Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget – Referat – 2. februar 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Cheferne for Børn&Unge og Skoler&Dagtilbud indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget godkender dagsordenen.

2. Kompetenceplan 2026-2029 (B)

Beslutning

At 1: Drøftet

At 2: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller kompetenceplan 2026-2029 til Byrådets godkendelse.

Administrationens præsentation fra mødet vedhæftes referatet som bilag nr. 5


Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

De stående udvalg og Økonomiudvalget skal drøfte udkast til ny kompetenceplan og indstille eventuelle justeringer til byrådet. Udvalgenes indstillinger indarbejdes i en fælles sag til Byrådet. Kompetenceplanen supplerer styrelsesvedtægten ved at fastlægge, hvordan Byrådet delegerer beslutningskompetence til udvalg og administration.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøfter udkast til kompetenceplan for udvalgets område.

2. at Byrådet godkender kompetenceplan 2026-2029.

 

Sagens indhold

Baggrund
Byrådet har det overordnede ansvar for kommunens opgaver og kan i princippet træffe afgørelse i enhver sag, der vedrører kommunen. I praksis vil mange beslutninger være delegeret til udvalgene eller til administrationen.

Styrelsesvedtægten fastlægger den politiske organisering, udvalgsstruktur og de overordnede rammer for opgave- og ansvarsfordeling. Kompetenceplanen skal sammenholdt med styrelsesvedtægten ses som et samlet udtryk for delegationerne af beslutningskompetence i kommunen og forholder sig også til, hvilke niveauer der skal orienteres om en beslutning.

Erfaringsmæssigt kan der opstå sager, som ikke er beskrevet i kompetenceplanen. I de tilfælde bliver det med udgangspunkt i lovgivningen og sagernes karakter vurderet, om sagerne skal behandles administrativt eller politisk. Skal sagerne behandles politisk vil kompetencen ligge i Byrådet ud fra devisen, at kompetencen ikke er delegeret til et udvalg/administrationen.

Kompetenceplanen er udformet på baggrund af den praksis, som har fundet sted den seneste valgperiode, samt anbefalinger til ændringer af praksis med henblik på at ensarte kompetencefordelingen på tværs af politisk og administrativt niveau.

Som udgangspunkt bliver styrelsesvedtægt og kompetenceplan opdateret og forelagt udvalgene og godkendt i byrådet ved opstart af en ny byrådsperiode.

Når kompetenceplanen er endeligt vedtaget af Byrådet, bortfalder alle delegationer, der ikke følger af kompetenceplanen og principperne herfor.

 

Metode og principper for ny kompetenceplan
I løbet af 2025 har administrationen gennemført en omfattende revision og forenkling af kompetenceplanen på tværs af alle fagområder. Arbejdet har haft til formål at skabe en mere overskuelig og ensartet kompetenceplan.

Revisionen har taget udgangspunkt i gældende lovgivning og kommende reformer, den nye styrelsesvedtægt samt praksis på de enkelte fagområder. Derudover har arbejdet med frisættelse og helhedstænkning betydning for udvikling af organisationen, hvilket også afspejles i revisionen af kompetenceplanen. 

Kompetenceplanen er udarbejdet efter følgende principper:

  • Styrelsesvedtægten er hoveddokumentet for fordeling af udvalgenes opgaver og ansvarsområder.
  • Byrådet har som udgangspunkt beslutningskompetence til kommunens politikker og strategier, takster samt fastsættelse af serviceniveau, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 
  • Alle borgerrettede myndighedsopgaver under de stående udvalgs områder, daglig drift og administration af lovgivning inden for udvalgenes områder er som udgangspunkt delegeret til administrationen, medmindre andet er angivet i kompetenceplanen. 
  • Hvis et udvalg ønsker at beholde beslutningskompetencen for en konkret borgerrettet myndighedsopgave, skal det derfor fremgå af kompetenceplanen. Det samme gælder, hvis der findes opgaver, som lovgivningen kræver, at Byrådet selv træffer beslutning om.
  • Selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling. Kompetenceplanen påvirker ikke byrådsmedlemmernes rettigheder i forhold til initiativret og standsningsret.

Udvalgets behandling skal sikre, at kompetenceplanen er dækkende for udvalgets område. Udvalget skal i den forbindelse tage stilling til:

  • eventuelle politiske ønsker om undtagelser, samt
  • behov for orientering af udvalget i bestemte sagstyper.

 

Følgende bilag er vedlagt sagen:

  • Bilag 1A: Forside til samlet kompetenceplan 2026-2029
  • Bilag 1B: Forslag til kompetenceplan 2026-2029 (Familie-, Børne og Uddannelsesudvalget)
  • Bilag 2: Slagelse Kommunes Styrelsesvedtægt 2026-2029
  • Bilag 3: Kompetenceplan 2022-2025
  • Bilag 4: Hvad er en kompetenceplan?

 

Særlige bemærkninger til Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

Folkeskolelovens §41 pålægger kommunalbestyrelsen at udarbejde en styrelsesvedtægt for kommunens skolevæsen. Vedtægten skal indeholde en beskrivelse af eventuelle beføjelser, der er delegeret til skolebestyrelsen. Hermed sker der en delegering af beslutninger om den enkelte skoles drift og tilsyn til skolernes ledelse og bestyrelse. Skolerne bliver således en selvstændig myndighed, hvor skolelederen står til ansvar over for skolens bestyrelse. Som et tillæg til styrelsesvedtægten for skolerne skal der udarbejdes et bilag, som beskriver den konkrete udmøntning. Styrelsesvedtægten ændres kun ved grundlæggende ændringer, fx ændringer af skolestrukturen. Bilaget revideres hvert år på baggrund af de beslutninger, som det stående udvalg og evt. Byrådet træffer i løbet af året. Det reviderede bilag foreligger til orientering i Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget hvert forår.

Folkeskoleloven regulerer også hvilke områder, der skal behandles i Byrådet, fx budget og skolestruktur og derfor ikke kan delegeres til et stående udvalg eller administrationen.

 

 Eksempler på borgerrettede myndighedsopgaver under udvalgets område er fx:

  • Konkrete afgørelser, som en skoleleder træffer jf. folkeskolelovens §45 stk. 2

    Her kan eksempler være klassedannelse og placering i klasser, skemaer, elevflytninger mellem klasser indenfor samme skole, lektier, standpunktskarakterer, prøver og prøveresultater, tilpasning af undervisningens organisering, mv.

  • Afgørelse om specialpædagogisk støtte i folkeskolen
    Kommunen træffer afgørelse om, hvorvidt et barn har ret til ekstra støtte eller specialundervisning på baggrund af en konkret individuel vurdering.

  • Afgørelse om særlig støtte til børn
    Kommunen træffer afgørelse om foranstaltninger som fx familiebehandling, kontaktperson eller aflastning.

  • Behandling af underretninger om børn i mistrivsel
    Kommunen har pligt til at vurdere og handle på underretninger fra borgere eller fagpersoner, som udtrykker bekymring for et barns trivsel, udvikling eller sikkerhed.

Derudover er der følgende bemærkninger til udvalgets kompetenceplan:

  • Når det særlige Børne- og Ungeudvalg træffer afgørelse har Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget ikke mulighed for at justere i serviceniveauet.

 

Retligt grundlag

  • Lov om kommunernes styrelse
  • Kommunens styrelsesvedtægt
  • Folkeskoleloven §41 - 45ff

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Efter behandling i de stående udvalg samler administrationen udvalgenes anbefalinger til kompetenceplanen i én fælles sag med henblik på godkendelse i Byrådet. 

Sagens forløb

02/02/2026 Klima- og Miljøudvalget

At 1: Drøftet.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse med følgende bemærkninger:

Udvalget bemærker, jf. sagsfremstillingen, at selvom der er udarbejdet en kompetenceplan, skal administrationen fra sag til sag vurdere, om sagen har et sådant politisk indhold, at den bør indbringes til politisk behandling.

Udvalget indstiller følgende justeringer til Kompetenceplanen for Klima- og Miljøudvalget:

  • Bæredygtighedsstrategi er udvalget indstiller af.
  • Ejerstrategi for SK er udvalget indstiller af.
  • Vandindvindingsstrategi er udvalget indstiller af og Byrådet beslutter.
  • Klima- og Miljøudvalget indstiller miljøvurderinger/screening af planer, som hører under udvalget og enten Byråd eller Økonomiudvalg beslutter afhængig af projekt.
  • Afgørelser om miljøgodkendelser og revurdering af godkendelser af virksomheder efter kap. 5 i Miljøbeskyttelsesloven, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelse om tilladelser til udledning fra renseanlæg, virksomheder og regnvandsbetingede udløb, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om tilladelse til oplagring af forurenet jord, herunder også afgørelser om udspredning af forurenet jord, vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om.
  • Afgørelser om Kystbeskyttelsesprojekter, herunder afgørelser om partsfordeling, vedtægtsgodkendelser m.v., vurderer administrationen om udvalget skal orienteres om og, afhængig af sagens principielle indhold, træffe beslutning om
  • Udvalget samarbejder med Erhverv-, Udvikling- og Landdistriktsudvalget, om fordeling af Grøn Pulje.
  • Fastlæggelse af timepris for miljøtilsynsopgaver skal Klima- og Miljøudvalget indstille og byrådet beslutte.

Udvalget ønsker, at administrationen løbende er opmærksomme på at komme med forslag til administrationsgrundlag, så det er gennemsigtigt hvad hhv. administration og det politiske træffer beslutning om.

 

Thomas Clausen stemmer imod ovenstående indstilling.

 



Fraværende: Unnie L. B. Oldenburg

3. Handicapsagsbarometer 2025 (B)

Beslutning

At 1: Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller sagen til Byrådets godkendelse.

Udvalget ønsker at opfølgningen fremover sker som en del af ledelsestilsynet på Børne- og Ungeområdet.


Kompetence

Byrådet. 
 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget indstiller, at Byrådet godkender de foranstaltninger, administrationen har igangsat for at sikre overholdelse af sagsbehandlingsfristerne vedr. dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter Barnets Lov. 

Indstilling
Chefen for Børn og Unge indstiller, 

1. at Byrådet godkender de foranstaltninger, administrationen har igangsat til overholdelse af sagsbehandlingsfristerne. 

Sagens indhold

Den 19. november 2021 indgik flere politiske partier i Folketinget en aftale, der blandt andet pålagde Ankestyrelsen i årene 2023-2025 årligt at udarbejde et handicapsagsbarometer. Barometret giver et billede af generelle tendenser af kommunernes sagsbehandlingskvalitet på udvalgte områder inden for handicapområdet. Handicapsagsbarometeret er baseret på ikke-påklagede sager, som kommunerne, har indsendt til Ankestyrelsen. 

Handicapsagsbarometeret fra 2025 viser, at kommuner generelt har en udfordring med at overholde de offentlige sagsbehandlingsfrister vedr. dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter Barnets Lov. Barometeret kan læses i sin fulde længde i bilag 1. Ankestyrelsen har derfor besluttet, at kommunerne skal orientere Ankestyrelsen om kommunalbestyrelsens/udvalgets behandling af barometret, herunder hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte for at sikre, at sagsbehandlingsfristerne i højere grad overholdes. Handicapsagsbarometer fra 2025 vedrører dækning af tabt arbejdsfortjeneste jf. § 87 i Barnets Lov. Ved udgivelsen af handicapsagsbarometret medsendte Ankestyrelsen et høringsbrev til samtlige kommuner. Det er således første gang i forbindelse med et handicapsagsbarometer, at Ankestyrelsen har medsendt et høringsbrev. I høringsbrevet fremgår det, at det er en gennemgående tendens, at kommunerne har udfordringer ved at overholde de offentlige sagsbehandlingsfrister.

Ankestyrelsen har derfor besluttet, at kommunerne i forbindelse med dette handicapsagsbarometer skal orientere Ankestyrelsen om kommunalbestyrelsens/udvalgets behandling af barometeret, herunder hvilke foranstaltninger kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte for at sikre, at sagsbehandlingsfristerne overholdes. Da handicapsagsbarometeret 2025 vedrører tabt arbejdsfortjeneste jf. Barnets Lov behandles sagen udelukkende i Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget og Økonomiudvalget med indstilling til Byrådet. 

Hver kommune skal på deres hjemmeside offentliggøre tidsfristen for sagsbehandlingen. Det er kommunerne selv, der beslutter denne tidsfrist. Den er typisk på otte uger, men kan i enkelte kommuner være op mod fire måneder. Hvis en kommune ikke kan overholde tidsfristen, skal borgeren skriftligt orienteres om begrundelsen herfor og have en ny tidsfrist. 

Definition af tabt arbejdsfortjeneste 
Forældre der har et barn under 18 år med en fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, har mulighed for at ansøge kommunen om at få dækket tabt arbejdsfortjeneste. Det betyder, at forælderen kan få løn for den tid, hvor forælderen passer sit barn i hjemmet. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet/den unge passes i hjemmet og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer barnet/den unge. 

Høringssvar 
I bilag 2 fremgår Slagelse Kommunes høringssvar til Ankestyrelsen. Indholdet kan også læses af teksten nedenfor, og er udpluk fra indholdet i undersøgelsen jf. bilag 1.    


Resultater fra Handicapsagsbarometeret 2025 på landsplan
Ankestyrelsen har gennemgået 385 sager fra alle kommuner med det formål at beskrive kommunernes sagsbehandling ved dækning af tabt arbejdsfortjeneste. 

Undersøgelsen viser bredt set for alle kommuner i Danmark, at overholdelse af sagsbehandlingsfristen er den største udfordring. Dernæst er der fundet retlige mangler i halvdelen af sagerne, hvoraf utilstrækkelige sagsoplysninger er den mest udbredte retlige mangel.

Det fremgår også at flere retlige krav bliver overholdt. Et flertal af sagerne lever op til blandt andet kravene om inddragelse af barnet/den unge, korrekt klagevejledning og helhedsvurdering.

Resultater fra børne- og ungeområdet i Slagelse Kommune
Ankestyrelsen har gennemgået i alt fire sager fra Børn og Familie vedr. dækning af tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2024. De fire sager indgår også i undersøgelsen på landsplan. Børn og Familie har samlet set i 2024 truffet 469 afgørelser på området. 

I gennemgangen ser Ankestyrelsen på, hvorvidt sagerne ville blive stadfæstet, hjemsendt, ændret eller ophævet, hvis den var blevet påklaget af familien. Hvis en sag hjemsendes, betyder det ikke nødvendigvis, at afgørelsen ændres eller ophæves, men det betyder, at der er mangler i sagen, som er afgørende for, at Ankestyrelsen kan vurdere sagen. 

I to af de i alt fire sager vurderer Ankestyrelsen, at sagerne ville blive stadfæstet. To af sagerne er således i overensstemmelse med regler og praksis på området. 

I de to andre sager ville afgørelsen blive hjemvist på grund af utilstrækkelige sagsoplysninger. Det lægger sig op af den nationale tendens, hvor halvdelen af alle sager har retlige mangler og hvoraf utilstrækkelige sagsoplysninger er den mest udbredte mangel. 

Derudover er der i alle fire sager givet klagevejledning og i alle sager er der foretaget en helhedsvurdering. I tre af sagerne er barnet/den unge inddraget enten direkte eller på anden vis. 

Det bemærkes, at antallet af sager fra hver kommune er for lille til at være repræsentativt for hele kommunens sagsbehandling, men de udvalgte sager giver et billede af, at der i Slagelse Kommunes sagsbehandling vedr. dækning af tabt arbejdsfortjeneste ses samme tendenser som på landsplan.  

Slagelse Kommune har en offentlig sagsbehandlingstidsfrist på otte uger. Administrationen bemærker, at det i Slagelse Kommune er genkendeligt, at ikke alle sagsbehandlingsfrister overholdes. Implementeringen af Barnets Lov har blandt andet medført ændrede administrative opgaver i sagsbehandlingen, som kan medvirke til at behandlingsfristen i nogle tilfælde overskrides. Med barnets lov følger der fx et øget krav om inddragelse af barnet/den unge i alle aspekter af sagsbehandlingen, hvilket kan betyde, at en sag kan tage længere tid at behandle. Ligeledes følger der også grundigere screeninger og vurderinger ved nye oplysninger, som kan føre til flere møder og udredninger. I nogle tilfælde skal der også indhentes udtalelser udefra fx fra skolen eller lægen, som ligeledes kan medvirke til længere sagsforløb.  

Administrationen peger derfor på, at der i Slagelse Kommune generelt ses samme udfordring som på landsplan i forhold til overholdelse af sagsbehandlingsfrister.  


Foranstaltninger til overholdelse af sagsbehandlingsfrister på børne- og ungeområdet
Nedenfor beskrives tiltag, der bidrager til at sagsbehandlingsfristerne i højere grad overholdes.

  1. Nedbringe sagstallet pr. rådgiver
    Der arbejdes aktivt med at nedbringe sagstallet pr. rådgiver via opnormering af rådgivere, så den enkelte rådgiver får et mindre sagspres. Det bidrager til at medarbejderne hurtigere kan sagsbehandle de enkelte sager.
       
  2. Faglig ledelse tæt på
    De faglige koordinatorer kommer tættere på den enkelte rådgivers sager, så alle sager kan gennemgås to gange årligt. Det bidrager til tæt sparring i forhold til prioritering af sager og løbende dialog om overholdelse af tidsfrister.

  3. Justerede arbejdsgange
    Der kan arbejdes med hvordan de forskellige steps i sagsbehandlingen kan forenkles, så nogle arbejdsprocesser kan gøres hurtigere. Dette kan blandt andet ske gennem løbende afprøvninger, hvor der kan ses på, om nogle af de interne processer kan forenkles.
       
  4. Systematisk opfølgning på antal ikke overholdte frister
    Det indebærer blandt andet at sagsbehandlingsfristerne kan følges i ledelsestilsynet fremover. Det muliggør, at der løbende samles op på, i hvor mange tilfælde sagsbehandlingsfristen ikke overholdes. Det bidrager til at følge udviklingen og giver et fundament til nærmere undersøgelser og viden om den bagvedliggende årsag og mulige løsninger. 

  5. Systematiske arbejdsgange når sagsbehandlingsfristen overskrides
    Det indebærer at arbejdsgangen kan systematiseres, når borgeren skal informeres om, at en frist ikke kan overholdes og derfor skriftligt skal meddeles en ny frist. Det kan bidrage til at sikre, at alle borgere skriftligt er orienteret om, hvornår de kan forvente, at deres sag er færdigbehandlet. Helt konkret kan der arbejdes med dette på to måder:   
    1. Skabelon for orienteringsbrev, der skriftligt sendes ud, når sagsbehandlingsfristen ikke kan overholdes med ny dato. 
    2. Automatisk reminder i fagsystemet, når tidsfristen er ved at være nået, som sikrer, at orienteringsbrevet altid sendes ud.   

 

Retligt grundlag

Barnets Lov §87 om dækning af tabt arbejdsfortjeneste. 

§79a i den sociale retssikkerhedslov om kommunens behandling af Ankestyrelsens praksisundersøgelse. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Tværgående konsekvenser

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget samt Byrådet præsenteres én gang årligt for behandling af Danmarkskortet (omgørelsesprocenter på socialområdet), som viser, hvor stor en andel af de klagesager, Ankestyrelsen behandler, der enten bliver ændret, ophævet eller hjemvist til kommunen til fornyet behandling. Udviklingen bidrager til at sige noget om den generelle kvalitet i sagsbehandlingen.  

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

4. Planlægning af udvalgets mødeaktiviteter i 2026 (D)

Beslutning

At 1: Godkendt

Udvalget ønsker at de to møder på Slagelse Rådhus henholdsvis den 13. april og 2. november suppleres med et besøg i en daginstitution eller på en skole i Slagelse by efter administrationens skøn. De to datoer begynder udvalgsmødet en halv time senere, dvs. klokken 15:00.

At 2: Drøftet


Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan beslutte hvor udvalgets ordinære møder skal placeres og Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan drøfte hvilke møder og aktiviteter udvalget ønsker at deltage i ud over de ordinære udvalgsmøder.

 

Indstilling

Cheferne for Skole&Dagtilbud og Børn&Unge indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget godkender placeringen af udvalgets ordinære møder i 2026

2. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøfter og prioriterer ønsker til udvalgets øvrige aktiviteter

 

Sagens indhold

Udvalgets mødesteder i 2026 - de ordinære møder

Det tidligere Børne- og Ungeudvalg besluttede den 7. november 2023 at udvalgets ordinære møder skal forsøges placeret på områdets virksomheder. Udvalget har som en del af overleveringssagen til Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget anbefalet at ordningen fortsætter med det nye udvalg. 

Administrationen har udarbejdet nedenstående forslag til plan for placeringen af udvalgets ordinære møder. De tre møder på Slagelse Rådhus skyldes behovet for at holde møde samme sted som Sundhedsudvalget i forbindelse med budgetopfølgningerne, da chefen for Skole&Dagtilbud betjener begge udvalg.

2. februar:

Stillinge Skole (med besøg i Stillinge Børnehus)

2. marts:

Firkløveren, børnehave og vuggestue

13. april:

Slagelse Rådhus

4. maj:

Hashøjskolen (med besøg i Slots Bjergby Daginstitution)

1. juni:

Kirkeskoven (skole og daginstitution - organiseret som en landsbyordning)

10. august:

Slagelse Rådhus (med besøg kl. 13:30 - 14:15 i Slagelse Familiehus)

31. august:

Vemmelev Skole

5. oktober:

Rosenkilde Skole, Tårnborg

2. november:

Slagelse Rådhus

30. november: 

Børn&Unge, Willemoesvej 2c

I forbindelse med konkrete dagsordenpunkter omhandlende specifikke virksomheder, kan der på udvalgets foranledning arrangeres besøg i virksomheden forud for punktets behandling på det ordinære udvalgsmøde.

 

Udvalgets øvrige møder og aktiviteter

Som forberedelse til det politiske arbejde i 2026 skal alle de stående udvalg drøfte hvilke mødeaktiviteter udvalget ønsker ud over de ordinære møder.

Nedenfor er oplistet de møder, som dels er faste jf. tidligere vedtagelser, dels er de muligheder administrationen umiddelbart kan pege på. Listen kan suppleres med Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets egne ønsker.

I øvrigt henvises til bilag nr. 1, der anfører alle KLs nuværende kendte konferencer i 2026

 

Faste møder

Dialogmøder med bestyrelser

Folkeskoleloven foreskriver, at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget mindst to gange om året holder dialogmøder med repræsentanter for skolernes bestyrelse. Børne- og Ungeudvalget besluttede den 7. november 2023 at omsætte dette i en udvidet Slagelsemodel for dialog med områdets interessenter, herunder de faglige organisationer, der har overenskomst på området. Det blev vedtaget:

  • at holde et fælles stormøde i foråret med repræsentanter fra bestyrelserne i såvel skole, som dagtilbud, ledere fra skole og dagtilbud, de relevante faglige organisationer samt Slagelse Kommunale Elevråd. Mødet organiseres som en fælles workshop, hvor deltagerne blandes på tværs af skole, dagtilbud og klub. Møderne har temakarakter og sker ofte med oplægsholdere ude fra og efterfølgende dialog mellem deltagerne. Tidligere temaer har bl.a. været børn og unges digitale vaner, søvnens betydning for trivslen, PPRs rolle i understøttelsen af inklusion, samt Trivselskommisionens anbefalinger.

  • at holde et stormøde i august måned opdelt i henholdsvis skole og dagtilbud og organiseret som to på hinanden følgende workshops samme dag med fokus på hhv. dagtilbud og skole/klub. Til den første workshop deltager repræsentanter for forældrebestyrelserne i dagtilbuddene samt dagtilbudsledere og relevante faglige organisationer på dagtilbudsområdet. Til den anden workshop deltager repræsentanter for skolebestyrelserne samt skoleledere, Slagelse Kommunale Elevråd og relevante faglige organisationer på skoleområdet. Hver workshops vil have fokus på områdets generelle vilkår og udvikling samt aktuelle tematikker, såsom nationalpolitiske udspil, kvalitet i dagtilbud, inklusion, tidlig opsporing eller sprogindsatser.

Det kan i sammenhæng med ovennævnte dialogmøder nævnes, at på vegne af Byrådet afholder Center for Skole og Dagtilbud én årlig skoleudviklingssamtale med hver skole, hvor skolebestyrelsen skal have tilbud om at deltage med en repræsentant i dele af samtalen. Efterfølgende orienteres Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget om samtalerne.

Møde med handicaprådet

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget mødes én gang om året med Handicaprådet for at drøfte fælles emner. Mødet plejer at være placeret forud for eller efter et ordinært udvalgsmøde. Der fastlægges dagsorden i fællesskab på den måde, at Handicaprådet sender deres ønsker til dagsordenpunkter, som drøftes i og suppleres med Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget egne punkter inden den endelige dagsorden fastlægges. Mødet har en times varighed.

Møde med Rådet for socialt udsatte

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget mødes én gang om året med Rådet for socialt udsatte for at drøfte fælles emner. Rådet for socialt udsatte er et politisk rådgivende råd, udpeget af byrådet, med det formål at sikre, at socialt udsatte får medindflydelse på beslutninger om tilbud og indsatser i kommunen. Der fastlægges dagsorden i fællesskab.

 

Andre møder og aktiviteter

Konferencer

KLs Børne- og Ungetopmøde

Hvert år i slutningen af januar afholder Kommunernes Landsforening et Børne- og Ungetopmøde i Ålborg. Mødets deltagere er en blanding af politikere fra de stående udvalg i kommunerne og embedsmænd fra skole- og dagtilbudsforvaltningerne. Konferencen varer 2 dage, men på grund af rejsetid skal man forvente at bruge 2½ dag på deltagelse. Seks medlemmer af Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget deltager i konferencen i år den 28. til den 30. januar.

KL Social Børn&Unge 2026

Den 9. april 2026 afholder KL den årlige tilbagevendende konference om det sociale børn- og ungeområde. Konferencen samler fagfolk fra hele landet på tværs af kommuner og øvrige organisationer. Konferencen henvender sig til forvaltningschefer, ledere, praktikere, politikere og andre interessenter, der arbejder med forebyggelse, støtte og hjælp til udsatte børn & unge og deres familier.

 

Temamøder

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget har mulighed for at afholde temamøder, enten for udvalget alene eller sammen med andre af de stående udvalg. Set i lyset af anbefalingerne i dels Førtidspensionsanalysen, dels §17,4 opgaveudvalgets anbefalinger til et styrket samarbejde om unges trivsel og uddannelsesmuligheder vurderer administrationen, at der kunne afholdes fælles temamøder med Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Temamøderne kunne eventuelt også udvides med aktørerne på hele ungdomsuddannelsesområdet. 

Byrådet afholder en række temamøder hen over året. Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kunne overveje hvilke temaer udvalget kunne foreslå blev bragt op til drøftelse med kollegerne i hele byrådet.

 

Studieture

I det tidligere Børne- og Ungeudvalg blev der flere gange drøftet, om udvalget skulle tage på studietur, for at opleve på første hånd, hvordan andre kommuner har håndteret de udfordringer, som også Slagelse har, fx skolefravær, stærke ungdomsklubber med gadeplansarbejde, Ungegaranti (jf. 17,4 anbefalingerne) og inklusion.

Konstitueringsaftalen nævner styrket samarbejde med ungdomsuddannelserne. Dette kunne også være et selvstændigt tema kombineret med en rundtur til ungdomsuddannelserne, fx ZBC, gymnasierne, FGU og VUC Klar.

 

Tilbud om konferencer i løbet af året

Administrationen modtager løbende tilbud om konferencer mv. målrettet kommunens stående udvalg. Udvalget skal drøfte hvordan disse håndteres. Administrationen anbefaler at disse konferencetilbud medtages under gensidig orientering, så hele Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget er orienteret om det.

 

Der er i 2026 afsat kr. 138.801 til Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets aktiviteter. Af dette budget bruges der ca. kr. 20.000 til forplejning på udvalgets ordinære møder

 

Retligt grundlag

Folkeskoleloven

Styrelsesvedtægten for Slagelse Kommunes skolevæsen

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Eventuelle temamøde med andre stående udvalg skal koordineres

 

Sagens videre forløb

På Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets møde den 2. marts foreligger der en beslutningssag om udvalgets mødeaktivitet i 2026

5. Opsamling på Børne- og Unge topmødet 2026 (D)

Beslutning

At 1: Drøftet

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget var til Børne- og Ungetopmøde i Aalborg fra 29. - 30. januar 2026. Overskriften for topmødet i år var det gode børne- og ungeliv.

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan drøfte output fra dagene samt den videre proces.

 

Indstilling

Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget drøfter den videre proces omkring temaerne fra Børne- og Ungetopmødet.

 

Sagens indhold

Årets Børne- og Ungetopmøde i Aalborg omhandlede bl.a. det gode børne- og ungeliv.

Børne- og ungeområdet undergår mange forandringer i disse år. Politiske reformer og visioner skal omsættes til virkelighed i kommunerne og kvalitet i kerneopgaven. Og ambitionerne er store for, at børn og unge trives, lærer, dannes og udvikler sig sammen i meningsfulde fællesskaber.

KLs Børne- og Undervisningsudvalg har derfor valgt, at Børne- og Ungetopmødet 2026 skulle fokusere på, hvordan der ledes på og skabes retning for kvaliteten på det samlede børne- og ungeområde i kommunerne.

Programmet for topmødet er vedlagt som bilag 1.

De forskellige slides og materialer fra topmødet kan tilgås på følgende hjemmeside: https://tilmeld.kl.dk/butm2026/conference

Udvalget kan drøfte, hvorvidt administrationen skal arbejde videre med nogle af temaerne fra topmødet.

 

Retligt grundlag

Ingen bemærkninger.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

6. Orientering om Kræftplan V (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet

Kompetence

Sundhedsudvalget, Senior- og Omsorgsudvalget og Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

Beslutningstema

Regeringen har afsat 600 mio. kr. årligt fra 2025 og frem til Kræftplan V. En kræftplan er en national strategi for at forbedre kræftområdet - lige fra tidlig forebyggelse og opsporing til behandling, rehabilitering og palliation. Kræftplanen skal ses i forlængelse af Sundhedsreformen fra november 2024.

Kræftplan V indeholder fire indsatsområder og herunder 36 initiativer, som skal sikre at patienterne får et bedre liv med og efter kræft.

Udvalgene orienteres om Kræftplan V, herunder status på de indsatser i kræftplanen, som er forankret i kommunen.

Indstilling

Chefen for Sundhed og Ældre indstiller,

1. at Sundhedsudvalget, Senior- og Omsorgsudvalget samt Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres om Kræftplan V, herunder status på de indsatser i kræftplanen, som er forankret i kommunen.

Sagens indhold

I forlængelse af sundhedsreformen har regeringen afsat 600 mio. kr. årligt fra 2025 og frem til Kræftplan V. Formålet med kræftplanen er at sikre et bedre liv med og efter kræft. Kræftplan V findes i bilag 1. 

Baggrund

I dag lever knap 400.000 danskere et liv med eller efter kræft. Flere overlever kræft og lever længere med en kræftsygdom, hvilket er positivt for både patienten og pårørende. Det betyder også at flere oplever senfølger dvs. fysiske eller psykiske helbredsproblemer, som opstår under eller efter kræftbehandling. Det anslås, at op mod 60 % af kræftpatienter er ramt af senfølger. I dag står alt for mange alene med deres senfølger bl.a. fordi der mangler tilbud, og fordi de eksisterende tilbud varierer i både kvalitet og geografisk spredning.

Målsætninger og indsatsområder

Kræftplan V indeholder tre overordnede målsætninger, som er den røde tråd i implementeringen af kræftplan V. Målsætningerne er:

  1. Kræftpatienter skal i højere grad opleve, at de får den hjælp og støtte, de har brug for, efter endt sygehusbehandling.
  2. Kræftpatienter skal i højere grad opleve, at de bliver inddraget i beslutninger om deres kræftforløb.
  3. Kræftoverlevelsen i Danmark skal være i toppen blandt de nordiske lande.

For at indfri målsætningerne indeholder kræftplan V 36 initiativer indenfor fire indsatsområder. De fire indsatsområder er:

  1. Kræftpatienters livskvalitet skal øges
  2. Kræftforløb skal tilrettelægges efter den enkelte patient
  3. Flere gode og kræftfrie leveår
  4. Kvaliteten på kræftområdet skal udvikles og øges

Kommunale opgaver i Kræftplan V

Kræftplan V indeholder en række initiativer, som påvirker den nuværende og kommende kommunale praksis, som er forankret under henholdsvis Sundhedsudvalget, Senior- og Omsorgsudvalget og Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

Indsatser forankret under Sundhedsudvalgets resortområde:

Styrkede rehabiliteringsforløb: Forbedring af eksisterende rehabiliteringstilbud ved at styrke kapacitet og lave nye kvalitetskrav for de lokale tilbud.

Slagelse Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Aktiv Velvære (AV), hvor kræftramte borgere får mulighed for at træne med andre kræftramte. Borgerne henvises af Forebyggelse til tilbuddet. Borgerne præsenteres for et træningsfælleskab i centret og mulighed for at træne gratis i en periode på 3 måneder. Når perioden ophører, kan borgerne melde sig ind i AV. Udover træning lægger AV lokaler til undervisning for kræftramte, som varetages af sundhedskonsulenter fra Forebyggelse.

Forebyggelse har indgået en samarbejdsaftale med Senfølgeklinikken om øget og tværsektorielt fokus på borgere med komplekse senfølger af kræft. Det foregår i en projektperiode som udløber med udgangen af 2026.

Målrettet, datadrevet kommunal forebyggelse: Der udvikles en national sundhedsprofil for børn og unge, som skal danne grundlag for målrettede indsatser for en sundere generation af børn og unge.

Slagelse Kommune har af flere omgange arbejdet med lokale sundhedsprofiler for børn og unge, som grundlag for prioritering og planlægning af forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Tilbage i 2012 blev den første sundhedsprofil for 11-15-årige i Slagelse Kommune gennemført, som en del af et forskningsprojekt i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Slagelse Kommune har efterfølgende været medlem af foreningen BørnUngeLiv, som stiller en digital platform til rådighed med adgang til målrettede spørgeskemaer, som kan anvendes til lokale undersøgelser af børn og unges trivsel, baseret på svar fra elever og forældre. Medlemskabet af BørnUngeLiv blev opsagt, som konsekvens af budgetforliget i 2022.

Administrationens erfaring med en sundhedsprofil for børn og unge er, at det er et nyttigt og værdifuldt værktøj i henhold til at målrette, prioritere og udvikle forebyggende indsatser og tiltag målrettet målgruppen. 

Bedre hjælp til rygestop: Fortsat udvikling og rygestoptilbud og tilbud om vederlagsfri rygestopmedicin.

Slagelse Kommune har en licensaftale med Rygestopkonsulenterne ApS og underviser efter deres koncept. Kommunale sundhedskonsulenter, som er uddannet som rygestopkonsulenter, varetager opgaven i stopforløbene. Derudover indkøbes der gennem licensaftalen, eksterne konsulenter til afholdelse af hold. Slagelse Kommune har mange borgere igennem stopholdene på årsbasis og har en høj procentdel af borgere, som stopper med at ryge og forbliver røgfri.

Forebyggelse indgår årligt samarbejdsaftaler med apotekerne mhp. udlevering af værdibeviser til rygestop-præparater. Her kan borgere, som deltager i stopforløb, få udleveret op til 3 x 250 kr. i værdibeviser. Rygestop-præparater bruges i en overgangsperiode og virker ved enten at dæmpe fornøjelsen ved rygning eller ved at tilføre kroppen nikotin på en mindre afhængighedsskabende måde. Ved at tilføre nikotin i mindre mængder og gradvist nedtrappe nikotinniveauet, øges sandsynligheden for at bryde sin afhængighed og til sidst at kunne stoppe sit nikotinforbrug helt.

Ifølge den nye sundhedsreform flyttes ansvaret for den patientrettede forebyggelse fra kommunerne til regionerne med virkning fra 2027. Dette inkluderer tilbud som nikotinafvænning. 

Indsatser forankret under Senior- og Omsorgsudvalgets resortområde:

Tryghed og lindring i rette tid: Løft af kapacitet og kompetencer til den basale palliative indsats bl.a. så patienter med livstruende sygdomme i højere grad får mulighed for at leve den sidste tid i eget hjem, hvis de ønsker det.

Sundhed og Ældre arbejder målrettet med at sikre tryghed og lindring i rette tid for borgere med livstruende sygdomme. Der er aktuelt 5 palliative nøglepersoner, fordelt i Skælskør, Slagelse og Korsør. Nøglepersonerne varetager ikke alle palliative forløb, men fungerer som faglige ressourcepersoner, der understøtter og opkvalificerer den samlede hjemme- og sygepleje. De har egne forløb og indgår som sparringspartnere på øvrige palliative forløb.

Sundhed og Ældre arbejder systematisk med kompetenceudvikling, bl.a. via workshops faciliteret af palliationssygeplejersken. Fokus er på tidlig identifikation af palliative behov, symptomlindring, kommunikation og koordination. Nøglepersonerne bidrager samtidig til kvalitetssikring gennem videndeling, refleksion og implementering af ny viden inden for palliation.

Palliative forløb opstartes enten via henvisning fra sygehus, egen læge eller palliativt team – eller på baggrund af vurdering fra den faste sygeplejerske i hjemmet. Forløbene tilrettelægges individuelt med fokus på borgerens ønsker, herunder muligheden for at leve den sidste tid i eget hjem. Tryghedskasser anvendes for at sikre hurtig lindring af akutte symptomer og øge trygheden for borger og pårørende.

Derudover arbejder Sundhed og Ældre systematisk med koordinering, forventningsafstemning og inddragelse af relevante rettigheder og tilbud, herunder terminalerklæring, plejeorlov, vederlagsfri ydelser og tværfaglig indsats.

Samlet set vurderer administrationen, at den nuværende organisering og indsats bidrager til en styrket basal palliativ indsats, hvor borgere og pårørende oplever tryghed, kontinuitet og faglig kvalitet.

Indsatser forankret under Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets resortområde:

Bedre hjælp til børn med svær overvægt: Etablering af overvægtstilbud til børn i alderen 5-8 år med svær overvægt

Som led i Kræftplan V etablerer sundhedstjenesten primo 2026 en ny indsats målrettet børn i alderen 5–8 år med svær overvægt. Indsatsen adskiller sig fra det tidligere kommunale behandlingstilbud, BOBU (Behandling af Overvægtige Børn og Unge), ved at have det brede sundhedsbegreb som primært fokus dvs. både med fokus på fysisk- og psykisk trivsel, frem for primært fokus på vægtreduktion.

Sundhedstjenesten udvider tilbuddet til også at omfatte børn helt ned til 3-års alderen, da sundhedsplejerskerne laver vægtkontrol på de 3-årige i forbindelse med Sund Sammen i børnehaven. Sund Sammen er 3-års besøg i børnehaven, hvor pædagog og sundhedsplejerske, gennem legeaktiviteter, vurderer barnets udvikling og trivsel. Allerede på dette tidspunkt i barnets liv, oplever Sundhedstjenesten et behov for at kunne tilbyde en indsats med fokus på psykisk og fysisk trivsel, da det afspejler sig i barnets vægtudvikling. 

Forløbet består af 8 samtaler, som kan suppleres med max 2 behovssamtaler, indenfor en periode på ca. 1 år. 

Retligt grundlag

Kræftplan V, som skal sikre et bedre liv med og efter kræft. Kræftplanen indeholder en række initiativer, som forankres i kommunerne. 

Sundhedsreformen 2024, som bl.a. beskriver at ansvaret for den patientrettede forebyggelse flyttes fra kommunerne til regionerne med virkning fra 2027.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

7. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet

Der blev på mødet desuden orienteret om følgende:

Udvalgsformanden:

  • Plejefamiliernes landsforening har rettet henvendelse. Formanden svarer på vegne af udvalget. 

  • Henvendelse fra Hvilebjergskolen om tidligere beslutning om evaluering af skoledistrikterne og processen omkring det. Formanden svarer på vegne af udvalget.

Udvalgets øvrige medlemmer:

  • Politisk ønske om mulighed for praktik i virksomhederne.

Administrationen:

  • To konkrete borgersager inden for Børne- og Ungeområdet
  • Indsats omkring opholdssteder mistænkt for hvidvask
  • Fokus på formalia omkring anbringelse i egen bolig
  • Civilretssag omkring refusionsafregning
  • Personalesituationen på Omø Skole.
  • Formanden for udvalget deltager i rekrutteringsprocessen til den nye direktør for området.

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

 

Indstilling

Cheferne for Børn&Unge, samt Skole&Dagtilbud indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget orienteres


Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand
2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
3. Orientering fra administrationen

 

Kultur- og Naturrygsækken – status efter første halvår
Skoleåret 2025/2026 er det første skoleår med rygsækforløb med kultur- og naturoplevelser for børn i de kommunale dagtilbud og grundskoler i Slagelse Kommune.

Forløb for grundskoler:
I 25/26 er der forløb for børnehaveklasseelever og elever på 2., 4., 6., 7. og 8. årgang i rygsækken. Samtlige grundskoler har booket deres obligatoriske forløb for skoleåret hos kulturaktørerne. Godt halvdelen af børnehaveklasseeleverne har allerede afviklet deres forløb med Slagelse Musikhus og Slagelse Kulturskole, mens 12 skoler allerede har været på besøg på Trelleborg i efteråret som en del af deres forløb for 6. klasses elever. Ca. en tredjedel af kommunens 7. klasser har været til podcastworkshop i Korsør Kulturhus med Slagelse Bibliotekerne, og en fjerdedel af 8. klasserne har været i Kunsthal Kongegaarden for at sætte lyd på et kunstværk.

I foråret afvikles forløbene for 2. og 4. klasses elever på henholdsvis Slagelse Museum og Slagelse Teater med Sjællands Teater samt de sidste forløb for de øvrige årgange.

Forløb for dagtilbud:
ÆllebælleMajfortælle (0-3-årige), Hoppeline & Science (4-5-årige) og Sommerfugleindsatsen (5-6-årige) er færdigudviklede. Sommerfugleindsatsen blev igangsat op til sommerferien 2025. De to øvrige tilbud blev lanceret for kommunens dagtilbud ved en temadag for dagtilbuddenes kulturambassadørkorps i december 2025.

 

Orientering om opsigelse af projekt Sød Balance

Slagelse Kommune har siden 1. sep. 2023 deltaget i projektet ’Sød Balance’. Projektet løber frem til 31. aug. 2027, men Folkesundhed har pr. 31. nov. 2025 valgt at opsige samarbejdet af projektet med Fødevarerstyrelsen.

Årsagen er, at Sød-måleren har været behæftet med mange fejl og udfordringer i forbindelse med udsending og drift. Den har i den forbindelse ikke vist sig at være et brugbart værktøj for sundhedstjenesten og tandplejen i deres arbejde med at fremme sunde snacksvaner hos børnene. Ydermere vurderes det, at der vil blive for mange omkostninger for sundhedstjenesten og tandplejen ift. driften af sød-måleren efter endt projektperiode. Slagelse kommune træder derfor ud af projektet pr. 28. feb. 2026.

Gennem projektet har sundhedstjenesten og tandplejen modtaget og afprøvet nogle fysiske materialer (foldere, samtaleark og dialogredskaber), som de er meget glade for at bruge til børn og forældre. Fødevarestyrelsen har givet tilladelse til, at Slagelse Kommune kan fortsætte med brugen af disse materialer, så vi fortsat kan sætte fokus på de sunde snacksvaner hos børnene i 0.-3. klasse. 

 

Opsigelse af lejemål i Børnehuset Lilleskov, Korsør

På baggrund af en byrådsbeslutning og bevilling i maj 2022 rummes vuggestuedelen i Børnehuset Lilleskoven i dag i et midlertidigt, lejet modulbyggeri. Lejeaftalen blev finansieret i 36 måneder med udløb 31. juli 2026. Lejemålet har en opsigelsesfrist på 6 måneder.

Børnetallet i Korsør falder kraftigt og der er ledige kvadratmeter i alle vuggestuer og børnehaver i Korsør Syd. Dags dato går alle 30 vuggestuebørn i Børnehuset Lilleskov i modulbyggeriet. Den 1/8-26 er der 22 vuggestuebørn tilbage. Den 1/8-26 skal 24 børnehavebørn begynde i skole. Herefter er der 51 børnehavebørn tilbage i Lilleskoven. Det betyder at der pr. 1/8 vil være 73 børn i Børnehuset Lilleskov. Børnehuset er uden modulbyggeriet berammet til 96 børn.

Administrationen har derfor besluttet at opsige lejemålet af modulbyggeriet med udgangen af den finansierede periode, dvs. pr. 1/8-26. Midler til reetablering af det grundstykke, hvor modulbyggeriet er placeret, er afsat i budgettet.

Den fremtidige fordeling af vuggestue- og børnehavepladser i Korsør vil være en samlet vurdering på baggrund af kapacitetsanalysen og drøftelserne i Familie-, børne- og uddannelsesudvalget.

8. Input til kommende møder (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede at følgende emner sættes på et kommende møde:

  • Evaluering af skoledistrikterne

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling

 

Indstilling

Cheferne for Skole&Dagtilbud, samt Børn&Unge indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

9. Kommunikation (B)

Beslutning

At 1: Ingen bemærkninger

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget kan beslutte udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

Indstilling

Cheferne for Skole&Dagtilbud, samt Børn&Unge indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af udvalgsmødet.

 

10. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt

Kompetence

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget.

 

Beslutningstema

Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Direktøren for børn, unge og kultur indstiller,

1. at Familie-, Børne- og Uddannelsesudvalget godkender referatet.