se endvidere bilag 2):
A
Vi finder, at vi får det bedste udgangspunkt ”Herning-Ikast modellen”, en konstruktion med en medlemsbaseret forening (Slagelse Erhvervsråd). Det vil betyde, at Slagelse Erhvervsråd overtager den fremtidige drift, herunder driftskontrakten/ samarbejdsaftalen med Kommunen. Herudover kan den fremtidige organisation i ”Slagelse Erhvervscenter” generere egne projekter, opgavedele med erhvervsforeningerne, varetage medlemmernes og erhvervslivets interesser.

B
SLER køber Slagelse Erhvervscenter A/S. Selskabets drift fortsætter uændret med kommunale arbejdsopgaver, medlemsservice SLER og koordinerende opgaver for erhvervsforeningerne.
Kommunen får tilbagekøbsret.
C
Fastholdelse af eksisterende struktur, men således at bestyrelsen også i dette tilfælde vælges af repræsentantskabet. Samme bestyrelse i SEC og SLER. Opgaver som i B”
Den videre proces
Såfremt udvalget peger på en model for den fremtidige erhvervsfremmestruktur, vil administrationen igangsætte udarbejdelsen af et egentligt beslutningsgrundlag. Beslutningsgrundlaget vil efterfølgende danne grundlag for den endelige politiske beslutningsproces om den fremtidige erhvervsfremmestruktur. Beslutningsgrundlaget skal godkendes i Byrådet.
Retligt grundlag
Erhvervsfremmeloven.
Handlemuligheder
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende en af de tre fremlagte modeller, som grundlag for udarbejdelse af det endelige politiske beslutningsgrundlag.
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at bede om en uddybning og præcisering af en eller flere de tre modeller, før en stillingtagen fra udvalgets side.
· Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at forkaste de tre fremlagte modeller.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, i forlængelse af Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalgets beslutning, at følgende bør indeholdes i det politiske beslutningsgrundlag, der skal endeligt godkendes i Byrådet
· Afklaring af de juridiske aspekter i relation til valg af model, herunder om model A indeholder en opløsning af aktieselskabet bag Slagelse Erhvervscenter, og i givet fald hvordan dette kan håndteres – evt. inspiration fra ”Herning/ Ikast” modellen eller ”Hillerød” modellen.

· Beskrivelse af hvordan den fremtidige erhvervsfremmestruktur vurderes at kunne tilgodese erhvervsservice og erhvervsfremme indenfor alle sektorer, herunder detailhandlen (i de tre købstæder) og sammenhæng med destinationsudvikling i relation til turismeindsatsen. Erfaringer fra Business Slagelses medbyg koncept, og erhvervsforeningernes arbejde generelt, medtænkes.
· Beskrivelse af den valgte model set i lyset af de nye krav, der vil blive afledt af den tværministerielle indsats for forenkling og professionalisering af erhvervsfremmeindsatsen, der er igangsat som en del af regeringsgrundlaget. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkender model for det videre arbejde med den fremtidige erhvervsfremmestruktur og beder administrationen igangsætte udarbejdelsen af et egentligt grundlag for en politisk beslutning.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Der ønskes en nærmere juridisk og økonomisk uddybning af model A og B, herunder også konsekvenserne for Slagelse Kommune.