At 1: Konstitueret Sundheds- og Ældrechef Therese Gjerde Corfix svarede på Spørgsmålene.
Spørgsmål 1: Hvordan har plejecentrene klaret at spare 0,5 % på alle servicerammer? Hvor har de sparet?
Svar:
Plejecentrene har aktuelt en handleplan iværksat. Den er i sin tidlige vorden. Den primære årsag til handleplan er ikke effektuerede besparelser fra budgetbeslutninger til 2023. Dertil de 0,5 %. Til det der ikke vedrører manglende effektuering fra budgetproces 2023, så lægges der op til optimering af driftsudgifter og samkoordinering på faglige og administrative funktioner på tværs af plejecentrene. Dette er endnu ikke færdig behandlet, men vil dreje sig om ting som abonnementer, indkøb, faglig udvikling mm.
Spørgsmål 2. Hvor mange borgere er der på venteliste til vore plejecentre og hvordan fordeler de sig?
Svar:
Venteliste til plejebolig pr. 24. maj 2023 - 54 unikke borgere med opskrivninger til somatisk plejebolig.
Borgerne har skrevet sig op til følgende Plejecentre: PC Antvorskov 23, PC Bjergbygparken 3, PC Blomstergården 9, PC Lützensvej/Quistgårdsvej 17, PC Møllebakken 3, PC Skovvang 10, PC Skælskør 6, PC Smedegade 9, PC Solbakken 2 og PC Stillinge 3. Garantiventeliste 0.
Venteliste til demensplejebolig pr. 24. maj 2023 - 3 unikke borgere
Borgere har skrevet sig op til følgende demensplejeboliger: PC Møllebakken 1, PC Quistgården 3, PC Skovvang 1, PC Smedegade 2, PC Solbakken 1 og PC Stillinge 2.
Spørgsmål 3. Socialudvalgets referat at 1. februar 2023, pkt. 9. Rosenkildevej 87-89 Botilbud
Der er 39 borgere, der skal flyttes, heraf 12 borgere som af myndighed er vurderet i målgruppen for en plejebolig. Hvilke plejecentre skal modtage disse borgere? Status for sagen ønskes.
Svar:
Status: De 12 borgere er vurderet ift. plejebolig og/eller ældrebolig. Heraf er der 6 borgere, der er visiteret til plejebolig og 1 borger, der er vurderet og visiteret til ældrebolig: Det vil sige. Samlet 7 borgere ud af de 12. Center for handicap og psykiatri har følgende andre botilbud/løsninger til resterende 5 borgere.
Fordelingen på plejecentre:
Der er 2 borgere, der er visiteret og tilbudt plejebolig på PC Bjergbyparken
1 borger er visiteret og tilbudt plejebolig på Antvorskov, og 1 borger på Blomstergården.
2 borgere, der er visiteret til plejebolig, har ønsket/søgt og er tildelt plejebolig i friplejehjem i anden kommune.
1 borger blev visiteret til ældrebolig og er tilbudt ældrebolig i Alliancehaven.
Spørgsmål 4. Seniorudvalgets dagsorden den 28. marts 2023 pkt. Kommunale tilsyn på plejecentre 2022. Ældrerådet har ikke haft denne sag til høring?
Svar:
Der er lovgivningsmæssigt ikke krav om at de i disse sager sendes i høring. Rapporterne skal offentliggøres, så alle har mulighed for at tilgå dem og de lægges på Slagelse.dk. Sagen var heller ikke i høring i 2022.
Spørgsmål 5. Hvad er status på aktivitetscentrene, hvilke udfordringer har der været i forbindelse med lukning af 3 aktivitetscentre?
Svar:
Der har været afholdt møder i hver af de lukkede huse. Møderne havde lidt forskellig stemning, men samlet var det møder, hvor der blev informeret om bookingportalen og husets fremtidige muligheder. Dertil kom spørgsmål, som enten kunne besvares på mødet, eller som administrationen vender tilbage med.
I Alliancehaven er der indgået aftale med FOB, som sammen med afdelingsbestyrelsen i Alliancehaven arbejder på at skabe aktiviteter i lokalerne.
På Atkærcenteret er der tæt på at være en aftale med en ny lokal forening ift. værkstedet, så det kan opretholde sin funktion. Dertil har foreningen mange tanker om, hvordan de vil kunne understøtte liv i huset.
Spørgsmål 6. Seniorudvalgets referat fra møde den 2. maj 2023 pkt. Plejehjem i eget hjem. Her fremgår det, at der er etableret 3 mindre teams i hjemmeplejen siden januar 2023. Nærmere orientering ønskes.
Svar:
Kort orientering gives på mødet jv. sagsfremstilling
Spørgsmål 7. Sundhedsudvalgets referat fra møde den 8. maj 2023 pkt. 2. Integrationspolitik. Ældrerådet har ikke været orienteret eller hørt om sagen. Orientering ønskes.
Svar:
Det er en administrativ proces med tilretning af integrationspolitikken. Udvalget blev orienteret om proces. Høring senere
Spørgsmål 8. Hvad er status for Sundhedsklynge-samarbejdet?
Svar:
Der kommer en sag på i Sundhedsudvalget primo juni, som beskriver status. Status gives ud fra det beskrevne i den sag.
Spørgsmål 9. KL og Danske Ældreråd anbefaler at der etableres plejehjemsråd på kommunernes plejecentre. Hvad gør vi i Slagelse?
Svar:
Det har der ikke været taget politiske drøftelser omkring, så aktuelt er der ikke nogen tidshorisont for om det skal bringes i anvendelse eller ej. Aktuelt arbejdes der med brugerpårørenderåd og afdelingsmøder, hvor det første ikke er muligt.
Spørgsmål 10. Har Slagelse kommune afprøvet en bluetooth-monitoreret ble på vore plejecentre. En ble, der giver flere fordele for både borgere og ansatte, da man på afstand kan checke, om en ble skal skiftes.
Svar:
Slagelse kommune har gennem flere år arbejdet med velfærdsteknologi på blesensorområdet. Særligt har der været fokus på teknologi til udredning af inkontinens problematikker. Velfærdsteknologisk afdeling ser på mulige bluetooth muligheder og har indhentet tilbud, der skal undersøges nærmere.
Spørgsmål 11. Hvordan går det med elevatoren på Lützensvej? Er den blevet lavet?
Svar:
Ja den er lavet og i drift primo uge 20, 2023
Spørgsmål 12. Status på fremtidig Demensindsats i Slagelse kommune.
Svar:
Følgende blev besluttet på Seniorudvalgets møde den 7. februar 2023:
Kørsel til daghjem. Der afsættes 850.000 kr. til at etablere kørselsordning til daghjem, hvor borgeren kan blive fulgt hele vejen fra hjemmet til tilbuddet. Tilbuddet omfatter også kørsel tilbage fra daghjem og tryg aflevering hjemme.
Yde praksisnær vejledning og sparring til medarbejdere på plejecentre, hjemmepleje, sygepleje, daghjem og aktivitetscentre både om generelle spørgsmål om demens og som bistand ved konkrete borgerforløb. I den praksisnære støtte er der fokus på at lære fra sig, så det samlede kompetenceniveau hos medarbejderne udvikles over tid. Samtidig er der fokus på konkret støtte til blandt andet udarbejdelse af pædagogiske handleplaner og indberetning af magtanvendelser.
Støtte og rådgivning til pårørende og borgere. Indsatsen rettes særligt mod at etablere et åbent tilbud om rådgivning og at sikre den første kontakt til ny diagnosticerede borgere og deres pårørende. Tilbuddet gælder også de borgere, der venter på udredning og diagnosticering. Tilbuddet skal tillige rette sig imod civilsamfundet, bl.a. med baggrund i ønsket om en demensvenlig kommune. Etablering af det åbne rådgivningstilbud skal foregå i tæt samarbejde med pårørendevejleder og nuværende demenskonsulent og kan fx bestå af åben telefonrådgivning og åbne cafétilbud.
Være tovholder på kommunens demenshandleplan og sikre den fortsatte udvikling af demensområdet, herunder sikre samarbejde med relevante interesseorganisationer, frivillige og regionale aktører, der kan være med til at fremme demensindsatsen for borgere i kommunen.
Status
- Kørsel til og fra daghjem er iværksat fra den 15. marts 2023
- Aktuelt og i efteråret er der særligt fokus på vejledning og undervisning til medarbejdere på plejecentre og hjemmepleje ift. indberetning af magtanvendelser samt anvendelse af pædagogiske handleplaner.
- Derudover fokus på ny henviste fra hukommelsesklinikken ift. råd og vejledning.
- Vi har ansøgt om og fået tilsagn om at indgå i et 1-årigt projekt, som hedder: Sikker sundhed for borgere med demens. Det er et samarbejde mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Nationalt Videnscenter for Demens. Vi deltager med et plejecenter (Skovvang) og et hjemmeplejeområde (Skovparken) Læs mere her: https://patientsikkerhed.dk/nyt-projekt-skal-skabe-sikker-sundhed-for-borgere-med-demens-kommuner-kan-nu-soege-om-at-vaere-med/
- Pårørendegrupper hos pårørendevejlederen.
- Åbne rådgivningstilbud. Vi har forsøgsvis afholdt åben rådgivning i den nationale demensuge i den velfærdsteknologiske udstilling, hvor det var muligt både at møde demenskonsulent og velfærdsteknologisk konsulent. Samme uge var der åbent hus i demensdaghjemmene og mulighed for at deltage i en kultursnak med en bibliotekar, Et tilbud som var særligt henvendt til borgere med demens.
- Indgået samarbejdsaftale med Alzheimerforeningen om rekruttering/match mellem borgere og aktivitetsvenner.
Ovenstående foregår i et samarbejde mellem demenskonsulent, pårørendevejleder, demensvejleder og velfærdsteknologiske konsulent (demensuge). Der er aktuelt to ansatte - en demenskonsulent og en demensvejleder. Sidstnævnte er startet i funktionen per 1. maj. Der forventes slået stilling op med opstart efterår 2023 og yderligere 2 stillinger med opstart primo 2024.
Spørgsmål 13. Status på dokumentation for at Lov om Social Service §83 ikke er gældende for beboere i plejeboliger. Beboerne visiteres ikke, modtager ikke afgørelse og har dermed ikke mulighed for at klage til Ankestyrelsen.
Svar:
§ 83 i Lov om Social Service gælder også for beboere i plejeboliger.
I forhold til spørgsmålet om beboeren ved sin indflytning i plejebolig skal have en afgørelse med klagevejledning, så er der er ingen retspraksis på området i form af principafgørelser udgivet af Ankestyrelsen.
Borgere, der visiteret til plejebolig, har behov for omfattende hjælp over døgnet.
Formålet med hjælpen er at kompensere for borgerens nedsatte funktionsniveau og støtte borgeren i at deltage aktivt i udførelsen af opgaverne.
Indflytningssamtale:
Visiteringen af § 83 indsatser (personlig pleje og praktisk hjælp) sker i praksis ved den indflytningssamtale, som beboeren og beboerens pårørende har med centersygeplejersken og beboerens kontaktperson på plejecentret. I samtalen aftales det, hvad beboeren konkret har behov og brug for hjælp til, og hvad der er vigtigt for beboeren på indflytningstidspunktet. Omfanget af hjælp og støtte afhænger af, hvor meget beboeren, ud fra en rehabiliterende tilgang, selv kan klare, og hvad der er brug for hjælp til. Der tages her udgangspunkt i beboerens ønsker.
Beboeren får, som praksis er nu, ikke en afgørelse med klagevejledning. I stedet oplyser vi aktivt om, at det er muligt for beboeren (og pårørende) at få et udskrift af den plan, der er lagt og aftalt ved indflytningssamtalen. Her ser vi pt. på løsninger i vores nye omsorgssystem.
Beboeren får udleveret informationen: Hvad kan du forvente, når du flytter på plejecenter i Slagelse Kommune? I denne er der en klagevejledning.
Vi ønsker altid at være transparente, så, når det efterspørges, kan det udleveres.
Vi tænker derfor, at der kan justeres i indflytningssamtalen, således at beboeren oplyses om, at der kan gives en afgørelse med klagevejledning, hvis beboeren ønsker det. Det vil, i så fald, være en afgørelse, der oplyser den personlige og praktisk hjælp (plejeboligpakke), der er visiteret/bevilget, jfr. servicelovens § 83, ved beboerens indflytning i plejebolig.
Der laves ikke nye afgørelser, når hjælpen efterfølgende ændrer sig som følge af en tilpasning til beboerens behov og medarbejdernes faglige vurdering.
Spørgsmål 14. Status på Tværgående indsats for nedbringelse af sygefravær jvf. seniorudvalget møde den 10. januar og den 7. marts.
Svar:
Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering har udskudt afgørelser på ansøgningen. Vi får først svar i juni mdr.
Spørgsmål 15. Hvad er årsagen til, at Ældrerådet - som høringsberettiget - ikke er hørt i “Kommunale tilsyn. Årsrapport 2022”?
Svar:
Der er lovgivningsmæssigt ikke krav om at de i disse sager sendes i høring. Rapporterne skal offentliggøres, så alle har mulighed for at tilgå dem og de lægges på Slagelse.dk. Sagen var heller ikke i høring i 2022.