Klima- og Miljøudvalget – Referat – 2. marts 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt. 

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima-og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender dagsordenen.

2. Marin naturgenopretningsplan for Skælskør Fjord og Nor (B)

Beslutning

At 1: Udvalget besluttede at indstille Jørgen Grüner (F) til projektets følgegruppe.

 

At 2: Godkendt.

 

Lasse Fjelsted deltog under punktets behandling.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget orienteres om status og kommende aktiviteter i forbindelse med udarbejdelse af en marin naturgenopretningsplan for Skælskør Fjord og Nor, herunder et offentligt orienteringsmøde i Skælskør den 9. april kl. 19.

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte eventuel repræsentation i følgegruppe til projektet.

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte omfanget af deltagelse ved det offentlige orienteringsmøde.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget indstiller ét af udvalgsmedlemmerne til repræsentation i projektets følgegruppe.

2. at Klima- og Miljøudvalget deltager ved en eller flere repræsentanter i det offentlige orienteringsmøde den 9. april kl. 19.

 

Sagens indhold

De danske fjorde er blandt vores mest pressede havområder. Det gælder også Skælskør Fjord og Nor, som er et lille, lavvandet og relativt lukket fjordsystem, der er særligt sårbart over for næringsstofbelastning og begrænset vandudskiftning.

Fjorden fungerer i praksis som et “endepunkt” for oplandets udledninger, og det giver en høj risiko for uklarhed, algeopblomstring og periodiske iltsvind i de dybere render. Bundvegetationen – især ålegræs – har haft svært ved at opretholde stabile bestande, fordi lyssvækkelse og sedimentpåvirkning reducerer vækstbetingelserne.

Samlet betyder det, at fjorden i perioder befinder sig i en skrøbelig tilstand, hvor selv mindre presfaktorer kan tippe systemet i retning af dårligere økologisk kvalitet.

På den baggrund ansøgte Slagelse Kommune i 2025 Fjordfonden om økonomisk støtte til genopretning af eksempelvis ålegræsbælter og muslingebanker og fik bevilliget 1,5 mio. kr.

 

Marin naturgenopretningsplan

For at sikre størst mulig effekt af en indsats i Skælskør Fjord og Nor har Slagelse Kommune indbudt fem kompetente konsulentvirksomheder til at udarbejde en marin naturgenopretningsplan for området. Vinderen blev virksomheden WSP, som hen over foråret og sommeren skal kortlægge konkrete forhold og pege på en række initiativer, der kan iværksættes for at forbedre miljøtilstanden i fjorden og noret.

Genopretningsplanen forventes klar i september 2026, hvorefter relevante myndighedstilladelser skal indhentes, før der kan iværksættes konkrete tiltag i fjorden og noret.

Planens overordnede målsætning er at hæve den samlede økologiske tilstand i Skælskør Fjord og Nor fra ”moderat økologisk tilstand” til minimum ”god økologisk tilstand”.

Der undersøges specifikke forhold i fjorden og noret, men der vil også blive foretaget en vurdering af oplandets aktuelle og fremtidige påvirkning. Oplandets udfordringer håndteres gennem andre kommunale indsatser, såsom Grøn Trepart og forbedret spildevandsrensning. Det er dog vigtigt, at der skabes en stærk kobling mellem oplandsindsatser og arbejdet i fjorden og noret.

 

Lokal forankring, følgegruppe og informationsmøde

Det er centralt for udarbejdelsen af genopretningsplanen, at der sker en stærk involvering af lokale interessenter. Der etableres derfor en følgegruppe til projektet, der omfatter både selve genopretningsplanen og den efterfølgende genopretningsproces.

Hvis der er opbakning til det, vil der også indgå Citizen Science i projektet – eksempelvis ved, at lokale fiskere, jægere eller sejlere hjælper med at tage prøver og følger udviklingen i fjorden og noret.

For at informere bredt om genopretningsplanen og det efterfølgende arbejde er der planlagt et informationsmøde i Det Røde Pakhus i Skælskør den 9. april kl. 19.00.

 

Fundraising

Genopretningsplanen vil belyse behovet for finansiering af de fremtidige genopretningstiltag, og det forventes ikke, at de 1,5 mio. kr. fra Fjordfonden er tilstrækkelige.

Derfor er administrationen i dialog med endnu en fond, som – foruden at finansiere genopretningstiltag i fjorden – muligvis også vil støtte tiltag omkring formidling af projektet samt den efterfølgende overvågning af tiltagene i fjorden og noret.

 

Retligt grundlag

Anlæg på søterritoriet forudsætter tilladelse efter kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, nr. 2.

Etablering af biogene rev forudsætter tilladelse fra Fiskeristyrelsen.

Der skal desuden foretages en væsentlighedsvurdering af projektets påvirkning på Natura 2000 området.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Slagelse Kommune skal afholdes fondsmoms på (17,5%) af de 1,5 mio. kr. fra Fjordfonden. Udgiften til fondsmoms vil tidligst falde i 2027 og kan derfor indeholdes i de afsatte 2 mio. kr. på bevillingsprogram 391 Stenrev – Havmiljø i 2027.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger. 

3. Den statslige accelerationspakke vedr. kystbeskyttelse i Korsør og omegn - forundersøgelse

Beslutning

At 1: Godkendt.

 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

 

Karen Vestergaard deltog under punktets behandling.


Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal beslutte om Slagelse Kommune skal indgå i samarbejdet om den første statslige accelerationspakke, hvor kommunen er udpeget som 1 af 5 kommuner.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget træffe beslutning medfinansiering til den statslige accelerationspakke. Der skal i alt afsættes et rådighedsbeløb på 2,1 mio. kr.

Staten har med accelerationspakken et stort ønske om at bistå kommunerne i deres arbejde med at få flere projekter hurtigere frem til muligt anlæg.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter om Slagelse Kommune skal deltage i samarbejdet om den statslige accelerationspakke

2. at Byrådet beslutter at afsætte et rådighedsbeløb på 1,8 mio. kr. i 2027 til Slagelse Kommunes egenfinansiering af den statslige accelerationspakke. 

 

Sagens indhold

Slagelse Kommune er en stor kystkommune med over 180 km kystlinje, der rummer både naturstrækninger og tæt bebyggede by- og sommerhusområder.

Flere lavtliggende områder – særligt i Korsør, Halsskov, Skælskør samt ved Kobæk Strand – er udsat for oversvømmelser og stormflod, mens enkelte områder som Næsby Strand og dele af Halsskov (Område 2 og 3) allerede er sikret.

Klimaændringer og stigende vandstand øger risikoen, og Korsør og Halsskov er samlet udpeget som særlige risikoområder efter EU’s oversvømmelsesdirektiv tilbage i 2011. Kommunen har derfor gennem flere år arbejdet strategisk med kystbeskyttelse for at reducere fremtidige oversvømmelser. Målet er, at Korsør ikke længere skal være blandt de mest oversvømmelsestruede byer i Danmark.

Den statslige accelerationspakke, som er vedtaget på finansloven, skal sætte ekstra fart på indsatsen med at kystsikre Danmark for at ruste Danmark bedre til en fremtid med flere stormfloder. Man har fulgt Kystdirektoratets faglige oplæg til udvælgelsen af kyststrækninger. I oplægget er der bl.a. lagt vægt på, hvor behovet for kystbeskyttelse er størst, herunder ift. risiko og samfundsøkonomi. Hertil er der lagt vægt på geografisk balance, så der igangsættes forundersøgelser af kystbeskyttelse i byer og områder fordelt over hele Danmark. Endvidere er der lagt vægt på beskyttelse af helårsbeboelse over fritidsboliger for at beskytte flest mulige borgeres boliger.

Konkret er Korsør by og omegn udpeget som del i ”14 statslige forundersøgelser og screeninger af kystbeskyttelsesprojekter i hele Danmark”. Her er Korsør by og omegn er udpeget sammen med 5 andre områder/kommuner i 2026.

Administrationen ser det som en unik mulighed for at bringe flere delområder hurtigere frem, da Kystdirektoratet agerer projektleder for det fysiske projekts fremdrift.

Administrationen har afholdt to fysiske møder med Kystdirektoratet for at drøfte omfanget og afgrænsningen af opgaven, da mange af kommunens projekter allerede er etableret eller nærmer sig etablering og derfor ikke er i forundersøgelsesstadiet, som er et at kriterierne for at man kan deltage.

Administrationen ser at delområderne Halsskov Område 5A og 5B, samt Område 6 Ceres-engen kan indgå i arbejdet i alle faser for en fuld forundersøgelse, som de er beskrevet i Aftalegrundlaget mellem Staten/KDI og Slagelse Kommune, og at Korsør by kan indgå i forundersøgelsens afsluttende faser 4 og 5.

Øvrige kritiske områder langs Noret vil i fase 1 og 2 bliver gennemgået med henblik på om de skal bearbejdes yderligere, her ser vi særligt den gamle losseplads som et sted for, vi kan få rigtig god synergi med accelerationspakken.

Accelerationspakken løber over en 12-14 måneders tidslinje, hvorefter de konkrete projekter overdrages til kommunen men er tydelige vejledning i hvordan projekterne kommer videre til anlæg.

Udkast til aftalen om "Statslig forundersøgelse af Korsør by og omegn" forventes at blive præsenteret på mødet den 2. marts 2026. 

 

Retligt grundlag

Lov om kystbeskyttelse og finansloven.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Sagen har bevillingsmæssige konsekvenser, da Slagelse Kommune skal medfinansiere forundersøgelserne med 50%, i alt 2,1 mio. kr.

Finansieringen sker ved, at der afsættes 300.000 kr. fra kystmidlerne i 2026, og at der meddeles en tillægsbevilling fra kommunekassen på 1,8 mio. kr. i 2027.

 

I hele 1.000 kr.

Politikområde

2026

2027

2028

Bevillingsønske

 

 

 

 

Drift

 

 

 

 

Anlæg

 

   300

1.800

0

Afledt drift

 

 

 

 

Finansiering

 

 

 

 

Afsat rådighedsbeløb

 

0

0

0

Kassen

 

 

 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

4. Kystbeskyttelse ved Bisserup - Orientering om fornyet høring af ændring til vedtægter og bidragsfordeling (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet, idet udvalget bemærker, at der ved sagens fremlæggelse efter den fornyede høring, redegøres fyldestgørende for sagens hjemmelsgrundlag.

Karen Vestergaard deltog under punktets behandling.


Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget får sagen til orientering nu forud for fornyet høring, så udvalget kender sagen. Efter endt høring skal udvalget træffe afgørelse om vedtægter og bidragsfordeling senere i år.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget orienteres om sagen.

 

Sagens indhold

Bisserup digelag har igennem længere tid haft et stort ønske om at revidere deres vedtægter, så det bliver mere tidssvarende. De opdaterede vedtægter medfører også en mindre opdatering af bidragsfordelingen i digelaget.

Et digelag skal have vedtægter og en bidragsfordeling for at sikre juridisk bindende rammer om anlæg, drift og vedligeholdelse af kystbeskyttelsen. Vedtægterne definerer lagets ansvar og organisation, mens bidragsfordelingen sikrer en retfærdig, lovlig finansiering baseret på den nytte, ejendomme opnår. Begge dele skal ofte tinglyses på ejendommene.

Digelaget for Bisserup blev stiftet i 1998 i forbindelse med diget ved Bisserup blev anlagt, og der er siden oprettelse sket meget, som bevirker at vedtægterne skal revideres og dermed også bidragsfordelingen.

Digelaget henvendte sig til Slagelse Kommune i 2023 med ønsket om en revision af vedtægterne. Revisionen af vedtægterne blev behandlet på Klima- og Miljøudvalgets møde d. 4. oktober 2023.  Efterfølgende fandt man ud af, at også bidragsfordelingen skulle revideres og en ny høring blev forelagt udvalget d. 3. december 2023.

Vedtægter og bidragsfordeling har herefter afventet en afgørelse fra en lignende sag om digelaget i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg. I den sag hjemsendte Klagenævnet ændring af bidragsfordelingen til fornyet behandling og stiller dermed tvivl om mulighed for at lave en ændring af bidragsfordelinger i Lov om Kystbeskyttelse, så det omfatter andre og flere bidragsydere.

Bisserup Digelag ønsker at vedtægterne kommer på plads, så de er tidsvarende og dermed også bidragsdelen. Da seneste høring er mere end et år siden, er det god forvaltningsskik at foretage en fornyet høring. Igennem hele forløbet har forvaltningen og digelaget haft en god dialog om fremdriften.

Der er en risiko for at der ikke findes lovhjemmel til at ændre bidragsfordelingen, hvis sagen påklages. Administrationen har haft løbende dialog med Kystdirektoratet om problematikken, umiddelbart har det ikke givet anledning til et forslag til lovændring fra deres side.

Administrationen udsender vedtægter og bidragsfordeling i fornyet 4 ugers høring i foråret 2026, i høringsperioden afholder administrationen og digelagets bestyrelse møder med de få lodsejere, hvor der sker en ændring af bidraget. Efter høringen forelægges sagen for Klima- og Miljøudvalget for endelig afgørelse.

 

Retligt grundlag

Kystbeskyttelsesloven § 3, samt § 9a.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Efter høringen i foråret 2026 skal udvalget træffe afgørelse om vedtægter og bidragsfordeling senere i år.

5. Virksomheden IWS og arbejdet med miljøgodkendelse (O)

Beslutning

At 1. Orientering givet.

 

Christina Martens Röttig deltog under punktets behandling.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

 

Beslutningstema

Spildevandsvirksomheden IWS, der ligger på Stigsnæs har en miljøgodkendelse til at behandle og udlede renset spildevand til Agersø Sund.

Der har igennem længere tid været arbejdet med en fornyet miljøgodkendelse. Sagen blev i 2023 overgivet fra Slagelse Kommune til Miljøstyrelsen som ansvarlig myndighed.

Klima- og Miljøudvalget orienteres nu om sagens historik og nuværende stadie.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget orienteres om historikken for IWS miljøgodkendelse.

 

Sagens indhold

Spildevandsvirksomheden IWS, der ligger på Stigsnæs har en miljøgodkendelse til at behandle og udlede renset spildevand fra forskellige leverandører til Agersø Sund. 

Den gældende miljøgodkendelse er fra 2008 og blev på daværende tidspunkt påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Natur- og Miljøklagenævnet stedfæstede Slagelse Kommunes afgørelse i 2013. Miljøgodkendelser for denne type virksomheder skal revurderes hvert 10. år, hvis der kommer nye BAT-konklusioner, skal revurdering ske inden for 4 år af offentliggørelsen. Der har igennem længere tid været arbejdet med at revurdere miljøgodkendelsen. Sagen blev i 2023 overgivet fra Slagelse Kommune til Miljøstyrelsen som ansvarlig myndighed, dette skete på grund af ændring af listepunktet. Miljøstyrelsen har i juli 2024 meddelt del. 1 i revurdering af miljøgodkendelse til IWS, del. 2 forventes meddelt i 2026.

Klima- og Miljøudvalget orienteres nu om sagens historik og nuværende stadie.

 

Retligt grundlag

Miljøgodkendelser gives efter reglerne i Miljøbeskyttelsesloven(LBK nr. 1742 af 22/12/2025 - Bekendtgørelse af lov om Miljøbeskyttelse).

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

6. Initiativsag - Industrispildevand fra virksomheden Industrial Water Solutions (IWS) på Stigsnæs (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Udvalget besluttede, at brevet til Miljøstyrelsen skal have følgende indhold:

 

Til Miljøstyrelsen

Den 8. januar 2026 gav Miljøminister og minister for Ligestilling Magnus Heunicke, en skriftlig orientering til Miljø- og Fødevareudvalget om ”Revurderingen af IWS’ miljøgodkendelse”, jf. vedlagte bilag. Orienteringen afsluttes med følgende:

”Det har ikke været muligt for Miljøstyrelsen at færdiggøre den sidste delafgørelse, der bl.a. omfatter modtage- og udledekrav for spildevandet til Agersø Sund, inden udgangen af 2025. Det forventes, at den sidste delafgørelse i revurderingen af IWS’ miljøgodkendelse, vil være meddelt i det første halvår af 2026.”

På den baggrund ønsker Slagelse Kommunes Byråd en status for revurderingen, samt Miljø- og Ligestillingsministerens præcise forventning til hvornår i løbet af første halvår revurderingen er meddelt IWS, samt om miljøgodkendelsen vil indeholde mulighed for anvendelse af  blandingszoner.

Martin Rahn Johansen (Æ) og Thomas Clausen (Ø) stemte imod.

Thomas Clausen (Ø) benyttede sig af sin standsningsret og begærende sagen i Byrådet.


Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådsmedlem Thomas Clausen, Enhedslisten, har den 19. januar 2026 via sin initiativret ønsket, at byrådet tager stilling til sag om industrispildevand fra virksomheden Industrial Water Solutions (IWS) på Stigsnæs.

 

Indstilling

Byrådsmedlem Thomas Clausen, Enhedslisten, indstiller,

1. at byrådet godkender at sende brev til miljøministeren med opfordring til at stoppe udledningen af forurenet industrispildevand til Agersø Sund fra virksomheden Industrial Water Solutions (IWS) på Stigsnæs.

 

Sagens indhold

Sagen handler om at sende et brev med nedenstående tekst til miljøministeren om den fortsatte udledning af industrispildevand fra IWS og den langsommelige proces med revurderingen af miljøgodkendelsen for virksomheden. 

"Kære miljøminister Magnus Heunicke

Slagelse byråd henvender sig til dig, fordi vi vil opfordre dig til at drage omsorg for at bringe forureningen af Agersø Sund fra virksomheden Industrial Water Solutions (IWS) på Stigsnæs til ophør.

Vi ønsker, at der atter kommer flere fisk i Agersø Sund og Storebælt, og at de fisk, der kan fanges i fremtiden, er sund spise for forbrugerne.

Vi ønsker, at badevandet langs Slagelse Kommunes lange kyststrækning er uden forurening fra industrispildevand fra virksomheden IWS.  

Som kommune arbejder vi på at reducere forureningen fra næringsstofudledningerne fra landbruget og fra spildevand. Dertil bidrager de igangværende forhandlinger i den grønne trepart, og Slagelse kommune arbejder målrettet på at kunne reducere kvælstofudledningen med naturgenopretningsprojektet ved Tude ådal. For at genoprette havmiljøet i Agersø Sund og Storebælt er det nødvendigt, at alle parter arbejder i samme retning.

Håndteringen af udledning af spildevand fra IWS på Stigsnæs har været for lempelig i en lang årrække. I april 2023 valgte et flertal i Slagelse byråd at overdrage myndighedsopgaven til Miljøstyrelsen i forbindelse med en revurdering af virksomhedens miljøgodkendelse fra 2008. Nu i januar 2026 ser Slagelse byråd med nogen ærgrelse på den langsommelige vej for en fornyet miljøgodkendelse og på det omfattende ressourceforbrug, som det fremgår af din orienteringsskrivelse af 8. januar 2026 til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg"

 

Retligt grundlag

Byrådsmedlemmernes ret til at indbringe en sag for byrådet følger af §11 i styrelsesloven.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

Sagens forløb

27/01/2026 Byrådet
At 1: Sagen oversendes til behandling i Klima- og Miljøudvalget.

Afbud: Simone Holme

7. Forslag til tillæg 10 til spildevandsplanen 2024 - Spildevandskloakering af Stude (B)

Beslutning

At 1 og 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Kompetence

Byrådet 

Beslutningstema

Stude er en af de landsbyer, der ifølge spildevandsplanen skal kloakeres i perioden 2025-2028. Stude er i dag ukloakeret, og spildevandet håndteres privat. Der lægges derfor op til at landsbyen spildevandskloakeres, så spildevandet ledes til Slots Bjergby Renseanlæg. Regnvand skal fortsat håndteres privat i landsbyen.

Byrådet kan beslutte godkendelse af forslag til tillæg nr. 10 til spildevandsplan 2024, og derefter sende forslaget i offentlig høring i 8 uger.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet godkender forslaget til Tillæg 10 til spildevandsplan 2024 - Spildevandskloakeringen af Stude og sender forslaget i offentlig høring i 8 uger.

2. at Byrådet godkender, at forslag til Tillæg 10 til spildevandsplanen 2024 - Spildevandskloakeringen af Stude ikke miljøvurderes.

Sagens indhold

Tillæg 10 til spildevandsplanen 2024 omhandler spildevandskloakeringen af Stude, med afsæt i spildevandsplanens fokusområder, kloakering af landsbyer jf. Bilag 1. Landsbyen er beliggende mellem Korsør og Hemmeshøj.

Formålet med spildevandskloakeringen er at fjerne udledningen af urenset spildevand til Vårby Å. Stude har i alt 22 ejendomme som vil skulle kloakeres.

Sammen med Spildevandsplan 2024 er tillæg nr. 10 planlægningsgrundlaget for meddelelse af tilladelser til gennemførsel af projektet. Tillægget giver det juridiske grundlag til at foretage eventuelle nødvendige arealerhvervelser i forbindelse med etablering af kloakledninger. Derudover er det grundlaget for at ændre kloakstatus fra ukloakeret til spildevandskloakeret. Tillægget findes i Bilag 1. Hvor den tilhørende miljøvurderingsscreening kan findes i Bilag 2.

Spildevandet fra Stude skal sendes til Slots Bjergby Renseanlæg frem for at etablerer et lokalt renseanlæg. Valget bunder sig i spildevandsplanens strategi om at sende spildevand til eksisterende renseanlæg, i stedet for at etablere nye. Spildevandet sendes til Slots Bjergby Renseanlæg fordi det har bedre rensning af spildevandet end et evt. lokalt renseanlæg. Et lokalt renseanlæg med en lavere kapacitet, har ikke samme renseevne. Derudover er der også økonomiske fordele ved at samle serviceudgifter på færre anlæg.

 

Tidsplan: Det forventes, at anlægsarbejdet opstartes i 3. kvartal 2027 og forventes afsluttet ultimo 2028.

Der afholdes borgermøde d 25. februar 2026. Borgermødet skal informerer borgerne om tillægget og hvordan kloakering kommer til at foregå i landsbyen. Mødet afholdes i samarbejde med Envafors.

 

Miljøscreening: De forventede påvirkninger af projektet er vurderet i dette tillæg og i en miljø-screening af planen (bilag 2). Planen skal være med til at forbedre tilstanden i Vårby Å, ved at reducerer miljøbelastningen i vandløbet, da spildevandet ledes til renseanlæg.

Det er vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering. Det ses, at gennemførsel af planen vil medføre en reduktion i udledning af urenset spildevand til Vårby Å, der vil medvirke til en forbedring i recipienten samt en reduceret tilførsel af kvælstof til Musholm Bugt.

 

Retligt grundlag

Tillæg til spildevandsplanen udarbejdes i henhold til § 32 i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 1742 af 22. december 2025), som forpligter kommunen i at udarbejde en plan for forsvarlig håndtering og bortskaffelse af spildevand.

Spildevandsplanen er desuden udarbejdet i henhold til Spildevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 1446 af 27. november 2025), der fastlægger de tekniske og juridiske rammer for spildevandsanlæg og tilslutning til offentlige kloakker.

Derudover skal tillægget leve op til kravene i loven om miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 3. januar 2023), som sikrer, at miljøpåvirkningerne af projekterne vurderes grundigt, inden de igangsættes.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Når stikledningen (i.e. rørledning, der forbinder ejendom med det offentlige kloaksystem) er trukket frem til grundgrænsen, er der tilslutningspligt for ejendommen i henhold til § 28, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven. Dette betyder, at borgerne kan forvente et påbud om at tilslutte spildevand til det nye stik, der bliver placeret på deres grund, ved spildevandskloakering.

Ved kloakering af ukloakeret ejendomme skal et tilslutningsbidrag betales pr. boligenhed, dette bidrag følger Envafors gældende takster. Tilslutningsbidraget for husspildevand vil som udgangspunkt være 60% af det fulde tilslutningsbidrag, dette er svarende til 50.000 kr. for taksterne fastsat i 2026. Tilslutningsbidraget opkræves efter placering af skelbrønd.

Ud over tilslutningsbidraget kommer der udgifter til evt. ledningsarbejder på hver ejendom frem til skelbrønd.

Erstatning ved ekspropriationer vil blive beregnet efter almindelige erstatningsretlige principper, og disse omkostninger vil blive dækket af Envafors A/S

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Hvis forslaget til tillæg 10 til spildevandsplan 2024 godkendes, vil det blive sendt i offentlig høring i 8 uger. Efter høringen vil bemærkningerne til forslaget blive behandlet i en hvidbog. Det endelige tillæg nr. 10 til spildevandsplan 2024 vil derefter blive sendt til godkendelse i Byrådet i august 2026.

8. Endelig godkendelse af Tillæg 4 til vandforsyningsplan - nødforbindelsesledning til Bisserup Vandværk (B)

Beslutning

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Der er udarbejdet et tillæg (se Bilag 1) til Vandforsyningsplan 2010-2020. Tillægget gør det muligt, at Bisserup Vandværk kan etablere en nødforbindelsesledning til et vandværk i Næstved Kommune. 

Tillægget har været i offentlig høring. Forhold omkring passage af gamle træer er justeret på baggrund af høringen.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget beslutte at godkende tillægget til Vandforsyningsplan 2010-2020.

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet godkender Tillæg 4 til Vandforsyningsplan 2010-2020.

Sagens indhold

Bisserup Vandværk ønsker at etablere en nødforbindelsesledning til Skafterup og Omegns Vandværk i Næstved Kommune. Forslag til Tillæg 4 til vandforsyningsplanen har været behandlet på Klima- og Miljøudvalget den 3. september 2025 og Byrådet den 22. september 2025.

Ændring i forhold til den gældende vandforsyningsplan

Nødforbindelsesledningen er ikke beskrevet i Slagelse Kommunes gældende vandforsyningsplan. Vandværker må ikke anlægge vandledninger i strid med vandforsyningsplaner. I den gældende plan er der foreslået en nødforbindelse fra Bisserup Vandværk til Rude Vandværk, og videre til SK Vand A/S.

Da vandforsyningsplanen blev udarbejdet i 2009, var der overvejelser om at føre spildevandet fra Bisserup og Rude til Korsør Renseanlæg. Håbet var, at der kunne etableres en nødforbindelsesledning til drikkevand i samme ledningsgrav som spildevandsledningen. På den måde kunne omkostningerne til nødforbindelsen fra SK Vand A/S til Rude og videre til Bisserup holdes på et acceptabelt niveau. Det er efterfølgende valgt at bevare de lokale renseanlæg i Rude og Bisserup. Hermed er muligheden for synergi med spildevandsledningen bortfaldet.

Fordele ved nødforbindelsesledningen

Nødforbindelsesledningen mellem Bisserup og Skafterup etableres langs med Skafterupvej, og bliver ca. 970 meter lang. Til sammenligning ville en forbindelsesledning mellem Bisserup og Rude vandværker blive minimum 2,3 km lang og ville bl.a. skulle krydse ca. 1 km fredskov, hvor terrænet ligger op til 10-15 meter højere end terrænet ved de to ledningsnet, der skulle forbindes. Herudover ville løsningen kræve, at der blev etableret godt 1 km ledning fra Rude til SK Vands ledningsnet.

Nødforbindelsesledningen til Skafterup vil give Bisserup Vandværk mulighed for at lade vandværkets forbrugere forsyne med drikkevand fra nabovandværket. Dette kunne blive aktuelt i tilfælde af uheld, forurening eller andre ekstraordinære situationer på Bisserup Vandværk. Bisserup Vandværk vil tilsvarende kunne forsyne forbrugerne under Skafterup og Omegns Vandværk i tilfælde af en nødsituation på dette vandværk.

Skafterup og Omegns Vandværk vurderes at have kapacitet til at nødforsyne Bisserup Vandværk i perioder med lav belægning i sommerhusene. Skafterup og Omegns Vandværk har allerede nødforbindelse til det noget større Hyllinge Vandværk, ligeledes i Næstved Kommune. I sommerperioden og andre perioder med høj belægning i sommerhusene, kan vandbehovet i Bisserup Vandværks forsyningsområde dækkes af Skafterup og Omegns Vandværk i forening med Hyllinge Vandværk.

Høring af tillæg til vandforsyningsplan

Alle berørte vandværker - Bisserup, Rude, Skafterup og Omegns samt Hyllinge – er blevet hørt om nærværende tillæg til vandforsyningsplanen. Det samme er Næstved Kommune. Ingen af disse har haft nogen indvendinger imod planen. 

Ejerne af ejendommen Skafterupvej 110 er kommet med et høringssvar. Høringssvaret udtrykker bekymring for, at nødforbindelsesledningen vil påvirke forhold på ejernes matrikel, særligt bekymring for at ledningen vil skade deres gamle træer, som står tæt ved vejen. Høringssvaret er gengivet og kommenteret i "Hvidbog - Tillæg 4 til vandforsyningsplanen" (bilag 2).

På baggrund af høringssvaret har der været dialog mellem Bisserup Vandværk og kommunens vejmyndighed. Vejmyndigheden oplyser, at ledningen ikke vil påvirke træerne, hvis ledningen etableres ved styret underboring i vejarealet i en dybde på minimum 2,5 meter på strækningen forbi træerne. De præcise vilkår vil blive fastsat i en gravetilladelse. Bisserup Vandværk er indstillet på at leve op til krav om forøget boredybde på strækninger, hvor dette er krævet.

Administrationen anbefaler, at tillægget til vandforsyningsplanen godkendes.

Løsningen foreslået i vandforsyningsplanen - nødforbindelse mellem SK Vand A/S, Rude og Bisserup vandværker - er økonomisk urealistisk, når nødforbindelsen ikke kan sam-etableres med en afskærende spildevandsledning.

En nødforbindelsesledning til Skafterup og Omegns Vandværk, som har forbindelse videre til Hyllinge Vandværk, er derimod en realistisk mulighed for at skaffe Bisserup Vandværk en reel nødforsyning. 

Administrationen vurderer, at forbindelsesledningen kan etableres uden at påvirke træerne på ejendommen Skafterupvej 110, når boredybden forøges på strækningen forbi træerne.

Retligt grundlag

Vandforsyningslovens § 14.

Det fremgår af vandforsyningslovens § 14a, stk. 2, at almene vandforsyninger ikke må anlægge vandledninger i strid med vandforsyningsplaner. Ved behov for at etablere nye forbindelsesledninger, som ikke fremgår af den gældende vandforsyningsplan, udarbejder kommunen tillæg til vandforsyningsplanen.

Et tillæg til vandforsyningsplanen skal sendes i minimum 4 ugers offentlig høring, inden tillægget kan vedtages endeligt. Kommunens vedtagelse af en vandforsyningsplan eller af et tillæg hertil kan ikke påklages jf. vandforsyningslovens § 76, stk. 1.

Vandværker er ikke forpligtiget til at anlægger forbindelsesledninger, alene fordi ledningerne er beskrevet i en vandforsyningsplan. Det er i udgangspunktet op til vandværkerne selv at indgå aftaler om etablering af nødforbindelser.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Hvis Byrådet godkender tillæg 4 til vandforsyningsplanen, er etablering af nødforbindelsesledningen mellem Bisserup Vandværk og Skafterup og Omegns Vandværk i overensstemmelse med en godkendt vandforsyningsplan. Det betyder, at de to vandværker kan gå videre med planen om at etablere forbindelsesledningen.

9. Muligheder for støtte til borgernes energibesparelser, herunder ny energitjek-ordning (B)

Beslutning

At. 1. Godkendt, idet udvalget bemærker, at Transition vælges som energirådgiver.

At 2: Godkendt, idet udvalget bemærker, at der frem mod evt. budgetvedtagelse arbejdes med at beskrive en model, herunder afdækning af tilbud, tidsperiode m.m. Sagen forelægges Klima- og Miljøudvalget forinden.

 

Udvalget bemærker, at det undersøges om ordningen også kan omfatte udlejningsejendomme.

 

 


Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan drøfte, hvilke muligheder for tilbud (rådgivning, energipulje, energitjek etc.), der skal være til borgere i kommunen, som ønsker at gennemføre energibesparelser på deres bolig.

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte, at der igen skal være et tilbud om et helt eller delvist gratis energitjek for boligejere og mindre virksomheder i Slagelse Kommune med det formål at nedbringe energiforbruget til opvarmning.

Indstilling

Chefen for Miljø, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter, at der genetableres en energitjek-ordning uden brugerbetaling eller depositum

2. at Klima- og Miljøudvalget beslutter, at der skal ske en afdækning af potentialet for at etablere en energipulje, som skal give alle mulighed for at energirenovere deres bolig

Sagens indhold

Klima- og Miljøudvalget har ønsket en bredere orientering om, hvilke muligheder der kan findes for at Slagelse Kommune kan hjælpe borgere med en energirenovering af boligen.

Det daværende Klima- og Miljøudvalg behandlede den 13. august 2025 under pkt. 11 "Videreførelse af energitjek-tilbud i Slagelse kommune". Udvalget besluttede ved den lejlighed at afslutte energitjek-ordningen, der med gratis energirådgivning gennem 13 år har været et centralt element til især boligejere.

Sideløbende med energitjek-ordningen har Slagelse Kommune i årene 2023 og 2024 tilbudt lokalsamfund og boligorganisationer støtte til analyse af fælles energiløsninger gennem en såkaldt Nærvarmepulje - også den kan evt. genetableres med et bredere sigte, nemlig støtte til etablering af energifælleskaber.

Herudover gør Slagelse Kommune med annoncering, e-breve og inspirationsmøder løbende opmærksom på muligheden for at få foretaget energiforbedringer. Fokus er her både på teknikken og på diverse puljer og tilskudsmuligheder (til varmepumper, energirenovering og forstudier til energifællesskaber), som borgerne kan søge.

Genetablering af en energitjek-ordning

I den ny Strategiske Energi- og Varmeplan 2026-29, som Byrådet godkendte til høring i december 2025, er en af de foreslåede handlinger, at Slagelse Kommune viderefører en energitjek-ordning.  

Administrationen har været i kontakt med i alt tre energirådgivere. En lokal energirådgiver, som ikke havde kapacitet, samt det nationale Transition og det Sorø-baserede AffaldPlus, som nu tilbyder at gennemføre energirådgivning i form af energitjek. En ny energitjek-ordning kan med større tydelighed målrette ordningen også henvendt til små og mellemstore virksomheder - og i højere grad arbejde på baggrund af data om energiforbrug i boligerne. Begge energirådgivere vil gerne arbejde efter disse to spor. Se bilag 5.

Genetableres energitjek-ordningen, vil Slagelse Kommune tage kontakt til en række lokale virksomheder om en ny energitjek-ordning og om muligheder for støtte til energirenovering for virksomheder. 

Afdækning af potentialet for en energipulje

En stor del af boligerne med ringest eller intet energimærke ejes af ældre borgere, som hverken har økonomien eller tidsperspektivet til at sætte gang i en større og måske ret investeringskrævende energiforbedringer af boligen. For at adressere dette problem kan Slagelse Kommune undersøge mulighederne for på sigt at etablere en energipulje, som gør det muligt for borgere uden de store midler alligevel at få energiforbedringer i boligen.

Det skal undersøges, om dette kan gøre ved at etablere en såkaldt genopfyldende ("revolving fund") pulje, hvor boligejeren bliver ved med at betale det samme som før, men hvor energirenoveringen finansieres med energibesparelsen. Borgeren skal således ikke selv skaffe finansiering til boligrenoveringen.

Både det organisatoriske, det finansielle og det juridiske skal afsøges før en sådan pulje etableres. Men der er ingen tvivl om, at behovet er der.

Retligt grundlag

Kommunalfuldmagten.

Slagelse Kommune vurderer, at kommuner må gerne yde generel energirådgivning, men ikke individuel rådgivning, der kommer i konkurrence med private energirådgivere.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Der er for 2026 i forbindelse med disponeringssagen 2. februar 2026 afsat en ramme på 475.000 kr. til en ny energitjekordning. Kontrakten, der indgås, bør være 1-årig, da dette er en rimelig kontraktlængde, da der ville skulle hyres en energirådgiver ind i en periode. 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Udvalget præsenteres snarest for en aftale om et nyt energitjek etc.

10. Gensidig orientering (O)

Beslutning

At 1: Orientering givet.

 

Der blev på mødet desuden orienteret om følgende:

 

Udvalgsformanden:

  • Møde i regi af Kommunernes Landsforening vedrørende Grøn Trepart
  • Spøgelsesnet i regi af Kommunernes Internationale Miljø Organisation (KIMO)
  • Plastikforurening i regi af KIMO

 

Udvalgsmedlemmer:

  • Ingen bemærkninger

 

Administrationen:

  • Grøn Trepart

 

 

 

 


Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget orienteres.

 

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer

3. Orientering fra administrationen

  • Miljøstyrelsen har meddelt en række af landets kommuner, herunder Slagelse Kommune, at der udestår et arbejde med at give nye indvindingstilladelser til flere vandværker. Administrationen har sendt en redegørelse til Miljøstyrelsen om Slagelse Kommunes status for opgaven.

 

11. Input til kommende møder (B)

Beslutning

 

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenspunkter, som ønskes behandlet på kommende møder. I det vedlagte bilag findes en oversigt over kommende punkter til behandling.

 

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenspunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

12. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Direktøren for Erhverv, Ejendomme og Teknik indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender referatet.