Møde i udvalget d. 2. juni 2021

6.     Oprettelse af Klubtilbud i relation til CSU-Slagelse (B)

Sagsnr.: 330-2021-37476               Dok.nr.: 330-2021-181479                                Åbent

Kompetence:

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser.

Beslutningstema

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser drøfter og kan beslutte, om der skal arbejdes videre med forslaget om at oprette et aktivitets-, fritids- og socialt samværstilbud til unge som er tilknyttet Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) på CSU-Slagelse.

Centerleder Niels Petterson CSU- Slagelse deltager under punktet.

Sagens indhold

Med virkning fra den 1 juli 2017 besluttede Handicap- og Psykiatriudvalget, at klubtilbuddet på CSU-Slagelse lukkes pga. ”en relativ stor elevnedgang”. CSU-Slagelse ønsker på baggrund af en fornyet efterspørgsel at genoprette et klubtilbud til hjemmeboende unge i alderen 16-25 år. Målgruppen er unge med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan fungere i hjemmet eller i andre ordinære fritidstilbud, og derfor har brug for hjælp eller støtte til livsmestring, almindelig daglig livsførelse, kommunikation og til at indgå i et socialt og aktivt fritidsliv.
CSU-Slagelse ønsker et relevant og pædagogisk forankret aktivitets-, fritids- og socialt samværstilbud i tilknytning til STU som efterspørges af elever og forældre fra de kommuner som benytter STU ved CSU-Slagelse.
Klubtilbuddet vil omfatte et morgen-  og et eftermiddagsmodul før og efter STU undervisningen samt udenfor STU åbningstider i ferier og lukkedage. Hel- og halvtidspladser tilbydes afhængigt af det individuelle behov.

Retligt grundlag

Servicelovens § 36 om ”Særligt klubtilbud” og Servicelovens § 104 om ”Aktivitets og samværstilbud”.

Handlemuligheder

A.    Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser drøfter og kan beslutte, at der arbejdes videre med forslaget om at genoprette et klubtilbud i regi af CSU med virkning fra skoleåret 21/22.

B.    Udvalget kan anmode CSU- Slagelse om yderligere oplysninger.

Vurdering

Det er CSU- Slagelse vurdering, at oprettelsen af et klubtilbud ved CSU-Slagelse imødekommer behovet for et aktivitetstilbud som ikke tilbydes målgruppen i dag, og vil kunne aflaste forældre eller pårørende betydeligt. Oprettes klubtilbuddet ikke, så vil der mangle et lovbestemt fritidstilbud for målgruppen i Slagelse og CSU må afvise unge fra kommuner, der normalt visiterer unge til STU ved CSU-Slagelse, som har et behov for klubtilbud i tilknytning til STU. Det er tillige vurderingen, at klubtilbuddet har en berettigelse og vil kunne tiltrække unge fra egen og andre kommuner, når der er mulighed for at tilknytte et klubtilbud i forbindelse med undervisningen på STU, CSU-Slagelse.

Der skal gøres opmærksom på, at hvis der etableres et klubtilbud, så er der tale om en serviceudvidelse.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Klubtilbuddet har et omfang på 15 timer ugentligt og er takstfinansieret. 
Den månedlige bruttotakst i 2021 er for heltid kr. 9.110,00 og for halvtid kr. 4.644,00 for elever uden ekstra eller særlige støttebehov. Udgifter til helt særlige støttebehov bevilges særskilt.
Det realistiske antal unge i klubtilbud er 10 heltids- og 5 halvtidsbrugere fra august 2021.
Drift og økonomi, ledelse og personale varetages og administreres af CSU-Slagelse.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Social- og Projektchefen indstiller,

1.    at Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser beslutter handlemulighed A.

Bilag

330-2021-181463

Klubben på CSU - bilag

Beslutning i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser den 2. juni 2021:

Fraværende:  Jørgen Andersen (A)

At 1 - Godkendt oprettelse af klubtilbud i relation til CSU-Slagelse fra skoleåret 2021/22. Tilbuddet etableres for ét skoleår ad gangen forudsat nødvendig minimumsbelægning på 8 helårspladser.

Udvalget evaluerer tilbuddet efter hvert skoleår.

Udvalget ønskede oplyst, hvor mange borgere der forventes at komme fra Slagelse Kommune, og hvorledes den deraf følgende merudgift finansieres og mulighederne for egenbetaling.

Sagen tilføres supplerende oplysninger vedrørende økonomien for Slagelse Kommune.

Anbefales til Økonomiudvalget og Byrådet at godkende takst for klubtilbuddet samt finansiering.