Møde i udvalget d. 1. marts 2021

10.   Ansøgning om lyskunst festival i Slagelse Lystanlæg (D)

Sagsnr.: 330-2021-16080               Dok.nr.: 330-2021-71432                                  Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget kan drøfte en kommerciel ansøgning om afholdelse af en Lyskunst Festival i Slagelse Lystanlæg.
Sagens indhold
Firmaet MK Event ApS søger om tilladelse til at opbygge en Lyskunst Festival i Slagelse Lystanlæg over tre år. Arrangementet tænkes hvert år afholdt over 3 uger i oktober, samt 2 uger før og efter arrangementet til opsætning og nedtagning - I alt 7 uger.
I hele perioden afspærres Lystanlægget med festivalhegn, og virksomheden forventer et besøgstal mellem 40.000 – 55.000 personer. Hele ansøgningen fremgår af bilag 1.
Business Slagelse har i bilag 2 kommenteret muligheden for en Lyskunst Festival i Lystanlægget. Business Slagelse er meget positive over for den aktivitet en Lyskunst Festival vil medføre, om end man forestiller sig en kortere varighed end den af MK Event ApS oplyste.
Entreprenørservice - Center for Miljø, Plan og Teknik har gennemgået ansøgningen.
Lyskunst Festivalen vurderes til at være et stort aktiv for Slagelse Kommune. Men der opstår en række bekymringer i forhold til en sådan benyttelse af Lystanlægget.
Bekymringerne er oplistet herunder:
-      Lystanlægget er ikke indrettet til at kunne tåle det slid, en så stor og langvarig event vil føre med sig. Flere af arealerne er meget vandlidende – særligt om efteråret.
-      Det forudses at stier og plænearealer efterfølgende vil være helt ødelagte, hvilket også vil det gå ud over oplevelsen af selve lyskunst festivalen.
-      Lystanlægget er det primære og helt centrale åndehul i Slagelse by. Det vil være et meget stort afsavn for byens borgere ikke at kunne komme der frit i henved 7 uger. Der forudses store protester mod en lukning og kommercialisering af Lystanlægget.
-      De to seneste somre har Entreprenørservice bl.a. sammen med borgmesteren været i dialog med utilfredse naboer til Lystanlægget. Naboerne klager generelt over larm og uro fra Lystanlægget.
-      Der er parkeringsmuligheder i området, men kapaciteten er ikke til større events.
-      I Lystanlægget ligger en legeplads og en offentlig toiletbygning. Disse bør under alle omstændigheder ikke indhegnes.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
A.    Erhvervs- og Teknikudvalget kan som alternativ tilbyde MK Event ApS at benytte Byparken i Korsør til formålet. Byparken er netop indrettet til at kunne rumme arrangementer som en lyskunst festival. Området tåler bedre den megen færdsel og har en central cirkusplads, der tåler tung belastning, ligesom der er adgang til både el og vand. Infrastrukturen er på plads i forhold til beliggenheden nær motorvejen, og der er allerede en parkeringsplads. Der vil desuden kunne indrette et rimeligt antal yderligere parkeringspladser i området. På det vedhæftede kort (bilag 3) ses det område i Byparken som kan rumme en event af denne størrelse.
Det blå areal viser, hvor lysfestivalen kunne indrettes.
B.    Erhvervs- og Teknikudvalget kan foreslå MK Event ApS at gå i dialog med Jernbjerggård i Slagelse, som hvert andet år etablerer Skandinaviens største fagudstilling for den grønne sektor, Have og Landskab. Her er både pladsen og erfaringen til at sætte de optimale rammer op for en lyskunst festival.
C.    Erhvervs- og Teknikudvalget kan acceptere ansøgningen fra MK Event ApS, men stille krav om kompensation for ødelagte belægninger, græsflader m.m. Endvidere bør der fremsættes krav om åbning af visse dele af Lystanlægget i perioden, samt dialog og åben indstilling for at indgå i en aftale med naboer til Lystanlægget.
Vurdering
Entreprenørservice - Center for Miljø, Plan og Teknik vurderer på baggrund af ovennævnte bekymringer ikke, at der bør afholdes lyskunst festival i Lystanlægget. I stedet henvises til oplistede alternativer, hvorved Lystkunst Festivalen stadig kan blive et aktiv for kommunen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Sagen kan have interesse for Kultur- og Fritidsudvalget, i forhold til fremme af kulturelle oplevelser i kommunen.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,
1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget drøfter sagen.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 1. marts 2021:
Fraværende: 
Sagen drøftet.
Udvalget ønsker løsning B, i det øvrige alternativer undersøges.
Udvalget begrunder afslaget med at offentlige parker ikke skal lukkes for offentligheden i en længere periode.
Udvalget ønsker en tilbagemelding snarest muligt.