Møde i udvalget d. 6. marts 2017

7.     Forslag til lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør og tilhørende miljøscreening (B)

Sagsnr.: 330-2017-1891                 Dok.nr.: 330-2017-105976                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til om forslag til lokalplan 1180 for nedrivning af baghus, Solens Plads 3 i Korsør og miljøscreening skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.
Baggrund
Landdistrikt-, Teknik- og Ejendomsudvalget behandlede den 5. december 2016 ansøgning om afviklingsmuligheder for det frigjorte kommunalt ejede baghus, beliggende Solens Plads 3 (tidligere Havnegade 7B) i Korsør. Udvalget besluttede at søge nedrivningstilladelse igen, med baggrund i ejendommes stærkt forværrede tilstand siden sidste ansøgning.
Sagen blev begæret i Byrådet, som den 19. december 2016, med 20 stemmer for besluttede at udarbejde en lokalplan, som muliggør en nedrivning af baghuset.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har tidligere, på møde den 11. januar 2016, behandlet en ansøgning om nedrivning af baghuset. På daværende grundlag besluttede udvalget ikke at imødekomme ansøgningen og ønskede ikke at igangsætte udarbejdelse af lokalplan som åbnede for en nedrivning. Det blev i sagsbehandlingen vurderet, at en nedrivning ville være i strid med den gældende lokalplan 36 for karreen Havnegade, Nygade, Algade og Brogade, og der blev foretaget en arkitektonisk vurdering, som konkluderede, at ejendomme trods sit slidte udtryk, rummede kvaliteter og måtte betragtes som bevaringsværdig.  
Ejendommen er i dag omfattet af lokalplan nr. 36 i Korsør bymidte. Det fremgår af lokalplanens § 1, at det er formålet med lokalplanen at bevare eksisterende karakteristisk bebyggelse samt bebyggelse af historisk, arkitektonisk og miljømæssig værdi.
Med en godkendelse af nærværende forslag til lokalplan 1180 vil lokalplan 36 blive aflyst for den omhandlede matrikel, således at en nedrivning muliggøres.
Da det samlet vurderes, at miljøpåvirkningen fra planforslaget ikke vil være væsentlig, er der ikke krav om udarbejdelse af en miljøvurdering iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør og dermed sende det i 8 ugers høring. Herved skabes et plangrundlag for at kunne nedrive baghuset.
Byrådet kan vælge at forkaste planforslaget. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag, som muliggør en nedrivning.
Byrådet har også mulighed for at vedtage justeringer af planforslaget inden vedtagelsen om at fremlægge planforslaget i 8 ugers offentlig høring.
Vurdering
Planafdelingen anbefaler, at forslag til lokalplan 1180, Nedrivning af baghus, Solens Plads 3, Korsør vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.
Center for Kommunale Ejendomme vurderer, at ejendommen i dag er i så ringe og tiltagende nedbrudt tilstand, at der er igangsat en sikring forskellige steder i bygningen, primært rettet mod taget. Disse her- og nu tiltag skal blandt andet afværge en potentiel nedstyrtningsfare og indtrængende fugt i nabogavlen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Finansiering af såvel sikringsarbejder på bygningen som nedrivning skal finansieres indenfor Landdistrikt-, Teknik- og Ejendomsudvalget driftsramme. En nedrivning af ejendommen vil koste 0,50-0,80 mio.kr.
Anlægsudgift til nyetablering af belægning på arealet anslås til 1000 kr./m2, mens de årlige driftsudgifter anslås at udgøre 2% - 5% af den samlede anlægsudgift.
Konsekvenser for andre udvalg
Ejendommen står i dag ubenyttet, og der ses derfor ingen konsekvenser for andre udvalg.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne, at det anbefales overfor Byrådet
1.    at Forslag til lokalplan 1180 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring,
2.    at afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages,
3.    at der afholdes borgermøde enten 4. maj 2017 eller 9. maj 2017 i tidsrummet mellem 18.30 og 20.00 på Korsør Bibliotek,
4.    at sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. marts 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Flemming Erichsen (A), Ali Yavuz (A) og Steen Olsen (A) kunne ikke tilslutte sig indstillingen, hvorefter forslaget bortfaldt.
Frederik Pedersen (O) begærede sagen i Byrådet.