Møde i udvalget d. 2. marts 2021

6.     Motalavej 143, Korsør - Pylon (B)

Sagsnr.: 330-2020-154993             Dok.nr.: 330-2021-56505                                            Åbent
Kompetence: Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema (B)
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal beslutte, om der skal meddeles dispensation til opførelse af en skiltepylon.
Sagens indhold
McDonalds, Energivej 4, Korsør søger om tilladelse til opsætning af en 20 meter høj skiltepylon på Motalavej 143-149, 4220 Korsør, som er omfattet af lokalplan 135. Den ansøgende virksomheden ligger således ikke inden for lokalplanområdet hvor pylonen ønskes opstillet.
Pylonen er i strid med lokalplanens bestemmelser for byggeriets omfang, hvor bygningshøjden er fastsat til 9 meter over terræn jf. § 7, stk. 4. Sagen har været i naboorientering, men der er ikke kommet nogen reaktioner. Sagen har endvidere været forelagt Vejdirektoratet, som ikke havde bemærkninger til sagen, da pylonen opstilles syd for motorvejen.
Der henvises til følgende bilag:
Bilag 1 - ansøgning
Bilag 2 - visualiseringer
Bilag 3 – terræntværsnit
Bilag 4 – Udtalelse fra Vejdirektoratet
Retligt grundlag
Planlovens § 19 som angiver, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra en lokalplan når dispensationen ikke er i strid med principperne i lokalplanen.
Handlemuligheder
A.    Udvalget kan meddele afslag til pylonen.
Et afslag vil være i overensstemmelse med hidtidige administrationspraksis i Slagelse Kommune. Hidtil har byggeriafdelingen godkendt skiltepyloner i forbindelse med enkeltvirksomheder i op til 4 meter på egen grund, og afgørelsen vil være efter normal administrationspraksis.
B.    Udvalget kan godkende ansøgningen på betingelse af, at pylonen gøres tilgængelig for øvrige virksomheder i lokalplanområdet og virksomhederne på Energivej.
En tilladelse vil tilgodese resten af lokalplansområdet ved Motalavej, samt ansøger og virksomheder på Energivej. Løsningen vil give områderne og deres virksomheder mere synlighed fra omgivelserne og samtidig fastholde reguleringen af skiltning for enkeltvirksomheder, i overensstemmelse med Lokalplanens bestemmelser. Løsningen er endvidere i tråd med Udvalgets tidligere beslutning på mødet den 2. maj 2016, hvor man var indstillet på at give ”Lidl” tilladelse til en højere pylon, hvis den blev tilgængelig for virksomhederne i lokalplansområdet. Der blev imidlertid ikke efterfølgende søgt en tilladelse. McDonald har været partshørt om at stille pylonen til rådighed for andre virksomheder i området, men McDonald har ikke svaret tilbage.
C.    Udvalget kan godkende ansøgningen uden forbehold.
Dette vil give ansøger mulighed for opsætning af pylonen uden forpligtigelser over for resten af lokalplansområdet. Der må efterfølgende påregnes en del lignende sager i kommunen, og forvaltningen vil blive udfordret på den hidtidige praksis, da sagen vil kunne danne præcedens. Det vil især være problematisk for det konkrete område i Korsør, hvor andre virksomheder i lokalplanområdet ud fra et lighedsprincip også vil have en berettiget forventning om at kunne opsætte tilsvarende pyloner til deres virksomheder.
Vurdering
Administrationen vurderer at en tilladelse vil få principiel betydning for andre virksomheder uden for lokalplan 135 der ønsker synlighed fra motorvejen. Ud fra et lighedsprincip, bør løsningen også tilgodese virksomheder på Energivej.
Administrationen gør opmærksom på, at det ikke er normalt at placere pyloner i den størrelse tæt på boligområder, og det kan forekomme skæmmende for området hvilket forstærkes hvis der i fremtiden kommer flere pyloner til, eller flere skilte på samme søjle. Belysningen vil muligvis kunne opleves som en gene for de omkringliggende boliger om natten. Administrationen har dog mulighed for at regulere belysningen jf. Byggelovens § 6d, stk. 2.
Administrationen anbefaler handlemulighed B, da dette vil give de bedste muligheder for virksomhederne i lokalplanområdet samt Energivej, og modvirke at andre i området skulle få ønske/forventning om at kunne opføre en tilsvarende pylon.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,
1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutter dispensation fra lokalplan 135 til opførelse af den ansøgte pylon på betingelse, at pylonen også gøres tilgængelig for de øvrige virksomheder i lokalplansområdet og Energivej.
Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 2. marts 2021:
Fraværende: 
Godkendt.
Steen Olsen (A) kan ikke tilslutte sig indstillingen.