Møde i udvalget d. 5. november 2018

13.   2-årigt tilbud om gældsrådgivning i frivillig regi (O)

Sagsnr.: 330-2018-27497               Dok.nr.: 330-2018-534135                                          Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal orienteres om etablering af et nyt samarbejde med KFUM om gælds- og økonomirådgivning til borgere i Slagelse Kommune.
Baggrund
KFUM kontaktede i foråret 2018 Slagelse Kommune med henblik på at etablere et tilbud om gælds- og økonomirådgivning til borgere i Slagelse Kommune.
Rådgivning og Udbetaling har indgået en partnerskabsaftale med KFUM om at indlede dette samarbejde, og KFUM har søgt og nu modtaget midler i Socialstyrelsen til drift i Slagelse og ca. 30 lignende tilbud over hele landet.
Der er modtaget midler til at drive tilbuddet i 2 år, med opstart januar 2019.
Konkret tilbydes borgere økonomisk rådgivning af frivillige 2 x 2 timer ugentligt. KFUM bemander rådgivningen med frivilligt fagprofessionelt personale i form af jurister, bankuddannede og socialrådgivere.
Rådgivning og Udbetaling er forpligtet til at henvise mindst 25-35 borgere til KFUMs gældsrådgivning årligt. Slagelse Kommune lægger også lokaler til – henholdsvis på Biblioteket og i Gørtlergade.
Samarbejdet er tænkt som brobygning mellem frivillige og de kommunale indsatser.
Der er udpeget kontaktpersoner i afdelingen, som bl.a. skal forestå undervisning af de frivillige, deltage i regionale/nationale erfa-møder og formidle kontakt til andre relevante afdelinger i Slagelse Kommune. Sagsbehandleren indgår også i et konkret rådgivningssamarbejde om den enkelte borger, hvis borgeren ønsker det.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
Udvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
Rådgivning og Udbetaling oplever, at der er et stigende behov for økonomirådgivning, og forventer, at borgerne vil benytte sig af KFUMs tilbud. Afdelingen ser bl.a., at flere og flere unge er udfordret af manglende økonomisk overblik og store gældsposter.
Det vurderes, at KFUMs gældsrådgivning er et glimrende supplement til Boligselskabernes tilbud om økonomirådgivning, og Kontrolgruppens tilbud om undervisning i budgetlægning af unge uddannelsessøgende og unge på kontanthjælp.
KFUMs gældsrådgivning favner alle borgere i Slagelse Kommune, uanset alder og boform.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Samarbejdet er umiddelbart omkostningsneutralt, idet der anvendes eksisterende lokaler.
Sagsbehandlernes tidsforbrug forventes at kunne holdes indenfor rammen.
Evt. afledt effekt kan være, at rådgivningen medfører flere ansøgninger om enkeltudgifter, som dog ikke vurderes at have væsentlig betydning for budgetrammen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 5. november 2018:
Fraværende:  Helle Blak (F)
Udsat.