Møde i udvalget d. 4. december 2017
4. Anmodning om opstart af ny lokalplan for HJ Huse ved Bildsøvej, Kelstrup (B)
Sagsnr.: 330-2017-80193 Dok.nr.: 330-2017-710323 Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til om
en lokalplan samt tilhørende kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017 for
udvidelse af virksomheden HJ Huse ved Bildsøvej, Kelstrup skal sættes i gang.
Baggrund
Virksomheden HJ Huse A/S holder til på adressen Bildsøvej
106, Kelstrup, 4200 Slagelse og har samtidig en vognmandsafdeling herunder
entreprenørmateriel på adressen Dyssegårdsvej 1, Kelstrup Strand. Virksomheden
ønsker at udvide og samle sine aktiviteter på adressen Bildsøvej 106 og
derigennem fremtidssikre virksomheden og dens fortsatte vækst.
HJ Huse A/S anmoder derfor om udarbejdelse af en lokalplan
der giver mulighed for, at virksomheden kan udvide ved at inddrage en del af et
tilstødende landbrugsareal. Virksomhedens samlede areal vil herefter udgøre ca.
22.000 m2.
Virksomheden ønsker en bebyggelsesprocent på 40 og ønsker at
opføre en hal på 3000 m2 vest for- og i umiddelbar tilknytning til
virksomhedens eksisterende areal og bebyggelse. Den generelle bygningshøjde
ønskes fastsat til 8,5 meter men med mulighed for, at enkelte bygningsdele op
til 40 % af bygningens grundareal må opføres i op til 12 meter. Dette af hensyn
til inddækning af teknik, materialeaflæsning opførelse af siloer m.v. Vest for
den nye hal etableres et ca. 6000 m2 befæstet areal til udendørs
oplag. Oplagspladsen ønskes afgrænset med 3 rækker Hededanmark hegn og et 2
meter højt trådhegn på den indvendige side af randbeplantningen. Virksomheden
skal fortsat vejbetjenes via eksisterende indkørsel fra Bildsøvej. Derudover
ønskes etableret en ny overkørsel til Kongsmarkvej.
Der er ikke en gældende lokalplan for virksomheden og
virksomheden er heller ikke omfattet af en ramme for lokalplanlægningen.
Udarbejdelsen af en lokalplan kræver derfor, at der samtidig udarbejdes et
kommuneplantillæg, der udpeger et rammeområde og fastsætter rammer for
lokalplanen.
Retligt
grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at imødekomme
lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen, med et tilhørende
kommuneplantillæg, sættes i gang og at der afholdes en foroffentlighedsfase for
kommuneplantillægget med indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at
imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at den ønskede udvidelse ikke
kan realiseres.
Vurdering
En udvidelse af virksomheden kræver udarbejdelse af en landzonelokalplan,
da udvidelsen vurderes at være for omfattende til at kunne reguleres gennem en
landzonetilladelse. En landzonelokalplan vil fastsætte en disponering af
området og samtidig synliggøre virksomhedens aktiviteter og hvor de foregår på
ejendommen. En lokalplan vil samtidig kunne medvirke til at sikre miljøhensynet
til nabobeboelsen eksempelvis genne støjdæmpende tiltag.
Virksomheden er beliggende i det åbne land indenfor
kystnærhedszonen og indenfor landskabsudpegningen Landbrugsflade med det strategiske
mål Vedligehold. Da der er tale om en eksisterende virksomhed der ønsker at
udvide, og at virksomheden dels ligger bag ved et sommerhusområde og i
tilknytning til eksisterende samlet bebyggelse, vurderes beliggenheden indenfor
kystnærhedszonen ikke at være problematisk. Derudover ligger virksomheden
indenfor udpegningen Særlige værdifulde landbrugsområder som kan rumme sådanne
virksomheder. Virksomheden ligger tæt på 6 boligejendomme, hvoraf to af disse
har samme ejer som virksomheden.
Væsentlige fokuspunkter i forbindelse med en ny lokalplan
for virksomheden er dels miljøhensynet til nabobeboelse samt etablering af en
ny overkørsel til Kongsmarkvej. Miljøkrav til virksomheden og mulighed for
etablering af en ny overkørsel afdækkes i samarbejde med Center for Teknik og
Miljø.
Administrationen anbefaler, at lokalplananmodningen
godkendes, så der kan igangsættes en planlægning for virksomhedens
udvidelsesønsker.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Der forventes ikke at være økonomiske konsekvenser for
Slagelse Kommune ved en gennemførelse af planlægningen. Da planlægningen kræver
udarbejdelse af et kommuneplantillæg for realiseringen af en virksomheds
udviklingsønsker, vil udgifter forbundet med en evt. ny overkørsel til
Kongsmarkvej og heraf forbundet udgifter ved anlægsarbejder på Kongsmarkvej,
eksempelvis som følge af øget- og tungere trafik til og fra HJ Huse, skulle
afholdes af HJ Huse A/S.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.
at Lokalplanen sættes i gang.