Møde i udvalget d. 6. marts 2018

9.     Vederlagsfri fysioterapi, orientering om ordningen (O)

Sagsnr.: 330-2018-8508                 Dok.nr.: 330-2018-73488                                  Åbent
Kompetence: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Beslutningstema
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget orienteres om den Vederlagsfri Fysioterapiordning efter ønske på udvalgsmøde januar 2018.
Baggrund
Udvalget ønsker en redegørelse for politikområde 7.02 – Vederlagsfri fysioterapi.
Baggrund og ordningens formål
Den Vederlagsfrie fysioterapiordning trådte i kraft i 1989; i begyndelsen omfattede den kun personer med svært fysisk handicap. I 2008 blev ordningen udvidet til, også at omfatte personer med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom; (progressiv sygdom er fremadskridende og medfører forudsigelige funktionsnedsættelser – eks. Leddegigt).
Den vederlagsfrie fysioterapi ordning omfatter således to specifikke grupper af patienter/borgere, som kan benytte sig af vederlagsfri fysioterapi efter henvisning fra egen læge:
· Den første gruppe omfatter personer med varigt svært fysisk handicap,
· Den anden gruppe omfatter personer uden svært fysisk handicap, men med progressiv lidelse.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjerne, der nærmere bestemmer, hvilke diagnosegrupper, der er omfattet af ordningen. Ligeledes fremgår det, at henvisende læge bør inddrage patienten i overvejelser om, hvorvidt vederlagsfri fysioterapi er relevant, eller om andre instanser i højere grad kan opfylde behovet.
En lægehenvisning til ordningen gælder i 12 mdr. og giver mulighed for 20 behandlinger. Hvis der er behov for yderligere behandlinger inden for de 12 mdr. skal der udarbejdes en undtagelsesredegørelse. Denne laves af fysioterapeuten i samarbejde med borger og henvisende læge.

Målsætningerne for den vederlagsfri fysioterapi er:
· Give adgang til fysioterapi for at forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller forhale forringelser i funktioner hos voksne og børn med et varigt svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.
· Etablere fysioterapi i form af holdtræning i dertil egnede lokaler/bassiner/-institutioner efter nærmere bestemmelser. Herunder også ridefysioterapi.
· Give adgang til fysioterapi for personer med progressive sygdomme tidligt i sygdomsforløbet.
Myndighedsansvar
I 2008 overgik myndighedsansvaret til kommunerne.
For personer, der opfylder betingelserne for at modtage vederlagsfri fysioterapi, gælder det, at kommunen dækker 100 % af honoraret.
Kommunen har ikke et ”myndighedsansvar”, der er forbundet med retten til at visitere eller anvise borgeren til enten kommunalt eller privat tilbud. Ligeledes har Kommunen ikke myndighedsansvaret ift. at beslutte det fysioterapeutiske indhold; Dvs., om borgeren skal have individuelle behandlinger, eller om borgeren skal have træning på hold, samt ligeledes heller ikke mængden og antallet af ydelser, som borgeren modtager i den vederlagsfrie fysioterapiordning. Beslutningen om ovennævnte er den praktiserende fysioterapeuts faglige vurdering i samråd med borger og dennes egen læge. I praksis er egen læge involveret ved henvisning og ved ansøgning om at bevillige mere end 20 behandlinger pr. år. Egen læge har ikke indsigt i, hvor ofte borger kommer hos den praktiserende fysioterapeut, når der er givet undtagelsesredegørelse.

Personer, der har lægehenvisning til vederlagsfri fysioterapi, kan frit vælge mellem at modtage fysioterapi hos en praktiserende fysioterapi, eller ved tilbud, som bopælskommunen har etableret ved egne eller private institutioner under ordningen. Derudover kan borger også vælge tilbud om vederlagsfri fysioterapi på andre kommuners institutioner.
Slagelse Kommune har ikke hjemmel til, at undersøge kvaliteten i de tilbud, borgerne modtager fra de praktiserende terapeuter og hvilken værdi tilbuddet giver borgerne. Det er alene Regionen og de praktiserende fysioterapeuter, der kan undersøge dette. Slagelse kommune har ingen tilbagemeldinger fra borgere, om hvorvidt de er tilfredse eller utilfredse med det tilbud de modtager under den vederlagsfrie ordning.
Overordnede indsatser under ordningen
For så vidt angår patientgruppen af svært fysisk handicappede er det en forudsætning for ordningens gennemførsel, at en væsentlig del af behandlingen kan foregå som holdtræning.

For så vidt angår patienter med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom er udgangspunktet, at behandlingen foregår som holdtræning, mens individuel behandling er en undtagelse. Der ses en stigning i anvendelsen af holdbehandlinger (se Bilag 1 s.25) gennem de seneste år. Samtidig ses der også en stigning i individuelle behandlinger.

Hvis patientens helbredsmæssige tilstand ikke muliggør transport til klinik, kan lægen ordinere fysioterapeutisk behandling i hjemmet.
Alle patienter, der er berettiget til vederlagsfri fysioterapi, er også berettiget til vederlagsfri ridefysioterapi, såfremt deres læge henviser dertil. Undtaget er dog personer med fysisk funktionsnedsættelse, som følge af progressiv sygdom, hvor patienten ikke er svært fysisk handicappet.
Økonomiske ramme
Der er i overenskomsten på området givet en samlet ramme, og rammen er uddelt på hver enkelt praktiserende terapeut.
Overenskomstens parter (KL og danske fysioterapeuter) har aftalt at følge udgifterne i forhold til rammen. Dette gøres via månedlige opgørelser udarbejdet i region Sjælland af fælles sekretariatet.
Sekretariatet har til opgave at administrere opgaven og sikre, at overenskomsten bliver overholdt. Hvis der er tegn på, at udgifterne ikke kan holdes inden for rammen, drøfter parterne mulighederne for at iværksætte udgiftsdæmpende tiltag. Tidligere har der været iværksat en generel nedsættelse af honoraret i en periode. Terapeuter, hvor der er fundet misbrug af ordningen eller hvor rammen er sprunget er blevet sanktioneret.
For kommunerne i region Sjælland er der et fælles sekretariat, der følger ordningen.
Den samlede ramme er gældende for de privatpraktiserende terapeuter og påvirkes ikke af etablering af kommunale tilbud. Derved kan etablering af kommunale vederlagsfrie tilbud øge den samlede udgift til området.
Tilbud om vederlagsfri fysioterapi i Slagelse Kommune
I Slagelse Kommune er der 7 privatpraktiserende klinikker, der primært varetager ordningen.
Derudover varetages vederlagsfri ridefysioterapi, svarende til ca. 31 timer ugentligt af privatpraktiserende ridefysioterapeuter.
Slagelse Kommune har et tilbud om bassintræning i samarbejde med Center for Sundhed og Træning i Skælskør. Det kommunale tilbud omfatter holdtræning i bassin til borgere med progressiv lidelse efter Sundhedsstyrelsens diagnoseliste.
Danske fysioterapeuter har i et udspil i foråret 2017 understreget, at de gerne ser, at kommunerne tager et større ansvar ift. vederlagsfri tilbud til børn og beboere på kommunens institutioner. Danske fysioterapeuter mener, at målgruppen har større behov for koordiner­ing, da de typisk modtager en lang række andre tilbud end vederlagsfri fysioterapi i forbindelse med blandt andet skolegang og fritidsaktiviteter. Danske fysioterapeuter fremhæver, at reglerne på området lægger op til en model med kommunalt tilbud til denne gruppe, men det er kun implementeret i meget begrænset omfang i landets kommuner (Bilag 2).
Med baggrund i danske fysioterapeuters udspil, har Slagelse kommune etableret to tilbud under den vederlagsfrie ordning, der udføres af kommunalt personale.
Det drejer sig om vederlagsfri fysioterapi på plejecentre og vederlagsfri fysioterapi til børn på Storebæltskolen. Disse tiltag er primært oprettet for at understøtte den samlede koordinering i tilbuddene til borgerne.
Iværksatte initiativer på området
· Administrationen har undersøgt og belyst området i efteråret 2014/primo 2015. Der blev udarbejdet en rapport om den vederlagsfrie fysioterapi ordning i Slagelse Kommune. Dette med henblik på, at få belyst, hvilke handlemuligheder Slagelse Kommune har på området.
Rapporten med konklusioner har i 2015 været fremlagt til privatpraktiserende fysioterapeuter og praktiserende læger i Slagelse Kommune.
Baggrunden for at gå i dialog med de praktiserende fysioterapeuter og læger var, at administrationen ønskede at drøfte mulige forklaringer på, hvorfor udgifterne for området gennemsnitligt er højere i Slagelse Kommune, end øvrige kommuner i Region Sjælland.
· Der er i 2014 etableret dialogforum mellem Slagelse Kommune og praktiserende fysioterapeuter med afholdelse af to årlige møder.
· De praktiserende læger er på kommunalt lægeligt udvalgsmøde i 2017 orienteret om udgifterne og incitamenterne for den vederlagsfrie ordning.
· Den 20. december 2016 blev der afholdt møde med ansvarlig direktør i regionen med henblik på at drøfte problematikken omkring udgiftsstigningerne, herunder regionens tilgang til og muligheder for at medvirke til løsninger.
Økonomi og borgergrundlag
Vises i tabelformat:

 
2013
2014
2015
2016
2017
Borgere til vederlagsfri fysioterapi, speciale 62
1000
1035
1092
1092
 
1245
Borgere til vederlagsfri ride fysioterapi, speciale 65
136
146
136
146
147
Bruttohonorar til vederlagsfri fysioterapi
14.033.931
14.200.333
14.782.094
15.980.867
 
17.049.826
Bruttohonorar til vederlagsfri ride fysioterapi
2.533.428
2.624.410
2.578.633
2.719.808
 
2.672.735
Samlet honorar
16.567.359
16.824.743
17.360.727
18.700.675
19.722.561
Procentvis stigning.
 
1,5
3,2
7,7
5,4
Ud over ovenstående udgift er der en årlig udgift til fællessekretariatet, som i 2016 var på knap 235.000 kr., samt udgiften til tilbuddet vedr. varmtvandsbassin som årligt har en udgift på ca. 200.000 kr.
Retligt grundlag
Sundhedsloven §140a
Handlemuligheder
Intet at bemærke
Vurdering
Myndighedsansvaret er begrænset til at sikre, at der er vederlagsfrie tilbud i Slagelse Kommune; det være sig enten private eller kommunale.
Med baggrund i ovenstående beskrivelser er det ikke muligt fra den kommunale myndighed, at styre udgifterne på området, på samme måde som administrationen kan ved indsatser, hvor myndighedsansvaret også omfatter indhold i indsatser, mål for indsatser og antal ydelser.
Udgifterne til den vederlagsfrie ordning for Slagelse kommune afhænger blandt andet af, hvor mange borgere, der er i ordningen og mængden af behandlinger, de enkelte borgere får. Herunder får det en betydning, i hvor stor grad udfører af ordningen, planlægger med holdtræning frem for individuelle behandlinger.

Kommunen har kun i mindre grad mulighed for, at påvirke udgiftsudviklingen på området vederlagsfri fysioterapi. Kommunen kan tilbyde kommunale tilbud på linje med de tilsvarende private. Det betyder, at det til enhver tid er borgerens frie valg, at vælge privat eller kommunal ”leverandør” i form af fysioterapeut.
Ved kommunale tilbud ændres der ikke på den samlede ramme, de praktiserende kan levere under. Det betyder, at hvis de praktiserende har borgere, der ønsker og har behov for flere ydelser hos de praktiserende, så kan disse borgere få flere tider, hvis andre borgere overgår til kommunale vederlagsfrie tilbud. Dette er en betydelig risiko, da flere praktiserende terapeuter oplever, at de har svært ved at give borgerne alle de tider der efterspørges.
Kommunen kan vælge at sætte at iværksætte kommunale vederlagsfrie tilbud, men den primære begrundelse herfor skal være kvaliteten i tilbuddet til borgen – særligt i forhold til koordinering i sagerne.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 6. marts 2018:
Fraværende:  Anne Bjergvang (A), Ebbe Jens Ahlgren (V)
Udvalget tager orienteringen til efterretning.
Udvalget ønsker, at administrationen følger op med møde med Region Sjælland ift. ve-derlagsfri fysioterapi.