Byrådet – Referat – 6. oktober 2025


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Afbud: Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Bodil Knudsen)

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender dagsordenen.

2. Godkendelse af Budget 2026-2029 (2. behandling) B

Beslutning

At 1: Følgende afstemninger blev gennemført:

Ændringsforslag Trelleborglisten:

For stemte 1: Trelleborglisten

Imod stemte 28: (V), (C), (F), (A), (Ø), (O) og (B)

2 undlod at stemme: Storebæltslisten

Ændringsforslaget bortfaldt.

 

Ændringsforslag (Ø):

For stemte 1: (Ø)

Imod stemte 26: (V), (C), (F), (A) og (B)

4 undlod at stemme: (O), Trelleborglisten og Storebæltslisten

Ændringsforslaget bortfaldt.

 

Ændringsforslaget (A):

For stemte 8: (A)

Imod stemte 18: (V), (C), (F) og (B)

5 undlod at stemme: (O), (Ø), Storebæltslisten og Trelleborglisten

Ændringsforslaget bortfaldt.

 

Ændringsforslag VCFB:

For stemte 18: (V), (C), (F) og (B)

Imod stemte 10: (A), Trelleborglisten og (Ø)

3 undlod at stemme: (O) og Storebæltslisten

Ændringsforslaget blev godkendt.

 

At 2: Byrådet besluttede at der budgetlægges ud fra selvbudgettering.

At 3-7: Godkendt.

At 8: Godkendt.

(Ø) stemte i mod idet (Ø) er imod de besluttede færgetakster.

At 9: Orientering givet.

At 10: Godkendt.

At 11: Byrådet godkendte anlægsbevillinger til Liggehal Søbjerggård, Energieffektiviseringsdirektivet 2026-2029, Flytning af Korsør Bibliotek til Skolegade 1 (Kulturhuset) og Indkøb af generatorer (beredskabsplan).

(A) og (Ø) stemte imod Flytning af Korsør Bibliotek til Skolegade 1 (Kulturhuset)

(A) kan ikke støtte flytningen af Korsør Bibliotek til Skolegade på nuværende tidspunkt.
Der mangler en grundig drøftelse af, hvad der vil være den bedste løsning – både i forhold til en placering i Kulturhuset eller på Korsør Gamle Rådhus – før (A) kan træffe en beslutning.

 





Afbud: Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Bodil Knudsen)

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal 2. behandle budgetforslag for 2026-2029, herunder træffe beslutning om hvilke ændringsforslag, der skal indarbejdes i Budget 2026-2029.

Byrådet skal godkende udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat, kirkeskat,
grundskyldspromille og dækningsafgift.

Byrådet skal godkende takster, bevillingsniveau samt bemyndigelse til endelig afbalancering af budgettet.

Byrådet orienteres omkring indkomne høringssvar, som har indgået som del af budgetforhandlingerne samt HovedMED's drøftelse af budgetforslag til 2. behandlingen af budget 2026-2029.

 

Indstilling

Direktionen indstiller,

1. at Byrådet stemmer om politisk ændringsforslag fra Trelleborglisten, som anført i bilag 6, ændringsforslag fra Ø, som anført i bilag 5, ændringsforslag fra A, som anført i bilag 4 samt ændringsforslag fra VCFB, som anført i bilag 3

2. at Byrådet beslutter hvorvidt skatter, tilskud og udligning budgetlægges ud fra det statsgaranterede eller det selvbudgetterede befolkningstal og udskrivningsgrundlag, jf. bilag 9

3. at Byrådet godkender udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat på 26,1% 

4. at Byrådet godkender, at udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96%, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør Provsti 

5. at Byrådet godkender statens fastsatte grundskyldsprovenu, svarende til den udmeldte maksimale grundskyldspromille på 11,1 ‰ excl. produktionsjord og 7,2 ‰ vedr. grundskyldpromillen på produktionsjord

6. at der fortsat opkræves dækningsafgift af offentlige ejendomme, svarende til hvad der har været opkrævet i provenu i 2024

7. at Byrådet godkender, at bevillingsniveauet fastsættes til bruttobevillinger pr. udvalg 

8. at Byrådet godkender takster, som anført i bilag 2 

9. at Byrådet tager de indkomne høringssvar samt drøftelsen i HovedMED til orientering, som anført i bilag 7 og 8 

10. at Chefen for Økonomi, Digitalisering og HR bemyndiges til at foretage den endelige afbalancering af Budget 2026-2029 for så vidt angår mindre tekniske afrundinger

 11. at der pr. 1. januar 2026 frigives anlægsbevillinger til projekterne: Liggehal Søbjerggård, Energieffektiviseringsdirektivet 2026 – 2029, Flytning af Korsør Bibliotek til Skolegade 1 (Kulturhus) og Indkøb af generatorer (beredskabsplan) (jf. bilag 3).

 

Sagens indhold

Budgetforslaget fra Byrådets 1. behandling af Budget 2026-2029 dannede grundlag for budgetforhandlingerne.

Materialet har været i høring i perioden 27. august - 5.september 2025. Indkomne høringssvar er tilgået Byrådet umiddelbart herefter.

Resultatopgørelse og bevillingsoversigt er opstillet ud fra Byrådets 1. behandling af Budget 2026-2029, som anført i bilag 1. Resultatopgørelsen og bevillingsoversigt tilpasses Byrådets godkendte ændringsforslag.

Følgende elementer indgår i budgetforslaget:

1. Politiske ændringsforslag
Der er modtaget  ændringsforslag fra Trelleborglisten, som anført i bilag 6, ændringsforslag fra Ø, som anført i bilag 5, ændringsforslag fra A, som anført i bilag 4 samt ændringsforslag fra VCFB, som anført i bilag 3.

2. Indtægtsnotat
Der er udarbejdet et notat om udviklingen i kommunens skatter og tilskud/udligning samt problemstillingen omkring valg mellem statsgaranti og selvbudgettering (bilag 9).
Notatet indeholder tre scenarier, som viser et spænd i finansieringen fra -3,4 mio. kr. til +13,9 mio. kr. Scenarierne tager udgangspunkt i Økonomisk Redegørelse pr. august 2025 og illustrerer konsekvenserne af ændrede forudsætninger for henholdsvis folketal og udskrivningsgrundlag.

På grund af det store antal kommuner, der valgte selvbudgettering i 2024/2025, og den generelle usikkerhed omkring kommunernes indtægter, er reglerne for valg af selvbudgettering ændret fra og med 2026. Fremover vil det især være vækstkommuner, der kan opnå et positivt provenu ved selvbudgettering. KL forventer, at antallet af kommuner, som vælger at selvbudgettere, vil falde.

3. Kommunal indkomstskat
Den kommunale indkomstskat fastsættes uændret til 26,1%

4.- 6. Kirkeskat, grundskyldspromille og dækningsafgift
- Udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96 %, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør Provsti
- Grundskyldpromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 11,1‰ excl. produktionsjord
- Grundskyldpromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 7,2‰ vedr. produktionsjord
- Der opkræves ikke dækningsafgift af forretningsejendomme
- Der opkræves fortsat dækningsafgift af offentlige ejendomme. Der må opkræves det samme som i 2024.

Slagelse Provsti er orienteret om, at der er stillet forslag om at Slagelse Kommune skal vælge selvbudgettering for 2026. Vælger Slagelse kommune selvbudgettering, vil kirkeskatten også være omfattet af selvbudgettering.

Ved valg af selvbudgettering vil Slagelse kommune indberette det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat og uændret kirkeskat på 0,96 % svarende til Slagelse Provstis fremsendte budget for 2026, således at der sker endelig afregning i 2029, når det endelige resultat for 2026 foreligger.
Slagelse Provsti har mulighed for frem til 2. behandlingen at fremsende evt. ændringer til udskrivningsgrundlaget eller kirkeskatteprocent.

7. Bevillingsniveauet
Bevillingsniveauet for det kommende år fastsættes til bruttobevillinger. Bevillingen pr. udvalg er opdelt på politikområder og derefter opdelt i bevillinger på serviceudgifter, overførelsesudgifter, brugerfinansierede udgifter og udgifter til kommunal medfinansiering.

8. Takster
Byrådet godkender i forbindelse med budgetvedtagelsen en række takster for 2026, som anført i bilag 2. De fremlagte takster er beregnet administrativt og forelagt de respektive fagudvalg til godkendelse på udvalgsmøder september 2025.
Takster, som beregnes med udgangspunkt det vedtagne budget, foreligges fagudvalg og Byrådet ultimo året.

9. Indkomne høringssvar
De indkomne høringssvar blev fremsendt til Byrådet forud for budgetforhandlingerne og er en del af det samlede budgetmateriale, jf. bilag 7. Desuden eftersendes HovedMED's drøftelse af budgetforslag til Byrådets 2.behandlingen af budget 2026-2029 (bemærk at bilag 8 eftersendes, da mødet i HovedMED er den 25. september).

10. Endelig afbalancering og udmøntning af Budget 2025-2028
Det anbefales, at chefen for Økonomi, Digitalisering og HR bemyndiges til at foretage den endelige afbalancering af Budget 2026-2029 via kassebeholdningen i de tilfælde, hvor der er tale om mindre tekniske afrundinger.

11. Frigivelse af anlægsbevillinger 
Administrationen indstiller frigivelse af anlægsbevillinger på aktiviteter, hvortil der er afsat rammebeløb. De foreslåede frigivne anlægsbevillinger er projekterne: Liggehal Søbjerggård, Energieffektiviseringsdirektivet 2026 – 2029, Flytning af Korsør Bibliotek til Skolegade 1 (Kulturhus) og Indkøb af generatorer (beredskabsplan), som forudsættes frigivet fra budgetaftalen (jf. bilag 3).

En frigivelse i forbindelse med budgetvedtagelsen betyder, at administrationen kan iværksætte aktiviteter allerede fra 1. januar 2026. Arbejdet skal dermed ikke afvente behandling i Økonomiudvalg og Kommunalbestyrelse i januar måned.

 

Retligt grundlag

Af Styrelseslovens § 37 og 38 fremgår det blandt andet, at Økonomiudvalgets forslag til budget for det kommende år samt budgetoverslagsårene skal behandles to gange i Byrådet. Fristen for endelig godkendelse af budget er den 15. oktober 2025.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

De økonomiske og personalemæssige konsekvenser i Slagelse Kommune afhænger af Byrådets behandling af de fremlagte ændringsforslag.

Ved valg af selvbudgettering tages der udgangspunkt i statsgarantiens budgetforudsætninger for afregning af skatter og tilskud/udligning. Gevinsten ved selvbudgettering skønnes at ligge i spændet fra -3,4 mio. kr. til +13,9 mio. kr., hvor den endelige afregning for 2026 først foretages i 2029.

Det skal også bemærkes, at den forventede gevinst ved selvbudgettering, i lighed med de tidligere regler, afhænger af antallet af kommuner, der vælger selvbudgettering, idet gevinsten modregnes i bloktilskuddet med op til 1,5 mia. kr.

Nationalt har KL den overordnede koordinering af, at kommunerne overholder den aftalte service- og anlægsramme for 2026. Overholdes rammerne ikke, kan der ske modregning i det betingede bloktilskud. Slagelse Kommune afventer KL’s udmelding om behovet for en eventuel kollektiv tilpasning af rammerne frem mod 2. behandlingen.

 

Tværgående konsekvenser

 Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Byrådet godkender Budget 2026-29 på møde den 6. oktober 2026 (2. behandlingen)

Sagens forløb

29/09/2025 Økonomiudvalget

At 1-8: Videresendes til Byrådets beslutning.

At 9: Orientering givet.

At 10-11: Videresendes til Byrådets beslutning.

Økonomiudvalget ønskede at der til byrådsmødet vedlægges bilag til sagen med likviditetsprognoser på ændringsforslagene.



Afbud: Troels Brandt

3. Fredsvalg til ældrerådsvalg 2025 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

 



Afbud: Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Bodil Knudsen)

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Der er planlagt valg til Ældrerådet den 18. november 2025 med mulighed for digital brevstemme fra den 7. oktober 2025. 16 kandidater havde meldt deres kandidatur ved fristens udløb. Efterfølgende har 1 kandidat trukket sit kandidatur, og der er dermed 15 opstillede kandidater til de 15 pladser i Ældrerådet.

Byrådet kan beslutte, om Ældrerådsvalget 2025 gennemføres som fredsvalg, da der nu er opstillet præcis det antal kandidater, som skal vælges.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller:

1. at Byrådet godkender, at Ældrerådsvalget 2025 afholdes som fredsvalg. 

Sagens indhold

Ældrerådet i Slagelse Kommune består af op til 15 medlemmer, som vælges hvert fjerde år. Valgperioden starter den 7. oktober 2025, hvor der kan afgives stemme på borgerservice, og fremmødevalg på valgsteder er planlagt til den 18. november 2025.

Fristen for opstilling af kandidatur til Ældrerådsvalget udløb den 2. september 2025, hvor der var 16 opstillede kandidater. Den formelle, administrative frist for beslutning om fredsvalg var den 9. september 2025.

Den 26. september 2025 har én kandidat trukket sit kandidatur, hvilket har medført, at der nu er 15 kandidater – svarende til det antal medlemmer, der kan vælges til Ældrerådet.

Af valgreglerne (vedlagt i bilag 1), som er godkendt i Byrådet, fremgår det, at Seniorudvalget efter samråd med valggruppen for Ældrerådet kan aflyse afstemningen, hvis der ikke er opstillet mere end 15 kandidater fire uger før valgdagen. Alle de opstillede kandidater er i så fald valgt. 

Seniorudvalget besluttede den 2. september 2025 (punkt 6), at der kunne afholdes fredsvalg, hvis der ikke var opstillet mere end 15 kandidater den 9. september 2025 som var 4 uger før valgdagen.

Kandidaten har trukket sit kandidatur 10 dage før valgdagen. Da dette er under 4 uger før valgdagen, vil en afgørelse om fredsvalg kræve en fornyet beslutning i Byrådet.

Beslutning om eventuelt fredsvalg træffes i samråd med valggruppen for Ældrerådet. Situationen har været drøftet i valggruppen for Ældrerådet den 29. september 2025. Valggruppen er enige om at anbefale fredsvalg.

Hvis Byrådet godkender fredsvalg, vil administrationen informere kandidater og offentligheden, og de opstillede kandidater vil blive betragtet som valgt uden afstemning.

Retligt grundlag

Ældrelovens kapitel 10, jf. lov nr. 1651 af 30. december 2024, gældende fra 1. juli 2025. Kapitlet fastsætter regler for oprettelse og valg til ældreråd i kommunerne.

Valgregler for ældrerådsvalg i Slagelse Kommune.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Den samlede udgift til fremmødevalg med digital afstemning er estimeret til 670.000 kr., hvortil der lægges 0,3 årsværk til en administrativ ressource. Udgifterne til leverandøren af det digitale valgsystem er uændrede ved beslutning om fredsvalg, da valgforberedelserne er så fremskredne, at leverandøren ikke kan give nedslag i prisen. 

Slagelse Kommune vil spare udgifter til diæter til valgtilforordnede og honorering af valgsekretærer, svarende til omtrent 300.000 kr. Derudover frigøres der administrative ressourcer, som kan anvendes til afvikling af kommunal- og regionsrådsvalget.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

4. Orientering om ekstraordinært byrådsmøde den 5. december 2025 (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

Afbud: Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Bodil Knudsen)

Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Byrådet orienteres om, at der afholdes ekstraordinært byrådsmøde fredag den 5. december 2025 kl. 13.30-14.00 i Byrådssalen.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet orienteres om, at der afholdes ekstraordinært byrådsmøde den 5. december 2025 kl. 13.30-14.00 i Byrådssalen.

 

Sagens indhold

Grundlaget for konstitueringen af et nyt byråd for perioden 2026-2029 er en gyldigt vedtaget styrelsesvedtægt, som det fungerende Byråd skal vedtage ved to behandlinger med mindst seks dages mellemrum.

Konstitueringen er fastlagt til den 5. december 2025, hvorfor processen for vedtagelse af en ny styrelsesvedtægt vil være 1. behandling på byrådsmødet den 24. november og 2. behandling inden konstitueringen den 5. december. Borgmesteren har derfor besluttet, at der berammes et ekstraordinært byrådsmøde den 5. december umiddelbart inden konstitueringsmødet.

 

Retligt grundlag

Kommunestyrelseslovens § 8, stk. 2 bestemmer, at ekstraordinære møder blandt andet afholdes, når borgmesteren finder det fornødent. Og videre, at borgmesteren fastsætter tid og sted for de ekstraordinære møders afholdelse.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

5. Lukket: Ombygning af Smedegade plejecenter - afd. 28, Slagelse Boligselskab (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.

6. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Afbud: Unnie L. B. Oldenburg (Stedfortræder: Bodil Knudsen)

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende referatet.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender referatet.