Kompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkende rammeaftalen for samarbejdet mellem Naturstyrelsen, SK Vand A/S og Slagelse Kommune om etablering af skov og natur.
Byrådet kan herunder godkende, at formål og varighed af Slagelse Kommunes jordfond udvides til at kunne dække ekstraordinære likviditetsbehov i relation til samarbejdsaftalen.
Indstilling
Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,
1. at Byrådet godkender forslag til "Rammeaftale om etablering af skov og natur til beskyttelse af drikkevand i Slagelse Kommune" vedlagt som bilag 1
2. at Byrådet godkender, at formålet med og varigheden af den eksisterende kommunale jordpulje/"Jordfond" på 43 mio. kr. udvides således, at den kan anvendes til dækning af ekstraordinære likviditetsbehov ved projekter indenfor samarbejdsaftalen i hele aftalens 20-årige løbetid.
Sagens indhold
Klima- og Miljøudvalget besluttede den 3. maj 2022 (punkt 12), at Slagelse Kommune skulle arbejde for at indgå en samarbejdsaftale med Naturstyrelsen og SK Forsyning (SK Vand A/S) om skovrejsning og etablering af lysåben natur for at beskytte de vigtigste drikkevandsressourcer. Der er i budget 2023-2026 afsat 1,775 mio. kr. pr. år til Slagelse Kommunes deltagelse i et sådant samarbejde.
Naturstyrelsen, SK Vand A/S og Slagelse Kommunes administration har nu i fællesskab udarbejdet et forslag til en 20-årig rammeaftale. Aftaleudkastet er vedlagt som bilag 1. Et tidligere udkast til aftale har været forelagt bestyrelsen i SK Vand samt Direktionen i Naturstyrelsen.
De 3 parter skal ifølge aftaleudkastet i fællesskab etablere minimum 500 hektar skov og natur i oplandet til SK vand A/S' vigtigste kildepladser, med det formål at beskytte drikkevandsressourcen til disse kildepladser. Andre natur- og miljømål samt rekreative og lokale interesser skal i videst muligt omfang indarbejdes. Aftalen vil understøtte Slagelse Kommunes arbejde med grundvandsbeskyttelse, bæredygtighed, biodiversitet, bosætning og klima.
Udmøntningen af aftalen sker ved, at der i fællesskab udpeges ét eller nogle få projektområder, hvor der over en kortere eller længere årrække opkøbes jord for at etablere skov og natur. Naturstyrelsen bliver ejer af de erhvervede arealer. Udover fredskovspligt på nye skovarealer tinglyses der deklarationer på de erhvervede projektarealer med forbud mod brug af pesticider, gødskning mv. Slagelse Kommune er påtaleberettiget på disse deklarationer.
Omkostningerne til erhvervelse af arealer til ny skov og natur, fordeles efter følgende nøgle: Naturstyrelsen 30 %, SK Vand A/S 45 % og Slagelse Kommune 25 %. Omkostningerne til erhvervelse af arealer er skønnet til 100 mio. kr.
Naturstyrelsen står for at opkøbe arealer og finansierer etableringen af skov på de arealer, hvor det er muligt at etablere skov. Hvor der ikke kan rejses skov, etableres lysåben natur. Konvertering af landbrugsjord til lysåben natur finansieres af Naturstyrelsen og Slagelse Kommune i fællesskab (50/50 %). De samlede omkostninger hertil er skønnet til 6 mio. kr. Naturstyrelsen står for driften af de erhvervede arealer.
Procesomkostninger finansieres som udgangspunkt af Naturstyrelsen. Procesomkostninger dækker tab på gensolgte arealer og bygninger, handels- og berigtigelsesomkostninger. Overstiger procesomkostningerne 10 % i en konkret ejendomshandel, fordeles den del af omkostningerne, der overstiger 10 % dog efter følgende nøgle: Naturstyrelsen 39 %, SK Vand A/S 37,5 % og Slagelse Kommune 23,5 %. Sådanne ekstraordinære omkostninger er konservativt skønnet til 10 mio. kr.
Finansieringen sker i udgangspunktet via en årlig indbetaling fra de 3 parter - for Slagelse Kommunes vedkommende 1.250.000,-/år til jordkøb og 275.000,-/år til etablering af natur og ekstraordinære procesomkostninger. Denne finansieringsmodel minder om den, der gælder for "Nordskoven".
Naturstyrelsen kan fungere som kassekredit på mindre arealopkøb. Ved eventuelle større opkøb, hvor der er et ekstraordinært likviditetsbehov, foreslås det i aftaleudkastet, at likviditeten sikres via et ekstraordinært indskud fra Slagelse Kommune via Slagelse Kommunes "jordfond", som efterfølgende tilbagebetales via reduktion i de årlige indbetalinger.
"Jordfonden" i Slagelse Kommune blev oprettet i tilknytning til vedtagelsen af indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse for at understøtte jordfordeling som redskab til at beskytte de boringsnære beskyttelsesområder og prioriterede indsatsområder. I budgetaftalen 2021-2024 blev der til dette formål reserveret 43 mio. kr. til en "Jordfond". Byrådet traf på mødet 25. januar 2021 (punkt 20) beslutning om rammer og kompetenceforhold i relation til jordfonden/jordpuljen - se bilag 2.
For at give mulighed for at anvende denne "Jordfond" i relation til erhvervelser indenfor rammeaftalen med Naturstyrelsen og SK Vand A/S, er det nødvendigt, at Byrådet godkender denne ændring af jordfondens formål og godkender, at beløbet til jordfonden reserveres i hele rammeaftalens 20-årige løbetid.
Det første projekt, der vil blive igangsat, er en sondering af muligheder og interesse hos lodsejere i oplandet til SK Vands Nordre Kildeplads ved Eggeslevmagle. SK Vand A/S har tilladelse til årligt at indvinde godt 1 mio. m3 drikkevand på denne kildeplads.
Der vil ske politisk inddragelse, når der er udarbejdet et forslag til projektafgrænsning og -plan.
Det skal bemærkes, at SK Vand A/S i aftalen har taget forbehold for, at SK Vand A/S kan opnå fuldt tillæg til indtægtsrammen for SK Vands omkostninger i medfør af aftalen, og at omkostningerne holdes uden for benchmarking og effektiviseringskrav. Afgørelse herom træffes af Forsyningssekretariatet i medfør af vandsektorloven. Bliver disse betingelser ikke oplyst vil rammeaftalen derfor bortfalde eller alternativt skulle genforhandles. SK Vand A/S vil så snart der foreligger en endelige aftale anmode Forsyningssekretariatet om en forhåndsgodkendelse om spørgsmålet.
Retligt grundlag
Slagelse Kommune kan i medfør af kommunalfuldmagten iværksætte lokale tiltag, der har til formål at forbedre miljø, natur eller klima, når dette har almennyttig karakter.
Handlemuligheder
Byrådet har følgende handlemuligheder:
A. Godkende at Slagelse Kommune indgår samarbejdsaftalen som den fremgår af bilag 1 og herunder godkende ændringerne af rammer og varigheden af "Jordfonden", så den kan indgå som beskrevet i aftalen.
B. Godkende at Slagelse Kommune indgår samarbejdsaftalen i bilag 1 med visse mindre ændringer, herunder ændringer i forhold at anvende jordfonden. Ændringer af aftalen forudsætter, at de to øvrige parter er indforstået med ændringerne. Er de ikke det, kan konsekvensen i yderste fald være, at aftalen bortfalder.
C. Afvise det nuværende udkast til samarbejdsaftale, herunder den foreslåede brug af jordfonden, og anmode administrationen om at forsøge at opnå en anden aftale
D. Beslutte at Slagelse Kommune ikke skal indgå en samarbejdsaftale med Naturstyrelsen og SK Vand A/S om etablering af skov og natur.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at Slagelse Kommune indenfor kommunalfuldmagtens rammer kan indgå aftalen med Naturstyrelsen og SK Vand A/S.
Aftalen vurderes at kunne være et væsentligt bidrag til at opnå en bedre beskyttelse af de vigtigste drikkevandsressourcer i Slagelse Kommune. Det arealmæssige omfang af ny skov og natur, der sigtes efter med aftalen, vil være væsentligt større, end hvad der sikres via beskyttelsesindsatsen i de boringsnære beskyttelsesområder og via indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse i Slagelse-området. Aftalen vil derfor være et vigtigt supplement til de nuværende beskyttelsesindsatser.
Aftalen vil desuden være et vigtigt redskab i kommunens arbejde indenfor biodiversitet og klima, og vil kunne give nye rekreative områder i kommunen til gavn for de nuværende borgere og bosætningen i Slagelse Kommune.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Som tidligere nævnt er der afsat 1,775 mio. kr. pr. år i budgetaftalen for 2023-2026 til at indgå i samarbejdet. Der er derfor ikke behov for yderligere bevilling i disse år. Da aftalen imidlertid gælder i 20 år, vil der være behov for, at bevillingen videreføres i hele aftalens 20-årige løbetid.
De samlede omkostninger for Slagelse Kommune er skønnet til 35,5 mio. kr. over 20 år. Omkostningerne fordeler sig således: Jordkøb (25 mio. kr.), etablering af natur (3 mio. kr.), procesomkostninger (2,5 mio. kr.) og egen konsulentbistand (5 mio. kr.). De årlige beløb, der er afsat på budget 2023-2026, dækker 1/20 af disse omkostninger.
Opkøb forudsætter at parterne har opnået fornøden bevilling. Slagelse Kommune har endvidere betinget sig, at opkøb, som kræver ekstraordinær likviditet så jordfonden skal aktiveres, forinden skal godkendes politisk. I så fald vil der som en del af den pågældende sag, skulle indgå en vurdering af, om købet vil påvirke Slagelse Kommunes anlægsramme.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Når der foreligger et konkret forslag til projektafgrænsning og -plan, vil dette forslag blive forelagt for Klima- og Miljøudvalget.