Kompetence
Socialudvalget
Beslutningstema
Socialudvalget orienteres om antal og udvikling i magtanvendelser i 2021 overfor voksne i botilbud drevet af Slagelse Kommune, samt for voksne Slagelseborgere på udenbys botilbud.
Socialudvalget orienteres om antal og udvikling i magtanvendelser i 2021 overfor børn og unge anbragt på institutioner og opholdssteder, som drives af Slagelse Kommune, samt anbragte Slagelsebørn i private og udenbys institutioner.
Indstilling
Konstitueret udvalgsansvarlig afdelingschef indstiller,
1. at Socialudvalget tager årsrapporteringen til orientering.
Sagens indhold
Magtanvendelse er et indgreb i selvbestemmelsesretten, og kan kun benyttes overfor voksne borgere med betydelig og varig funktionsevne i situationer, hvor der er fare for personskade eller materiel skade, eller for at varetage omsorg, sikkerhed eller værdighed.
Personale, der arbejder med den pædagogiske praksis på opholdssteder eller døgninstitutioner for børn har adgang til at anvende magt eller foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret som led i varetagelsen af den daglige omsorg.
Alle former for magtanvendelse kræver et lovgrundlag, da den personlige frihed og selvbestemmelsen indskrænkes. Formålet med lovgrundlaget er at sikre retssikkerheden for borgere og personale. Hvis en magtanvendelse udøves udenfor lovgrundlaget vurderes magtanvendelsen som ikke tilladt.
Magtanvendelse er altid undtagelsen, og må aldrig erstatte omsorg, pleje eller socialpædagogisk støtte (bilag 1 voksne) (bilag 2 børn og unge).
Magtanvendelserne registreres myndighed i CHP og BF, og det vurderes, om der er lovhjemmel til magtanvendelsen, og om denne er tilladt eller ikke tilladt. Borgerens sagsbehandler orienteres om vurderingen, således at forebyggelse af magtanvendelser indgår i det personrettede tilsyn.
På voksenområdet er der en række magtanvendelser, som CHP-Myndighed kan træffe afgørelse om for en given periode. Det kan være anvendelse af velfærdsteknologi eller pejlesystemer, hvilket typisk er epi-alarmer og GPS. Det kan dreje sig om fastspænding med bløde stofseler til kørestol, seng, stol eller toilet, hvis borgeren eksempelvis ikke har gangfunktion, men rejser sig og falder ud med stor fare for personskade, eller det kan for eksempelvis dreje sig om kortvarig fastholdelse i hygiejnesituationer eksempelvis bleskift.
Fælles for disse forhåndsgodkendte magtanvendelser er, at man også i denne situation altid skal forsøge at løse ad socialpædagogisk vej før man anvender det godkendte magtindgreb.
Voksenområdet
Udvikling i antallet af magtanvendelser
År | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 |
Antal | 114 | 69 | 39 | 47 |
I 2021 er der en lille stigning i antallet af magtanvendelser på voksenområdet. Dog er 20 af magtanvendelserne forhåndsgodkendte magtanvendelser for en borger i 2021. De var ikke en del af antallet af magtanvendelser i 2020. Så antallet af akutte magtanvendelser er i 2021 er faldet til 27.
Udvikling i antallet af ikke tilladte magtanvendelser
År | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 |
Antal | 15 | 6 | 2 | 3 |
De ikke tilladte magtanvendelser har altid et særligt fokus, og er i 2021 på et acceptabelt niveau. En ikke tilladt magtanvendelse kan være, at man har handlet på en formodning om en borgers adfærd, altså hvad borgeren plejer at gøre eksempelvis slå, og man så fastholder.
Antal magtanvendelser fordelt på Slagelse Kommunes virksomheder og udenbys
Tilbud | ACV | SPS | CPUS | Udenbys |
2019 | 49 | 12 | 3 | 24 |
2020 | 17 | 11 | 2 | 6 |
2021 | 19 | 1 | 20 | 7 |
Der ses en stigning i antallet af magtanvendelser på CPUS. Dette skyldes, at der er givet en forhåndsgodkendelse på magtanvendelse med kortvarig fastholdelse i hygiejnesituationer, som har været anvendt 5 gange i 2021 og godkendelse med fastspænding med bløde stofseler, som har været anvendt 15 gange i 2021. Der har således ikke været en eneste ikke forhåndsgodkendt magtanvendelse på CPUS i 2021.
Forhåndsgodkendte magtanvendelser
1 kortvarig fastholdelse i hygiejnesituationer (§ 136a)
3 fastspænding med bløde stofseler i kørestol (§ 128)
Det specialiserede børn- og ungeområde (anbringelser)
Antallet af indrapporterede magtanvendelser for anbragte børn i Slagelse Kommune var i 2021 på 99, hvilket er det højeste antal de seneste fire år. Dog er det kun lidt højere end i 2020, hvor det på 91.
Udvikling i antallet af magtanvendelser | |
År | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 |
Antal | 71 | 45 | 91 | 99 |
Selvom antallet af magtanvendelser er forholdsvis højt, er antallet af ikke tilladte magtanvendelser det laveste i de seneste fire år. Det kan formentlig forklares af en ny arbejdsgang, hvor anbringelseskonsulenterne varetager opgaven og følger op i forhold til anbringelsesstederne på baggrund af indrapporteringen.
Udvikling i antallet af ikke tilladte magtanvendelser |
År | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 |
Antal | 11 | 7 | 11 | 4 |
Det ses endvidere, at den stigning som identificeres fra 2020 til 2021 ses i andre tilbud end kommunens egne tilbud.
Fordeling af magtanvendelser på egne tilbud og andre tilbud
År | 2019 | 2020 | 2021 |
ACV | 12 | 36 | 34 |
SPS | 1 | 1 | 1 |
Andre tilbud | 32 | 54 | 64 |
Sagens videre forløb
Årsrapporteringen om magtanvendelser forelægges til orientering i Handicaprådet.
Retligt grundlag
LBK nr. 170 af 24.1.2022 - Bekendtgørelse om lov om social service
VEJ nr. 10148 af 14.12.2019 - Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper.
BEK nr. 810 af 13.8.2019 Bekendtgørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge
VEJ nr. 10229 af 17.12.2019 - Vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen i Center for Handicap og Psykiatri vurderer, at de indkomne indberetninger om magtanvendelser på voksenområdet ligger på et forventeligt og acceptabelt niveau. Det er ikke forventeligt i forhold til eksempelvis ACV komplekse målgruppe helt at kunne undgå magtanvendelser. Det er fortsat administrationens vurdering, at den politiske handleplan 2014-2015 og 2015-2016 har haft en stor effekt i forhold til nedbringelsen af antallet af magtanvendelser generelt på voksenområdet, med et stærkt fokus på faglig tilgang, etik og kompetencer i forhold til at forebygge magtanvendelser
Administrationen i Center for Børn og familie vurderer, at stigningen i antallet af indberettede magtanvendelser i 2020 og 2021 kan hænge sammen med en lovændring og ny vejledning til lovgivningen i efteråret 2019. Lovændringen giver generelt ikke betydelige nye magtanvendelsesmuligheder, men den øgede forståelse og beføjelser til tilsynet for området kan have medført den øgede indrapportering.
Det kan endvidere bemærkes, at en stor del af magtanvendelserne omhandler nogle få børn. Alle magtanvendelser indgår i det personrettede tilsyn og det er en fast del af proceduren, at indberettede magtanvendelser skal give anledning til en vurdering af, om barnet er i den rette anbringelse. Fx var der i 2021 indrapporteret mere end 20 magtanvendelser på samme barn, som var en væsentlig årsag til at dette barn blev genanbragt andet sted, hvor der d.d. ikke er kommet nye indberettede magtanvendelser.
Det er Afdeling for Børn og Families forventning, at den grundige gennemgang af alle magtanvendelser vil medføre, at antallet af ikke-tilladte magtanvendelser fortsat kan holdes på et lavt niveau, og at det samlede antal magtanvendelser vil falde yderligere.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.