Kompetence
Slagelse Ældreråd
Beslutningstema
Forebyggelses- og Seniorudvalget besluttede den 7. december 2021 at sende sagen til høring i Ældrerådet, Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Frist for afgivelse af høringssvar er den 8. februar 2022. Høringssvar sendes til Center for Sundhed og Ældre (sikker e-mail) sundhedomsorg@slagelse.dk. og til Ældrerådets sekretær: Susanne Brok susbr@slagelse.dk
Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 7. december 2021:
Fraværende:
At 1 og 2 - Godkendt.
Beslutningstema
Udvalget skal principgodkende Kvalitetsstandard 2022 for personlig og praktisk hjælp, madservice, rehabiliteringsforløb, aflastning og træning. Derefter kan den sendes i høring i Ældreråd, Handicapråd og Rådet for Socialt Udsatte.
Sagens indhold
Mindst en gang årligt skal Byrådet godkende Kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp samt madservice efter Servicelovens §83, rehabiliteringsforløb efter Servicelovens § 83a samt genoptræning og vedligeholdende træning efter Servicelovens §86.
Der er ikke lovkrav om kvalitetsstandard for aflastning efter Servicelovens §84. Aflastning er uændret medtaget i den samlede kvalitetsstandard set ud fra perspektivet om det sammenhængende borgerforløb.
Den lovpligtige kvalitetsstandard skal indeholde en generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente at få fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, et rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a eller for træning efter servicelovens § 86. Beskrivelsen skal danne grundlag for en sikring af sammenhængen mellem serviceniveau, de resurser, der er afsat og leveringen af hjælpen. Kvalitetsstandarden skal også indeholde mål for, hvordan dette sikres, og hvordan der følges op på målene. Kravene til den kvalitet, leverandøren skal levere, skal også fremgå af kvalitetsstandarden.
Ændringer i Kvalitetsstandarden for 2022
I denne sag skal udvalget principgodkende Kvalitetsstandarden for 2022 (vedlagt i bilag 1).
Der er i forhold til kvalitetsstandarden for 2021 indarbejdet en instruks om, hvorledes hjemmeplejen skal agere, såfremt borger ikke har meldt afbud til hjemmeplejen, og hjemmeplejen ikke træffer borger hjemme. Hjemmeplejen skal i de tilfælde sikre, at borger ikke er i akut nød og vil derfor forsøge at få fat i borger, dennes pårørende eller kontakte sygehus og politi. Hvis det er nødvendigt, kan hjemmeplejen låse sig ind med låsesmed.
Nærværende instruks er beskrevet i Kvalitetsstandarden under rød skrift afsnittet Generelle regler på side 16 samt i bilaget ”Dit hjem – min arbejdsplads”. ”Dit hjem – min arbejdsplads” udleveres til borgeren i forbindelse ved opstart af hjemmepleje.
Der er indskrevet en tilføjelse ”Systematisk vejning” i ydelsesbeskrivelsen Personlig Pleje, side 19. Systematisk vejning tilbydes alle borgere, som modtager personlig pleje.
I forhold til Kvalitetsstandarden for 2021 er der endvidere foretaget ændringer og præciseringer, der bl.a. følger af Ankestyrelsens principafgørelser på området:
Præciseringer og ændringer fremgår med rød skrift i Kvalitetsstandarden på siderne:
22, 27, 33, 34, 38 og 39.
Retligt grundlag
Servicelovens § 139 og uddybet i Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter Servicelovens §§ 83, 83a og 86.
Handlemuligheder
Kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp samt madservice, rehabiliteringsforløb, aflastning og træning 2022 kan principgodkendes af Forebyggelses- og Seniorudvalget som den foreligger, hvorefter den sendes til høring i Ældrerådet, Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Høringssvar forelægges på Forebyggelses- og Seniorudvalgets møde inden udgangen af 1. kvartal 2022, hvor der træffes beslutning om, hvorvidt det giver anledning til ændringer i kvalitetsstandarden inden endelig godkendelse.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Kvalitetsstandarden 2022 lever op til lovens krav, samt at den er i overensstemmende med Strategi for rehabilitering, omsorg og pleje samt
Værdighedspolitikken for Ældre i Slagelse Kommune. På den baggrund kan Kvalitetsstandarden for 2022 principgodkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger
Indstilling
Sundheds- og Ældrechefen indstiller,
- at Udvalget principgodkender Kvalitetsstandard 2022 for personlig og praktisk hjælp samt madservice, rehabiliteringsforløb, aflastning og træning.
- at Kvalitetsstandarden sendes i høring i Ældrerådet, Handicaprådet og Rådet for Socialt Udsatte.
Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 7. december 2021:
Fraværende:
At 1 og 2 - Godkendt.
Indstilling
Formanden for Ældrerådet indstiller,
1. at Ældrerådet drøfter og tager stilling til afgivelse af høringssvar/godkender udarbejdet forslag til høringssvar fra medlemmerne.