Møde i udvalget d. 14. juni 2021

17.   Ny hal i Sørby til E-sport (B)

Sagsnr.: 330-2021-20156                 Dok.nr.: 330-2021-175949          Åbent

Kompetence:

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget samt Økonomiudvalget beslutte en kommunal finansiering og byggeri af en hal B i Sørby samt en væsentlig renovering af den eksisterende selvejende hal.

Sagens indhold

Slagelse Byråd har i Budget 2021 punkt 35 skrevet følgende:

Parterne er enige om at afsøge mulighederne for nye former for finansiering af idrætsfaciliteter med udgangspunkt i de konkrete ønsker til en ekstra hal i Sørbymagle…. Arbejdet med disse projekter igangsættes med det samme, og det er en fælles ambition, at der herigennem skabes modeller for udbygning af idrætsfaciliteterne i Slagelse Kommune.

Økonomiudvalget blev på mødet den 18. januar 2021 orienteret om en hensigtserklæring underskrevet af Sørby Sport og Event og borgmesteren vedr. ny hal i Sørby.

Hensigtserklæringen omhandler kommunalt byggeri af idrætshal i Sørby samt en gennemgribende renovering af den eksisterende selvejende hal samt andre faciliteter. Anlægsudgiften er vurderet til 25 mio. kr. eksklusiv moms af Sørby Sport og Event.

Det er en væsentlig del af projektet, at Esport Danmark flytter deres aktiviteter fra Slagelse Stadion til Sørby.

Det er en væsentlig del af projektet, at events og arrangementer kan dække driftsudgifterne til det nye anlæg.

Sørbyhallen er en selvejende hal, der får kommunalt driftstilskud på lige fod med de øvrige selvejende haller i Slagelse Kommune.

Bilag 1: Hensigtserklæring inkl. bilag

Bilag 2: Projektbeskrivelse fra Sørby Sport og Event inkl. budget, skitser og tilbud

Retligt grundlag

Kommunalfuldmagten giver hjemmel til at yde kommunalt tilskud til eksempelvis idrætsfaciliteter, der har et primært folkeoplysende formål. Kommunen kan ikke yde tilskud til erhverv eller kommercielle formål.

Tilbudsloven og Udbudsloven er dansk lovgivning, og et byggeprojekt i denne størrelse vil altid skulle udføres jfr. denne gældende lovgivning.

Handlemuligheder

Byrådet kan på vegne af indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget beslutte at:

A.    Igangsætte udarbejdelse af et projektforslag med en rådgiver, som tager højde for alle aspekter af byggeriet samt ønskerne fra borgerne til 1 mio. kr.

B.    Igangsætte det videre arbejde med anlæg af hal B samt renovering i Sørby med Slagelse Kommune som bygherre indenfor den af Sørby estimerede anlægssum på 25 mio. kr. eksklusiv moms

C.    Igangsætte det videre arbejde med anlæg af hal B samt renovering i Sørby med Slagelse Kommune som bygherre indenfor en anlægssum på 68 mio. kr. eksklusiv moms.

D.   Tildele Sørbyhallen et anlægstilskud på 25 mio. kr. eksklusiv moms

E.    Indstille, at projektet ikke støttes, og at Sørbyhallen kan indstille renoveringsdelen som et budgetønske, ligesom andre selvejende haller gør det.

Vælges løsning A: Projektet kan blive gennemarbejdet og også set i forhold til det konkrete ønske og området. Hvis alle ønsker, som er nævnt i hensigtserklæringen, skal opfyldes, vil dette både give et bedre projekt, men også en mere retvisende økonomisk ramme.

Vælges løsning B: Det endelige projekt indeholder så mange punkter fra ønskerne som muligt, men med stor sandsynlighed ikke dem alle.

Vælges løsning C: Indfries alle ønsker til en indrettet hal med faciliteter for blandt andre Esport.

Vælges løsning D: Kommunen har pligt til at følge op på, om både Tilbudsloven og Udbudsloven overholdes, da det er offentlige midler, der indgår.

Vælges løsning E, vil hallens renovering blive behandlet som et budgetønske.

Vurdering

Administrationen vurderer, at materialet, der ligger til grund for projektet, på nuværende tidspunkt er for usikkert, både i forhold til anlæg og i særdeleshed drift. Der er et stort udsving i forhold til områdets ønsker og den økonomi, der er sat op i det indhentede, meget overordnede tilbud.

Det er administrationens vurdering, at såfremt der skal være kommunal finansiering af en hal i så tæt nærhed af en selvejende institution, bør der igangsættes udarbejdelse af et projektforslag, hvor den yderligere halkapacitet og mulighed for dobbelthal til events i Slagelse Kommune samt placeringen heraf undersøges, da Slagelse Kommune gerne vil understøtte yderligere Esport-aktiviteter.

Esport er i en god udvikling, og Sørby Esport er blandt landets førende. Medlemmerne er både fra lokalområdet og fra resten af Danmark. Foreningen har selv prioriteret at flytte Slagelse Esports-center til Slagelse Stadion, da de havde svært ved at trække medlemmer i dagligdagen til Sørby. Aktiviteterne omkring Esport som foreningsaktivitet er et folkeoplysende formål. Foreningen har tidligere vist sig i stand til at rejse midler til udvikling. Udviklingen i Sørby jfr. de indberettede medlemstal samt indbyggertal ses i bilag 3.

Forudsætningerne for en ny hal med kommunal støtte er, at hallen anvendes til lovlige kommunale formål som folkeoplysende aktiviteter. Sørbyhallen har beskrevet, at de blandt andet vil anvende hallen til Sørbymarkedets aktiviteter over året og E-Sport Danmark. Indtægter fra disse går til driften, hvilket umiddelbart ikke er et kommercielt formål. Dette bør dog undersøges nærmere i den videre proces.

Kommunale Ejendomme har lavet en vurdering af estimatet af anlægssummen på 25 mio. kr. eksklusiv moms. jfr. Sørby Sport og Events budget. Det vurderes, at dette estimat er for lavt i forhold til det ønskede projekt. Sørby Sport og Event har 1. marts 2021 fremsendt en mere detaljeret beskrivelse af projektet (Bilag 4). Kommunale Ejendomme har vurderet (Bilag 5), at det beskrevne anlægsprojekt nærmere vil koste 68 mio. kr. eksklusiv moms. Budgettet på 25 mio. kr. vil korrekt kunne bekoste selve hallen, men tilbuddet tager ikke højde for udgifter til udluftning, installationer til Esport, forberedelse af grunden – herunder kloak mv. Administrationen er klar over den enorme difference, men står inde for tallene i forhold til det beskrevne projekt.

Administrationen påpeger desuden, at uanset hvem der er bygherre på projektet, så er den beskrevne tidsplan ikke realistisk. Bilag 6 er en revideret tidsplan med udgangspunkt i rådgiverudbud, som anbefales i denne sag.

DRIFT:

Sørbyhallen får i dag driftstilskud ligesom de øvrige selvejende haller i Slagelse Kommune. Budgettet til de selvejende haller er en ramme, der fordeles efter de politisk besluttede principper, som bl.a. ser på faste driftsudgifter, løn og hallernes størrelse. Der er lagt op til, at den nye hal B ikke skal modtage driftstilskud.

Derfor er det nødvendigt at kunne opdele udgifterne til de to haller, så den eksisterende hal fortsat kan få driftstilskud, samtidig med at den nye hal ikke skal have andel af den budgetramme, der er til de selvejende haller. Der skal fremover være en opdeling i Sørbyhallens regnskab både af de almindelige forbrugsudgifter, hvilket kan ske ved adskilte målere eller beregning vha. m2, og udgifter til udstyr mv. til den eksisterende og den nye hal. En måde at holde de to haller helt økonomisk adskilt vil være to separate regnskaber. Såfremt der ikke er en opdeling af udgifterne, kan driftstilskuddet ikke beregnes korrekt, og der vil være en risiko for, at den nye hal får andel af budgetrammen, hvilket vil betyde, at de øvrige selvejende haller får et lavere driftstilskud, end de egentlig er berettiget til (uden den nye hal).

Såfremt driften af den nye hal også skal opnå tilskud fra kommunen, vil et estimeret driftsforbrug være mellem 1,5-2 mio. kr. udover de allerede tildelte midler. Dette bør tilføres driftsrammen for de selvejende haller for ikke at skære samtlige andre haller markant ned i deres driftstilskud.

Renoveringerne, der foretages på hallen, vil normalt skulle indgå i de selvejendes hallers vedligeholdelsesplaner og indgå som budgetønsker på lige fod med andre selvejende haller. Udgifterne til disse renoveringer bør fratrækkes det beløb, som fremtidigt driftstilskud beregnes af, for ikke at påvirke de andre hallers driftstilskud negativt.

Sørbyhallen har allerede fået tilskud fra kommunens Idræts- og Fritidspulje til renovering af tag, som må forventes tilbagebetalt, hvis den nye hal igangsættes.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Afhængig af hvilken handlemulighed der vælges, vil de økonomiske og personalemæssige konsekvenser i forhold til både anlæg og drift skulle uddybes nærmere efter beslutning i en senere sag.

·       Handlemulighed A: 1 mio. kr. fra kassen

·       Handlemulighed B: 25 mio. kr. eksklusiv moms fra kassen

·       Handlemulighed C: 68 mio. kr. eksklusiv moms fra kassen

Ovenstående med udgangspunkt i at kommunen ikke skal finansiere yderligere drift.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Kultur og Fritid indstiller,

1.    at Kultur- og Fritidsudvalget vælger at indstille den ønskede handlemulighed til Økonomiudvalget og Byrådet.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 6. april 2021:

Fraværende: 

At 1: Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at projektet gennemarbejdes yderligere af forvaltningen med inddragelse af brugerne fra Sørby Sport og Event, gerne ved dialog på næste udvalgsmøde.

GENOPTAGELSE

Forvaltningen har afholdt møde med Sørby Sport og Event den 19. april 2021.

På mødet præsenterede den lokale arbejdsgruppe bestående af Anders Sørensen (formand for Sørby IF), Henning Frederiksen (halinspektør), Johan Hansen og endnu en repræsentant deres tanker om det ambitiøse udviklingsprojekt for området. Dette er kort yderligere beskrevet i det følgende og foldes ud i foreningens præsentation.

Projektbeskrivelsen er fortsat vedlagt sagen som bilag og beskriver formål og visioner for projektet.

Projektet er beskrevet som et udviklingsprojekt for en aktiv by i Slagelse Kommune, som ønsker at udvikle aktiviteten i dagligdagen og i weekenden med nye aktiviteter samt med Sørby Markedet, som er en omfattende national årlig event, som genererer midler til det lokale foreningsliv i Slagelse Kommune. Projektet ses som et samlet projekt, men forvaltningen har for overblikkets skyld opdelt det i 2 dele:

Projekt del A: Renovering og ombygning af eksisterende hal

-      Ny 1. sal til foreningsfitness ovenpå eksisterende fitnesscenter

-      Ny indretning af eksisterende rum på 1. sal (dette gør foreningen selv)

-      Generel renovering af rum i eksisterende bygninger

-      Nyt tag på eksisterende bebyggelse

-      Renovering af facader på eksisterende bebyggelse

-      Gennemgribende renovering af (evt. nyt) ventilationsanlæg

-      Renovering af SIFFEN

Projekt del B: Byggeri af ny hal – 20x40 m hal i klassisk dimension

-      Kobling til eksisterende hal

-      Etablering af øvrige arealer, herunder cafeteria, forsamlingslokaler, multisal, kontorer mm.

-      Ny parkeringsplads

-      Særlige tekniske installationer, der er nødvendige for den fremtidige målsætning om brug af Sørbyhallen.

Begge projekter skal ifølge den lokale arbejdsgruppe efterfølgende benyttes til følgende:

-      Yderligere foreningsaktivitet – herunder Esports-aktiviteter

-      Yderligere foreningsrelaterede arrangementer (stort potentiale)

-      Yderligere arrangementer – messer

-      Konferencevirksomhed (her har vi en opmærksomhed på, at dette kan være konkurrenceforvridende i forhold til andre aktører i området)

Vedrørende finansiering ønsker den lokale arbejdsgruppe følgende:

-      Fuld finansiering af den nye hal

-      Finansiering af renoveringen

-      Forøget driftstilskud, der dækker afdrag og renter (vedr. drift fremgår det af hensigtserklæringen, at kommunen i en kort indkøringsperiode bidrager til driften, men ellers forventes den dækket af de øgede indtægtsmuligheder).

Supplement til Økonomiske konsekvenser:

·       Grundet den generelle markante stigning på byggemarkedet tages yderligere forbehold for prisoverslag.

·       Såfremt udvalget tildeler midlerne, gøres der opmærksom på, at for, at man kan tildele efterfølgende driftstilskud – skal hallen bruges til lovligt kommunalt formål for at opnå tilskud til dette.

·       Der gøres opmærksom på, at de kommunale haller har et indtjeningsbudget på omkring 1 mio. til driften, som kan blive udfordret i konkurrencen. Dette kan betyde et behov for yderligere driftsmidler til de kommunale haller.

·       Jfr. Hensigtserklæringen nævnes en udfasende trappemodel for yderligere driftstilskud til den nye hal. Denne er jfr. Bilag 1A beregnet til 1 mio. kr. årligt, og en nærmere anbefaling af trappemodel for drift vil blive præsenteret på en eventuel senere sag om frigørelse af midler til byggeri, såfremt dette bliver aktuelt.

·       Der gøres opmærksom på, at driftsrammen til de selvejende haller bliver svært belastet af både den forøgede udgift til den eksisterende hal og en evt. ny hal.

·       Bilag 7 beskriver økonomien i projektets projekt A (renovering og ombygning) og B (nybyg) i en sammenligning mellem forvaltningens budget og den lokale arbejdsgruppes.

Indstilling

Kultur og Fritid indstiller,

2.    at Kultur- og Fritidsudvalget vælger at indstille den ønskede handlemulighed til Økonomiudvalget og Byrådet.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 8. juni 2021:

Fraværende: 

At 1: Udvalget anbefaler til Økonomiudvalget og Byrådet, at der igangsættes udarbejdelse af et projektforslag med en rådgiver, som tager højde for alle aspekter af byggeriet samt ønskerne fra borgerne, og at udgiften hertil på 1 mio. kr. finansieres af kassen.

Udvalget anbefaler, at der i det videre arbejde kommes tættere på de store forskelle i vurderingerne af budgetgrundlaget.

Bilag

330-2021-112614

Bilag 1 Hensigtserklæring med bilag

330-2021-112612

Bilag 2 Projektbeskrivelse Sørby Sport og Event

330-2021-94032

Bilag 3 Tal fra Sørbymagle

330-2021-108184

Bilag 4 Sørbyhallen - Budget for udvidelse og renovering KE

330-2021-92336

Bilag 5 - Sørby sport og event byggeprogram 01-03-2021

330-2021-112479

Bilag 6 Sørbyhallen - Tidsplan for udvidelse og renovering

330-2021-175940

Bilag 7 - Sørbyhallen - Budget for tilbygning samlet

Beslutning i Økonomiudvalget den 14. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Anbefales til Byrådets godkendelse.

Jørgen Grüner (F) mente at processen omkring projektet er en uhensigtsmæssig måde at arbejde på. Det er på alle mulige måder et interessant projekt, men det er ikke budgetlagt og (F) anbefaler derfor at sagen overgår til budgetforhandlingerne.

(V) tilsluttede sig bevilling på 1 mio. kr. idet afdækningen af projektforslaget kan medvirke til kvalificering af forslaget til de kommende budgetforhandlinger.

Thomas Clausen (Ø) bemærkede, at der ikke skal gives inddirekte tilskud til E-sport Danmark.