7. Beslutning vedr. tilbagebetaling for transport i botilbud (B)
7. Beslutning vedr. tilbagebetaling for transport i botilbud (B)
Sagsnr.: 330-2018-961 Dok.nr.: 330-2018-5854 Åbent
Kompetence: Handicap- og Psykiatriudvalget
Beslutningstema
Der skal træffes beslutning vedr. en eventuel
tilbagebetaling af opkrævet betaling for beboeres transport i botilbud.
Baggrund
Slagelse Kommune har som en frivillig ydelse tilbudt beboere
i botilbud, mulighed for at købe transport i botilbuddets busser/biler. Tilbuddet
om transport anvendes primært af beboere med både fysiske og psykiske handicap
med behov for ledsagelse. Tilbuddet om transport anvendes stort set ikke af
borgere, der kan gøre brug af andre transporttilbud.
Ved beboerens anvendelse/køb af den frivillige ydelse
transport har betalingen været tilrettelagt, således at beboere kunne vælge
mellem en betaling pr. kørt kilometer eller en fast månedlig betaling. Disse to
ordninger tilgodeså et mindre/lejlighedsvis eller et større/jævnligt
kørselsbehov.
En fast månedlig betaling (månedskort) har været beregnet
med baggrund i alle køretøjets omkostninger, men personaleudgifter her ikke
været indregnet i den månedlige betaling. I 2016 varierede den månedlige
betaling mellem 3 takster på hhv. 390,- (Specialcenter Øst og Vest), 600,- (Socialpsykiatrisk
Center Slagelse) og 885,- kr. (Autisme Center Vestsjælland) månedligt i de 4 forskellige
virksomheder. Ved en beboeres valg af månedsbetaling kan der være tale om at
beboeren, der har kørt få/kortere ture kunne have opnået en billigere løsning
ved at vælge kilometertakst betaling. Der kan yderligere være behov for at
afdække om, den højeste takst på 885,- ved Autisme Center Vestsjælland har
været korrekt beregnet – se efterfølgende handlemulighed 4.
I 2016 blev der rettet opmærksomhed på, at der kunne være
tale om et uklart retsgrundlag for beregning af den takst beboerne kunne
opkræves for transporten. De to anvendte praksis for beregning af taksterne
adskiller sig således:
· En takst der dækker alle køretøjets omkostninger, men ikke
personaleudgifter.
· En – betydeligt lavere - takst der alene dækker udgifter til
væsker (benzin, olie, sprinkler o.l.), men ikke personaleudgifter.
Slagelse Kommune har til og med den 31. august 2016 beregnet
og anvendt en takst der dækkede alle køretøjets omkostninger. Da køretøjernes
driftsudgifter har været forskellige i de enkelte botilbud har taksten
ligeledes været forskellig i de enkelte tilbud.
Den 1. september 2016 besluttede Center for Handicap og
Psykiatri at stoppe al opkrævning af betaling for transport i alle botilbud.
Dette stop for opkrævning skete på baggrund af det uklare retsgrundlag, for
hvilke udgifter det var korrekt at medtage i fastsættelse af taksten for
betaling af transport. Stop for opkrævning af betaling fortsatte frem til den
31. december 2016.
Den 1. januar 2017 blev taksten for beboeres betaling for
transport omlagt fra dækkende alle udgifter til alene at dække udgiften til
væsker. Det blev yderligere fastlagt at der alene kunne opkræves betaling efter
en kilometertakst og ikke mere en månedskort ordning. Der blev samtidigt
fastlagt en ensartet kilometertakst gældende for alle botilbud.
Den 26. juni 2017 informerede Center for Handicap og
Psykiatri alle botilbud om, at der ikke mere må ske opkrævning af betaling for
transport i botilbud. Dette fuldstændige stop for opkrævning af betaling for
transport hos beboerne skete på baggrund af, at Økonomi og Indenrigsministeren
i et brev til Folketingets Trafikudvalg meddelte, at Børne og Socialministeriet
har ændret fortolkningen af det gældende lovgrundlag. Herefter skal alle
udgifter til transport indgå i den kommunalt betalte takst for
anvendelsen af botilbuddet. I forlængelse af ovenstående udsender Ankestyrelsen
den 3. juli 2017 et brev med udtalelse om Børne og Socialministeriet ændrede
fortolkning af reglerne for betaling af transport i botilbud. Ankestyrelsens
erklærer med udtalelsen sig enige i Børne og Socialministeriets ændrede
fortolkning, hvorefter alle udgifter til transport skal indgå i den kommunalt
betalte takst
Slagelse Kommune har i ovenstående perioder opkrævet
betaling således:
1. Indtil 31.
august 2016 har betaling fra beboerne dækket alle køretøjets omkostninger.
2. I perioden 1.
september 2016 til 31. december 2016 er der ikke sket opkrævning af betaling.
3. Fra 1. januar
2017 til 26. juni 2017 er der kun i en virksomhed sket opkrævning efter den
ensartede kilometertakst dækkende væsker.
Retligt
grundlag
Serviceloven, Busloven, Kommunalfuldmagten,
Forældelsesloven.
Der er yderligere medtaget 3 bilag. Ankestyrelsens brev af
3. juli 2017 – bilag 1, En oversigt over administrative oplysninger fra
kommuner i region Sjælland og disse kommuners valg af løsning vedr. vedr.
betaling for transport i botilbud – bilag 2. Uddrag af dagsorden til
KL’s netværksmøde den 24.10.2017 pkt. 1.5 Beboeres betaling for private ture i
kommunale botilbuds busser – bilag 3.
Handlemuligheder
Der fremlægges følgende 4 handlemuligheder:
1. Der sker ikke
tilbagebetaling.
2. Der sker fuld
tilbagebetaling for perioden 1.9.2013 – 31.8.2016 på Slagelse Kommunes
initiativ.
3. Der sker fuld
tilbagebetaling for perioden 1.9.2013 – 31.8.2016 på anfordring fra borgere der
er opkrævet betaling for transport i botilbud.
4. Der sker ikke
tilbagebetaling, men der gennemføres en lokal efterprøvning/kontrol af den
anvendte takst for månedlig betaling (abonnement/månedskort) ved Autisme Center
Vestsjælland. Hvis der er opkrævet for høj betaling sker der tilbagebetaling
for perioden 1.9.2013 – 31.8.2016 på anfordring fra borgere der har betalt
abonnement/månedskort.
Den foreslåede 3 års periode knytter sig til gældende regler
i lov om forældelse af fordringer - Forældelsesloven
Handlemulighed 2, og 3: Fuld tilbagebetaling vil være
forskellen mellem det opkrævede beløb, der dækker alle driftsudgifter og den
takst der kunne være opkrævet efter Trafikstyrelsens regler, der dækker
udgifter til væsker (benzin, olie, sprinkler o.l.)
Handlemulighed 3 og 4: På anfordring vil sige på baggrund af
henvendelse fra borger, værge eller pårørende. Center for Handicap og Psykiatri
vil sikre, at der ved en beslutning om tilbagebetaling på anfordring vil være
særlig opmærksomhed omkring borgere uden værger eller pårørende og hvor
borgeren ikke selv vil være i stand til selv at rejse et krav om
tilbagebetaling. Disse borgere vil blive ligestillet med borgere der selv eller
med hjælp fra andre kan rejse krav om tilbagebetaling.
Ved fastsættelse af en tilbagebetaling på anfordring i nr. 3
foretages en individuel konkret vurdering hvor omfanget af transportordningens
anvendelse indgår i vurderingen jævnfør beskrivelsen i afsnittet: Baggrund,
vedr. brug af månedsbetaling (månedskort)
Ved fastsættelse af en tilbagebetaling på anfordring i nr. 4
sker det som en beregning af forskellen mellem den betalte takst og en mulig ny
korrekt lavere takst for abonnement / månedskort.
Vurdering
Ankestyrelsens udtalelse den 3. juli 2017 præciserer det
tidligere uklare lovgrundlag til fremover at alle udgifter ved transport i
botilbud skal indregnes i den kommunalt betalte takst for borgerens ophold i
botilbuddet.
Det fremgår yderligere af Ankestyrelsens brev – citat:
”Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at rejse en
tilsynssag vedr. tilbagebetaling af ulovligt opkræves beløb henset til:
at det på baggrund af udtalelser fra Socialministeriet
i 2003 og 2006 hidtil har været antaget, at botilbud kunne anvende deres busser
til beboeres private aktiviteter mod betaling af direkte og indirekte
omkostninger. ”
Ankestyrelsen har efterfølgende overfor en konkret kommune
bekræftet, at den pågældende kommunes forståelse om, at der ikke er
tilbagebetalingspligt for allerede opkrævet betaling er i overensstemmelse med
Ankestyrelsens brev af 3. juli 2017.
Slagelse Kommune er yderligere ved en administrativ
rundspørge til kommunerne i region Sjælland informeret om svar fra foreløbig 13
kommuner. Syv kommuner har ikke foretaget tilbagebetaling. En kommune har
foretaget tilbagebetaling svarende til forskellen mellem den opkrævede takst og
den lave takst (væsker). En kommune er under afklaring, tre kommuner har ingen
botilbud eller ingen botilbud med busser og en kommune har ikke besvaret
spørgsmålet om tilbagebetaling.
På baggrund af ovenstående er det administrationen
opfattelse, at der ikke er opkrævet betaling for transport på et klart ulovligt
grundlag og der derfor ikke er pligt til at foretage tilbagebetaling af
allerede opkrævet betaling.
Det er samtidigt administrationens vurdering af det bør
efterprøves lokalt om den opkrævede betaling for transport for
abonnement/månedskort ved Autisme Center Vestsjælland har været korrekt
beregnet og der bør ske tilbagebetaling af for meget opkrævet betaling hvis
prisen har været fastsat for højt. Denne tilbagebetaling foreslås at skulle ske
på anfordring.
Den ovennævnte kontrol af om taksten har været korrekt
beregnet vil ikke være en forskelsbehandling, da der vil være tale om en
efterprøvning af de faktiske udgifter der har dannet grundlag for den på
daværende tidspunkt opkrævede takst.
Det er administrationens vurdering, at der ved en beslutning
i Handicap og Psykiatriudvalget efterfølgende skal informeres om beslutningen
snarest muligt ved information om den valgte beslutning til de berørte beboere.
Ved handlemulighed 3 og 4 skal de berørte beboere gøres
opmærksom på, at et krav om tilbagebetaling skal være rejst overfor Slagelse
kommune senest 3 år efter at praksis blev ændret, dvs. senest den 31. august
2019, da kravet i modsat fald vil være forældet. Slagelse Kommune vil opfordre
de berørte beboere til at rejse kravet inden for 3 måneder, men kravet vil
først være forældet efter den 31. august 2019 3 år efter praksis blev ændret
31. august 2016.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske konsekvenser for Slagelse Kommune ved de 4
handlemuligheder bygger i nr. 2-3 på skøn over de indtægter botilbuddene
indrapporterede i oktober 2016 i forbindelse med omlægning af taksten for
transport fra dækkende alle udgifter til dækkende kun væsker. På dette
tidspunkt blev det skønnet at de årlige indtægter fra beboeres betaling for transport
var kr. 1.450.000.
De økonomiske konsekvenser ved de 4 handlemuligheder skønnes
at være:
1. Ingen økonomiske
konsekvenser
2. Tilbagebetaling
skønnes at udgøre omkring 4,5 mio. kr. for 3 år
3. Tilbagebetaling
skønnes at udgøre omkring 1,1 mio. kr. for 3 år hvis 25% anmoder om
tilbagebetaling
4. Tilbagebetaling
kan ikke vurderes på nuværende tidspunkt, men må forventes at udgøre en mindre
udgift end ved nr. 2 og 3
Det skal understreges, at ovenstående beløb er skøn over
tilbagebetalingen. For handlemulighed 2, 3 og 4 vil udgiften først kunne
fastslås når alle krav er kendte.
Sag om finansiering af udgifterne ved tilbagebetalingen vil
blive forelagt ved 2. budgetopfølgning 2018, der foregår i maj måned 2018.
Med virkning fra 1. januar 2018 er alle udgifter til
transport i botilbud indarbejdet i de takster for 2018, som byrådet godkendte
den 18. december 2017 i overensstemmelse med den ændrede fortolkning af
lovgrundlaget.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Handicap og Psykiatrichefen indstiller:
1.
at der træffes beslutning om én af handlemulighederne a - d, der er
beskrevet ovenfor
a) der ikke sker
tilbagebetaling.
b) der sker fuld
tilbagebetaling for perioden 1.9.2013 – 31.8.2016 på Slagelse Kommunes
initiativ.
c) der sker fuld
tilbagebetaling for perioden 1.9.2013 – 31.8.2016 på anfordring fra borgere der
er opkrævet betaling for transport i botilbud.
d) der ikke sker
tilbagebetaling, men at der gennemføres en kontrol af korrekt opkrævet betaling
for abonnement/månedskort ved Autisme Center Vestsjælland og der på anfordring
fra borgere sker tilbagebetaling af for meget opkrævet betaling i perioden
1.9.2013 – 31.8.2016
2. at der forelægges sag om finansiering ved en beslutning om
tilbagebetaling ved 2. budgetopfølgning 2018.
Beslutning i Handicap- og
Psykiatriudvalget den 10. januar 2018:
Fraværende:
1. Udvalget
besluttede;
1. At, der
gennemføres en kontrol af opkrævet betaling for abonnementsordningen ved
Autisme Center Vestsjælland, og der på anfordring fra borgere kan ske tilbagebetaling
af eventuelt for meget opkrævet betaling.
Udvalgets
beslutning er truffet på baggrund af skrivelsen af den 3. juli 2017 fra
Ankestyrelsen, hvoraf det fremgår, at det på baggrund af udtalelser fra
Socialministeriet hidtil har været antaget, at botilbud kunne anvende deres
busser til beboernes private aktiviteter mod betaling af direkte og indirekte
omkostninger.
Ankestyrelsens
vurderer ligeledes i samme skrivelse af den 3. juli 2017, at Børne- og
Socialministeriet nu – i modsætning til tidligere- finder, at det ikke er
lovligt at opkræve særskilt betaling for en sådan transport.
Ankestyrelsen
finder ikke grundlag for at rejse en tilsynssag vedrørende spørgsmålet om
ulovligt opkrævede beløb henset til, at det er Børne- og Socialministeriets
vurdering, at der ikke har været tale om en klar ulovlighed fra kommunernes
side, da retstilstanden på baggrund af de tidligere udtalelser fra
Socialministeriet har været uklar.
Beslutningen
er ensbetydende med, at der ikke vil blive tale om en generel tilbagebetaling, idet
der jævnfør skrivelsen fra Ankestyrelsen ikke er juridisk grundlag for dette.
Udvalget
besluttede, at der udarbejdes en model, der afspejler en rimelighedsbetragtning
ved en individuel vurdering sag for sag.
De helt
nøjagtige vilkår og principper vil blive udarbejdet hurtigst muligt af
administrationen.
De berørte
borgere skal have mulighed for at få behandlet deres sag individuelt, og vil
modtage et brev herom.
På baggrund
af administrationens informationer og de forelagte bilag fra Ankestyrelsen og
KL, så står det klart, at Kommunen ikke har overtrådt lovgivningen. Kommunen
har handlet i god tro. Lovgivningen er uklar, hvorfor praksis fremadrettet er
ændret. Det er på det grundlag, at Venstre stemmer imod tilbagebetalingerne af
lovligt opkrævede midler.
2. Udvalget
besluttede, at der forelægges sag om finansiering ved en beslutning om
tilbagebetaling ved 2. budgetopfølgning i 2018