Møde i udvalget d. 9. august 2017

5.     Velfærdsteknologisk Strategi (B)

Sagsnr.: 330-2017-8323                 Dok.nr.: 330-2017-494451                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Principgodkendelse af Strategi for Velfærdsteknologi.
Baggrund
I 2016 blev vedtaget den nye Værdighedspolitik for ældreplejen. Loven beskriver, at formålet med Værdighedspolitikken er, at denne skal udgøre den overordnede værdimæssige ramme for kommunens prioriteringer i ældreplejen. Det betyder, at Værdighedspolitikken vil udgøre den overordnede værdimæssige ramme for Center for Sundhed og Ældres arbejde inden for de områder, der er omfattet af Lov om Social Service.
Sundheds- og Seniorudvalget besluttede i 2016, at de øvrige politisk vedtagne retningstilkendegivelser og mål benævnes ”Strategier” med reference til Værdighedspolitikkens rammesætning. Strategierne vil derefter udgøre ”oversættelsen” eller operationaliseringen af Værdighedspolitikken på de enkelte opgaveområder.
På temamøde i efteråret 2016 indledtes de første drøftelser omkring indhold i kommende strategier. Hvorefter Sundheds- og Seniorudvalget har godkendt 2 strategier; Strategi for Leve-Bomiljø samt Strategi for rehabilitering, omsorg og pleje.
Strategier genbehandles hvert 4. år, i første år af den kommunale valgperiode.
På udvalgets temamøde i juni 2017 blev drøftet indhold til kommende Strategi for Velfærdsteknologi. Administrationen har med det udgangspunkt udarbejdet udkast til Strategi for Velfærdsteknologi samt tilføjet forslag til effektmålinger i form af parametre og måletidspunkter. I bilag 1 ses udkast til Strategi for Velfærdsteknologi.
Retligt grundlag
Lovgivningen inden for Sundheds- og Seniorudvalgets område samt Værdighedspolitikken for ældreplejen i Slagelse Kommune.
Handlemuligheder
Effektmålinger foretages hvert 2. år som integreret del af borgertilfredshedsundersøgelsen (i lige år). Første gang i foråret 2018. Resultater forelægges Sundheds- og Seniorudvalget efter sommerferien 2018. Effektmålepunkter revurderes hvert 4. år samtidig med genbehandling af strategien.
Vurdering
Administrationen vurderer, at det foreliggende udkast til Strategi for Velfærdsteknologi er i overensstemmelse med den overordnede værdiramme i form af Værdighedspolitikken. De i strategien forventede effekter samt konkrete initiativer vil, med de foreslåede måleparametre, løbende fremover kunne følges og dermed evalueres.
Ny strategi for Velfærdsteknologi i Slagelse Kommune erstatter hidtidige Velfærdsteknologiske strategi.
Administrationen anbefaler, at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender udkast til Strategi for Velfærdsteknologi på ældreområdet i Slagelse Kommune og sender det til høring i Ældreråd samt Sektor-Med for Sundhed og Ældre. Når høringssvar modtages, får udvalget høringssvar til behandling samt sagen til endelig godkendelse.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen, idet igangsætning af beskrevne indsatser mm. forventes at ske inden for nuværende drifts- og anlægsramme til Velfærdsteknologi.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget principgodkender udkast til Strategi for Velfærdsteknologi
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget sender udkast Strategi for Velfærdsteknologi til høring i Ældrerådet og Sektor-Med for Sundhed og Ældre
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 9. august 2017:
Fraværende: 
Udvalget principgodkender udkastet og sender udkastet videre til høring i Ældrerådet og Sektor-Med for Sundhed og Ældre.