At 1: Sundheds- og Ældrechef Charlotte Kaaber svarede på Ældrerådets spørgsmål.
Spørgsmål 1: Hvor mange er der på venteliste til plejehjem/plejecentre. Hvordan fordeler de sig de forskellige steder. Hvorfor tomgangsleje hvis der er ventelister og hvor stammer de fra.
Svar: Der er 57 borgere på venteliste til plejeboliger – reelt dog kun 49 ansøgere, idet 7 borgere søger udenbys og 1 borger, boende i plejebolig søger anden bolig med havudsigt.
Den aktuelle fordeling af ansøgere pr. 19. april 2022: Antvorskov: 12 ansøgere, Bjergbyparken: 7 ansøgere, Blomstergården: 14 ansøgere, Lützensvej/Quistgårdsvej: 10 ansøgere, Møllebakken: 5 ansøgere, Skovvang: 8 ansøgere, Skælskør: 9 ansøgere, Smedegade: 5 ansøgere, Solbakken: 6 ansøgere og Stillinge: 7 ansøgere. Som det fremgår af tallene, så er der flere borgere som søger på flere forskellige plejecentre.
Årsagen til tomgangsleje er bl.a. når en borger afgår ved døden skal lejligheden renoveres og nogle gange lidt mere end andre gange og i denne proces er der ofte 1-2 måneders tomgangsleje. Der er også tomgangsleje i ægtepar-boligerne fordi ingen ønsker at bo i dem, de er simpelthen for dyre. Der har også været tomgangsleje i Bjergbyparken pga. 15 boligers dårlige stand som gør, at de ikke kan anvendes til beboelse. Der arbejdes hele tiden med hvad boligerne fremadrettet kan bruges til. Der kommer en sag til politisk behandling vedr. anlægsinvestering i nye lokaler til hjemmeplejen i Boeslunde og Vemmelev, idet nuværende lokaler er for små.
Spørgsmål 2: Nødkald: Kan centerchefen oplyse status på sagen, samt hvilket system der er valgt, samt oplyse hvornår disse bliver installeret på plejecentrene, samt i hvilken rækkefølge prioriteres.
Svar: Der er plejekald på plejecentrene, som ikke virker. Et plejekald er ikke et nødkald. Vi har set på forholdene sammen med leverandøren. Der er tale om en indsats tilbage i tiden, hvor Slagelse Kommune ønskede at være på forkant med forskellige sensor-teknologier. Det er nu besluttet at få et system, der hedder D-TREX-kaldesystemet, som er envejskommunikation og afprøves på Blomstergården og inden sommerferie på samtlige plejehjem. Nuværende firma har også muligheden indtil 30.6 for at komme med et driftssikkert system.
Svar på generelle og overordnede spørgsmål om sygefravær: Vi arbejder løbende med forskellige tiltag for at nedbringe sygefraværet. Vi har haft projektet med hjerne og hjerte i hjemmeplejen, som handler om mentalisering både i forhold til borgere og medarbejdere. Medarbejderne har været rigtig glade for projektet og uddannelsen og synes, at det har været spændende og lærerigt, men det kan endnu ikke ses i nedbringelse af sygefraværet. Det har været en særlig situation med udfordringer pga. Covid i forhold til vikarforbruget. Gravide skulle blive hjemme og tæller også med i forhold til vikarforbruget.
Indtil 2020 synes vikarforbruget ikke usædvanligt højt heller ikke sammenlignet med andre kommuner. Ser man på drift af en hjemmepleje er margen i forhold til medarbejderantallet på en effektiv drift op til 92-93 procent af sine ydelser, resten er vikarer. Vi holder løbende øje med fraværet og lederne indrapporterer hver måned statistik for medarbejderne sygefravær. Der er noget vi kan arbejde med for at nedbringe fraværet, men det er også noget, der er omstændigheder som vi ikke kan gøre noget ved. I vikarudgifterne indgår også covid-udgifter herunder testudgifter for ca. 1200 medarbejdere, som skulle testes 2 gange ugentligt og borgertests.
Orienteringen blev taget til efterretning.