Møde i udvalget d. 2. oktober 2017

3.     Beslutning om ændret krav til driftsgaranti (B)

Sagsnr.: 330-2017-66173               Dok.nr.: 330-2017-581701                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Ved ansøgning om oprettelse af private daginstitutioner stilles der i Slagelse Kommune krav om 3 måneders driftsgaranti med henvisning til Slagelse Kommunes forsyningsforpligtelse sammenholdt med den begrænsede kapacitet på dagtilbudsområdet.
Uddannelsesudvalget skal overfor Økonomiudvalget komme med en anbefaling om, hvorvidt kravet om 3 måneders driftsgaranti fremadrettet skal reduceres til et krav om 1 måneds driftsgaranti.
Baggrund
Center for Børn og Familie har modtaget ansøgning fra Vestermose Natur- og Idrætsfriskoles Børnehave, der anmoder om nedsættelse af kravet om driftsgaranti fra 3 til 1 måneder.
Af ansøgningen fremgår blandt andet:
Vestermose Natur- og Idrætsfriskole og børnehave (VNI børnehave) har et stort ønske om at hæve børnetallet fra de nuværende 35 til 42 børn, og i denne forbindelse udvide vores tilbud til at rumme et tilbud til 4 børn under 3 år.
Vi oplever øget søgning til vores børnehavetilbud, både til start nu og fremadrettet. Dette er i stigende grad lokale børn, men ligeledes søskende til elever på skolen.
Udvidelsen af børnetallet er forhåndsgodkendt..., såfremt der stilles en skriftlig tilkendegivelse af ny driftsgaranti, … hvilket for vores vedkomne ikke pt. er økonomisk muligt.
Ved en nedsættelse af driftsgarantien til 1 måned, vil vi imidlertid øjeblikkeligt kunne stille garantien, da denne allerede er deponeret i Danske Bank.
I ansøgningen henviser Vestermose Natur- og Idrætsfriskoles Børnehave til, at der tidligere er givet dispensation til Børnebissen i Bisserup (økonomiudvalget d. 24 oktober 2016:
Vi gør opmærksomt på, at der tidligere er givet nedsættelse af driftsgaranti i Slagelse Kommune. Vi håber meget på Slagelse Kommunes velvilje i denne sag og vi mener at det ligeledes vil gavne lokalområdet omkring børnehaven og skolen.
Gældende godkendelseskriterier for drift af private institutioner:
Børne-, Uddannelses- og Integrationsudvalget godkendte 8. maj 2013 gældende godkendelseskriterier for drift af private daginstitutioner.
Godkendelseskriterierne indeholder bestemmelse om driftsgaranti:
”Slagelse Kommune stiller jf. dagtilbudslovens § 20, stk. 2 krav om en driftsgaranti. Driftsgarantien skal være på anfordringsvilkår. Formålet med driftsgarantien er at sikre, at institutionen kan yde den fornødne forsyningssikkerhed, idet kommunen er forpligtet til at sørge for anden pasningsmulighed til de berørte børn, såfremt institutionen ophører ved konkurs, eller på anden vis lukker, eller ikke kan drives videre. Den private leverandør skal stille driftsgaranti svarende til 3 måneders drift af en gennemsnitlig kommunal institution i Slagelse Kommune af samme størrelse som den private institution. Driftsgarantien kan af Slagelse Kommune kræves reguleret, således at den til enhver tid svarer til minimum 3 måneders drift af en gennemsnitlig kommunal institution af samme størrelse. Beløbet beregnes og fastsættes af Slagelse Kommune. Driftsgarantien skal være Slagelse Kommune i hænde, før der kan meddeles endelig godkendelse”
Retligt grundlag
Dagtilbudslovens paragraf 19, stk. 5 samt Vejledning om dagtilbud m.v. - VEJ nr. 9109 af 27/02/2015, punkt 241.
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan overfor Økonomiudvalget anbefale, at godkendelseskriteriernes bestemmelse om driftsgaranti ændres således, at private leverandører fremover skal stille driftsgaranti svarende til 1 måneds drift af en gennemsnitlig kommunal institution i Slagelse Kommune af samme størrelse som den private institution.
Uddannelsesudvalget kan alternativt overfor Økonomiudvalget anbefale, at anmodning om nedsættelse af driftsgaranti afvises med henvisning til Slagelse Kommunes forsyningsforpligtelse og det nuværende pres på kapaciteten 
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at ansøgning om dispensation fra kravet om 3 måneders driftsgaranti ikke bør imødekommes.
Kapaciteten i Slagelse Kommune er udfordret på grund af det stigende børnetal. Når en privat institution har indskrevet en børnegruppe fritager det ikke kommunen for forsyningsforpligtelsen – kommunen skal på et givet tidspunkt kunne stille pladser til rådighed, såfremt et privat tilbud ikke kan opretholde driften. Med en driftsgaranti svarende til 3 måneders tilskud – har kommunen et økonomisk råderum, når der skal leves op til kravet om pladsgaranti.
Center for Børn og Familie sagsbehandler i øjeblikket to ansøgninger om godkendelse til privat daginstitution.
Det drejer sig om en selvejende institution, der ønsker godkendelse som privat institution og det drejer sig om en privatskole, der ønsker at oprette et børnehavetilbud. Kravet til begge godkendelser er driftsgaranti på anfordringsvilkår svarende til 3 måneders drift. Krav, der er begrundet i Slagelse Kommunes forsyningsforpligtelse sammenholdt med, at kapaciteten er udfordret.
Baggrunden for, at der i 2016 blev givet dispensation i forbindelse med privatisering af institution i Bisserup, er, at der i lokalområdet omkring Bisserup – i både Rude (Kirkeskoven) og til dels i Skælskør og Dalmose var ledig kapacitet.
Vedrørende Vestermose Natur- og Idrætsfriskole:
Ansøgning om udvidelse af børnegruppe modtaget 8. december 2016. Ansøgningen om at hæve børnetallet fra 35 til 42 børn heraf 5 under 3 år imødekommes under forudsætning af, at der udstedes en ny driftsgaranti på anfordringsvilkår, svarende til udgiften til 3 måneders drift.
Der er skrevet følgende til Vestermose Natur- og Idrætsfriskole:
Der fremgår af jeres ansøgning ingen dato for ønsket om udvidelse af børnetallet. Udvidelsen er godkendt, når vi har modtaget skriftlig tilkendegivelse af ny driftsgaranti.
Aktuel driftsgaranti svarende til udgiften til 3 måneders drift med en børnegruppe på 35 børn er på 491.785 kr. Der er anmodet om en ny driftsgaranti på 638.046 kr. – altså en forhøjelse af den nuværende med 146.261 kr.
Det er centerets vurdering, at den nuværende kapacitetsudfordring tilsiger, at kravet om driftsgaranti svarende til 3 måneder bør opretholdes. Centeret ser ikke, at det er muligt at opretholde kravet om 3 måneders driftsgaranti for andre ansøgere, såfremt der gives dispensation til Vestermose Natur- og Idrætsfriskoles Børnehave.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Centerchefen for Børn og Familie indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler ikke at imødekomme ansøgning om dispensation fra kravet om 3 måneders driftsgaranti i forbindelse med udvidelse af børnetallet
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Venstre kan ikke anbefale indstillingen.
Socialdemokratiet og Enhedslisten anbefaler indstillingen.
Indstillingen blev dermed anbefalet.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.