Møde i udvalget d. 8. februar 2017

5.     Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune (B)

Sagsnr.: 330-2016-60063               Dok.nr.: 330-2016-474940                                Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Sundheds- og Seniorudvalget skal forhåndsgodkende udkast til beskrivelse af ”Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune”.
Baggrund
Udkast til ”Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune” beskriver den service, som beboerne på plejecentrene i Slagelse Kommune har mulighed for at modtage, herunder også mad. Udkast til den nye beskrivelse fremgår af bilag 1. 
De nuværende kvalitetsstandarder for plejecentre samt madservice til beboere på plejecentre er fra 2011. I udkastet til ny beskrivelse er alt samlet vedrørende pleje, omsorg, mad mm. Samtidig er indhold tilpasset intentionerne i Værdighedspolitikken. Derudover er beskrivelsen forsøgt gjort mere læsevenlig. Denne beskrivelse erstatter således nugældende kvalitetsstandarder på plejecentre.  
Retligt grundlag
Lov om social service, kapitel 25, §138.
Handlemuligheder
Værdighedspolitikken danner den overordnede værdimæssige ramme for ældreplejen i Slagelse Kommune. Med dette udgangspunkt er udkast til ny beskrivelse udarbejdet. Målet er stor valgfrihed og dermed mulighed for fleksibilitet i hverdagen, ud fra den enkelte beboers ønsker og behov. Tilgangen til pleje og omsorg er den rehabiliterende tænkning, hvorefter borgeren selv klarer mest muligt i egen hverdag, for derved at bevare/højne den enkeltes egen oplevelse af livskvalitet og selvbestemmelse. 
Medarbejderne på plejecentrene støtter og hjælper med de ting, som beboerne har svært ved at klare selv. Derudover motiveres og støttes beboerne ud fra et aktiverende og forebyggende sigte, med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og inddragelse. Beboernes deltagelse i hverdagens gøremål er en selvfølgelighed, ligesom de pårørende er en del af hverdagen.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender udkast til beskrivelse af ”Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune” samt sender den i høring i Ældrerådet, Handicapråd, Bruger-/ Pårørenderåd samt i MED-organisationen i Center for Sundhed og Ældre.
Sagen vil blive forelagt Sundheds- og Seniorudvalget til endelig godkendelse, når høringssvar foreligger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender udkast til beskrivelse af ”Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune”
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget sender udkast til beskrivelse af ”Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune” i høring.
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 8. februar 2017:
Fraværende:  Jens Jørgensen (V)
Indstillingen blev godkendt.