2. 2. behandling af Budget 2019-2022 (B)
2. 2. behandling af Budget 2019-2022 (B)
Sagsnr.: 330-2018-60755 Dok.nr.: 330-2018-520517 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Økonomiudvalget skal til Byrådets 2. behandling videresende Byrådets
1. behandling af Budget 2019-2022 samt de fremsatte ændringsforslag. Økonomiudvalget
skal endvidere beslutte, om teknisk/administrative ændringsforslag indstilles
til Byrådets godkendelse.
Baggrund
Byrådet besluttede ved 1. behandling af Budget 2019-2022 at
oversende budgetforslag til 2. behandling på baggrund af den budgetaftale, som
den 17. september 2018 blev indgået mellem Socialdemokratiet,
Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal
Alliance. Budgetaftalen er vedlagt i Bilag 1.
Budgetaftalen indebærer Resultatopgørelse og
Bevillingsoversigt som vist i Bilag 2 og Bilag 3. Resultatopgørelse og
bevillingsoversigt skal tilpasses, såfremt ændringsforslag godkendes af Byrådet
ved 2. behandlingen af budgettet.
Jf. Byrådets beslutning af 17. september 2018 så er overførsel
af anlæg fra 2018 til 2019 på 65,5 mio. kr. indarbejdet i budgetforslaget til
2. behandling.
Følgende elementer indgår i budgetforslaget.
1. Overordnede budgetforudsætninger
· Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 25,1%
· Udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96
%, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør Provsti
· Grundskyldpromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 25,3
‰
· Der opkræves ikke dækningsafgift af forretningsejendomme
· Der opkræves dækningsafgift af offentlige statslige og regionale
ejendomme. Denne fastsættes til 12,65 ‰ af grundværdien samt 8,75 ‰ af
forskelsværdien mellem grundværdi og ejendomsvurdering
· Skatter, tilskud og udligning budgetlægges ud fra det
statsgaranterede udskrivningsgrundlag
2. Teknisk/administrative ændringsforslag
Der er udarbejdet teknisk-administrative ændringsforslag
(Bilag 4) vedrørende justeringer for dels Natura 2000 handleplaner og dels
ældreboliger. I 2019-2021 betyder forslagene øget kassefinansiering på 239.000
kr. årligt og i 2022 tilføres kassen 1,5 mio. kr.
3. Politiske ændringsforslag
Deadline til fremsendelse af ændringsforslag er fastsat til
den 2. oktober 2018 kl. 12. Underændringsforslag er fastsat til den 4. oktober
2018 kl. 12. Ændringsforslagene vil blive fremsendt til Byrådets 2. behandling
af budget 2019-2022.
4. Endelig afbalancering og udmøntning af Budget
2019-2022
Det anbefales, at Økonomi- og Teknikdirektøren bemyndiges
til at foretage den endelige afbalancering af Budget 2019-2022 via
kassebeholdningen (mindre tekniske afrundinger mv.) samt udmøntning af div.
puljer mv.
5. Takster
Byrådet godkender med budgettet takster for 2019. Forslag
til takster fremgår af Bilag 5. De fremlagte takster er beregnet administrativt
efter uændrede principper.
En række takster vil først kunne beregnes endeligt efter
budgetvedtagelsen, og disse fremlægges til Byrådets godkendelse på kommende
møder.
6. Bevillingsniveau
Byrådet skal ved behandling af årsbudgettet også fastlægge
bevillingsniveauet for det kommende år.
Det anbefales, at bevillingsniveauet fastholdes uændret,
således at der gives en samlet netto bevilling til hvert fagudvalg. Bevillingen
pr. udvalg er endvidere opdelt i nettobevillinger på serviceudgifter,
overførelsesudgifter, brugerfinansierede udgifter, udgifter til
medfinansiering, og udgifter til forsikrede ledige.
7. Høringssvar
Budgetaftalen er i perioden 18.-28. september udsendt til
høring i brugerbestyrelser, MED-udvalg m.v. Høringssvar udsendes samlet til
Byrådet den 28. september.
Retligt
grundlag
Styrelseslovens § 37 og 38,
hvoraf det blandt andet fremgår, at Økonomiudvalgets forslag til budget for det
kommende år, samt budgetoverslagsårene skal behandles 2 gange i Byrådet, og
være endelig godkendt senest 15. oktober.
Forretningsorden for Slagelse Byråd fastlægger i § 11 regler
for fremsættelse og behandling af ændringsforslag og underændringsforslag for
sager, der undergives 2 behandlinger.
Handlemuligheder
Fremgår af sag og bilag.
Vurdering
Administrationen har fået en henvendelse fra KL vedrørende
udfordringer med aftaleoverholdelse mellem KL og regeringen i forhold til
anlægsloftet på 17,8 mia. kr.
Anlæggene vedtaget i forbindelse med 1. behandling af budget
2019-2022 er gennemgået. Ud fra en første gennemgang og en faglig teknisk
vurdering skønnes det, at der kan flyttes anlæg for 37,019 mio. kr. fra 2019
til 25,219 mio. kr. i 2020, 6,8 mio. kr. i 2021 og 5 mio. kr. i 2023 jf. Bilag
6.
For at bidrage til aftaleoverholdelsen, og derved undgå
sanktioner fra staten, anbefales det at de foreslåede anlæg flyttes.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Fremgår af sag og bilag.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Økonomi- og Teknikdirektøren indstiller,
1.
at Økonomiudvalget videresender byrådets 1. behandling af Budget 2019-2022
til 2. behandling i byrådet.
2.
at Økonomiudvalget anbefaler at udskrivningsprocenten for kirkelige skatter
fastsættes til 0,96 %, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør
Provsti
3.
at Økonomiudvalget anbefaler teknisk-administrative ændringsforslag som
angivet i bilag 4 til Byrådets godkendelse
4.
at ændringsforslag og underændringsforslag fra Byrådets medlemmer og
partier fremsendes til Byrådets behandling
Beslutning i Økonomiudvalget
den 1. oktober 2018:
Fraværende:
At 1 til 4 godkendt.
Thomas Clausen (Ø) undlod at stemme for ”at 1” – at
Økonomiudvalget videresender byrådets 1. behandling af Budget 2019-2022 til 2.
behandling i Byrådet.
I forhold til bilag 6 ønsker Økonomiudvalget alene
udskydelse af anlægsprojekter vedrørende skoleudbygning med 4,5 mio. kr. og
vedrørende svømmehal 5 mio. kr. i 2019, samt at anlæg vedrørende dagtilbud ikke
udskydes. Øvrige forslag i bilag 6, til udskydelse af anlægsprojekter,
fremsendes til Byrådets 2. behandling af budget 2019 -22. Revideret bilag
fremsendes til Byrådet.
Udskydelsen sker på baggrund af opfordring fra KL i
forbindelse med kommunernes samlede overholdelse af anlægsrammen.
Administrativ tilføjelse: Sagens bilag 6 er revideret
i henhold til Økonomiudvalgets beslutning. Ændringsforslag fra Enhedslisten
vedlagt og Høringssvar ajourført med indkomne svar.
Beslutning i Byrådet den 8.
oktober 2018:
Fraværende:
Ad. At 2 – Udskrivningsprocenten for kirkelige
skatter fastsættes til 0,96 %, som indarbejdet i budget for Slagelse-Skælskør
provsti
Godkendt
Ad. At 3 – Tekniske- administrative ændringsforslag,
jf. bilag 4
Godkendt
De vedtagne tekniske ændringsforslag indarbejdes
efterfølgende i det godkendte budget 2019-22.
Ad. At 4
Der blev fremlagt ændringsforslag til det oversendte
Budget 2019-22.
Ændringsforslag 1. Thomas Clausen (Ø), fremlagde 6
forslag jfr. bilag til dagsordenen
* Ansættelse af personale til familierådgivning
* Bedre normering i dagtilbud
* Økologiske tiltag
* Småjobs til 100 uddannelseshjælpsmodtagere
* Udbygning af forsorgshistorisk museum
* Dækningsafgift på forretningsejendomme 7 0/00
Ændringsforslaget blev, som det mest vidtgående i forhold
til det oversendte budget 2019-22 sat til afstemning først. Forslagene blev sat
til afstemning samlet.
For stemte 1 (Ø).
Imod stemte 30; (A), (V), (O), (F), (I) og (B).
Ændringsforslaget blev ikke godkendt og bortfaldt.
Ændringsforslag 2. Økonomiudvalget fremlagde forslag
vedrørende udskydelse af anlæg jfr. bilag 6.
For stemte 30; (A), (V), (O), (F), (I) og (B).
Imod stemte (Ø).
Forslaget blev godkendt.
Parterne bag budgetaftalen fremlagde følgende tilføjelser
og bemærkninger til budgetaftalen, bilag 1:
At de mange høringssvar indgår i det videre arbejde med
at udmønte budgetaftalen.
At der skal være er en særlig fokus på udvikling af socialøkonomiske
virksomheder og tilhørende aktiviteter.
At der i en kommende aftale om Posthuset skal være
indskrevet, at stueetagen skal bibeholdes som et åbent og kreativt miljø, hvor
der skal være en naturlig indgang fra gadeplanet, og hvor iværksætteri og
innovation sammen med en tæt tilknytning til campusområdet er i højsædet.
At budgetaftalen er ambitiøs, og der derfor snarest i
samarbejde med forvaltningen skal udarbejdes en tydelig tidsmæssig prioritering
mellem aftalens mange tiltag.
At der ved gennemførelse af de i aftalen nævnte
tema-analyser inddrages resultater og konklusion fra tidligere undersøgelser og
analyser med respekt for, at der søges nye løsninger på kendte udfordringer.
At de kommende tiltag mht. organisationsudvikling naturligvis
skal spille tæt sammen med tiltag indeholdt i budgetaftalen, ligesom både
ledelseskommissionens anbefalinger og de fire nationale mål opstillet af
Regeringen, KL, Danske Regioner, LO, FTF og AC som pejlemærker for, hvordan den
offentlige sektor skal udvikles de kommende år, skal inddrages.
At det understreges, at de i aftalen nævnte generelle
effektiviseringer på 0,7% pr. år fra 2020 ikke må gå ud over serviceniveauet,
og at effektiviseringerne indenfor fagudvalgene ”Forebyggelse og Senior” samt ”Børn
og Unge” forbliver på fagområderne efter nærmere retningslinjer fra de nævnte
fagudvalg.
At det i aftalen nævnte punkt 54n udgår.
At budgetaftalen løbende følges op, og at drøftelser
mellem budgetgruppens partier som udgangspunkt finder sted i forbindelse med
møder i Økonomiudvalget.
Der vedlægges et bilag til aftalen vedr. gæld, afdrag og
renter, jf. pkt. 53 (fremsendt til byrådet d. 3.10)
Budget 2019-22 jfr. bilag 1-3 samt 5, med godkendte
ændringsforslag (bilag 4 og 6) samt tilføjelser og bemærkningerne til
budgetaftalen blev godkendt.
Borgmesteren konstaterede, at Thomas Clausen (Ø) ikke var
en del af budgetaftalen.
Det vedtagne budget betyder at
· Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 25,1 %
· Udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96 %
· Grundskyldspromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 25,3 0/00
· Der opkræves ikke dækningsafgift af forretningsejendomme
· Der opkræves dækningsafgift af offentlige statslige og regionale
ejendomme. Denne fastsættes til 12,65 0/00 af grundværdien samt 8,75 0/00 af
forskelsværdien mellem grundværdi og ejendomsvurdering.