Møde i udvalget d. 3. februar 2020

5.     Beskæftigelsesplan 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2019-80306               Dok.nr.: 330-2020-37400                                            Åbent
Kompetence:
Byrådet.
Beslutningstema
Baggrund
Finansministeriets Økonomiske Redegørelse fra ultimo august 2019 forventer en fortsat vækst i 2020. Det understøtter, at den nuværende retning og prioritering i beskæftigelsesindsatsen fortsættes fra 2019 til 2020. Det understøttes endvidere af Beskæftigelsesministerens nationale mål for 2020, som heller ikke giver anledning til ændring i den strategiske retning. I Beskæftigelsesplan 2019 er allerede gjort de overordnede politiske tanker om den kommende Forenklingsreform, da reformen blev udskudt i 2019 og nu først træder i kraft i 2020.
Det eneste nye krav er, at ændringer i repatrieringsloven i 2019 indebærer, at kommunerne som en fast del af beskæftigelsesplanen skal beskrive, hvordan kommunen arbejder med rådgivning og information om repatriering. Formålet er at skabe større lokalpolitisk og administrativt fokus på kommunens arbejde med repatrieringsindsatsen.
Det er muligt at udarbejde flerårige beskæftigelsesplaner, hvilket har åbnet mulighed for at forlænge den nuværende beskæftigelsesplan, så den også gælder for 2020.
Social- og Beskæftigelsesudvalget har besluttet den 4. november 2019, at Beskæftigelsesplanen tilpasses, så den er i overensstemmelse med Budgetaftale 2020-2023, men ikke ændres grundlæggende. Beskæftigelsesplanen skal endvidere tilpasses ændring af Repatrieringsloven.
Udkast til ændret Beskæftigelsesplan fremlægges for Social- og Beskæftigelsesudvalget på indeværende møde med henblik på beslutning om godkendelse i Byrådet.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget skal drøfte udkast til Beskæftigelsesplan 2020, som er justeret med baggrund i udvalgets ønsker. Udvalget skal lave en indstilling til Byrådets godkendelse af planen. I referatet fra udvalgets møde, som går videre til Byrådets indstilling, kan tilføjes eventuelle ekstra justeringer. Disse kan dog først indarbejdes i selve planen efter godkendelse i Byrådet.
Vurdering
Administrationen vurderer, at oplægget følger Social- og Beskæftigelsesudvalget ønsker til tilpasninger af planen. Alle tilpasninger er skrevet med rødt, så udvalget nemt kan se tilpasninger. Det handler i hovedtræk om:
·         Årstal er ændret
·         Kort indledning, som beskriver, hvorfor den strategiske retning i vidt omfang fortsættes med de driftsmæssige tilpasninger, der følger af Budget 2020-2023
·         Initiativerne på arbejdsmarkedsområdet fra Budget 2020-2023 indgår i planen, hvor de giver mening i forhold til den øvrige tekst.
·         Afsnittet om den koordinerede ungeindsats er gennemskrevet på ny med udgangspunkt i den model, som Byrådets vedtog medio 2019
·         Der er taget højde for, at det endnu er usikkert, om der etableres frikommuneforsøg i 2020, og om kommunen bliver en del heraf
·         Integration og Netværk har udarbejdet et nyt særskilt afsnit 6, som beskriver, hvordan kommunen arbejder med rådgivning og information om repatriering
·         Rådgivning og Udbetaling har opdateret afsnit 7 om bekæmpelse af socialt bedrageri. I forhold til dette afsnit skal bemærkes, at Lokalt Arbejdsmarkedsråd den 4. november 2019 havde en drøftelse af, om bekæmpelsen af socialt bedrageri hører hjemme i en beskæftigelsesplan. Det har tidligere været et krav fra Beskæftigelsesministeren, at denne indsats skulle beskrives i beskæftigelsesplanen, hvilket ikke er tilfældet længere. Rådets holdning var, at det handler om, hvilket fokus og menneskesyn, som planen kommer til at afspejle. Udvalget har mulighed for at føre til referat, at afsnittet fra beskæftigelsesplanen skal fjernes, hvis det ønskes.
Hvis organisationsprocessen og ekstern gennemgang af potentialer afføder behov for strategiske politiske ændringer, kan Byrådet altid revurdere beskæftigelsesplanen på et senere tidspunkt i 2020. Byrådet skal dog formelt set have en godkendt beskæftigelsesplan for 2020 på plads inden udgangen af 2019.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Beskæftigelsesplan 2020 skal godkendes af Byrådet.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Udvalget indstiller Beskæftigelsesplan 2020 til godkendelse i Byrådet med eventuelle justeringer.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 2. december 2019:
Fraværende:  Morten Hass Augustsen (V)
Beskæftigelsesplan anbefales med bemærkning om, at afsnittet omkring socialt bedrageri fjernes.
Social- og Beskæftigelssudvalget bemærker, at de 17 Verdensmål skal indarbejdes i fremtidig beskæftigelsesplan.
Beskæftigelseplanen fremsendes til Økonomiudvalg og Byråd.
Beslutning i Økonomiudvalget den 20. januar 2020:
Fraværende: 
At 1 - Tilbagesendes til behandling i Social- og Beskæftigelsesudvalget med henblik på tilpasninger i forbindelse med de ændrede muligheder for frikommuneforsøg.
(V) og (O) stemte imod.
Administrationens bemærkninger til Økonomiudvalgets beslutning
I Social- og Beskæftigelsesudvalgets indstilling til Byrådets godkendelse af Beskæftigelsesplan 2020 er der i selve planen allerede indarbejdet et forbehold for, at frikommuneforsøget ikke blev godkendt. Det var således forudsat, at Beskæftigelsesplan 2020 blev godkendt inden årets udgang med det beskrevne forbehold, jf. de lovgivningsmæssige rammer for godkendelse af den årlige beskæftigelsesplan.
Social- og Indenrigsministeriet har den 7. januar 2020 meddelt på deres hjemmeside, at Regeringen ønsker at gentænke frikommuneordningen som en del af arbejdet med regeringens bebudede nærhedsreform. Ifølge Kommunernes Landsforenings hjemmeside er det endnu uvist, hvornår det vil ske.
Regeringen har derfor besluttet, at de allerede indsendte ansøgninger til frikommuneforsøg automatisk vil blive behandlet under den udvidede udfordringsret. Kommunerne vil i den forbindelse modtage svar fra det relevante ressortministerium om de enkelte forsøgsideer.
Det vil sige, at Slagelse Kommune kan forvente, at der på et endnu ukendt tidspunkt vil komme en tilbagemelding om, hvorvidt forsøgsideerne kan forventes at blive imødekommet af generelle regelændringer, eller om der kan etableres forsøg med henblik på at afprøve nye måder at gøre tingene på.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
2.    at Udvalget drøfter eventuelle tilpasninger af Beskæftigelsesplan 2020, jf. Økonomiudvalgets beslutning den 20. januar 2020, med henblik på Byrådets godkendelse af Beskæftigelsesplan 2020.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 3. februar 2020:
Fraværende:  Christopher Trung (V), Helle Blak (F)
På Økonomiudvalgets møde den 20. januar 2020 blev det besluttet, at Beskæftigelsesplan 2020 tilbagesendes til behandling i Social- og Beskæftigelsesudvalget med henblik på tilpasning i forbindelse med de ændrede muligheder for frikommuneforsøg.
Tilpasningen er indarbejdet i den fremlagte beskæftigelsesplan.
Social- og Beskæftigelsesudvalget fastholder ved nuværende møde beslutningen af 2. december 2019, som blev truffet af et enigt udvalg, hvor Beskæftigelsesplan 2020 blev anbefalet bortset fra, at afsnittet om socialt bedrageri skullle tages ud.
(V) ønsker tilføjet, at socialt bedrageri samt ret og pligt skal indgå i Beskæftigelsesplan 2020.
(O) bemærker, at afsnittet på side 10 "så de nytilkomne ikke på samme vis ender i langvarig forsørgelse" skal udgå.