Møde i udvalget d. 27. maj 2021

3.     Fastsættelse af skuldersæson 2021 og beslutning om nedsættlse af færgetakster for perioden (D)

Sagsnr.: 330-2016-36984                 Dok.nr.: 330-2021-173943          Åbent

Kompetence:

Ø-udvalget

Beslutningstema

Ø-udvalget drøfter status på fastsættelse af skuldersæson 2021 og nedsættelse af færgetakster for perioden

Sagens indhold

Byrådet har på møde den 28. oktober 2019 givet Ø-udvalget kompetence til at beslutte placeringen af skulderperioden og til at beslutte fordelingen af statstilskuddet til nedsættelse af færgernes billettakster på passager- og godsområdet.

Ifølge kapitel 4 stk. 3. i Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer, kan kommuner med små øer anvende tilskuddet til nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. hele året inden for en samlet tidsramme på maksimalt 46 uger opgjort på ugebasis i det pågældende kalenderår.

Tidligere beslutninger:

8. september 2020 besluttede Ø-udvalget at nedsætte færgetaksterne for ø-boere i perioden 1. marts til 31. december 2021.

27. januar 2021 besluttede Ø-udvalget at nedsætte taksterne for turister fra fredag den 26. marts til 30. juni 2021.

Ø udvalget har tidligere besluttet nedsættelse af takster for øboer fra 1. marts til 31. december 2021.

For begge takstnedsættelser bemærkes, at ø-udvalget, for at få ”pengene til at passe”, har besluttet ikke at nedsætte taksten for trailere.

24. marts 2021 besluttede Ø-udvalget at forlænge takstnedsættelsen fra 30. juni – 31. oktober 2021 – bortset fra juli måned, hvor der ikke er takstnedsættelse for biler under 6 meter.

Ø-udvalget har forbeholdt sig retten til at revurdere takstnedsættelserne for at tilpasse sig ændrede forhold hvis der bliver indgået aftale om endnu en sommerpakke, der involverer færgetransporten til øerne.

Drøftelse på møde den 27. maj 2021:

Der uddeles oversigtsark, der viser status på anvendelsen af tilskudsmidlerne for 2021 (bilag 3).

Der er den 19. maj 2021 indgået en aftale mellem Regeringen og flere af Folketingets partier om en Sommerpakke til 1,65 mia. kr. Midlerne skal anvendes til udsatte brancher indenfor turisme, erhverv, kultur og transport. Det vides endnu ikke hvilken betydning sommerpakken får for tidligere beslutninger i Ø-udvalget om nedsatte færgetakser.

Afrapportering for anvendelse af midler til takstnedsættelse i 2020 fra Agersø Omø Færgerne er sendt til Økonomicentret (bilag 1-2), som herefter videresender afrapporteringen direkte til Erhvervsstyrelsen.

Retligt grundlag

Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer

Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Økonomicentret oplyser, at kommunen i 2021 vil modtage 1.212.000 kr. i tilskud til nedsættelse af færgetakster for godstransport og 1.368.000 kr. til nedsættelse af færgetakster for passagerer.

Eventuelle ubrugte tilskudsmidler fra 2020 opgøres i foråret 2021, hvorefter Ø-udvalget skal beslutte hvordan disse skal anvendes. Dette kan medføre yderligere nedsættelse af taksterne.

Indstilling

Fagchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,

1.    at Ø-udvalget drøfter status på nedsættelse af takster i skulderperioden 2021

2.    at Ø-udvalget revurderer tidligere beslutninger i tilfælde af at der er kommet en udmelding om sommerens vækstpakke med betydning for transporten til og fra øer.     

Bilag

330-2021-98082

Bilag 1, Opgørelse over godstakster forbrug pr. 31-12-2020 inkl. personer

330-2021-98083

Bilag 2, Opgørelse over Ø-udvaglets pulje over nedsatte takster i 2020

330-2021-175894

Bilag 3, Opgørelse over anvendelse af nedsatte takster i 2021

Beslutning i Ø-udvalget den 27. maj 2021:

Fraværende:  Steen Olsen (A)

Ad) anvendelsen af tilskudsmidler

Ø-udvalget blev orienteret om status på anvendelsen af tilskuddet til nedsættelse af færgetakster herunder at bookninger der fremgår for april også omfatter bookninger for sommerperioden.

Der holdes et ekstraordinært møde når der kommer nye udmeldinger om udmøntningen af den statslige Sommerpakke. Ø-udvalget ønsker at blive indkaldt pr. mail og pr. sms.

Ad) Anvendelse af uforbrugte midler til Kattegat

Ø-udvalget ønsker at undersøge hvad de uforbrugte midler, som blev overført fra sidste år, kan anvendes til.

Der blev fremsat en forespørgsel om serviceerhvervets problem med at hente varer i sommerperioden. Punktet blev drøftet.