Møde i udvalget d. 7. juni 2021

2.     Skitse til Trafikbestilling 2022 for lokale buslinjer (D)

Sagsnr.: 330-2021-14691               Dok.nr.: 330-2021-151068                                          Åbent

Kompetence:

Erhvervs- og Teknikudvalget

Beslutningstema

Erhvervs- og Teknikudvalget skal drøfte skitse til Trafikbestilling 2022 for de lokale buslinjer i Slagelse Kommune, herunder tage stilling til, om skitseforslaget skal sendes i høring før der træffes endelig beslutning i sagen på Erhvervs- og Teknikudvalgets møde ultimo august 2021.

Sagens indhold

Slagelse Kommune skal én gang årligt beslutte om gældende køreplaner for de lokale buslinjer skal ændres. Kommunen skal senest ultimo oktober hvert år oplyse Trafikselskabet Movia om der ønskes ændringer til ikrafttræden ved førstkommende køreplanskifte.

Administrationen har som udgangspunkt vurderet, at der ikke bør ske større ændringer af den lokale kollektive trafik ved Trafikbestilling 2022. Det skyldes især disse forhold:

-      Buslinjerne 901 og 902 fik nye køreplaner den 28. marts 2021

-      Fribus 1.0 (Stillinge-bussen) trådte i kraft den 10. august 2020

-      Fribus 2.0 (Dalmose mv.) træder i kraft primo/medio august 2021

Det er relativt store ændringer, som nødvendiggør en vis stabilitet på det øvrige busnet i de næste par år. Derfor har administrationen ikke efterlyst yderligere forslag fra borgere og skoler, der kunne indgå i den igangværende trafikbestillingsproces.

Administrationen arbejder dog p.t. med tre forslag til mindre ændringer. Forslagene blev drøftet med Busborgergruppen på møde den 8. april 2021.

Forslag 1 – Linje 901 Skovsø – Slagelse st. – Korsør st.

Forslag om at forlænge buslinjen på alle ture fra Skovsø-rundkørslen til det nye boligområde ved Elmesvinget i den østlige ende af Nordre Ringgade. Det foreslås at linjen føres frem til den vestlige vejadgang og op ad Elmesvinget frem til ”toppen” af Elmesvinget. Her foreslås anlagt en vendeplads og stoppested i vejens sydside. Argumentet for en vendeplads er, at ingen passagerer vil skulle sidde i bussen under endestationsopholdet.

Movia er kommet med disse tilbagemeldinger om forslaget:

·         Den foreslåede linjeføring formodes ikke at give anledning til problemer, og det forudsættes at linjens fremtidige endestation bliver et stoppested på ”toppen” af Elmesvinget, hvor bussen kan holde uden at være til gene for øvrig trafik, og hvor der kan etableres de fornødne faciliteter.

·         Forlængelsen og etablering af en vendeplads vil medføre en ankomsttid til endestationen, der er ca. 4min senere end i gældende køreplan for linje 901 henholdsvis en afgangstid fra endestationen, der er ca. 4min tidligere end i gældende køreplan for linje 901.

·         Under forudsætning af at forlængelsen medfører yderligere ca. 25.000 påstigere pr. år (godt 1 pr. tur), kan den estimeres til et øget tilskudsbehov på 250.000kr. i 2022 og 500.000kr. pr år i efterfølgende år.

Forslag 2 – Linje 904 Slagelse st. – Rådyrvænget – Slagelse st.
Sammen med Marievangsskolen og Trafikselskabet Movia ses på muligheden for eventuel minuttalsjustering af køreplanen om eftermiddagen for at tilgodese skolens ønske om, at bussen passerer skolen i minuttal ”00”.

Movia er kommet med disse tilbagemeldinger om forslaget:

·         Til driften af linjerne 904 og 905 rådes der over en bus. Begge linjer kører én gang i timen. Afgangstiderne i nugældende køreplanerne for begge linjer er tilrettelagt sådan, at der på Slagelse station er korrespondance til henholdsvis fra tog i relation København. Marievangsskolen betjenes af to stoppesteder, dels Sigurdsvej, der passeres i minuttal 40, dels Bagervej, der passeres i minuttal 45.

·         Skal Marievangsskolen passeres i minuttal 00 fra omkring kl. 13:30, vil det betyde en udskydelse af afgangstiderne på såvel linje 904 som 905 med 15-20 minutter. Ændringen er mulig, men konsekvensen vil blive, at der ikke længere er korrespondance til/fra tog. Og selv om det blot er 2-3 afgange der ønskes ændret, vil det ikke være muligt at komme tilbage til afgangstider der giver korrespondance til/fra tog.

Administrationen vil opfordre Marievangsskolens ledelse og bestyrelse om at genoverveje ringetidernes placering, så eleverne kan nå frem til busafgang ved Bagervej kl. 13:45 og 14:45. Det vil sikre, at øvrige buspassagerer, herunder pendlere, som nu vil have forbindelse til/fra tog i relation til København.

Forslag 3 – Linje 908 Korsør st. – Udsigten

På baggrund af borgerhenvendelser foreslår administrationen at omlægge buslinjen på strækningen mellem stoppestedet Flådestationen og stoppestedet Nankes Plads.

Movia er kommet med denne tilbagemelding om forslaget:

Den foreslåede linjeføring formodes ikke at give anledning til udfordringer i forhold til køregeometri. Stoppestedet Fladsken ved Korsør Lystbådehavn vil miste betjening, men ved etablering af nyt stoppested et passende sted ved krydset Grevsensgade/Nygade vil gangafstanden til lystbådehavnen være 3-400 m. Endvidere vil omlægningen betyde, at stoppested Sygehuset, der er beliggende vest for Nygade, vil skulle flyttes.

Bilag 1 indeholder Skitse til Trafikbestilling 2022.

Busborgergruppens synspunkter om de tre forslag:

Forslag 1 – Linje 901
Busborgergruppen bakker op om forslaget.

Forslag 2 – Linje 904
Busborgergruppen bakker op om princippet for bybuslinjer om faste minuttal og forbindelser til og fra tog på Slagelse st. Det gælder bl.a. i dag for 904.

Forslag 3 – Linje 908 Busborgergruppen bakker op om forslaget. Det giver god mening.

Enkelte af busborgergruppens medlemmer kom med disse supplerende forslag:

Forslag 4

Der bør også ses på busbetjening ad Fælledvej som en del af den samlede sygehus-busbetjening. Betjening af Fælledvej udgik, da linje 902 blev nedlagt på strækningen mellem Slagelse st. og Skovsø.

Forslag 5

Der savnes en generel plan for, hvordan nye byområder skal betjenes med lokal kollektiv bustrafik.

Retligt grundlag

Lov om trafikselskaber (Bekendtgørelse nr. 323 af 20/03/2015)

Loven fastlægger rammerne for den offentlige bustrafik i Danmark, dvs. trafikselskabernes opgaver, takster, rutetilladelser, passagerrettigheder, trafikinformation mv. Loven fastlægger ligeledes rammerne for kommunernes opgaver.

Handlemuligheder

Erhvervs- og Teknikudvalget har flere muligheder ved behandling af sagen.

A.    Hvert enkelt af de tre forslag kan behandles individuelt. Der er ingen indbyrdes afhængighed mellem dem. Udvalget kan også beslutte, at andre forslag skal belyses frem mod endelig beslutning i sagen ultimo august 2021.

B.    Endelig kan Erhvervs- og Teknikudvalget beslutte om sagen skal sendes i offentlig høring, så borgerne har mulighed for at komme med synspunkter om udvalgets beslutning om skitsen til Trafikbestilling 2022. Det gælder særligt for forslag 3, hvor nogle borgere/passagerer måske vil opleve forslaget dårligt for dem. Den viden bør være kendt, når den endelige beslutning træffes.

Vurdering

Administrationen vurderer, at der bør arbejdes videre med forslagene i ”Skitse til Trafikbestilling 2022”, så de er fuldt belyst forud for endelig behandling den 30. august 2021.

For hvert af de tre forslag har administrationen disse supplerende vurderinger:

Forslag 1

Forslaget vil medføre, at en del af det nuværende endestationsophold for linje 901 med fordel vil kunne benyttes til at give det nye boligområde ved Elmesvinget en højklasset busforbindelse til såvel Slagelse st. som til Slagelse C. Forslaget vil have økonomiske konsekvenser.

Forslag 2

Bybussers køreplaner, herunder linje 904’s, bør have faste minuttal hele dagen, så borgerne altid ved, hvornår bussen kører. Hertil kommer, at der bør være den bedst mulige forbindelse med tog på DSB’s stationer til gavn for pendlere. Møllevangsskolens ledelse og bestyrelse opfordres derfor til at genoverveje ringetidernes placering, så såvel elever som pendlere kan benytte busserne også fremadrettet. Forslaget vil kunne gennemføres uden økonomiske konsekvenser for den samlede ramme for kollektiv trafik i Kommunen.

Forslag 3

Gennemføres forslaget, så vil stoppestedet Fladsken ikke blive betjent. Administrationen er enig med Movia om, at det vil kunne lade sig gøre at etablere nyt stoppested på Nygade, så gangafstanden til/fra Fladsken bliver mindst mulig. Forslaget vil kunne gennemføres uden økonomiske konsekvenser for den samlede ramme for kollektiv trafik i Kommunen.

De efterfølgende supplerende forslag, som enkeltmedlemmer af Busborgergruppen er fremkommet med, vil ikke blive belyst yderligere i denne sag:

Forslag 4 vil kræve detaljerede undersøgelser af fordele, ulemper og økonomi. Eventuelle økonomiske konsekvenser kan ikke nå at blive medtaget i budget 2022. Det vil tidligst kunne medtages i Trafikbestilling 2023.

Forslag 5 er ikke en del af trafikbestillingsprocessen. Center for Miljø, Plan og Teknik vil i første omgang tage en dialog internt i centret om konkrete lokalplaner. Forslag til Kommuneplan 2021-2033 forventes at tage højde for det, der blev efterlyst af Busborgergruppen.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Forslag 1 vil medføre et øget årligt tilskudsbehov og anlæg af en busvendeplads på Elmesvinget. Movia estimerer, at forslag 1 vil medføre et øget årligt tilskudsbehov på ca. 500.000 kr. For 2022 vil forslaget kun have halv effekt, da køreplanskiftet finder sted ultimo juni.

Hertil kommer anlæg af en busvendeplads på et passende sted langs Elmesvinget.

Det vurderes, at den vil kunne etableres for ca. 500.000 kr.

Forslag 2 og 3 har som udgangspunkt ikke nogen bevillingsmæssige konsekvenser. Bemærk dog, at forslag 2 vil medføre andre konsekvenser, som beskrevet under ”Sagens indhold” og ”Vurdering”.

Tværgående konsekvenser

Forslag 2 vil have konsekvenser for Marievangsskolen. Derfor bør Børne- og Ungeudvalget udtale sig om forslaget inden Erhvervs- og Teknikudvalget tager endelig stilling til sagen på mødet den 30. august 2021.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget drøfter Skitse til Trafikbestilling 2022.

Bilag

330-2021-153121

Bilag 1 - Skitse til Trafikbestilling 2022

Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Skitse til Trafikbestilling drøftet. Udvalget ønsker at der arbejdes videre med forslagene, idet der ønskes en anden løsning omkring vendepladsen i forslag 1, og om Fælledvej igen kan busbetjenes. Udvalget ønsker derudover, at der også ses på langsigtet plan for bybusserne, eks. via ringruter.