8. Vilkår og drift for Ældrerådet 2018-2021 (D)
8. Vilkår og drift for Ældrerådet 2018-2021 (D)
Sagsnr.: 330-2017-82888 Dok.nr.: 330-2017-716123 Åbent
Kompetence: Ældrerådet
Beslutningstema
Ældrerådet orienteres om fremtidige vilkår, når et nyt
ældreråd træder sammen d. 1. januar 2018.
Baggrund
Nærværende dagsordenspunkt har til formål at orientere
omkring de vilkår, som kommer til at gælde for det ældreråd, som træder sammen
pr. 1. januar 2018. Orienteringen tager udgangspunkt i en beskrivelse af de
vilkår, som gælder for det nuværende ældreråd.
Budgetmæssige forhold:
Ældrerådets budget indgår som en delpost under et
fællesbudget for byrådet, herunder Økonomiudvalg og fagudvalg.
I dag bliver nogle af ældrerådets driftsudgifter afholdt
under ældrerådets delpost (eksempelvis kontorhold) og andre afholdes under
fællesbudgettet (kørselsgodtgørelse og diæter). Det har tidligere været aftalt,
at alle driftsudgifter afholdes under fællesbudgettet, men praksis er ikke
blevet justeret i henhold til denne beslutning. Dette vil blive gjort fra 2018
og frem.
Idet Ældrerådets budget er en delmængde af fællesbudgettet
under byrådet, har det ikke den store praktiske betydning, om udgiftsposter
ligger under fællesbudgettet eller under Ældrerådets delpost. Det vil dog give
et mere tydeligt billede af disponible midler til aktiviteter under Ældrerådet,
når den løbende drift ikke indgår.
I 2016 var der afsat 188.871 kr. til Ældrerådets delpost,
hvoraf der blev anvendt 151.896. I henhold til de almindelige overførselsregler
for kommunale budgetter blev der således overført 37.000 til 2017.
Med overførslen blev det disponible budget for 2017 på i alt
230.366 (193.366 + 37.000). I 2017 er der ind til udgangen af oktober forbrugt
135.964.
Der er gennem 2017 erkendt et generelt behov for et øget
fokus på mere retvisende økonomistyring i hele Slagelse Kommune og deraf følger
et behov for mere retvisende disponering af tildelte midler på alle områder.
For at kunne stille et budget til rådighed for Ældrerådet,
som er afstemt med det forventede aktivitetsniveau, er der behov for at
Ældrerådet fra 2018 og frem udarbejder en aktivitetsplan for det kommende år.
Aktivitetsplanen bør indeholde forventede antal møder, de forventede
aktiviteter gennem året samt forventninger til deltagelse i kurser, seminarer,
temadage m.v., herunder forventede udgifter til de enkelte aktiviteter.
Budgetopfølgning bliver løbende foretaget af
Ledelsessekretariatet i samarbejde med Center for Sundhed og Ældre i
forbindelse med det månedlige ledelsestilsyn samt de fire årlige
budgetopfølgninger og i henhold til de aftaler, som er besluttet på
ældrerådsmøderne.
Ud fra et planlægningsmæssig behov er budget til Ældrerådets
aktiviteter i 2018 umiddelbart fastholdt på samme niveau 2017 og kan evt.
justeres, når Ældrerådet har udarbejdet ovennævnte aktivitetsplan. Med henblik
på at fastlægge fremtidige budgetter, anbefales aktivitetsplan for det
efterfølgende år fremover fastlagt på Ældrerådets møde i november.
Ældrerådets virke og vilkår:
De godkendte vedtægter for Ældrerådet i Slagelse Kommune af
20. december 2015 videreføres til det nye Ældreråd, som starter d. 1. januar
2018.
Ældrerådet beslutter forretningsorden for Ældrerådet på sit
konstituerende møde.
Ældrerådets medlemmer modtager årligt et beløb til
kontorhold samt skattepligtig telefongodtgørelse, ligesom rådets medlemmer får
stillet Ipads til rådighed, idet dagsordener og bilag tilgår elektronisk.
Ældrerådets medlemmer bliver introduceret til elektronisk
registrering af diæter og kørsel, for derved at optimere arbejdsgange i
forbindelse med administration.
Sagen fremlægges for Sundheds- og Seniorudvalget d. 6.
december 2017, hvor evt. bemærkninger fra Ældrerådet medsendes.
Retligt
grundlag
Retssikkerhedsloven §30 og §31.
Styrelsesloven §16a
Indstilling
Centerchefen for HR indstiller,
1.
at Ældrerådet tager orienteringen til efterretning
2.
at Ældrerådet evt. fremsætter anbefalinger til ændringer af vilkår og drift
af Ældrerådet 2018-2021.
Beslutning i Ældrerådet
den 28. november 2017:
Fraværende:
Birgit Jørgensen, Leif Jensen, Per Henchel Madsen
Punktet er udsat jfr. punkt 2 - Godkendelse af dagsorden.