Møde i udvalget d. 6. april 2021
11. Endelig vedtagelse af Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn samt Kommuneplantillæg nr. 34 til Kommuneplan 2017 (B)
Sagsnr.: 330-2019-19827 Dok.nr.: 330-2021-79958 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om Lokalplan 1230 og
kommuneplantillæg nr. 34 skal vedtages endeligt.
Sagens
indhold
I forbindelse med Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalgets
behandling af en sag om etablering af en ca. 10 meter høj støjmur på Teilmanns
Allé 1 den 4. februar 2019, fandt udvalget støjmuren for bastant i forhold til
nabobyggeriet, og ønskede en mere blød overgang rent æstetisk ind mod byen.
Udvalget besluttede derfor at nedlægge et § 14 forbud mod opførelse af muren og
at der skulle udarbejdes en ny lokalplan for området. Der verserer en særskilt
retssag herom anlagt af HJM A/S mod Slagelse Kommune med påstand om at
forbuddet er ugyldigt.
Efterfølgende godkendte Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
den 13. august 2019 principperne for en zonerig af lokalplanområdet, hvor
området blev opdelt i 4 delområder til hhv. centerformål med mulighed for bl.a.
boliger, erhvervsformål med mulighed for let erhverv, offentlige formål og
erhvervsformål til havneerhverv. Byrådet besluttede herefter den 19. december
2019, at sende Forslag til Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen,
Korsør Havn samt Forslag til tillæg nr. 34 til Kommuneplan 2017 i 8 ugers
offentlig høring.
På baggrund af høringen og en nærmere gennemgang af
planlovens regler om planlægning for miljøfølsom anvendelse i områder der kan
være belastet med luftforurening, besluttede Byrådet den 16. november 2020 at
sende et revideret forslag til Lokalplan 1230 samt et tilhørende revideret
forslag til Kommuneplantillæg nr. 34 i 8 ugers offentlig høring.
Det reviderede planforslag er reduceret i sin udstrækning så
lokalplanområdet alene omfatter delområde 1 og 2 længst mod vest.
Anvendelsesbestemmelsen er justeret, så der ikke er mulighed for miljøfølsom
anvendelse som f.eks. boliger og uddannelsesinstitution. Det betyder, at
lokalplanens delområde 1 udelukkende må anvendes til centerformål med mulighed
for indretning af butikker. Anvendelsen for delområde 2 fastholdes til let erhverv
for mindre håndværksvirksomheder.
Lokalplanområdet vejbetjenes via den eksisterende overkørsel
ved krydset Teilmanns Allé og Caspar Brands Plads.
Lokalplanen anviser parkeringsarealer mod Teilmanns allé
samt langs havnefronten i delområde 1 og 2. Det fremgår, at parkeringsarealer,
som ikke udnyttes til parkering, kan fungere som midlertidige opholdsarealer og
aktivitetsområder. Parkering må desuden etableres som parkeringshus indenfor
byggefeltet i delområde 1.
I forbindelse med den offentlige høring af det reviderede
planforslag er der modtaget 7 høringssvar, som fremgår af vedlagte hvidbog og
indeholder administrationens bemærkninger. Der er modtaget 1 høringssvar fra
Flådestation Korsør, 5 høringssvar fra virksomheder og 1 høringssvar for Det
konservative Folkeparti.
Høringssvarene omhandler navnlig om der foreligger en saglig
planlægningsmæssig begrundelse for planforslagene, herunder om lokalplanen er
udtryk for ekspropriation. Der er ligeledes henvist til forvaltningsretlige
grundsætninger.
Herudover angår bemærkningerne overordnet, at planlægningen
strider mod planlovens intentioner om at forebygge miljøkonflikter, samt
planlovens bestemmelser om erhvervsområder, erhvervshavne og byomdannelsesområder.
Der stilles spørgsmålstegn ved behovet for yderligere
butikker i Korsør, og flere høringssvar fremhæver, at planlægningen ikke tager
tilstrækkeligt hensyn til havnens og havnevirksomhedernes interesser. Derudover
handler bemærkningerne om, at planlægningen strider mod Havneloven og ikke
tilgodeser havnens interesser, at miljøfølsom anvendelse medfører skærpede krav
til virksomheder og at der ikke har været dialog med virksomhederne i området.
Der er en bekymring omkring trafiksikkerhed ved sammenblanding af tung trafik
med blødere trafikanter.
Høringssvarene har ikke givet anledning til forslag om
ændringer i lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34. Der henvises til
hvidbogen for en mere detaljeret gennemgang af de indkomne høringssvar.
Retligt
grundlag
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
A. Byrådet har
generelt mulighed for at foretage mindre justeringer af planen, som en del af
den endelige vedtagelse.
B. Byrådet kan
vælge at vedtage Lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt. Derved
skabes plangrundlaget for en fremtidig benyttelse af området til centerformål
med mulighed for indpasning af butikker og mindre håndværksvirksomheder.
C. Byrådet kan
vælge ikke at vedtage Lokalplan 1230 og Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt.
Dette vil betyde, at der ikke sker en opdatering af plangrundlaget for området
og gældende kommuneplanrammer og lokalplaner vil fortsat udgøre plangrundlaget.
Det meddelte forbud efter planlovens § 14 er tidsmæssigt udløbet. Etablering af
en støjvæg vil derfor være umiddelbart tilladt efter forudgående
byggetilladelse - hvis lokalplanen ikke vedtages.
Vurdering
Bemærkningerne fra den offentlige høring handler særligt om
manglende hjemmel til at nedlægge et § 14 forbud, manglende planlægningsmæssig
saglig begrundelse og hensyntagen til eksisterende virksomheder.
Det er administrationens vurdering, at § 14 forbuddet er
nedlagt lovligt iht. Planloven, og med en planlægningsmæssig saglig begrundelse
om at området skal bindes bedre sammen med den øvrige by, samt at der skal være
en mere blød overgang ind mod byen rent æstetisk. Disse forhold sikres efter
administrationens vurdering med lokalplanen i den foreliggende form.
De faktiske forhold i området og nærområdet bevirker, at
eksisterende virksomheder, i forhold til støj, lugt, støv eller anden
luftforurening, er reguleret efter de givne forhold i nærområdet.
Store dele af erhvervsområdet fungerer i dag som
uddannelsesinstitution, kontor og liberalt erhverv samt mindre
håndværksvirksomheder hvortil der er etableret et større parkeringsareal, og ud
mod Teilmanns Allé er der i dag indrettet butik. Området er som sådan omgivet
af blandede byfunktioner der, inden for kort afstand, rummer eksisterende
boliger (ca. 20 meter), folkeskole (ca. 15 meter) samt uddannelsesinstitutionen
FGU (ca. 50 meter). Lokalplanområdet grænser desuden op til et område udlagt
til centerformål.
Med udgangspunkt i de faktiske forhold i nærområdet, forventes
planlægningen ikke at medføre yderligere støjkrav til eksisterende virksomheder
i området. Der forventes ej heller at skulle stilles yderligere krav til
virksomheder i forhold til håndtering af lugt og støvgener eller anden
luftforurening. Dette beror dog altid på en konkret vurdering ud fra de
faktiske forhold på det givne tidspunkt.
Området rummer store bygningsvolumener i delområde 1, som
lokalplanen fremadrettet giver mulighed for at udnytte til centerformål. På
nuværende tidspunkt er en del af bygningen i delområde 1, med facade mod
Teilmanns Allé, indrettet til butiksformål. I delområde 1 og 2 er der udlagt
byggefelter til placering af ny bebyggelse. Det vurderes ikke, at lokalplanen
påvirker den eksisterende lovlige anvendelse af bebyggelsen inden for delområde
1, som således kan fortsætte inden for de hidtidige rammer. Lokalplanen er
imidlertid udtryk for, at der ikke fremadrettet kan meddeles tilladelse til
etablering af mere miljøtunge virksomheder i området, da det som anført vil
være uhensigtsmæssigt set i forhold til den faktiske udvikling af anvendelsen i
området.
Lokalplanområdet udgør en del af Korsør bymidte. Set ud fra
et byudviklingsperspektiv, er det naturligt at området ud mod Teilmanns Allé
fastlægges til centerformål i sammenhæng med det tilstødende område ligeledes
udlagt til centerformål. Som en naturlig forlængelse af det eksisterende
butiksmiljø langs Teilmanns Allé, hvor der i dag er indrettet hvidevarebutik i
eksisterende bygninger indenfor lokalplanområdet, er det vurderingen, at det
vil styrke bymiljøet omkring bymidten og bidrage til at binde bymidten bedre
sammen i området omkring Teil-manns Allé og Caspar Brands Plads.
Området udgør en del af et ældre erhvervsområde med
tilknytning til havneerhverv. Nærområdet har dog med tiden udviklet sig til at
være en mere blandet bydel med uddannelsesinstitution, liberalt erhverv,
herunder lægehus, kontorerhverv og butik. Senest er Glasværket indrettet som
et større kontorbyggeri, der også rummer mindre håndværksvirksomheder, som er
indpasset under hensyntagen til områdets støjfølsomme anvendelse.
Lokalplanen understøtter den udvikling der har været i gang
i området over tid og hvor der bl.a. er indrettet butik i en del af bebyggelsen
mod Teilmanns Allé.
Ønsket om at området bliver en mere integreret del af byen
understøttes af planlægningen ved at der gives mulighed for, at et evt.
fremtidigt parkeringsareal langs havnefronten må udvides ind i delområde 2 med
forbindelse til det eksisterende parkeringsareal ved Glasværket. Derved bidrager
lokalplanen til at åbne området mod havnefronten ved at skabe forbindelse til
det bagvedliggende parkeringsareal omkring Glasværket, så området åbner sig mod
det bagvedliggende byområde.
Administrationen anbefaler, at Byrådet vedtager Lokalplan
1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør Havn samt Kommuneplantillæg nr. 34
til Kommuneplan 2017.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående
konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller, at Byrådet på
baggrund af indstilling fra Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget og
Økonomiudvalget beslutter,
1.
at Byrådet vedtager Lokalplan 1230, Blandet byområde ved Norvangen, Korsør
Havn med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 34 endeligt uden ændringer.
Beslutning i Miljø-, Plan-
og Landdistriktsudvalget den 6. april 2021:
Fraværende:
Anbefales.