Møde i udvalget d. 5. april 2017

6.     Etablering af boliger til midlertidigt ophold samt træningsfaciliteter (B)

Sagsnr.: 330-2016-47341               Dok.nr.: 330-2017-131244                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage principbeslutning om model for etablering af rehabiliterings- og aflastningsboliger til midlertidigt ophold, samt træningsfaciliteter i forbindelse hermed, med henblik på videre bearbejdning i administrationen inden endelig fremlæggelse til beslutning i udvalget.
Baggrund
Udvalget har tidligere udtrykt ønske om at følge udviklingen i de midlertidige boliger tæt.
Kommunen råder i dag over 24 midlertidige boliger på Blomstergården. De midlertidige boliger er indretningsmæssigt identisk med de almindelige plejeboliger på Blomstergården.
I forbindelse med indflytningen af Skælskør Plejecenter på Blomstergården blev de daværende træningsfaciliteter inddraget til bolig. Derfor behandlede udvalget den 12. august 2016 sag ang. træningsfaciliteter på Blomstergården. Udvalget besluttede dengang at etablere midlertidige træningsfaciliteter på Blomstergården samtidig med, at mulighederne for en permanent løsning af træningsfaciliteter skulle undersøges nærmere. Træningsfaciliteterne er således midlertidige og etableret efter dispensation fra gældende regler.
I tillæg til dette ønskede udvalget, at administrationen vurderede behovet for etablering af aflastningsboligerne. D. 7.12.2016 blev udvalget endvidere orienteret om status på midlertidige pladser i kommunen, hvoraf det fremgik, at der på området opleves et pres på de midlertidige pladser.
Området er samlet set udfordret af større efterspørgsel efter passende boliger til midlertidigt ophold (dvs. pladser til borgere, der ikke vurderes klar til at komme direkte hjem efter endt sygehusophold).
De midlertidige pladser er fuldt belagt, hvilket forventes at være tilfældet resten af 2017. Der opleves et stigende antal færdigbehandlede borgere på sygehuset. Det er administrationens vurdering, at denne udfordring bliver mere presserende i de kommende år. Samtidig er der behov for permanente træningsfaciliteter i tilknytning til de midlertidige boliger.
Jf. udvalgets beslutning d. 12. august 2016 har administrationen undersøgt forskellige permanente modeller, der vil kunne imødegå problemstillingerne omkring både antal midlertidige pladser og træningsfaciliteter.
Ud fra behov og muligheder er der opstillet tre modeller, som udvalget kan træffe beslutningen imellem. De tre modeller præsenteres på overordnet niveau i form af tegninger og økonomi beregnet ud fra nøgletal.
Antvorskov Plejecenter har været inddraget i udarbejdelsen af modellerne.
Den model, som udvalget ønsker, at administrationen arbejder videre med, vil blive konkretiseret yderligere, og de nærmere juridiske og planmæssige forhold vil blive afdækket, inden udvalget skal træffe endelig beslutning om midlertidige boliger og træningsfaciliteter. Kapacitetsbehov vil ligeledes skulle undersøges nærmere.
Om boligerne og faciliteterne
Behovet vurderes i dag at være ca. 30 midlertidige boliger (fordelt på 20 aflastningsboliger og 10 rehabiliteringsboliger). Dette er opstillet som grundforudsætning for udarbejdelse af modellerne. Da vi ikke har set de endelige konsekvenser af ”Det nære sundhedsvæsen”, kan der på sigt blive behov for flere midlertidige boliger. Området oplever desuden et stigende pres fra regionen for at hjemtage borgere tidligere fra sygehuset, hvilket også sætter pres på midlertidige pladser. I et langsigtet perspektiv vil det derfor forventeligt være hensigtsmæssigt at etablere 30 midlertidige boliger med mulighed for yderligere udbygning, såfremt dette på sigt vil være nødvendigt.
Målgruppen for pladser i de midlertidige boliger er meget bred og kompleks med stor spredning i alder, og deres behov kan ikke sammenlignes med behovet hos beboere i plejebolig.
Det er vigtigt med de rigtige rammer for de midlertidige boliger, da klientellet er så bredt og har mange og komplekse problemstillinger.
De midlertidige boliger skal kunne rumme borgere, der har diagnoser indenfor både det medicinske, kirurgiske og psykiatriske område, har svær demens og/eller er i terminal fase.
Derudover har nogle borgere med kaotisk hjemlig situation, fx svære demenssymptomer, brug for et kort ophold til aflastning (også af hensyn til pårørende).
De forskellige borgergrupper forudsætter de rette rammer, så der både kan ske en skærmning af den enkelte borger og dannes fællesskaber for de øvrige borgere. Se evt. nærmere i bilag, krav og forudsætninger.
Model
Økonomi etablering (ca. tal)
Økonomi drift (ca. tal)
1.
I 30 nuværende plejehjemsboliger på Antvorskov Plejecenter etableres boliger til midlertidigt ophold.
Boligerne bliver en selvstændig del af Antvorskov Plejecenter. Der etableres fælles stort badefaciliteter på fællesareal. Nuværende træningsfaciliteter udbygges fra 80 til 200 m2.
 
I alt vil den samlede løsning være 30 boliger og 200 m2 træningsfaciliteter.
 
De nuværende 24 midlertidige pladser på Blomstergården frigøres til plejehjemsboliger. Dvs. der totalt set for kommunen vil være 6 færre plejehjemspladser i denne model end nuværende antal plejehjemspladser.
 
Samlet: 5-6 mio. kr.
 
Træningsfaciliteter alene: 5 mio. kr.
 
Badefaciliteter:
Etablering af nye bade i fællesarealet: 0,8 mio. kr.
 
Etablering af baderum i eksisterende rum: 0,3 mio. kr.
 
 
Personalemæssige udgifter årligt:
Driftsmæssigt
udgiftsneutralt.
 
 
 
 
2.
Udvalgte nuværende ældreboliger på Antvorskov Plejecenter bygges om (nedrives og bygges op igen) til 27 midlertidige pladser (nybygning). Boligerne bliver en selvstændig del af Antvorskov Plejecenter.
Træningsfaciliteterne udbygges, og bygningerne forbindes til træningsfaciliteterne med en gang som et ”indvendigt” gangareal. Nuværende træningsfaciliteter udbygges fra 80 til 200 m2.
 
I alt vil den samlede løsning være 27 midlertidige boliger og 200 m2 træningsfaciliteter.
 
Modellen medfører reducering af antallet af almene boliger ifm. Antvorskov Plejecenter.
De nuværende 24 midlertidige pladser på Blomstergården frigøres til plejehjemsboliger.
 
Samlet: 35 mio. kr.
 
Træningsfaciliteter alene: 5 mio. kr.
 
 
 
Personalemæssige udgifter årligt:
Forøgelsen af midlertidige pladser med 3 styk koster årligt ca. 1 mio. kr.
 
Den yderligere udgift på drift til 24 plejehjemsboliger (Blomstergården) beløber sig til ca. 8 mio. kr. årligt.
 
 
3.
Der opføres og etableres permanente træningsfaciliteter og boliger i en selvstændig bygning i forbindelse med Blomstergården.
 
Boligerne og træningsfaciliteterne bygges, så det på sigt er muligt at udvide ved behov. Ligeledes placeres faciliteterne, så evt. udvidelse i form af neurorehabiliteringsboliger kan placeres i forlængelse af træningsfaciliteterne. De midlertidige pladser bygges hensigtsmæssigt og målrettet til midlertidige ophold.
 
I alt vil den samlede løsning være 30 midlertidige boliger og 150 m2 træningsfaciliteter.
 
Modellen udvider det nuværende totale antal midlertidige pladser med 6. Samtidig udvides det nuværende totale antal plejehjemsboliger med de nuværende 24 midlertidige boliger på Blomstergården.
 
Samlet boliger + træningsfaciliteter totalt: 38 mio. kr.
Personalemæssige udgifter årligt:
 
Forøgelsen af midlertidige pladser med 6 styk koster årligt ca. 2 mio. kr.
 
 
Den yderligere udgift på drift til 24 plejehjemsboliger (Blomstergården) beløber sig til ca. 8 mio. kr. årligt.
 
 
 
I bilaget er de økonomiske beregninger bag modellerne opstillet. For sammenligningens skyld er der medtaget endnu en model med 27 midlertidige boliger på Blomstergården – dette for at skabe et direkte sammenligningsgrundlag med modellen med 27 boliger ved Antvorskov Plejecenter.
Der foreligger for nuværende ikke udspecificeret beregning for model 1, idet denne vil være langt mindre omfangsrig og omkostningsfuld.
Andre kommuner
Som nævnt er der et generelt pres på området, som forventes øget i de kommende år. Dette pres opleves også i andre kommuner. Om end kommunerne er organiseret forskelligt, og der om boliger til midlertidigt ophold kan bruges forskellige betegnelser kommunerne imellem, er der for det samlede billedes skyld medtaget nedenstående tal fra sammenlignelige kommuner.
Til sammenligning har Næstved 32 boliger og Kalundborg 39 boliger til midlertidigt ophold/aflastning/rehabilitering
Retligt grundlag
Servicelovens § 83 og 84.
Handlemuligheder
Udvalget har flere handlemuligheder:
· Udvalget kan beslutte, at der ikke skal etableres yderligere boliger til midlertidigt ophold. Dette vil i høj grad udfordre det øgede pres på efterspørgsel efter midlertidigt ophold.
· Der er behov for en varig løsning af træningsfaciliteterne.
· Udvalget kan beslutte, hvilken af de tre modeller, administrationen skal arbejde videre med og konkretisere yderligere.
· Udvalget kan bede administrationen arbejde videre med andre modeller.
Vurdering
Administrationen vurderer det hensigtsmæssigt at etablere flere boliger til midlertidigt ophold samt permanente træningsfaciliteter.
Området oplever et konstant stigende pres og efterspørgsel på midlertidige pladser.
Såfremt antallet af midlertidige pladser ikke udvides, vil antallet af borgere, der skal forblive indlagt på sygehus efter endt behandling sandsynligvis stige, hvilket samtidig er dyrt for kommunen, idet kommunen betaler fuld pris herfor. Samtidig er løsningen heller ikke optimal for borgerne.
Desuden er den løsning, der er etableret ved Blomstergården ift. træningsfaciliteter, jf. udvalgets beslutning d. 12.8.2016, ikke permanent.
Derfor peges der på de beskrevne modeller, som nedenfor vurderes hver for sig i forhold til styrker og ulemper.
Model 1:
Modellens svageste punkt er de fælles badefaciliteter. Styrken er, at man ved denne model får udnyttet boliger af ældre karakter til midlertidigt ophold. Model 1 er den billigste model.
Model 2:
Modellen, inkl. træningsfaciliteter, kan således i et vist omfang løse begge de beskrevne problemstillinger. Det bemærkes, at der kun vil være tale om i alt 27 boliger til midlertidigt ophold. Modellen er ikke fremtidssikret i et længere perspektiv, idet administrationen ikke vurderer det muligt at udbygge med yderligere midlertidigt ophold, hvis det bliver nødvendigt.
Model 3:
Denne model udgør den mest langtidssikre løsning. På sigt giver denne model muligheder for at udvide med yderligere boliger, ligesom der vil være muligheder for at indtænke fx genoptræning i samme bebyggelse med de stordriftsfordele, dette giver. Modellen udvider såvel plejeboliger og midlertidige boliger – begge vurderes der behov for.
Hvis der alene vurderes ud fra kortsigtede omkostninger forbundet med etablering, er model 1 klart den mindst omkostningstunge.
Set i forhold til fremtidige udfordringer og muligheder vil model 3 være værd at overveje.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Se ovenstående
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget beslutter, hvilken af de tre modeller for etablering af boliger til midlertidigt ophold samt træningsfaciliteter, administrationen skal konkretisere yderligere
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 5. april 2017:
Fraværende: 
Udvalget ønsker en uddybning med tydelige økonomiske konsekvensberegninger på både Blomstergården og Antvorskov. Det bedst mulige realistiske skøn af behovet for midlertidige boliger (også fremadrettet) skal indgå.
Som en del af uddybningen ønsker udvalget, at administrationen afdækker og opstiller muligheder på både en kort og en længere tidsbane.
Udvalget ønsker, at der udarbejdes et oplæg til budgetforhandlingerne.
Administrationen får mandat til - såfremt det er muligt - på kort sigt at inddrage ubenyttede boliger på Levehjemmet i Slots Bjergby til midlertidige boliger.