6. Sammenhængende Ungeindsats (B)
6. Sammenhængende Ungeindsats (B)
Sagsnr.: 330-2017-77212 Dok.nr.: 330-2018-3969 Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal godkende, at Beskæftigelsesudvalget og
Handicap- og Psykiatriudvalget indbydes til fælles indledende møde om den
Sammenhængende Ungeindsats.
Baggrund
Regeringen indgik 13. oktober 2017 aftalen ”Bedre veje til
uddannelse og job”. Aftalen har tre hovedelementer;
· En ny uddannelsespolitisk målsætning
· Sammenhængende kommunal Ungeindsats
· En ny forberedende ungdomsdannelse – FGU.
I forhold til FGU bliver der tale om statslige selvejende
institutioner med 65 % medfinansiering fra kommunerne. Undervisningsministeriet
har udarbejdet en tidsplan for institutionsdannelserne jfr. bilag 1. Det er
KKR, der for de 5 regioner i forsommeren 2018 skal indstille dannelse af
institutionerne. I alt ca. 25-30 institutioner med ca. 90 skoler. Dannelse af
institutionerne skal ske på tværs af kommunerne og de eksisterende
produktionsskoler og VUC-centre. Drøftelserne på tværs af kommunerne er startet
op.
I forhold til den Sammenhængende Ungeindsats, er det hver
enkelt kommune, der har ansvaret for at igangsætte og tilrettelægge en proces.
Det er i aftalen tilkendegivet, at det er op til den enkelte
kommune at tage stilling til, hvorledes den Sammenhængende Ungeindsats skal
organiseres.
I aftalen angives kommunernes overordnede ansvar;
· At gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse
eller komme i beskæftigelse og
· At koordinere den samlede ungeindsats på tværs af uddannelses-,
beskæftigelses- og socialindsatsen.
De centrale elementer i den kommunale ungeindsats beskrives
som følgende:
· Den unge skal have én kontaktperson (unge i målgruppen)
· Den unge skal have én uddannelsesplan
· Målgruppevurdering til FGU
· Praktikopsøgende indsats
· Ungdommens Uddannelsesvejlednings opgaveportefølje
· Jobcenterets eksisterende funktioner og opgaver overfor de unge
· Opsøgende og opfølgende indsats med vejledning om uddannelse og
erhverv for unge under 25 år
· Indsatsen tilrettelægges, så den unge ikke klientgøres.
I marts 2018 ventes lovforslag, der skal danne rammen for
såvel FGU som den Sammenhængende Ungeindsats.
Det politiske ansvar for den sammenhængende ungeindsats er
lagt i Børn- og Ungeudvalget.
Den Sammenhængende Ungeindsats vil vedrøre opgaver der p.t.
er placeret under Børne- og Ungeudvalget; uddannelses- og vejledningsopgaver
samt sociale opgaver, Beskæftigelsesudvalget i forhold til Jobcenterets
ungeindsats og Handicap- og psykiatriudvalget i forhold til udsatte og
handicappede unge.
I undervisningsministeriets tidsplan er det forudsat, at der
i marts, når de nye lovgivningsmæssige rammer kendes igangsættes projekter i
kommunerne om den kommunale ungeindsats.
Der må forventes både på politisk og administrativt niveau,
at blive behov for et samarbejde på tværs af udvalg og centre i forbindelse med
etableringen af ”en tværgående ungeindsats”.
Retligt
grundlag
Folketingets aftale ”Bedre veje til uddannelse og job”.
Handlemuligheder
For at Børne- og Ungeudvalget kan igangsætte det politiske
arbejde med den Sammenhængende Ungeindsats hurtigst muligt efter lovgrundlaget
er vedtaget, vil det være hensigtsmæssigt at udvalget, sammen med de øvrige
berørte fagudvalg mødes og får en fælles orientering om de forventede
lovforslag samt indledningsvis drøfter de kommende opgaver.
Det vil herefter i marts/april være muligt at fremlægge en
tids- og procesplan for det videre arbejde for Børne- og Ungeudvalget.
Vurdering
Administrationen anbefaler at det forberedende arbejde med
den Sammenhængende Ungeindsats igangsættes snarest.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser
for andre udvalg
Beskæftigelsesudvalget og Handicap- og Psykiatriudvalget
indbydes til fælles møde.
Indstilling
Børn- og Ungedirektøren indstiller,
1.
at Børne- og Ungeudvalget beslutter, at indbyde Beskæftigelsesudvalget og
Handicap- og Psykiatriudvalget til fællesmøde om den Sammenhængende Ungeindsats.
Beslutning i Børne- og
Ungeudvalget den 8. januar 2018:
Fraværende:
Udvalget ønskede til hvert møde at få fremlagt status på
arbejdet samt oplæg til relaterede politiske drøftelser og beslutninger.
Udvalget ønskede, at det samlede Byråd bliver involveret i
temadrøftelser omkring indsatsen. Udvalget ønskede i forlængelse deraf at
indbyde Beskæftigelsesudvalget og Handicap- og Psykiatriudvalget til fællesmøde
om den Sammenhængende Ungeindsats.