Møde i udvalget d. 7. juni 2017

7.     Initiativretssag - Arbejdsmiljø i hjemmeplejen (B)

Sagsnr.: 330-2017-37574               Dok.nr.: 330-2017-347124                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådsmedlemmerne, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, Enhedslisten, har den 21. maj 2017 via deres initiativret ønsket, at Byrådet behandler sagen arbejdsmiljøet for de ansatte i hjemmeplejen med fokus på arbejdsintensivering og vikardækning.
Baggrund
Enhedslisten mener, at de ansattes arbejdsvilkår i hjemmeplejen er en af forudsætningerne for, at Slagelse Kommune kan levere den bedst mulige service over for de borgere, som får hjælp til personlig pleje.
Der er to forhold, som belaster trivslen for de ansatte:
1.De ansatte skal selv overtage arbejdet for den første sygemeldte.
På mødet i Sundheds- og Seniorudvalget den 5. april 2017 blev der vedtaget handleplaner for hjemmeplejen på baggrund af et merforbrug på 3,7 millioner kroner i 2016 i hjemmeplejen og et merforbrug på en halv million kroner i vikarteamet. Beslutningen gik ud på ”Minimalt vikarforbrug udover det interne.” Derved belastes arbejdsmiljøet yderligere.
2.En procedure ved sygemelding, hvor de ansatte først skal sygemelde sig til en planlægger og et par timer senere bekræfte sygemeldingen over for en områdeleder.
På mødet i Sundheds- og Seniorudvalget den 5. april 2017 blev der vedtaget handleplaner for ”Skærpet indsats for nedbringelse af sygefravær (handleplaner for alle områder)” samt ”Nedbragt sygefravær med 1% inden udgangen af 2017. Øget tværfagligt samarbejde tæt på borgerne.”
Kombinationen af krav om nedbringelse af sygefraværet og større krav til samarbejde vil også kunne mærkes på arbejdsmiljøet.
I begyndelsen af 2017 er der sket en arbejdsintensivering i hjemmeplejen i forbindelse med øget krav om dokumentation. Dette tiltag påvirker trivslen i arbejdet negativt.
Retligt grundlag
Byrådsmedlemmers ret til at indbringe en sag for Byrådet følger af §11 i Styrelsesloven.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Byrådsmedlemmerne, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, indstiller,
1.    at Slagelse Byråd beslutter, at der til hjemmeplejen tilføres de nødvendige ressourcer til vikardækning for at forbedre arbejdsmiljøet.
2.    at de ansattes sygemeldinger respekteres.
Beslutning i Byrådet den 29. maj 2017:
Fraværende: 
F fremsatte ændringsforslag:
" I forbindelse med kommende budgetdrøftelser forpligter partierne sig til at drøfte mulighederne for at tilføre de nødvendige ressourcer til vikardækning."
Godkendt.
Sagen blev oversendt til Senior- og sundhedsudvalget, incl. ændringsforslaget fra F.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 7. juni 2017:
Fraværende: 
Udvalget tager henvendelsen til efterretning med følgende bemærkning:
Sygemeldinger går som udgangspunkt til planlæggerne i områderne, og områdeleder følger efter en individuel konkret vurdering op på medarbejder jvf. Sygefraværspolitikken.
I særlige perioder hvor fraværet har været stigende, har der været succes med, at praksis ændres til at opringninger går til områdeleder i stedet for. Dette for at få en tidlig dialog om hvorvidt der er noget arbejdsrelateret i sygemeldingen, og om tiltag kan forebygge længere fravær.
I særlige tilfælde hvor medarbejdere har højt og hyppigt fravær, kan der være tale om, at sygemelding ringes til planlægger tidlig morgen og efterfølgende til områdeleder.
I forhold til at medarbejderne skal dække 1. fraværsdag, ses der altid på, om der er ledige ressourcer til det.
På de plejecentre hvor der er normeret op, og hvor vikarbudgettet derfor er begrænset, er der plejecentre, der bruger denne ordning. Men også her ses der på ledig kapacitet.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.