Møde i udvalget d. 3. april 2017

22.   Nyt navn til Skidenrenden (B)

Sagsnr.: 330-2017-9952                 Dok.nr.: 330-2017-80479                                            Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal træffe beslutning om, der skal indstilles overfor Stednavneudvalget, at det offentlige vandløb Skidenrenden skifter navn.
Baggrund
Udvalget har udtrykt ønske om at ændre navnet på vandløbet Skidenrenden. Skidenrenden løber gennem Slagelse by til Tude Å. Se oversigtskort i bilag 1. Den første strækning gennem byen er dog karakteriseret som et teknisk spildevandsanlæg. Det offentlige vandløb løber fra Lagunen til udløbet i Tude Å.
Navnet ”Skidenrenden” er måske ikke berettiget længere. Vandet er blevet renere og vandløbet er fysisk et rigtigt fint vandløb. Fortidens benyttelse og natursyn er ændret og tiden er måske inde til at se vandløbet i et andet lys.
Skidenrenden er ikke et officielt navn, idet det ikke er autoriseret af Stednavneudvalget. Stednavneudvalget navngiver og godkender officielle stednavne i Danmark. Godkendte navne skal bruges til skiltning, kortmateriale mm.
Vandsynsrådet har på møde den 1. december 2016 drøftet muligheden for et navneskifte. På mødet blev drøftet forskellige muligheder fx Slagelse Å, Jernbjerg Å og Jernbjergrenden.
Vandsynsrådet har haft en høringsperiode frem til 1. januar 2017 med henblik på, at fremsende forslag til et nyt navn til Skidenrenden. Vi har modtaget skriftlige høringssvar fra repræsentanter fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, samt ålauget for nedre Tude Å. Høringssvarene er samlet i bilag 2.
Forslagene til et nyt navn lyder på: Holmstrup Å, Lille Valby å, Thomas Bugges Å, Jernbjerg Å, Valbækrenden og Valbækken. Derudover er der et ønske om, at Skidenrenden ikke skifter navn.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at foreslå et nyt navn. Forslaget skal herefter fremsendes til Stednavneudvalget, der skal godkende det.
Vurdering
Administrationen vil foreslå én af følgende muligheder:
1. Vandløbet ændrer ikke navn, men forsætter med at hedde Skidenrenden. Ifølge ét af høringssvarene har vandløbet heddet Skidenrenden siden 1890. Navnet er kendt og sigende for den historiske brug af vandløbet. En stor del af vandløbet er stadig et spildevandsteknisk anlæg.
2. Vandløbet ændrer navn til Valbækken. Ifølge ét af høringssvarene har vandløbet tidligere heddet Waldbæk før vandløbet skiftede navn til Skidenrenden. Marken på Brorup øst for vandløbet hedder ifølge høringssvaret Valbækmarken og strækker sig over 2 km langs vandløbet.
3. Vandløbet ændrer navn til Jernbjerg Å. Jernbjerg er et stednavn i området. Navnet er karakteristisk og kraftfuldt.
4. Vandløbet ændrer navn til Slagelse Å. Forslaget har ikke nydt fremme i Vandsynsrådet, men idet vandløbet løber gennem byen og opsamler overfladevand fra stort set hele Slagelse by er det umiddelbart et oplagt navn.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at udvalget vælger én af de foreslåede muligheder.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Ali Yavuz (A), Johnny Persson (V)
Udvalget ønsker at vandløbet ændrer navn til Jernbjerg Å.