Møde i udvalget d. 8. april 2019

12.   Status for udbudsproces på beskæftigelsesområdet (O)

Sagsnr.: 330-2019-10136               Dok.nr.: 330-2019-56497                                            Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Det tidligere Beskæftigelses- og Integrationsudvalg godkendte ny tilbudsvifte den 3. april 2017. Tilbudsviften præciserede blandt andet, hvilken type aktør der politisk ønskes anvendt til at levere forskellige typer indsatser, inden for Udbudslovens rammer.
Et delelement i den godkendte tilbudsvifte var, at administrationen skulle udmønte Byrådets budgetønske om at konkurrenceudsætte en større gruppe aktivitetsparate borgere, fordi den hidtidige indsats havde haft en begrænset effekt. Med baggrund i erfaringerne fra denne første udbudsproces er planen, at øvrige indsatser, hvor der kræves udbud, efterfølgende indgår i en samlet ny udbudsproces på beskæftigelsesområdet.
Den gennemførte udbudsproces i forhold til aktivitetsparate borgere er gennemført i 2018 og afsluttet ultimo 2018, og der er blevet udvalgt en ekstern aktør, Marselisborg A/S. Det er sket på baggrund af forhåndsdefinerede objektive kriterier i forhold til udvælgelse af både målgruppe og aktør. Resultatet er, at 102 borgere i februar 2019 starter op i et op til 2-årigt forløb hos Marselisborg A/S. Målet er, at flere af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som er tættest på arbejdsmarkedet, opnår selvforsørgelse via ordinært job. Tilbudsgiver opnår kun bonus for ordinær beskæftigelse, hvis borgeren fastholder jobbet i minimum 4 måneder. Der er hermed er et incitament for, at aktøren iværksætter et efterværn, og der er taget højde for, at den største risiko for, at borgeren mister jobbet, er inden for de første måneder af ansættelsen
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte status for udbudsproces.
Vurdering
Administrationen vurderer, at det først giver mening at igangsætte et eventuel kommende samlet udbud i efteråret 2019.
Det skal ses ud fra, at der i organisationen aktuelt er igangsat en proces i forhold til at:
·         Sikre en mere optimal udnyttelse af de lokationer, som Center for Arbejdsmarked og Integration råder over, så det fysiske arbejdsmiljø kan optimeres. Herunder effektuere tilhørende tilpasning af organisation. Centerledelsen ønsker at styrke den samlede opgaveløsning gennem øget fælles fokus, mindset og indsatser over for borgere og virksomheder. Den fysiske omplacering mellem lokationer forventes at være på plads primo april 2019.
·         Genbesætte afdelingslederstillinger i henholdsvis Opkvalificering og Fastholdelse senest i 2. kvartal 2019. Afdelingslederne har en nøglefunktion i forhold til at revidere og implementere indsatsstrategier, der ligger til grund for et eventuelt samlet udbud.
·         Sikre revision af indsatsstrategier med afsæt i de aktuelle politiske rammer, det vil sige Beskæftigelsesplan, Forenklingsreform og forventet økonomi frem mod 2020. Forenklingsreformen vil kræve et ændret serviceniveau for samtaler og tilbud. Konsekvensen heraf er blandt andet at afklare behov for afledt intern kompetenceudvikling og inddragelse af eventuelle eksterne aktører.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Status for udbudsproces tages til efterretning.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 8. april 2019:
Fraværende: 
Taget til efterretning med bemærkning om, at Social- og Beskæftigelsesudvalget ønsker, at der bliver udarbejdet et notat beskrivende udvilkingen i Center for Arbejdsmarked og Integration omkring indsatser, herunder nuværende samarbejdspartnere og de organisatoriske udviklingstiltag, der er iværksat for nuværende.