Kompetence
Folkeoplysningsudvalget
Beslutningstema
Folkeoplysningsudvalgets (FOU) medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.v.
Indstilling
Chefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1. at Folkeoplysningsudvalget orienteres
Sagens indhold
1. Orientering fra Udvalgsformanden
2. Orientering fra Udvalgsmedlemmer
3. Orientering fra administrationen
Økonomisk status på Folkeoplysningsområdet
Udvalget informeres om status på økonomi på det folkeoplysende område. Områderne er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
| | Budget 2024 | Forbrug | Restbudget |
| Tilskud til leder- og lærerlønninger | 5.999.881 | 4.499.646 | 1.500.235 |
| Lokaletilskud til aftenskoler, øerne | 20.000 | 19.934 | 66 |
| Lokaletilskud til aftenskoler, særlige lokaler | 452.333 | 0 | 452.333 |
| I alt, Folkeoplysende voksenundervisning | 6.472.214 | 4.519.580 | 1.952.634 |
| Medlemstilskud | 3.500.000 | 3.207.750 | 292.250 |
| Lokaletilskud til foreninger | 4.000.000 | 2.951.642 | 1.048.358 |
| Tilskud til leder- og instruktøruddannelse | 651.399 | - 2 | 651.401 |
I alt, Folkeoplysende foreningsarbejde
| 8.151.399 | 6.159.390 | 1.992.009 |
| Udviklingspuljen | 100.000 | 0 | 100.000 |
I alt
| 14.723.613 | 10.678.970 | 4.044.643 |
Mellemkommunal betaling - Aftenskoleområdet
Undervisningen i aftenskolerne skal ikke kun være åben for kommunens egne borgere, men skal også være åben for deltagere, der ikke bor i aftenskolens hjemkommune. Det gælder for både traditionel aftenskoleundervisning og undervisning tilrettelagt efter fleksible tilrettelæggelsesformer. I begge tilfælde skal deltagerens hjemkommune betale for kursusudgiften.
Det betyder i praksis, at aftenskolerne, efter undervisningsforløbet eller sæsonen er slut, indberetter til kommunen, hvor mange deltagere, aftenskolen har haft fra andre kommuner, og så opkræver kommunen deltagerbetalingen fra den anden kommune.
Der er faste satser på området, som årligt meldes ud af KL. I 2023 har Slagelse Kommune opkrævet 670.960 kr. fra andre kommuner, hvor andre kommuner har opkrævet 148.192 kr. af Slagelse Kommune. I bilag 1 ses det hvilke kommuner der har opkrævet og betalt mellemkommunal betaling.
Springcenter ved Kirkeskovhallen
Administrationen modtog i første kvartal af 2024 en forespørgsel fra Ørslev Bjerre IF om muligheden for at etablere et springcenter i forbindelse med Kirkeskovhallen. Idegrundlaget var, at brugerne ville finansiere springcenteret på baggrund af ansøgninger til fonde mv., hvorefter springcenteret skulle overdrages til Slagelse Kommune. Foreningen ønsker at etablere et springtilbud i deres nærområde. Begrundelsen herfor er at forening har oplevet en stor medlemsfremgang og har mange børn i gymnastikafdelingen, hvorfor der er behov for plads. Et andet argument fremført af klubben er, at man ønsker at være med til at udvide kommunens springkapacitet.
Undersøgelsen af forholdene er for nuværende afsluttet med den konklusion, at der umiddelbart ikke er muligt at bygge et springcenter i forbindelse med Kirkeskovhallen på de nuværende forudsætninger, uden at der vil være tale om, at der skal søges dispensation.
Get2Sport sommeraktiviteter 2024
I uge 27-32 var der godt gang i sommeraktiviteterne i de fire Get2Sport-boligområder; Ringparken og Sydbyen i Slagelse, Motalavej i Korsør og Parkvej i Skælskør. De otte samarbejdsforeninger lavede til sammen 25 sommeraktiviteter, som havde form af 1) træninger direkte i boligområderne, 2) åbne træninger i egen klub, men med fokus på at tiltrække deltagere fra boligområderne eller 3) på tur til stranden. De deltagende foreninger var B73, FC Storebælt, Korsør Amatør Bokseklub, Skælskør Boldklub, Slagelse Basket, Slagelse Wolfpack, SVØM Slagelse Korsør og Volleyklubben Vestsjælland.
Sct. Michaels nat d. 27. september 2024
Fritidsafdelingen er repræsenteret ved Sct. Michaels nat fredag d. 27. september 2024 på Slagelse Bibliotek under temaet "Fællesskaber". Formålet med tilstedeværelsen er at inspirere de besøgende borgere til et aktivt fritidsliv i fællesskaber.
Klubtilbud i Nordhallen
Skole og Dagtilbud arbejder sammen med Kommunale Ejendomme og Kultur og Fritid på midlertidigt at etablere et klubtilbud i Nordhallens cafeteria. Dette midlertidige tilbud er en del af en ny klubstruktur, besluttet af Børn- og Ungeudvalget, og skal sikre brug af de ellers ubenyttede faciliteter efter den tidligere forpagters fratræden. Projektet er planlagt som en midlertidig løsning, der vil løbe indtil en mere permanent løsning kan findes eller implementeres.
Formålet med etableringen er at teste potentialet for synergi mellem klubtilbuddet og de eksisterende foreninger, der bruger hallen, samt at øge udnyttelsen af Nordhallens lokaler.
Placeringen er blevet gjort midlertidig grundet Børn og Ungeudvalget på deres møde den 13.08.2024 har anmodet administrationen om at genbesøge placeringen af klubtilbuddet endnu engang med henblik på at finde en alternativ placering.
Proces for den fremtidige talent- og eliteindsats
Administrationen har, på baggrund af et Eliteboardmøde med udvidet deltagerkreds fra idrætter i Slagelse Kommune og Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 8. maj samt en drøftelsessag på Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 10. juni, udarbejdet en procesplan frem mod et samlet grundlag for politisk beslutning for den fremtidige retning for talent- og eliteindsatsen. Processen er vedlagt som bilag 1.
En del af grundlaget for den politiske beslutning skabes med en konference (efter ønske fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets møde den 10. juni), hvor nationale tendenser, viden og udvikling kobles til lokal kontekst og en lokal drøftelse for den videre udvikling. Administrationen har, med input fra Eliteboardet, udarbejdet et udkast til et konferenceprogram, som administrationen arbejder på at etablere. Udkast til konferenceprogrammet er vedlagt som bilag 2. Der arbejdes på, at konferencen vil finde sted lørdag den 2. nov. Konferencen skal belyse temaer som eksempelvis bæredygtig talentudvikling og det gode idrætsmiljø, som belyses af nationale eksperter samt give rum for dialog med de lokale aktører og interessenter på området. Dette skal bidrage med viden og perspektiver til grundlaget for den politiske beslutning om den fremtidige talent- og eliteindsats i Slagelse Kommune.