Møde i udvalget d. 6. marts 2017

13.   Ny Åben Skole partnerskabspulje (E)

Sagsnr.: 330-2016-63617               Dok.nr.: 330-2017-90249                                            Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om etablering af en ny Åben Skole partnerskabspulje målrettet idrætsforeninger og folkeskoler, som ønsker at samarbejde omkring idrætsundervisningsforløb i skolen. Midlerne til den nye pulje hentes i ’DIF Partnerskabspuljen” og vil bestå af 30.000 kr.
Baggrund
Administrationen har pt. indgået 9 større partnerskabsaftaler (+4 kommende) med forskellige idrætsforeninger i kommunen, der som modydelse for økonomisk tilskud skal tilbyde x-antal Åben skole samarbejder til kommunens folkeskoler.
Partnerskabsaftalerne bliver indgået med de mere ressourcestærke foreninger i kommunen, som har mulighed for at dedikere sig til større aftaler end mindre foreninger. Netop at ressourcestærke foreninger får mulighed for at indgå i partnerskaber, som ifølge forskning på området bidrager til medlemsløft, betyder en forstærkning af kommunens allerede stærke foreninger. Det er med udgangspunkt i en sådan risiko for at understøtte en polarisering af kommunens idrætsforeningsliv, at tanken om at etablere en ny Åben Skole partnerskabspulje er opstået.
Den nye Åben Skole partnerskabspulje målrettes alle andre idrætsforeninger end partnerskabsforeningerne samt folkeskoler i kommunen, som i forsøget på at etablere enkeltstående eller mindre Åben Skole partnerskaber med hinanden støder på økonomiske udfordringer. En sådan pulje vil give alle idrætsforeninger i kommunen mulighed for at kunne indgå i et Åben Skole samarbejde.
Tanken er, at både folkeskoler og ’ikke-partnerskabsforeninger’ skal kunne søge midler fra den nye Åben Skole partnerskabspulje. Ved at åbne puljen op for skolerne, kan initiativrige idrætslærere, som gerne vil samarbejde med foreninger, der ikke har ressourcerne, vælge at søge midler på foreningens vegne til et samarbejde. 
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
a) Tage orienteringen til efterretning
b) Ønske yderligere oplysninger
Vurdering
Idrætspolitikken understreger nødvendigheden af, at vi som kommune understøtter og holder fast i bredden i vores idrætsliv, hvilket en ny partnerskabspulje vil kunne bevirke. I forlængelse heraf vil en sådan ny pulje kunne øge både antallet af samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger i kommunen samt bidrage til kvaliteten af samarbejderne – elementer, som også går hånd i hånd med kommunens idrætspolitik.
På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen, at udvalget vælger at tage orienteringen omkring etableringen af en ny Åben Skole partnerskabspulje på 30.000 kr. til efterretning. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Orienteringen er ligeledes givet til formanden for Uddannelsesudvalget.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på vegne af forvaltningen,
1.    at orienteringen omkring etablering af en ny Åben Skole partnerskabspulje tages til efterretning.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. marts 2017:
Fraværende:  Jørgen Andersen (A), Lis Tribler (A)
Godkendt.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.