13. Etablering af midlertidige boliger på Blomstergården (B)
13. Etablering af midlertidige boliger på Blomstergården (B)
Sagsnr.: 330-2016-47341 Dok.nr.: 330-2019-305146 Åbent
Kompetence: Forebyggelses- og Seniorudvalget.
Beslutningstema
Forebyggelses- og Seniorudvalget
skal tage stilling til typen af midlertidige boliger på Blomstergården samt
finansiering af driftsudgifter.
Baggrund
I Byrådets
budgetaftale for 2019-2022 indgår følgende beslutning:
”Parterne er
med fokus på rehabilitering optaget af, at der etableres nye aflastnings- og
rehabiliteringsboliger, og mulighederne for dette, herunder ressourceforbruget
undersøges p.t., idet de ledige boliger på Blomstergården bør indgå i de mulige
løsninger. Med udgangspunkt i et konkret projekt på Skovvang afsættes 14 mio.
kr. i anlægsmidler til etablering af permanente træningslokaler i 2020
(forventes igangsat i 2019) samt ekstra 3,2 mio. kr. til drift hver år fra 2020
og fremefter, og behovet for akutboliger undersøges ligeledes.
Beslutning i Forebyggelses- og
Seniorudvalget den 5. marts 2019:
”Udvalget beslutter, at
administrationen arbejder videre med scenarie 2. (Nybygning af
træningsfaciliteter ved Blomstergården. Samtidig samles alle midlertidige
boliger på Blomstergården). Udvalget beslutter, at udvalget også i det videre
forløb tager stilling til typen af midlertidige boliger, herunder
aflastningsboliger, rehabiliteringsboliger osv., dette med udgangspunkt i
behovet og driftsudgifterne forbundet hermed. Det bemærkes, at der er afsat 3,2
mill.kr i budgetaftalen til driften.
Anders Nielsen (A) kan ikke tilslutte sig det foreslåede
scenarie, idet det vil medføre lukning af et betydeligt antal arbejdspladser i
Korsør”.
For så vidt angår træningsfaciliteter henvises til separat
sagspunkt tidligere på denne dagsorden.
Typen af 48 midlertidige boliger på Blomstergården:
Administrationen har udarbejdet følgende 2 scenarier for
typen af midlertidige boliger på Blomstergården. Forudsætningen er, som
tidligere besluttet, at de i alt 48 midlertidige boliger etableres i samme hus
på Blomstergården, fordelt på 2 etager:
Scenarie 1:
Fordelingen forslås at blive:
a. 18
rehabilitering
b. 6
neuro rehabilitering
c. 12
demens-/aflastning
d. 12 restitution
De 4 typer midlertidige pladser kan defineres således:
a. Rehabiliteringspladser:
Et
rehabiliteringsophold har til formål, at borger udvikler, fastholder eller
genvinder hele eller dele af deres funktionsevne og derved opnår en mere
selvstændig livsførelse. Denne type plads benyttes ofte til borgere der efter
sygehus ophold er svækkede, med brug for rehabilitering. Der ses ligeledes
behov for, at tilbyde kortere ophold til borgere med det formål at hæve
funktionsniveau eksempelvis efter sygdom mm. Sidstnævnte målgruppe har vi ikke
tilbud til om midlertidig bolig pt. – men behovet er stort. Denne målgruppe vil
ikke opnå samme effekt af evt. hverdagsrehabilitering i egen bolig hjemme.
b. Neuro
rehabilitering:
Målgruppen er borgere med erhvervet
hjerneskade og andre neurologiske sygdomme, som har behov for en intensiv neurologisk
indsats, med henblik på at udvikle deres færdigheder, og derved opnå bedst
mulig funktionsniveau.
c. Demens-/aflastning:
Der er stort behov for midlertidige pladser i mange forskellige
situationer – eksempelvis kan nævnes;
-
Borgere, der venter på plejebolig, som ikke kan være i egen bolig hjemme
-
Svært demente borgere, som ikke kan være i egen bolig hjemme, og som er
uden egentligt potentiale for genoptræning, der venter på plejebolig. Disse
borgere har stort behov for midlertidigt ophold med skærmede trygge rammer
-
Borgere der kræver afklaring på behov for hjælp og indretning af bolig –
inden de kan komme hjem i egen bolig
-
Psykisk syge borgere og misbrugere, der ikke kan være i egen bolig
hjemme og som ikke har et egentligt genoptræningspotentiale
-
Aflastningsophold for borgere med stort plejebehov, hvor en rask
ægtefælle varetager tunge opgaver i hjemmet i hverdagen.
d. Restitutionspladser:
En
restitutionsplads kan også defineres som en ”stabiliseringsplads” – tilbydes borgere,
der ikke er færdigbehandlede, når de udskrives fra sygehuset med behov for stor
sygeplejefaglig behandling og for syge til at komme hjem i egen bolig. Det kan
også være syge borgere, hvor der er stor risiko for indlæggelse/genindlæggelse
eksempelvis på grund af dehydrering, borgere der ikke er klar til
rehabilitering.
Scenarie 2 – dette scenarie er kun aktuelt såfremt der fortsat skal
arbejdes videre med etablering af hospice og restitutionspladser i Korsør
Hvis Forebyggelses- og Seniorudvalget har godkendt sagspunkt
tidligere på denne dagsorden – vedrørende hospice og restitutionspladser i
Korsør - er konsekvensen at ovenstående scenarie 1 skal ændres i forhold til de
12 restitutionspladser.
Typer af midlertidige boliger i
scenarie 2:
a.
18 rehabilitering
b.
6 neuro rehabilitering
c.
12 demens-/aflastning
e.
12 ”alternative boliger”
Der henvises til scenarie 1
ovenfor i forhold til nærmere beskrivelse af det indholdsmæssige i punkt a, b
og c. Uddybning af punkt e følger her:
e.
Der opleves et stigende behov for midlertidige botilbud til borgere, som
kan være vanskelige at rumme inden for de eksisterede tilbud om midlertidig
bolig på et plejecenter. De eksisterende midlertidige boliger i Slagelse
Kommune er målrettet til ældre, der har behov for en ældre-/handicapvenlig
bolig grundet primært fysiske udfordringer samt et behov for rehabilitering
og/eller restitution.
Der findes i
dag ingen midlertidige boliger, der kan rumme gruppen af ældre som har levet et
liv med misbrug eller alkohol og eventuelt social udsathed. Der ses et stigende
antal alkohol-demente. Det er borgere, der har et reelt somatisk plejebehov, og
derfor ikke kan håndteres på forsorgshjem eller lignende tilbud. Eksempelvis
efter hospitalsindlæggelse vil en del af denne målgruppe have gavn af et
midlertidigt ophold, hvor der samtidig er mulighed for intensiv rehabilitering.
Der er ofte
tale om borgere, der har levet livet som hjemløs, er kommet på hospitalet og
ved udskrivelse ikke længere kan klare et liv som hjemløs. Der er også tale om
borgere med fysiske og/eller psykiske funktionsskader - ofte som følge af et
liv med misbrug – som bliver opsagt i deres lejlighed og står uden bopæl.
Såfremt der
etableres alternative midlertidige boliger på Blomstergården, skal de etableres
i et afsnit adskilt fra de øvrige midlertidige boliger, af hensyn til de øvrige
beboere.
Der vil ved
dette scenarie kunne ske en effektiv udnyttelse af ressourcerne, da der samlet
set vil være 48 midlertidige boliger samlet samme fysiske sted. Dette sikrer
samtidig fleksibilitet.
Scenarie 3 - dette scenarie er kun aktuelt såfremt der ikke skal
arbejdes videre med etablering af hospice og restitutionspladser i Korsør og at
scenarie 1 i indeværende sag godkendes
Såfremt udvalget ønsker at etablere midlertidige alternative
boliger UDOVER de 48 midlertidige pladser – som beskrevet i scenarie 1 – vil
der være mulighed for, at bibeholde de 11 midlertidigt etablerede midlertidige
boliger på Bjergbyparken og dedikere disse til ”alternative midlertidige boliger”.
På sigt – hvis behovet for
alternative midlertidige boliger stiger – kunne en løsning være, at afprøve
opstille små ”pavillon huse”/små boliger på hjul, i tilknytning til de på
plejecentret midlertidige boliger. Denne udvidelsesmulighed vil dels give
yderligere fleksibilitet – dels måske opfylde et behov for ”uafhængighed” for
borgeren, men samtidig med den nødvendige hjælp til pleje mm.
Retligt
grundlag
Byrådets Budgetaftale 2019-2022.
Handlemuligheder
Forebyggelses- og Seniorudvalget
kan godkende scenarie 1 eller 2 eller beslutte justeringer til typer af
midlertidige boliger.
I forhold til finansiering af
driften af 48 midlertidige boliger kan udvalget beslutte:
·
At 5,6 mio. kr. årlig drift finansieres af de 0,7%
effektiviseringer fra 2020 som udvalget har besluttet tidligere på denne
dagsorden
·
At ønske om ekstra driftsbevilling på 5,6 mio. kr. årligt indgår
i budgetforhandlinger for 2020.
OG:
Såfremt scenarie 1 godkendes, kan
udvalget vælge også at godkende scenarie 3, dette vil forudsætte, at der findes
finansiering på 5,7 mio. kr. yderligere.
Vurdering
Det er administrationens
vurdering, at både scenarie 1 og 2 for fordelingen af typer på de 48
midlertidige boliger opfylder behovet for midlertidige boliger og at de er
fremtidssikret.
Volumen med 48 midlertidige boliger samlet et fysisk sted giver stor mulighed
for fleksibilitet og dermed tilpasningsmuligheder når behovet ændres. Der opnås
”stordriftsfordele” og effektivitet, da alle boliger er samlet i ét hus,
hvilket giver stor mulighed for samdrift og hensigtsmæssig anvendelse af
medarbejder ressourcerne. Samtidig er der mulighed for hurtig fleksibilitet ved
medarbejderfravær og lignende.
For medarbejderne vil begge
scenarier medføre mulighed for specialisering, høj faglighed samt løbende
faglig udvikling. Den samlede fysiske placering i ét hus – med
træningsfaciliteter i direkte tilknytning – vil give gode rammer for det
tværfaglige samarbejde og sparring.
Borgerne i de midlertidige
boliger vil kunne opleve, at efterhånden deres situation ændres, vil der kunne
tilbydes relevant videre midlertidigt ophold med nye funktionsmæssige
individuelle mål for den enkelte. Medarbejde vil være ”kendte”.
Endeligt vil der – i nogen
udstrækning – kunne tilbydes ophold for meget komplekse borgerforløb, som i dag
købes på udenbys behandlings døgninstitutioner. Det kan imidlertid ikke
udelukkes, at udenbys ophold i enkeltstående situationer bliver en realitet.
Scenarie 2 – under forudsætning
af, at sag om hospice og restitutionspladser er godkendt, vil yderligere
opfylde aktuelt behov for ”alternative midlertidige boliger”.
Årsagen til, at scenarie 2 kun er
aktuelt under forudsætning af godkendt sag om hospice og restitutionspladser
er, at behovet for restitutionspladser er akut og stigende på grund af at flere
og flere udskrives som patienter og ikke færdigbehandlede.
Derudover er det administrationens vurdering, at der er
behov for alternative midlertidige boliger.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Både scenarie 1 og scenarie 2 -
med 48 midlertidige boliger på Blomstergården - vil koste 37 mio. kr. i årligt
drift. Dette dækker lønninger, afløsning ved sygdom samt diverse løbende
driftsudgifter. Derudover er husleje mm. inkl. i beløbet, da borgere der
tilbydes midlertidigt ophold ikke betaler husleje. Der vil være tale om
forskelle i kompetencebehovet og dermed medarbejdersammensætningen i de 2
scenarier, men ud totale udgift estimeres til at være ens.
I den nuværende budgetramme er i
alt netto 28,2 mio. kr. til midlertidige boliger. I dette beløb er modregnet
nuværende huslejetab på Blomstergården til 24 ikke ibrugtagne boliger.
Derudover er indregnet Puljemidler til Bedre Bemanding til midlertidige
boliger. (Puljemidler til Bedre Bemanding overgår som bloktilskud til
kommunerne fra 2022).
I Budgetaftalen for 2019-2022 er
der afsat driftsmidler til flere midlertidige boliger med 3,2 mio. kr. årligt
fra 2020.
Det betyder, at der totalt set er
31,4 mio. kr. til rådighed årligt fra 2020.
Finasieringsbehovet udgør således
5,6 mio. kr. årligt til drift.
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift scenarie 1 eller 2 | 7.01 Pleje og Omsorg | 5.600 | 5.600 | 5.600 | 5.600 |
Drift scenarie 3 | 7.01 Pleje og Omsorg | 5.700 | 5.700 | 5.700 | 5.700 |
Anlæg | | | | | |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | | | | | |
Kassen | | | | | |
Såfremt scenarie 3 derudover
besluttes, vil det kræve finansiering til 11 alternative midlertidige boliger
på Bjergbyparken. Driftsudgifter vil være 5,7 mio. kr. årligt. Det forudsættes,
at ledelse af disse 11 boliger varetages af daglig leder på Plejecentret
Bjergbyparken.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Centerchefen for Sundhed og Ældre indstiller,
1. at Forebyggelses- og Seniorudvalget
beslutter, at der etableres i alt 48 midlertidige pladser på Blomstergården
2. at Forebyggelses- og Seniorudvalget beslutter
typen af midlertidige pladser jf. scenarie 1 eller 2
3. at Forebyggelses- og Seniorudvalget
beslutter, hvordan merudgiften til drift af de 48 midlertidige pladser
finansieres
Hvis det er besluttet, at arbejde videre med scenarie 2, skal
udvalget ikke behandle denne indstilling:
4. at Forebyggelses- og Seniorudvalget
beslutter, hvorvidt der skal etableres midlertidige alternative boliger jf.
scenarie 3 samt finansiering af 5,7 mio. kr. i årlig drift.
Beslutning i Forebyggelses-
og Seniorudvalget den 13. august 2019:
Fraværende:
Unnie Oldenburg (A)
At 1-4 Udvalget beslutter at oversende til
budgetforhandlingerne, med følgende bemærkninger:
Sagen må beskrives med tydelige valgmuligheder beskrevet i
selvstændige scenarier for hver mulighed til budgetforhandlingerne.
Udfordre forslaget for alternative boliger i forhold til
behov, beliggenhed og finansieringen. Undersøge behovet for skærmede enheder
for demensramte borgere.
(V) og (O) har tidligere bedt om en analyse af det
fremtidige behov for boliger på ældreområdet. Denne analyse har vi endnu ikke
set.
Sagen sendes til høring i Ældrerådet.
Beslutning i Ældrerådet
den 27. august 2019:
Fraværende:
Ældrerådet beslutter at afgive høringssvar. Omsorg-, pleje
og aktiveringsgruppen udarbejder høringssvar. Arbejdsgruppen er velkommen til
at invitere andre interesserede.