Møde i Beredskabskommissionen d. 28. juni 2016

2.     Risikobaseret dimensionering, oplæg til serviceniveau (B)

Sagsnr.: 330-2016-44753               Dok.nr.: 330-2016-350900                                          Åbent
Kompetence: BRK
Beslutningstema
I henhold til beredskabsloven skal kommunalbestyrelsen fastsætte et serviceniveau for beredskabet, som tager udgangspunkt i lokale risici. Center for Beredskab har udarbejdet et oplæg til forskellige serviceniveauer, som forelægges til beredskabskommissionen behandling.
Baggrund
Det kommunale redningsberedskab skal i den enkelte kommune opbygges ud fra en vurdering af de lokale risici.
Konkret indebærer det, at kommunens beredskab skal identificere og analysere risici i kommunen. På basis af denne analyse skal kommunalbestyrelsen fastlægge et serviceniveau for udrykningsberedskabet og det forebyggende beredskab m.v.
Dette arbejde blev gennemført i Slagelse kommune første gang i 2007 og blev senest revideret i 2013. Kommunens risikobaserede redningsberedskab skal således revurderes såfremt udviklingen gør det nødvendigt, dog mindst en gang i hver kommunal valgperiode.
I 2016 har Kommunens Center for Beredskab arbejdet med denne proces, og er nu klar med et oplæg til et nyt serviceniveau (vedlagt som bilag), hvor beredskabskommissionen skal træffe beslutning om, hvilket serviceniveau der skal danne grundlag for en endelig plan.
Når serviceniveauet er fastlagt af beredskabskommissionen udarbejder Center for Beredskab en egentlig Plan for risikobaseret redningsberedskab, som fremsendes til Beredskabsstyrelsen m.fl. til høring.
Når høringssvar kommer retur udarbejder Center for Beredskab et oplæg til den endelige plan, som efterfølgende skal godkendes i kommunalbestyrelsen.
Høringssvar og den endelige plan kan forelægges beredskabskommissionen inden behandling i byrådet.
Som en konsekvens af økonomiaftalen for 2015 mellem KL og regeringen er Slagelse Kommunes beredskab blevet reduceret med ca. 2,4 mio. Dette og andre lokale besparelser har medført, at Center for Beredskab har været nødsaget til at arbejde med helt nye reducerede serviceniveauer, som dog fortsat tager udgangspunkt i kommunens risikoprofil og beredskabsstyrelsens procesmodel. 
Helt konkret er der udarbejdet 3 forslag; En væsentligt reduceret model C, som er den eneste model som overholder den økonomiske ramme for budget 2017; en model B, som er en mere tidssvarende model, som indeholder en betydelig effektivisering i forhold til det nuværende serviceniveau, men som samtidig kræver et forhøjet budget (i forhold til overslagsårene) på ca. 1 mio.; en model A, som er en videreførelse af serviceniveauet fra 2013, og som kræver et forhøjet budget i 2017 og frem på 1,6 mio.
Retligt grundlag
§ 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 765 af 3. august 2004 om risikobaseret kommunalt redningsberedskab.
Handlemuligheder
Analyser og en række handlemuligheder, herunder kombinationer fremgår af bilaget ”Oplæg til serviceniveau” med tilhørende delrapporter og underbilag. En opsummering af modellerne fremgår sidst i oplægget (afsnit 10).
Vurdering
Det er beredskabschefens vurdering, at der i alle 3 modeller kan foretages en forsvarlig indsats i henhold til beredskabsloven.
Det vurderes, at Model A i særdeleshed lever op til gældende lovgivning, med et relativt højt serviceniveau.
Model B vurderes at matche kommunens risikoprofil med et solidt og tidssvarende serviceniveau, hvor der dog også er er foretaget relativt store betydelig reduktioner i beredskabet.
Model C ligger i den nedre ende af et forsvarligt serviceniveau – men dog forsvarligt.
I model C vil der således - i større omfang end i model A og B – være situationer hvor de først fremmødte styrker (nærmeste station) ikke vil være i stand til at iværksætte en effektiv indsats, som derfor evt. må afvente yderligere ressourcer fx fra en nabostation, med en heraf evt. større skadesudvikling. Dette hyppigere behov for nabohjælp og generelt færre ressourcer i model C vil generelt medfører en reduceret robusthed i det samlede beredskab både i forhold til dagligdage samt større hændelser. Beredskabschefen vurderer ikke at modellen vil have konsekvenser for mandskabets sikkerhed.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Model C kan realiseres indenfor rammen (budgetoverslag 2017).
Ved valg af model B skal beredskabet årligt tilføres ca. 1 mio.
Ved valg af model A skal beredskabet årligt tilføres ca. 1,6 mio.
Som en konkvens af øvrige væsentlige driftsbesparelser på beredskabsområdet vil det ikke være muligt at finansiere ekstraordinære udgifter forbundet med større og middelstore hændelser inden for rammerne.
Såfremt der ønskes et stedligt dykkerberedskab skal beredskabet supplerende tilføres 1 mio. i årligt. Ved en samarbejdsaftale med Fyns beredskab om øjeblikkelig dykkerassistance skal beredskabet supplerende tilføres kr.100.000 årligt.
Det må forvente, at model B og særligt model C vil betyde et fravalg af frivillige (driften er ikke omkostningsfri), samt et ”overskud” af deltidsansatte brandmænd. 
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Beredskabschefen indstiller,
1.    at (1) Valg af serviceniveau drøftes og der træffes beslutning herom.
2.    at (2) Der træffes beslutning om model for et evt. dykkerberedskab samt finansiering   heraf.
3.    at (3) At planen udarbejdes på baggrund heraf og sendes i høring i beredskabsstyrelsen og lokalt på kommunens hjemmeside.
4.    at (4) De indkomne høringssvar forelægges beredskabskommissionen med administrationens forslag om evt. rettelser, hvorefter planen sendes til endelig godkendelse i byrådet.
Beslutning i Beredskabskommissionen den 28. juni 2016:
Fraværende:  Egon Bo
Sagen drøftet. Genoptages på et ekstraordinært møde i august.
Administrationen skal som supplement til behandling af sagen:
a) Skitsere en ny kombineret løsning der bygger på model C hvor der vælges delelementer fra model A for så vidt angår brandmandskab, køretøjer og frivillige, samt i muligt omfang anvise evt. alternative finansieringsforslag inden for den eksisterende ramme og konsekvenser heraf.
b) Udarbejde et notat og vurdering af hvorvidt og hvordan man, ved valg af model B, kan reducere evt. konsekvenser i forhold til model A.