Kompetence
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
I budgetforlig 2025-2028 er der afsat 4 mio. kr. i anlægsmidler til vandsportscentret på Halsskov Færgehavn med 1 mio. kr. årligt i årene 2025-2028.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal beslutte hvordan den ene 1 mio. kroner afsat i 2025 skal anvendes.
Indstilling
Chefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller
1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter, at der i 2025 målrettes 400.000 kr. til mulige fondsansøgninger samt plan for sammenhængende facilitetsudvikling i Halsskov.
2. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget beslutter, at der i 2025 anvendes 600.000 kr. til etablering af en permanent adgang til vandet ved kabelbanen.
Sagens indhold
I budgetforlig 2025-2028 er der afsat 4 x 1 mio. i anlægsmidler til vandsportscentret på Halsskov Færgehavn med 1 mio. kr. årligt i årene 2025-2028.
Af budgetforliget fremgår det at: "Halsskov byder på helt særlige forhold til vandsport og vandaktiviteter samt unik beliggenhed og tilgængelighed også i et turismeperspektiv. Der afsættes over 4 år i alt 4 mio. kr. til at understøtte udviklingen af vandsportscenteret i Halskov. En målrettet indsats og udvikling omkring Halskov skal indgå som et naturligt element i den samlede Udviklingsplan for Korsør og skal samtidig medvirke til at understøtte den samlede udvikling af kommunens idræts- og fritidsfaciliteter med afsæt i naturen som arena for bevægelse og fællesskaber."
Færgehavnen har siden 2017 været planlagt som et vandsportscenter. Det meste af udviklingen blev dog stoppet eller sat på pause i forbindelse med genåbningen af budgettet i 2021.
Siden 2021 har der været arbejdet med mindre tiltag i området ud fra en midlertidig tilgang.
Processen omkring Udviklingsplan Korsør er kommet til i 2024 og kommer til at udgøre en samlet og overordnet ramme for Korsørs samlede udvikling, og dermed også en overordnet ramme som udviklingen af Halsskov Færgehavn skal indgå i. Vandsportscentret er et element i udviklingen af Korsør. Ligesom udvikling af Halsskov med fordel kan ses i sammenhæng til Kruusesminde-projektet.
Halsskov Færgehavn har i en årrække dannet rammerne for bl.a. Aqtive Days, som har fokus på vandsport og vandaktiviteter. Flere af færgehavnens faciliteter tages i brug, når arrangementet afholdes.
Dialog med brugerne
Onsdag den 15. januar 2025 blev der afholdt møde i "Havneforum".
Havneforum består af aktører og andre interessenter, der anvender færgehavnen til deres aktiviteter eller som et rekreativt område.
Mødets formål var at få brugernes input til en konkretiseret og prioriteret anvendelse af de politisk disponerede anlægsmidler. Brugerne repræsenterer både en længere historik og viden om tidligere udviklingsprocesser i området samt nyere brugere med interesse i, at blive en værdiskabende aktør i området i samspil med de øvrige.
Brugerne kom med gode og brugbare perspektiver på anvendelse og prioritering. I det følgende skitseres administrationens bud på prioritering og anvendelse i 2025, baseret på mødet samt administrationens faglige perspektiver. Af hensyn til fremdrift og mulighed for realisering inden sommersæsonen forelægges anbefaling til anvendelse i 2025 selvstændigt.
Anbefaling til udmøntning af anlægsmidlerne for årene 2026-2028 vil blive forventeligt blive forelagt samlet i løbet af 2. halvår 2025.
Anbefalet prioritering i 2025
Fundraising og samlet facilitetsudvikling
Den samlede kreds udtrykte opbakning til, at få tænkt strategisk og sammenhængende på udviklingen af faciliteterne i området. Det er ligeledes administrationens vurdering, at en sammenhængende facilitetsudvikling i færgehavnen vil værdiskabende og i overensstemmelse med kommunens facilitetsplan med eks. fokus på fælles faciliteter, mødesteder i naturen og bæredygtige løsninger.
Det er lykkedes at få godkendt projektet til at modtage midler fra Dansk Arkitekforening og Dreyers Fonds "Projekt Start", som kobler kommuner med nyere arkitekttegnestuer. Det betyder en medfinansiering af processen med at skabe skitseplaner for facilitetsudvikling i området på op til 150.000,-
Det anbefales, at der anvendes 400.000 i 2025 til mulig fundraising og plan for sammenhængende facilitetsudvikling i området.
Både fundraising og den samlede facilitetsudvikling vil være baseret på den midlertidige tilgang, som er et aktuelt vilkår for området. Når rammen og de politiske retninger er sat på påvirkende projekter og tiltag kan det afspejle sig i tilgangen til udviklingen i Halsskov.
Holdbar vandadgang ved wakeboardbanen
Et af de primære fokuspunkter på mødet med aktørerne i Havneforum var desuden adgangen til vandet, herunder at der ved adgang til vandet tænkes i anvendelsesmuligheder for flere brugergrupper. Grundet midlertidige løsninger og manglende finansiering har adgangsforholdene hidtil været baseret på midlertidige og ofte uholdbare konstruktioner, som hvert år ødelægges af efterårets og vinterens storme. Derfor blev det påpeget, at der er behov for at etablere en holdbar løsning, der kan modstå de til tider meget voldsomme vejrforhold i første omgang i området omkring kabelbanen.
Andre steder i færgehavnen er der også lavet holdbare løsninger, blandt i det nordlige færgeleje, hvor der i 2024 blev etableret en dykkertrappe og ved det sydlige hvor der er etableret en redningstrappe.
Det anbefales, at der anvendes 600.000 i 2025 for samarbejde med kabelparken at etablere en holdbar vandadgang omkring Kabelbanen.
Yderligere perspektiver fra brugerne
Perspektiver på anvendelse i kommende år
Med afsæt i tilkendegivelser fra mødet d. 15/1 2025 samt den anbefalede prioritering af samlet planskitse for området, vil administrationen i samarbejde med kredsen af aktører i området fremlægge konkretiseret forslag til anvendelsen af anlægsmidlerne for 2026-2028, forventeligt i efteråret 2025.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at den anbefalede anvendelse i 2025 overordnet nyder opbakning i kredsen af aktører i Havneforum samt er i overensstemmelse med administrationens faglige anbefalinger til de første skridt for videre facilitetsudvikling i området.
Entreprenørservice får i 2025 lavet en vurdering af udspringstårnets tilstand. Denne rapport kan potentielt pege på at der kan være behov for renovering i 2026.
Administrationen vurderer, at den anbefalede anvendelse for 2025 er i overensstemmelse med principper og strategiske retninger i facilitetsplanen. Herunder, at faciliteterne og udviklingstiltagene imødekommer behovene hos forskellige brugergrupper, samtidig med, at de etableres på en måde, der sikrer både klimamæssig og økonomisk bæredygtighed.
Retligt grundlag
Budgetforlig 2025-2028.
Slagelse Kommunes Idrætspolitik.
Facilitetsplan for Slagelse Kommune.
Slagelse Kommunes principper for eksterne brugere i kommunale lokaler og arealer.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er afsat 4 x 1 mio. kr. i anlægsmidler med 1 mio. kr. pr. år i årene 2025-2028.
Ved udvikling af yderligere faciliteter i området vil der kunne opstå afledt drift. Denne afledte drift er afhængig af hvilke former for faciliteter der udvikles og ejerskabet af disse. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at give et realistisk estimat på potentielle afledte driftsudgifter.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger
Sagens videre forløb
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vil forventeligt i efteråret 2025 få forelagt sag vedr. konkretisering anvendelse af anlægsmidlerne for 2026-2028.