Møde i udvalget d. 7. november 2017

4.     Strategi for Socialøkonomi 2018 - 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2017-77873               Dok.nr.: 330-2017-677200                                          Åbent
Kompetence: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal godkende forslag til Strategi for Socialøkonomi 2018 - 2020
Baggrund
I august 2014 vedtog udvalget en investeringsstrategi for etablering af en enhed under Jobcentret, der skulle opbygge viden og hjælpe virksomheder og andre centerområder i ide- og opbygningsfasen med at opbygge socialøkonomiske virksomheder.
Udvalget har nu bedt administrationen om at udarbejde et forslag til strategi for socialøkonomi, der dækker perioden frem til 2020.
På baggrund heraf har administrationen udarbejdet vedlagte forslag til Strategi for Socialøkonomi for perioden 2018 - 2020.
Strategien har fokus på at fremme en bred og integreret værditilvækst og skabe deltidsjob til mennesker, som gerne vil arbejde, men af forskellige grunde ikke har mange chancer for at få det første fodfæste på arbejdsmarkedet.
Strategien hviler på nuværende erfaringer og skal folde sig ud i samspil med den omverden som Slagelse Kommune er en del af – herunder også andre kommunale centre. Der arbejdes med socialøkonomi med afsæt i lokale muligheder, styrker og udfordringer – ud fra overskriften: ”Lokal socialøkonomi”.
Med strategien sættes et særligt fokus på følgende indsatser:
· Socialøkonomi og CSR (Samfundsansvar)
· Ansøgninger og fondsmidler til socialøkonomi
· Boligområder med Helhedsplan
· Udvidelse af målgruppen
· Lokale indkøb
Strategien beskriver de indsatser, som har et særligt fokus og de vejledende fremgangsmåder for gennemførelse. Strategien skal ses i sammenhæng med Udmøntningsplanen, som tager over, hvor strategien slutter. Udmøntningsplanen sætter fokus på indsatserne i praksis og på indsatsernes grundlag.
Der peges flere steder i strategien på mulige veje Slagelse Kommune kan gå med socialøkonomiske indsatser (CSR, Lokale indkøb mv.) For at lykkedes med dette er det afgørende, at de strategiske mål ikke kun opstilles for Center for Arbejdsmarked og Integration, men bliver mål for hele Slagelse Kommune.
Strategien løber frem til ultimo 2020 og har følgende 2 overordnede mål:
· I 2020 eksisterer 25 socialøkonomiske virksomheder og initiativer i Slagelse
· Slagelse Kommune skal, inden udløbet af strategien, have modtaget prisen som årets socialøkonomiske virksomhed
Administrationen afrapporterer halvårligt om fremdriften til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Ved årsskiftet – første gang – 2018 – 2019 – udarbejdes en status over året.
Retligt grundlag
Lov om registrering af socialøkonomiske virksomheder
Lov om ansvaret for styring af den aktive socialpolitik
Lov om aktiv beskæftigelsesindsats
Lov om aktiv socialpolitik
Serviceloven
Handlemuligheder
Udvalget kan godkende forslag til strategi eller udvalget kan komme med forslag til eventuelle ændringer.
Vurdering
Ingen bemærkninger
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er ikke afsat en økonomisk ramme til eventuelle tiltag, der måtte opstå som en udløber af arbejdet med strategien
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchefen for Arbejdsmarked og Integration indstiller,
1.    at Udvalget godkender forslag til Strategi for Socialøkonomi 2018 – 2020
2.    at Udvalget forelægges udmøntningsplan på mødet i december 2017
3.    at Udvalget drøfter den organisatoriske placering af den socialøkonomiske indsats